I dag klokken 15 bliver min kusine begravet fra Uppståndelsens Kapell i Borås, Sverige.
Hun blev kun 40 år.
Den 12. november blev hun dræbt af hendes samlever…
Jeg var i chok da jeg fik nyheden. Jeg sad i toget hjem fra Herfølge lørdag den 13. november og havde netop købt internettid til fars bærbare så jeg havde noget at fordrive hjemturen med. Loggede på Facebook som noget af det første og der var den…statusbeskeden fra hendes lillesøster. At Helle var død. En havde spurgt hvad der var sket og blev henvist til en svensk avis’ forside. Jeg fandt onlineversionen og scrollede ned imens jeg holdt vejret. Så dukkede der en artikel om et kvindemord op. Jeg vidste med det samme at jeg havde fundet artiklen om min kusine, selvom jeg overhovedet ikke havde lyst til at tro på hvad jeg læste…
Sad der i en stuvende fyldt togvogn og forsøgte at finde en grimasse der kunne passe. Mest af alt havde jeg lyst til at bande højt og tude, men det gør man bare ikke sådan et sted vel?
Og nu sidder jeg her i Randers foran min computer imens familien i Sverige gør klar til at tage den sidste afsked med deres datter/søster/mor. Det er helt forkert at jeg ikke er der…følelserne indeni mig er meget forvirrende. På den ene side ville jeg ønske at jeg kunne være der til begravelsen, vise min respekt, kramme familien rigtigt og græde mine tårer i velkendt selskab. På den anden side hader jeg begravelser og ville ønske jeg kunne grave mig ned i et hul når jeg endelig deltager i en. Alle de stærke, gennemtrængende følelser der kommer op til overfladen nødvendiggør en håndtering…og jeg er bare ikke særlig god til at håndtere store følelser. Men jeg tager jo altid afsted når jeg har muligheden – af respekt for den afdøde og de efterladte.
Denne gang sidder jeg så herhjemme. Hverken penge eller tid har været til en tur over vandet til Sverige. I stedet sidder jeg og mindes min kusine. Der er dukket mange minder op til overfladen den sidste måneds tid. Dem der står tydeligst i erindringen er fra vores sene barndom og tidlige teenageår.
Minder om Helles konfirmation hvor jeg deltog sammen med vores mormor, drak rosévin hele aftenen i den tro at det var saftevand og vågnede dagen efter med noget der kunne beskrives som mit unge livs første tømmermænd.
Vores brevveksling hvor Helle sendte svenske udklip med A-ha til mig og jeg sendte udklip retur med blandt andet Howard Jones.
Sommeren hvor Helle introducerede mig for en svensk Melodi Grand Prix deltager der ikke havde vundet og hvor alle i Danmark gloede på mig som en åndssvag når jeg talte om nummeret…kan stadig teksten takket være Helle.
Ferien hvor far havde bygget hytte i baghaven og Helle og jeg skulle overnatte i den. Vi havde været i biografen og se “Lethal Weapon” og lå og snakkede henført om hvor lækker Mel Gibson var, men da lyset blev slukket gik der kun en halv time inden Helle gerne ville ind i huset og sove i stedet for…
Selvsamme ferie hvor vi så Hitchcocks “The Birds” den sidste aften og da vi så kørte ud for at aflevere Helle hos hendes moster sad vi to tøser og kiggede nervøst ud på elmasterne og turde knap stå ud af bilen ;o)
Tegningen i min tegnemappe som Helle lavede til mig da hun skulle demonstrere hendes måde at lægge skygger med blyant.
Så mange minder….heldigvis. Helle er ikke glemt og hun bliver aldrig glemt.
Vi var gledet lidt fra hinanden i voksenårene, men kun nogle dage før hendes død “fandt” vi hinanden igen på Facebook. Snakken gik om diagnoser, dagligdag og om at vi snart var nødt til at ses.
Det nåede vi aldrig.
I dag klokken 15 bliver min kusine begravet fra Uppståndelsens Kapell i Borås, Sverige.
Hun blev kun 40 år.
Den 12. november blev hun dræbt af hendes samlever…
Hun efterlader sig fem børn, søskende, begge forældre og en masse familie og venner der vil huske hende som den søde hjælpsomme pige hun var.
Æret være Helles minde…
Helle Christensen, 26. oktober 1970 - 12. november 2010
1001 Kat 