Monthly Archives: maj 2010

Livet fortsætter…tror jeg nok

Standard

Om blot et par timer har jeg overlevet 3 hele døgn uden Gizmo.

Hvordan jeg har gjort det aner jeg ikke, for viljen til at leve har været totalt ikke-eksisterende siden jeg måtte sige farvel til min firbenede sjælefrænde.

Jeg savner ham så uendeligt meget at det gør fysisk ondt på mig. Nogen har stukket en stor, usynlig næve ind i min krop og klemmer hårdt sammen om mit hjerte, mine lunger og min mave.

Tårerne kommer i tide og utide, dog går der længere imellem ”turene”.

Appetit har jeg ingen af overhovedet, heller ikke tørst, så jeg er imponeret over at min krop ikke har sagt fra endnu.

Rastløsheden er tydelig. Tirsdag kunne jeg slet ikke holde ud at være i lejligheden og travede Vorup tynd med Martin, både inden solopgang og senere. Onsdag blev det også til lange traveture. I dag torsdag har jeg kunnet nøjes med en tur i supermarkedet.

Jeg kan ikke finde ud af at omgås de andre katte. Hvis jeg taler med dem eller rører dem bliver jeg ramt af en mellemting mellem sorg over at jeg kan nusse dem og ikke Gizmo og en frygt for at trøste mig for meget ved dem – for de skal jo også herfra engang.

Tirsdag og meget af onsdagen havde jeg et stort behov for at blive holdt om, knuget og trøstet, svært når man er alene når behovet opstår….

Værst er spekulationerne og den dårlige samvittighed – til trods for obduktionsresultatet er den der alligevel.

Dårlig samvittighed over at jeg ikke rejste mig og gik hen til Gizmo lige da han var slingret forbi min stol, men i stedet blev siddende 15-20 minutter længere foran computeren.

Over at jeg ikke undrede mig mere over hvor kold han var da jeg hilste på ham 23.30 og han lå i transporttasken på gulvet ved den åbne altandør.

Over at jeg ikke ringede til vagtdyrlægen og min far samtidigt med at jeg ringede efter min bror.

Og over at jeg ikke kunne hjælpe ham.

Læg dertil sorgen i den virkelighed der efterhånden er gået alt for tydeligt op for mig.

At Gizmo er væk og at han aldrig kommer igen.

At jeg skal undvære ham resten af mit liv.

At jeg aldrig skal løfte ham igen, aldrig stryge hænderne over hans pels, aldrig vågne med ham i sengen om morgenen, aldrig overnatte et fremmed sted med ham, aldrig udstille ham igen, aldrig se dybt ind i hans smukke grønne øjne igen og bare vide at han elsker mig uanset hvad.

Jeg ved godt at han har det godt nu. Han har ikke ondt, han har fred. Det var også godt det gik så hurtigt, så han ikke skulle lide i længere tid. Jeg ved godt jeg tog den helt rigtige beslutning, den eneste der var at træffe…

Men det er mig der sidder her nu med savnet. Det er mig der har ondt i krop og sjæl. Det er mig der er nødt til at undvære. Og det virker bare så uoverskueligt, så uretfærdigt og så meningsløst.

På den ene side ville jeg ønske at jeg bare kunne slå alle de her følelser fra og komme videre, på den anden side ved jeg jo godt at det jeg gennemlever nu, er prisen for at elske et andet væsen så højt som jeg elskede Gizmo.

Og han var elsket, mere end jeg kan beskrive med ord. Han bliver aldrig nogensinde glemt. Og jeg tror på at vi ses igen. Det er jeg simpelthen bare nødt til. At jeg, den dag mit lys bliver slukket, bliver genforenet med verdens bedste kat. Hvis jeg ikke har den tro at klamre mig til, er jeg ikke sikker på jeg klarer den…

Nu vil jeg forsøge at give lidt opmærksomhed til 3 katte der ikke kan forstå mine mange tårer, der forsøger at opføre sig som om alt er som det plejer, men fra tid til anden afslører sig selv, når de pludselig sidder med det der søgende blik, der med al tydelighed siger, at de leder efter en der er væk….

Resultaterne af obduktionen

Standard

Så har jeg fået resultatet af Gizmos obduktion, og der var ikke noget der kunne været gjort anderledes.

Gizmo havde fået en aneurisme, et lille blodkar var – af ukendte årsager – bristet, og pumpede blod ud i hans bughule.

En meget sjælden tilstand at se på en kat, sagde min dyrlæge. Ja, jeg skal åbenbart have katte der udfordrer standarderne når de beslutter sig for at skulle herfra…

Der var ingen spor af kræft eller anden invasiv sygdom, lever, milt, lunger og hjerte så helt normale ud. Dog kunne han konstatere at Gizmos ene nyre var unormalt lille og formentlig helt ufungerende, noget hans anden nyre formentlig har kompenseret for i et ukendt tidsrum.

Nu er min smukke sorte skat sendt til kremering og om 2-3 uger får jeg ham hjem i en urne, så han kan stå på hylden ved siden af Freya, der heller ikke har fundet sit endelige hvilested endnu.

Jeg ser ikke frem til de næste mange uger. Jeg kan ikke forestille mig en dagligdag uden Gizmo som en del af den. Men det er jeg nødt til. Og jeg er nødt til at vende min opmærksomhed på de tre andre herhjemme, de har listet forsigtigt rundt siden tidligt i morges og kan ikke forstå hvorfor jeg græder hele tiden, hvor Gizmo er blevet af og hvorfor han ikke kommer igen. Jeg er oprigtigt nervøs for Devi, da Freya blev aflivet for 4½ år siden, fik hun en depression der varede i måneder, så hende holder jeg et ekstra godt øje med.

Næsten ligegyldigt hvor jeg vender mit blik hen i lejligheden bliver jeg mindet om Gizmo. Alle hans kæmpe kokarder i entreen, Topkattediplomerne, skabet med alle hans pokaler, Kongro-portrætterne på væggen, favoritpladsen på altanen, yndlingslegetøjet på gulvet under spisebordet. Ja, jeg kunne blive ved…

Jo højere man har elsket, jo mere ondt gør det at give slip. Og det gør ondt, så helt enormt ondt….

The King has left the building…

Standard

Dette bliver det sværeste indlæg jeg nogensinde har måttet skrive…

Tirsdag morgen, den 25. Maj 2010, klokken 02.45 rejste Gizmo mod Regnbuebroen.

Mit hjerte er knust i tusind stykker.

Det er gået så ufatteligt hurtigt. Klokken halv et opdagede jeg at han var slap, kold og trak vejret overfladisk og besværet.
Klokken et var min bror kommet og jeg ringede til dyrlægevagten.
Klokken tyve minutter i to ankom vi hos dyrlægen i Hadsten, Gud ske lov at min far fatter at når jeg ringer på den tid af døgnet, så er det alvorligt.
Og klokken kvart i tre var det hele slut.

Hele Gizmos krop var ved at lukke ned. Hans temperatur var nede på 36.2, han var slap og fjern, hans tandkød var kridhvidt og hans bughule var fuld af blod.

Hverken dyrlægen eller jeg var i tvivl om hvad der var det rigtige. Men det krævede FEM indsprøjtninger med aflivningsvæsken, to i leveren og tre direkte i hjertet før han endelig gav slip. Hans kredsløb var simpelthen stået så meget af at væsken ikke blev ført ordentligt rundt i kroppen og blodårerne var kollapsede.

Nu ligger han herhjemme på et tæppe og Devi, Junior og Niggi har alle sagt farvel til ham. Når dyrlægen åbner klokken 8 ringer jeg til ham for at aftale en obduktion, jeg er nødt til at vide hvad det var der skete, for han havde det fint så sent som ved midnat.

Gizmo, du er allerede savnet mere end jeg troede muligt. Virkeligheden er ikke helt sunket ind endnu, og når den gør, ved jeg at den kommer til at slå hårdt – meget hårdt.

Aldrig skal jeg se ind i dine smukke grønne øjne igen og føle din sjæl.

Hvem skal jeg nu tage på eventyr med, hvad enten det var udstillinger, fremvisninger eller overnatningerne på fremmede steder – du elskede det jo?

Hvem skal lege vilde drengelege med Junior?

Hvem skal ligge og sove hele natten ryg mod ryg med mig for at stikke et spindende hoved hen til mig straks jeg vågnede?

Hvem skal hoppe op til mig og kræve opmærksomhed når jeg er ked?

Hvem skal være mit Livs Lys på kattepoter?

Jeg fik 8 år sammen med dig, længe vil nogen sige, men slet ikke længe nok siger jeg. Vi havde en pagt om at du skulle blive mindst 20 – den var du nødt til at bryde i dag.

Jeg får aldrig en kat som dig igen, du var unik og det vi havde sammen var enestående. Tusind tak fordi du valgte mig som menneske og gav alle omkring dig muligheden for at deltage i dit liv. Vores er blevet rigere af det.

Dearest, close your eyes now
Don’t you cry, it’s alright

Lie back, leave the lights on
It’s alright, dear

I’ll be here through the night
With you till the first signs of light
Say the word and I’ll come tonight

It’s all right now
Don’t you cry now
Hush…
Wipe your tears away
There’s never a forever thing

All through the night
I’ll try so hard to be there somehow
With you till the first signs of light
Say the word and I’ll come
Tonight

Darling, don’t you cry.

(A-ha)

I Only Wanted You

They say memories are golden
well maybe that is true.
I never wanted memories,
I only wanted you.

A million times I needed you,
a million times I cried.
If love alone could have saved you
you never would have died.

In life I loved you dearly,
In death I love you still.
In my heart you hold a place
no one could ever fill.

If tears could build a stairway
and heartache make a lane,
I’d walk the path to heaven
and bring you back again.

Our family chain is broken,
and nothing seems the same.
But as God calls us one by one,
the chain will link again.

(Author unknown)

Request from Rainbow Bridge

Weep not for me though I am gone
Into that gentle night.
Grieve if you will, but not for long
Upon my soul’s sweet flight.
I am at peace, my soul’s at rest
There is no need for tears.
For with your love I was so blessed
For all those many years.
There is no pain, I suffer not,
The fear now all is gone.
Put now these things out of your thoughts,
In your memory I live on.
Remember not my fight for breath
Remember not the strife.
Please do not dwell upon my death,
But celebrate my life.

(Constance Jenkins)

Kongen har forladt bygningen for sidste gang, pas på Freya deroppe og vent på mig, for vi ses igen.

Vaya Con Dios Mi Amor

En rigtig dårlig dag

Standard

Det er hvad min lørdag har været.

Og det mest underlige er, at jeg faktisk ikke kan sætte min finger på hvorfor den – i bakspejlet – har været en dårlig dag.

For at illustrere kan vi jo lige gennemgå dagen.

Står op for at gå ned og holde min bror med selskab imens han vasker tøj i sin vaskekælder. Ikke det mest ophidsende tidsfordriv, men nu er min bror jo altså et af mine favoritmennesker i verden, så det var jo ikke fordi det var dødens pølse. Vi kan altid finde på noget at snakke om.

Altså en positiv oplevelse…

Hjemme igen tænder jeg computeren og læser på et kattefora, at en kat jeg har været bekymret for er fundet død lørdag morgen. Resultat: Tina begynder at stortude og kan slet ikke holde op igen. Det er ligesom at humøret får et ordentligt dyk her.

Ikke en positiv oplevelse…

Klokken halv fire drager far, Martin og undertegnede mod Mariager Fjord, hvor vi finder bord og bænke lige ned til vandet og stiller grillen op og går igang. Lækker mad, sjov og ballade, godt selskab.

Positiv oplevelse….

Og dog… For ikke ret langt inde i måltidet får jeg den sædvanlige (det må være sædvanligt når tilstanden har stået på i næsten et halvt år) mavepine og tarmsystemet går så meget amok at jeg er nødt til at lægge mig ind på bagsædet af bilen og bare koncentrere mig om ikke at skulle på toilettet imens far og Martin spiser færdigt.

Ikke just en positiv oplevelse…

Kommer så hjem igen og går og nusser med misserne, spiller lidt spil på Facebook, læser lidt mere på diverse fora – da en prås pludselig går op for mig.

Jeg har godt nok haft mange tvangstanker (tankebilleder) i hovedet i dag og de har siddet godt fast. De to seneste værende at jeg af en eller anden grund havde åbnet køkkenvinduet og Devi så kommer løbende, springer op i vindueskarmen og falder ud, ned og ligger stille og i den anden at jeg står og roder på trappestigen ude på altanen, taber balancen, vælter frem i glasset som knuses og jeg selv falder ned fra 1. sal.

Læg til det, at jeg i dag har været rigtig led over min krop og mit udseende og man har en ret speciel cocktail af en lørdag.

Men hvorfor kom alle de her tanker/følelser/billeder lige i dag? Synes ikke jeg har gået og tænkt mere end jeg plejer. Jo, over at jeg ikke kan se hvordan jeg skulle få råd til tandlægebesøg og udover tandpinen føles mine tænder pludselig også forkert…

Men synes ikke jeg har spekuleret på fremtiden som sådan, selvom jeg går og venter på de pokkers papirer fra sagsbehandler stadigvæk. Måske fordi en del af mig messer løs i baghovedet, at så længe jeg ikke har modtaget nogle papirer, er jeg stadig på revalideringsydelse.

Åh, jeg ved det ikke. Men jeg håber saftsuseme godt nok at søndag bliver bedre end lørdag, for det her er da rent ud sagt deprimerende.

Vi vil ha’ A-ha til Danmark i 2010!

Standard

A-ha Ending on a High Note Tour Poster

Skulle du ske at komme forbi denne post takket være mine tags, og kunne du tænke dig at se A-ha i Danmark på deres farvel-turné der slutter i december i år, så meld dig ind i den gruppe jeg har startet på Facebook, gør reklame for den alle de steder du kan komme i tanker om og kryds fingre sammen med os andre….

Should you happen to find this post thanks to my tags and would you like A-ha to add a concert in Denmark on their farewell tour ending in December this year, then please join the group I have started on Facebook, tell everyone you know about it and keep your fingers crossed with the rest of us.

Link “A-ha, we want to say farewell to you in Denmark”: http://www.facebook.com/home.php?#!/group.php?gid=123672250993353

Så er sommeren bestemt på vej

Standard

Jeg har den sidste time delt bolig med to meget fornærmede Cooner.

Til at begynde med sad de side om side og stirrede på mig med en blanding af vantro og irritation i øjnene. Nu er vi nået dertil at de godt kan lave noget andet, men får vi øjenkontakt får jeg straks et surmulende blik.

Hvorfor?

Jo, det skal jeg fortælle jer.

Jeg sad her ved computeren som jeg så ofte gør, da jeg pludselig hørte en underlig lyd, lidt som om der er ved at gå overgang i et eller andet elektrisk.

Jeg sad musestille og prøvede at pejle mig ind på lyden, men der var stille. I stedet vendte jeg hovedet mod Junior og Niggi der sad ved dørmåtten hvor Niggi forsøgte at få noget pels af sin tunge med en pote til hjælp.

Og så opdagede jeg hvor lyden kom fra…..

Der lå en såret bevinget kriger på gulvet imellem de to blådyr.

Og så kan I ellers tro jeg kom op at stå og hen for at kigge – hvilket ikke er nemt, når jægerne ikke vil af med deres bytte. Junior nøjedes pænt med at tjatte med poterne, men Niggi var ikke sen til at tage hendes snack i munden og forsøge at stikke af fra mig. Jeg fik skubbet nok til hende til at hun tabte tingesten og jeg nåede lige at se en lille brod før hun havde den i munden igen.

Frem og tilbage foran fordøren gik det indtil det endelig lykkedes mig at få svinget insektet op på enden af en drillepind hvor det holdt godt fast. Jeg holdt forsigtigt en avis under og gik ud på badeværelset for at se nærmere på det – naturligvis med to brægende Cooner om fødderne.

Jeg kunne stadig se en brod, jeg kunne desværre også se at Niggi havde fået gnasket den ene vinge i stykker, så selvom insektet var levende kunne det ikke overleve.

Det fik et klask med avisen og blev skyllet ud i toilettet med to frustrerede katte som publikum.

De blev ikke mindre frustrerede af at jeg insisterede på at tjekke poter, munde og tunger for hævelser, heldigvis uden resultater.

Så satte jeg mig herhen igen for at hitte ud af hvad det egentlig var Niggi havde fanget ude på altanen og nu er jeg da helt deprimeret.

Det var en honningbi-dronning der måtte lade livet, stakkels lille ting.

Sådan så Niggis bytte ud

Coonerne har absolut ikke tilgivet mig endnu, Junior har endda været ude og plaske i toilettet (som sædvanligt) for at se om han kunne finde insektet og de render begge rundt og brokker sig højlydt.

Jeg er bare spændt på om dagens fangs var et tegn om hvordan den kommende sommers “glæder” – sidste år havde vi hverken myg, stankelben, bier eller hvepse i lejligheden, til trods for udluftning 24 timer i døgnet….håber det var en svipser….

En følelse af tab

Standard

Tirsdag den 18. maj tabte en af mine kattebekendte kampen mod kræft. Jeg – og mange andre – anede ikke at hun var syg, og nyheden slog hårdt.

Jeg vil ikke kalde mig venner med vedkommende. Vi har mødt hinanden 3 gange i det virkelige liv, men online har vi kendt hinanden og taget del i hinandens liv siden 2002. Det er trods alt 8 år jeg har kendt en flig af et andet menneske.

Min første reaktion var gråd….ustoppelig gråd. Efterhånden som jeg læste mig igennem indlæg fra andre mennesker der også var chokerede blev jeg mere og mere ked af det.

På et tidspunkt var jeg nødt til at rejse mig fra computeren og gå væk for at klare mine tanker.

Min reaktion var meget stærk og jeg tror den var en kombination af flere ting. Nok først og fremmest at denne person tabte kampen mod kræft efter relativ kort tids sygdom….akkurat som min mor.

Læg dertil at min mor i dag onsdag den 19. maj ville være fyldt 67 år. Og der er kun 12 dage til at det er 8 år siden hun døde af kræft.

Derudover er det også gået op for mig hvor tæt et bånd man kan få til mennesker som man måske aldrig møder i det virkelige liv, men som man alligevel lærer at kende igennem et online samfund. Det er jo ikke første gang det sker for mig, det er ikke mange måneder siden jeg satte en mindre eftersøgning i gang efter total indlægsstilhed fra et forum-medlem hvis mand var i Afghanistan. Jeg blev meget bekymret over denne stilhed og faldt faktisk først til ro, da jeg via et andet forum fandt ud af at han var kommet hjem og alt var godt.

Men tilbage til det vi begyndte med….

Alle, og jeg mener alle tankerne fra da min mor døde er kommet op til overfladen i løbet af aftenen. Det er meget mærkeligt, næsten ligesom at være rejst 8 år tilbage i tiden og føle det hele igen, denne gang med 8 års ekstra viden i bagagen.

Især lægger jeg mærke til mange af de mærkelige tanker.

Kan huske jeg var sur på TV2 fordi de havde holdt en meget lang pause i The X-Files og nu ville min mor ikke nå at se de sidste afsnit i serien….hvorfor syntes min hjerne lige at det var relevant dengang? Og hvorfor kan jeg stadig huske det?

Kan også huske at vi den sidste aften på sygehuset tog afsted 19.45 så vi kunne nå hjem og se Skadestuen i tv – og at tv’et på min mors stue var indstillet på den rigtige kanal så hun også kunne følge med….hvorfor? Hun havde helt tydeligt delirium den aften og anede ikke hvad der foregik?

Altså…jeg behøver jo ikke sige hvorfor så mange gange, for jeg ved jo godt at det var min måde at skubbe det hele fra mig eller rettere at beskytte mig selv fra den hårde sandhed som jeg ikke var klar til at håndtere. Ved faktisk ikke om jeg er klar nu.

Det går også meget godt i tråd med den enorme dårlige samvittighed jeg har haft siden.

Dårlig samvittighed over at have haft fuldtidsarbejde når jeg følte jeg burde være sammen med min mor – selvom det var hende der havde tilskyndet mig at tage jobbet.

Dårlig samvittighed over at være lettet over at kunne tage hjem om aftenen, hvor min far og min bror måtte blive hos min mor.

Og især dårlig samvittighed over ikke at have været hos min mor da hun døde. Det er den der er den værste. Den bliver ved at fortælle mig at jeg burde have vidst hvilken vej det bar, og at jeg burde være blevet hos min mor gennem natten. Selv nu, imens jeg skriver disse ord, kommer selvbebrejdelsen op i mig. Jeg kan ikke engang få mig til at skrive “men jeg kunne jo ikke vide det”, for der er stadig den her fasttømrede del af mig der nærmest råber: “Jo, det burde du. Det var så himmelråbende tydeligt…”

Jeg er spændt på om jeg nogensinde kommer over den selvbebrejdelse eller om jeg på et tidspunkt indser at den er en del af hvem jeg er og accepterer den som en del af min fortid. Jeg aner det ikke…

Men der kører mange underlige tanker rundt i hovedet på en når man bliver konfronteret med et dødsfald. Ens egen dødelighed kommer også pludselig på dagsordenen. Man bliver pludselig bevidst om alle ens dårligdomme og kan ikke lade være med at tænke hvad nu hvis….

Min første tanke var: Hvad så med mine katte?

Egentlig et ganske velovervejet spørgsmål, og en klar reminder om at jeg skal have styr på mit kattetestamente i det mindste.

Det var også en af de tanker der ramte mig ved nyheden i dag, jamen de stakkels katte da, nu skal de undvære hende resten af livet. Et kort øjeblik fik jeg helt dårlig samvittighed over at tænke på dyrene før hendes mand, men igen, når man kender mig er det vist en logisk tankegang. Mine katte betyder jo alt for mig, så hvorfor skulle jeg ikke overføre de følelser til andre?

Hvorom alting er, så er dette en meget underlig aften/nat i det lille hjem. Jeg har lovet mig selv at når jeg står op, vil jeg tage på kirkegården og få fjernet alt ukrudt og gjort pænt på min mors gravsted, så det er klart til en fødselsdagsblomst eller to. Tror også jeg trænger til at komme ud af lejligheden, og nu har jeg lovet min far og min bror at jeg vil gøre pænt, så nu er jeg pinedød nødt til at gøre det. Pression er vist det jeg har brug for for tiden.

Jeg vil slutte af med at sende en sidste hilsen til en fantastisk kvinde som jeg gerne ville have kendt bedre, men trods alt føler at jeg kendte nok til nu at sørge.

Underlig fornemmelse

Standard

I dag er det en uge siden jeg havde sidste arbejdsdag i min praktik. Fordi min chef på praktikstedet havde ferie min sidste uge, lavede vi den aftale at jeg skulle komme op på kontoret i dag til kagepausen 14.30, så jeg kunne sige ordentligt farvel til hende og resten af kontoret.

Jeg kunne mærke lidt i maven da jeg stod op, den der “Jeg har ikke lyst” følelse. Jeg kender den godt. Den kommer hver gang jeg har afsluttet et forløb. En form for ulyst til at “åbne” for et afsluttet kapitel i mit liv. Men en aftale er en aftale og jeg tog bussen så jeg kunne nå at være fremme til tiden.

14.15 mødte jeg op på kontoret. De damer jeg har arbejdet med i 2½ måned var der ikke, hvilket jeg heller ikke havde forventet da jeg havde set i deres kalender at de havde et møde ude i byen til halv tre. Så jeg hyggede mig med de to andre på kontoret og da det blev kagetid, blev jeg budt til bords og hyggede mig som sædvanligt med de andre.

Bagefter satte jeg mig tilbage til “mit” skrivebord og gav mig til at læse dagens avis.

Klokken ti minutter i fire, satte jeg mig til at skrive et brev til min tidligere chef og lagde det – og mine nøgler – på hendes skrivebord. Og så sagde jeg pænt farvel til de andre….med løfte om at komme op og sige hej hvis jeg havde ærinde i bygningen en dag.

Og så gik jeg for øvrigt over i Føtex og købte lidt planter til min altankasse.

Næsten 2 timer endte jeg med at sidde der uden mine tidligere kollegaer dukkede op. Min hjerne begyndte selvfølgelig på det sædvanlige sted, nemlig med at bebrejde mig selv: Burde jeg have ringet, sms’et eller mailet for at minde dem om at jeg kom?

Så tilsatte selvsamme hjerne lidt irritation: Det er godt gjort man står op og vasker sig og gør sig pæn og kører den lange tur i bus fordi de har bedt mig om det og så kommer de slet ikke.

Og endelig landede jeg på et dejligt roligt: De havde glemt aftalen. Det er der ikke noget at gøre ved. Jeg skrev en pæn seddel og fik afleveret nøglerne og havde det hyggeligt med de andre, så det var en god oplevelse.

Og det mest utrolige er faktisk, at jeg nåede dertil på under 20 minutter, det ville have taget dage, måske uger tidligere.

Jeg er egentlig ret stolt af mig selv lige nu.

Og så var det for øvrigt nogle flotte – og billige – blomster jeg havde med hjem. De er også plantet og vandet så lidt har jeg da fået lavet i dag.