Monthly Archives: februar 2011

Junior til kilometereftersyn

Standard

Der er mange katte i bekendtskabskredsen der kommer til sundhedstjek og vaccination i disse dage.

Junior er en af dem. Vi er lige kommet ind af døren igen.

Herren blev tjekket i hoved og r**, det skal man jo nu engang, endnu engang af en forelsket dyrlæge der ytrede det sædvanlige: “Vi får jo ikke så mange af de helt store drenge”, hvorpå hun holdt hans hoved mellem hænderne, kiggede henført ind i hans øjne og sagde: “Se nu bare det store hoved, man kan da ikke andet end at elske det.”

Tror også Junior var ganske tilfreds med dyrlægen, han spandt i hvert fald igennem det meste af undersøgelsen – i modsætning til på udstillingerne, så det var da meget rart at finde ud af at det kunne lade sig gøre for ham at være andet end beskidt i munden.

Men han blev som sagt tjekket godt og grundigt, både udfra dyrlægens tjekliste og fra mine observationer og ønsker.

Han er stadig en dreng der producerer meget ørevoks, men det er stadigvæk kun ørevoks og ikke øremider (hvilket jeg også forsikrede at jeg var klar over efter jeg ved ikke hvor mange tjek for samme på udstillingerne over årene). Heldigvis er hans ører helt rene og pæne inderst inde uden inflammation, så jeg skal bare fortsætte med at rense det synlige af med ørerens (jeg plejer at bruge en vatrondel med lunkent vand) og vi har det i forvejen som en del af vores nusserutine, så det er ikke et problem.

Herren har mestret at få hele TO store tandsten på to af de store tænder i overmunden – de er så store at de kan ses med det blotte øje. Så vi blev anbefalet noget tandfoder for at se om det kunne gøre det og ellers skulle vi måske tænke tandrensning næste år. Ingen problemer med tandkødet heldigvis.

Der var intet at mærke i hofter og knæ og hun mente ikke at jeg behøvede at bekymre mig udfra hvad jeg fortalte om hans bevægelighed og om kattene i hans familietræ i forhold til sygdomme.

Men…. ingen roser uden torne….

Gennemgangen viste også med al tydelighed hvilken indvirkning Gizmos død har haft på min store blå bamse. Han har taget 600 gram på og vejer nu 9,8 kilo og det kan ikke være andet end tabet af hans legekammerat og deraf følgende nedsat aktivitet der har gjort det, for der spises det samme og heller ikke mere af det.

Det gjorde mig lidt ked af det… jeg har ellers forsøgt at aktivere ham så godt jeg nu kan, men jeg er altså ikke det samme som en anden kat man kan spunse rundt efter som en tosset og rulle rundt med i brydergreb på stuegulvet. Devi har aldrig villet lege og Niggi er også begyndt at sige fra overfor sin onkel fordi hun ikke vil lege de vilde drengelege han vil. Det er en total øv-fornemmelse jeg har i maven over det.

Men vi overlevede trods alt turen, fik afprøvet Juniors nye Rolls Royce (katteklapvogn) for første gang og den bestod til UG omend jeg vist er 5-10 centimeter for høj til at gå med den.

Og det vildeste?

Jeg har fundet et produkt hvor priserne rent faktisk er faldet og ikke steget. Sidste år kostede Juniors tjek 616 kroner (mener jeg), i dag kom jeg af med 543,75. Det synes jeg ærligt talt er imponerende

Hvad bruger man Facebook til?

Standard

Jeg har en veninde der kategorisk nægter at oprette sig som bruger på Facebook.

Jeg skal være ærlig og indrømme at det faktisk irriterer mig lidt. Efterhånden som vores studietid rykker længere og længere væk i erindringen og vi ikke længere har et fælles geografisk ståsted, bliver det mindre og mindre vi hører til hinanden. Ingen af os har nogensinde været særligt udadvendte og proaktive, og især fra min side kan der gå måneder før jeg får svaret på en mail der bare ligger og håner mig i min mailboks.

Det hele ville bare være meget nemmere med Facebook. En statusbesked her og der og man kan igen følge lidt med i hinandens liv.

Men nej – hun vil ikke. Undskyldningen er at hun allerede er tilmeldt til “så meget” og at hun ikke har tid/lyst til mere.

Men hvad bruger man egentlig Facebook til?

Se det er faktisk et rigtigt godt spørgsmål….og man kan ikke komme med et enkelt svar.

Det er nemlig så individuelt som det overhovedet kan blive.

Jeg har dags dato 245 venner på Facebook. Vil umiddelbart skyde på at jeg har mødt og/eller kender 97% af dem, vist nok en ret pæn klat i forhold til normen.

Mine venner fordeler sig på familiemedlemmer, venner fra den virkelige verden, “kattefolk” og så de sidste 3% der er personer jeg aldrig nogensinde har mødt men som har ansøgt om mit venskab på Facebook i forbindelse med en eller anden fælles interesse.

Så jeg har 245 muligheder for at se hvad folk bruger Facebook til udover min egen.

Der er nogen der har en profil, men det virker ikke til de nogensinde er online. Profilen har enten et minimum af oplysninger, eller også er den udfyldt så man ikke er i tvivl om at personen udelukkende bruger Facebook til at netværke i forbindelse med for eksempel arbejde eller uddannelse.

Nogle er tværsproglige, så udenlandske venner også kan følge med.

Nogen består ikke af andet end spilopslag.

Nogen har mange statusbeskeder og diskuterer med andre venner under disse, andre skriver sjældent en status og er på den måde mere inkognito.

Nogen har familiebilleder liggende i fotoalbum, andre kunne ikke engang drømme om at uploade et profilbillede af sig selv.

Og så videre…

Hvad bruger jeg selv Facebook til?

Ja, jeg opfatter jo nok lidt Facebook som mit andet hjem. I og med at jeg er rigtig dårlig til at række ud mod andre og skabe kontakt fysisk, enten ansigt til ansigt (besøg) eller pr. telefon, så er Facebook en afspejling af hvem jeg er til info for de venner jeg omgiver mig med på siden. Jeg er faktisk rimelig sikker på at mange af dem, også familie, ved meget mere om hvad der foregår i mit liv og indeni mig efter vi er blevet Facebookvenner end før, ret mig hvis jeg tager fejl anyone?

Jeg elsker statusbeskeder og poster mange – og nogen gange lange – af slagsen. Det er alt fra de små øjebliksbilleder som mange elsker at hade, du ved, dem om hvad man laver lige nu. Så er der de længere med ting der går mig imod eller ting der bare er helt fantastisk. Engang imellem kommer der også et citat jeg har tænkt over i en eller anden sammenhæng, eller en opdatering på nogle planer jeg har i nærmeste fremtid.

Jeg læser vennernes statusbeskeder med samme interesse, det er sådan jeg følger med i hvad der foregår i deres liv.

Mine fotoalbum på Facebook bugner af billeder. Der er album med kattene, fra udstillinger, af lejligheden, fra udflugter og ferier, af hobbyer og meget, meget mere. Jeg kender ikke begrænsningens kunst her og igen, det er min måde at åbne mig for andre og lukke dem ind.

Der er de sjove applikationer man støder på fra tid til anden: horoskoper, hvilken græsk gud ville du være, hvad er din personlighedstype, dagens tarotkort, ja der er ikke den applikation man ikke kan støde på. Nogen af dem springer jeg på, andre får lov at glide lige så stille ud i ingenting.

Og så er der selvfølgelig spillene. Husker godt da jeg oprettede mig på Facebook. Der var ikke grænser for alle de spil man lige skulle meldes til for det var jo nyt og spændende. Fire forskellige spil med akvarier og fisk der skulle købes, fodres og sælges, planter der skulle gødes og plukkes, katte der skulle fodres og kæles, fantasidyr der skulle forkæles og mange flere, alle med det til fælles at med naboer kom man længst.

Efter et stykke tid på Facebook er min erfaring at det stilner lidt af med ens spillelyst, det har det i hvert fald gjort for mig.

Jeg spiller stadig arkadespil hvis jeg keder mig (nåh nej, kreative mennesker keder sig aldrig), men er kun aktiv i et af “nabo”spillene nu, hvor jeg passer mine fisk og forsøger ikke at blive så besat af det som jeg ellers har en tendens til.

Mon det var spillene veninden hentydede til da hun talte om tidsrøver?

Men hvad var svaret så? Hvad bruger man Facebook til?

Svaret var vel: til lige præcis det man har brug for at bruge Facebook til, hverken mere eller mindre.

Jeg skal gerne indrømme at jeg er et sted nu hvor jeg ikke kunne forestille mig at leve uden Facebook. Til sammenligning kan jeg ikke se hvad pokker jeg skulle bruge Twitter til og nej… tilbyd for Guds skyld ikke at du vil sætte mig ind i det – jeg har vist nok i det jeg har nu.

Aj pokkers…nu lyder jeg jo som min veninde ;o)

Kender I det?

Standard

Man har alle intentioner om at holde udgifterne på et minimum.
Køber fornuftigt ind, handler stort en gang om ugen og kun fornuftige varer til en billig pris.

Det gik også så godt…

…lige indtil i dag.

I dag gik jeg forbi en hylde i Føtex og kom af vanvare til at dreje hovedet.

Åhhh suk, de sødeste store figurer af de tykkeste solsorteunger. Og endda med mængderabat.

Første tanke: Nej, du har ikke råd.
Anden tanke: De er da heller ikke så søde alligevel.
Tredie tanke: De ville passe helt perfekt ovre på mors grav.
Fjerde tanke: Nej, det kan jeg alligevel ikke nænne, tænk hvis de blev stjålet eller gik i stykker.
Femte tanke: Kan garanteret ikke finde to der passer sammen.
Sjette tanke: Nej, lad dem stå – du har ikke et sted de kan stå og de passer ikke til resten af dine ting.
Syvende tanke: Men se de skønne øjne…og de små næb…

Resultat?

Byd velkommen til Hans 1 og Hans 2, fremover kendt som Hanserne:

Hans 1

Hans 2

Close up af Hans 2

Og misserne har budt kæmpeungerne velkommen...

Nu skal jeg så bare finde det der famøse sted de skal bo…