Monthly Archives: september 2010

Ville ønske jeg kunne slå min hjerne fra…

Standard

Ja, hvorfor er det lige man ikke kan det? Slå hjernen fra eller i det mindste sætte den på pause bare lige for at få ro i nogle få timer.

Lige nu hader jeg min hjerne…den kværner og det der kværner rundt i den gør mig ked af det og jeg gider ikke være ked af det…

Jeg vil gerne prøve at skitsere min fredag og de tanker der er fulgt med.

Jeg kan meget passende starte med at fortælle om de ting der har kværnet rundt i mit hoved inden vækkeuret ringede fredag morgen:

– Uvisheden om min fremtid. Har stadig ikke hørt noget endegyldigt fra min sagsbehandler og aner ikke hvad fremtiden bringer.

– Halloween-gæster den 30. oktober – planlægning, planlægning, planlægning.

– Halloween-udstilling i Kolding 17. oktober: planlægning, planlægning, planlægning.

– Endnu ikke talt med bankrådgiver om finansiering af tandlægeregning på 6-8000 kroner: dårlige nerver.

– A-ha koncert i Hamburg den 28. oktober: generel logistik.

– Gæst på søndag: hvad skal jeg dog servere, hvor meget/hvor lidt, hvorfor kan jeg ikke tage mig sammen til at vaske op, skal altså have støvsuget og i bad.

– TICA-udstilling i Herfølge: Regional Winners, transport, DSB Orange, overnatning eller ej, penge.

Og så når vi til at vækkeuret ringer. Jeg står op, finder mig noget morgenmad og tænder computeren for at tjekke mail. Intet nyt fra sagsbehandler – som forventet. Sidder og tjekker mine sædvanlige to kattefora og får fodret mine fisk på Facebook, indtil jeg kan se det er tid til at tænde for Torchwood på BBC Entertainment. Virkeligt intenst afsnit der slutter med at to af hovedpersonerne meget overraskende dør, ikke hurtigt, men langsomt og dvælende. Jeg stortuder til og kan ikke rigtigt komme ud af fornemmelsen efter at have rejst mig fra sofaen.

Burde gå i gang med at lave noget, hvad som helst, men i stedet sætter jeg mig som sædvanligt foran computeren igen og opdager ret hurtigt at bølgerne går meget højt på et af katteforaerne. Jeg bruger tid på at læse den lange tråd igennem og der fræser følelser og impulser igennem min hjerne undervejs: frustration, vrede, sorg, nag, irritation, total opgivenhed. For år tilbage når jeg oplevede disse følelser i forbindelse med høje bølger de steder jeg færdedes online forstod jeg dem ikke. De var der, det var sådan jeg følte og sådan var det bare.

Nu har jeg lidt mere styr på mekanismerne i min tankegang og forstår alt for godt hvor det kommer fra. I og med at jeg ikke omgås med forfærdeligt mange mennesker fysisk i det daglige, så er min netfærden en meget vigtig del af min identitet. Og i og med at jeg altid har været meget konfliktsky og helst vil have alle er gode venner, fordi det gør ondt helt inde i centeret af mig når der skældes ud, selvom det ikke har noget med mig at gøre, så gør det mig nærmest desperat at “mine folk” ikke taler ordentligt til hinanden. Bevares, det er absolut ikke alle jeg møder på nettet jeg synes om, nogen har jeg direkte antipati imod, men det er ikke noget jeg lader nogen vide og det gør mig stadig dybt, dybt ulykkelig og meget frustreret når der er uro på mine fora. Jeg fyldes af en brusende blanding af lyst til selv at blande mig i diskussionen (selvom jeg ved det går galt for mig) og til at vende det hele ryggen og bare afskære mig (hvilket jeg ikke kan, for jeg er afhængig af at der i det mindste er en illusion af kontakt). Så jeg fortsætter bare med at læse og blive mere og mere ked af det.

Oveni det kom så lige lidt Regional Winners snak. Skal stadig have fundet en person til at modtage Gizmos præmier på udstillingen i Holland den 30. oktober. Og så snakken om fejringen i Herfølge, der pludselig bragte endnu flere spekulationer med sig: hvornår skal det ske, hvordan skal jeg få råd, hvordan i alverden kommer jeg frem og tilbage, har jeg overhovedet lyst?

Sådan cirka der kom jeg til at tude igen, både over tabet af Gizmo, men også fordi min hjerne bare ikke kunne rumme mere. Sidder og tuder her igen imens jeg skriver om det. Har ikke lyst til at tude i Herfølge, måske jeg bare skulle blive hjemme, så sparer jeg også pengene og spekulationerne og angsten og turen og…..åhhh suk…

Tænkte at nu skulle jeg bare ud af lejligheden, så satte min bror stævne ved SuperBest så jeg i det mindste kunne købe en pose Dumle karameller til at trøste min hjerne med.

Og selvfølgelig skulle det lige være samtidigt at et ungt par med tre børn, heriblandt en alt for overtræt dreng, valgte at handle ind. Knægten hylede fra de gik ind i butikken og til de 20 minutter senere forlod den. Hylede er nok egentlig det forkerte ord, meget af tiden skreg han nærmest. Og forældrene efterlod ham bare siddende  gangene i butikken og skrige imens alle kunder enten stirrede vantro, listede forbi eller hviskede sammen. Det var ikke lige den form for adspredelse mit trætte hoved havde brug for.

Nu er jeg hjemme igen og får det her skrevet ned i håb om at det hjælper mig at få det ned på skrift. Lige nu er jeg bare enormt ked af det igen. Ked af det og anspændt med en fornemmelse af at jeg har alt for mange bolde i luften. Hvor ville jeg ønske at jeg kunne koble hjernen fra, bare lige en halv dag. Så kunne det også være tankerne var organiseret efter kalenderdage når jeg koblede til igen…

Møgdag…..

Utroligt hvad en smule søvn kan gøre…

Standard

Ja, jeg mener altså i bogstaveligste forstand en meget lille smule søvn, forstået på den måde at jeg har sovet både rædsomt og for lidt i nat og egentlig burde gå rundt som en zombie nu. I stedet har jeg været ukarakteristisk aktiv det meste af dagen. Ved ikke helt hvad der er kommet efter mig.

Ret beset begyndte det faktisk allerede i går eftermiddags da jeg besluttede mig for at nu skulle den nye støvsuger indvies med en tur over stue- og entregulvene. Det betød så lige at en masse ting der stod på især stuegulvet kom op i højden på borde, i sofaen og i kradsetræerne til missernes store “mis”fornøjelse ;o)

Og så fik trægulve, koskind, kradsetræer og diverse møbler lige den store omgang.

Du milde kineser en forskel det gør pludselig at have en støvsuger der rent faktisk kan suge. Så kan det godt være den ligner en budget-udgave af R2-D2 til en dårlig sci-fi film, men suge – det kan den.

Så det brugte jeg eftermiddagen i går på. Aftenen igennem fik jeg så ryddet op – og ud – i alle de ting der var kommet op fra gulvet og fik også ryddet bladhylden under sofabordet for første gang siden jeg flyttede ind woohooo…

Klokken alt for sent lagde jeg mig til at sove på sofaen, spørg mig ikke hvorfor, og så har jeg ellers vendt og drejet mig hele natten. Så havde jeg hovedpine og måtte op og tage et par piller, så fik jeg hedeture, så havde jeg mavekramper og så videre i den dur. Virkeligt hyggeligt.

Så da vækkeuret ringede klokken 9 kan man ikke just kalde mig udsovet og der gik også en halv time inden jeg kunne se at nu gik den ikke længere, bostøtten skulle nemlig komme klokken 10.

Da bostøtten så er gået igen har jeg mest af alt lyst til at kravle ind under min dyne, noget jeg faktisk tænkte på allerede da jeg stod op, hvis ikke allerede da jeg gik i seng. Men jeg måtte jo hellere lige tænde computeren og så er dagen ellers gået med raske skridt:

Ordne kattebakker og ned med poserne i containeren.

Indkøb i SuperBest.

Frokost foran skærmen, rugbrød med ost med lidt halvflad cola til…der manglede brændstof på motoren.

Ved at overveje at gå i seng igen, men gik i stedet ud i køkkenet og fik sat tallerkener, bestik, knive og grydeskeer i blød OG gjort vasken ren så den ikke tiltrak flere bananfluer.

Pudse de tre store vinduer i stuen på indersiden og tørre støv af i vindueskarme og på tingene der blev sat tilbage.

Pudse kæmpevinduerne på altanen samt det ene stuevindue på den anden side, samt vasket lister og vindueskarm af.

Nusset kat.

Bakset stor, uhåndterbar læderlænestol fra altanen, igennem soveværelset, igennem entreen og ind af stuedøren og OVENOVER det pokkers ekstra fjernsyn og hen på plads….helt og aldeles alene.

Og nu er jeg så nået til nu…

Måtte lige sidde ned efter omgangen med stolen. Svedte som havde jeg været i sauna, hjertet hamrede afsted og jeg var stakåndet…nåh ja, og så begyndte det også at stikke godt i lænden.

Så en pause og en halv liter iskoldt vand gjorde godt.

Nu overvejer jeg så lidt hvad jeg skal bruge de 45 minutter til jeg skal se noget i fjernsynet til. At gå ind og sove er vist lidt omsonst på det her tidspunkt….med mindre jeg absolut vil gå glip af alt det gode i fjernsynet i aften, for 45 minutter kan jeg nok ikke nøjes med at sove.

Så løsningen bliver nok at tage hjemmetøjet på og gå i køkkenet og vaske en skål og en pande af så jeg kan komme til at blande fars og stege frikadeller senere…det bliver nemlig aftensmaden. Rugbrød med hjemmelavede frikadeller…

Gætteleg

Standard

Kan I mon gætte hvad jeg går og brygger på?

Det er ikke svært hvis man kender mig…

Om lidt er det heller ikke svært hvis man ikke kender mig…

Ja, ja, det er ganske vidst…

Boo!

Forberedelserne til årets Halloween er godt i gang…synes bare jeg har mere end en smule svært ved en masse i år. Kan ikke hitte ud af hvem jeg skal invitere, hvad vi skal have at spise og hvad vi skal se af gyselige sager….

Er jeg mon ved at falde af på den?

Wuhuuuuu….håber jeg ;o)

Standard

Så er det tid til endnu en opdatering på min revalideringssituation. Jeg havde faktisk knap nok nået at poste den sidste, før jeg havde papirerne fra psykologen i hånden. Så nu har jeg to nye diagnoser:

F84.5 Aspergers syndrom
F41.1 Generaliseret angst

Psykologen skriver envidere i sin konklusion:
“Der er tale om Aspergers syndrom og generaliseret angst hos en velbegavet person, som fremstår med begrænset kontakt til egen og andres emotionalitet. Hun har et betydeligt reduceret psykosocialt funktionsniveau, præget af en vis evne til at kunne tilvænne sig et mindre hensynstagende socialt miljø, i en kortere periode. Brænder derefter ud og reagerer med øget angst, depressivitet og psykosomatiske symptomer. Det vurderes, at hun med støtte i fht. at klare de hjemlige funktioner, vil kunne klare et hensynstagende arbejde på nedsat tid.”

Hele hendes dokumentation fylder 8 sider, så jeg bliver træt i fingrene hvis jeg skal taste den ind her, men hun rammer mig usandsynligt godt, især taget i betragtning at vores samtale varede lidt under 3 timer og ellers havde hun kun nogle enkelte papirer fra min sagsmappe at henholde sig til.

Jeg har ikke fået en nedtur over at modtage papirerne. Lige da jeg læste dem igennem og kom til diagnosen Asperger måtte jeg godt nok synke en klump, men det krævede ikke andet end en dyb indånding og lidt google-arbejde at komme på rette spor igen.

Jeg er stadig mig, den samme mig som jeg var i går, for en uge siden, for et år siden. Nu har jeg bare fordelen af at være udstyret med et “stempel” der kan bruges i min sag.

Med andre ord, jeg har nu papir på at jeg er en skræmt nørd ;o) Selvironi har jeg altid haft rigeligt af.

Men men…..det mest fantastiske skete faktisk da jeg var nået halvvejs igennem læsningen af papirerne. Der ringede min telefon nemlig.

Det var min jobkonsulent der lige skulle spørge til et par datoer på mine tidligere praktikker for hun kunne simpelthen ikke hitte ud af det fra at læse i min ressourceprofil. Sagde til hende at det forstod jeg sandelig godt og hjalp hende på vej (sendte senere en liste på mail med alle mine praktikker).

Og her kommer så det fantastiske. Hun siger så at hun jo altså sidder og laver den her erhvervsevnevurdering med henblik på et fleksjob på 25 timer….hvad jeg mener om det?

Jamen, det mener jeg da er helt fantastisk siger jeg.

Og det er jo helt og absolut fantastisk. Det er jo det jeg har gået og håbet på i et par år nu, men til at begynde med ikke turde sige højt og senere fik at vide ikke kunne lade sig gøre.

Og når hun siger sådan i telefonen så må det da betyde at kommunen har tænkt sig at visitere mig til et fleksjob på 25 timer? Hvorfor skulle hun ellers sige det. Hun fortalte også at hun havde haft ringet til min jobkonsulent på CBR og spurgt hvad hun mente om fleksjob og 25 timer og havde også fået at vide der at det ville være ideelt.

Så jeg jublede det meste af dagen i går, imens jeg mindede mig selv om, at som den udprægede pessimist jeg er, så vil jeg altså lige se det hele på papir inden jeg jubler alt for højt.

Som sædvanligt udløste den stærke psykiske påvirkning i går en ordentlig omgang dårlig mave….og en forfærdelig trang til at bruge penge. I sidstnævnte tilfælde lyttede jeg for en gangs skyld til fornuft og investerede i verdens grimmeste (og billigste) støvsuger….den ligner seriøst noget fra en low-budget sci-fi film. Og den larmer…

Men den kan suge og det er det vigtigste. Tror sgi min bostøtte får et chok næste gang hun kommer og der ikke er hybelkaniner over det hele. Plus alle de gode nyheder jeg formentlig kan fortælle hende.

Nu vil jeg stoppe, det er tid til at få smækket aftensmaden sammen inden det er tid til 4-stjerners Middag på Kanal 5.

Menuen i aften står på pastasalat med grov pasta, asparges og laks med en mild dressing, ristede champignons og grovflutes med hvidløgssmør….får helt mundvand ved at skrive det, så jeg er den der er suset i køkkenet…

Opdatering på min revalidering…

Standard

Sidst jeg skrev var jeg blevet “sendt” i Jobklub af min sagsbehandler, efter hun besluttede sig for at forlænge min revalidering i stedet for at sende mig videre til kontanthjælp og aktivering.

Jeg har så haft “glæden” ved at være i Jobklub siden da, mandage og onsdage, 9 til 12. Det har været en forvirrende og derfor også stresset tid. Jobklubben blev kørt af to jobkonsulenter og udover det havde man så også sin egen jobkonsulent. Det vil sige at der i teorien burde være et velsmurt maskineri med hele tre mennesker der arbejdede på at finde mig en praktikplads.

I teorien altså…

For enten er jeg mere forvirret end jeg plejer at være – og det kan sagtens være, sådan virker det offentlige på mig – eller også talte de forskellige slet ikke med hinanden…eller min sagsbehandler for den sags skyld. Og hvis jeg åbnede munden for at videregive noget fra en til en anden blev jeg nærmest set på med det samme som en løgner.

Ja, hvorfor skulle de da egentlig også høre på mig… det har jeg heller ikke lige et svar på…

Nåh, men i forbindelse med mine kommentarer til ressourceprofilen havde jeg jo nævnt at jeg mente der skulle en voksenpsykologisk undersøgelse til, da jeg oprindeligt blev sygemeldt på grund af psyken og der som sådan ikke forelå andet end lidt gisnen her og lidt gætten der i sagsmappen.

Stor var min glæde derfor da jeg fik at vide at jeg skulle til psykolog, godt nok ikke den deciderede voksenpsykologiske undersøgelse, men en 2-3 timers session som jeg så var til for omkring 3 uger siden.

Siden har jeg så ventet…og ventet…og ventet. Og udfyldt ventetiden med jobklub og tandlægebesøg…

I fredags ringer min jobkonsulent så til mig. Hun vil gerne informere om, at hun har talt med min sagsbehandler og at jeg dags dato er taget af jobklubben og derfor ikke behøver møde op mandag og frem. Øhh okay, var vist det eneste jeg kunne få frem. Hun fortæller så at hun nu vil lave en arbejdsevnevurdering udfra de praktikker jeg allerede har været i i løbet af mit lange forløb “og så vil du høre fra os.”

Øhh…godt så. Hvad skete der lige der? Jeg flyver ud af sengen og ud for at starte computeren op, i den forventning at der ligger en mail til mig fra min sagsbehandler. Andet kan da ikke passe. Men nej, ingen mail. Nåh, men så må jeg jo maile til hende, hvilket jeg straks gør. Spørger om jeg gør ret i at formode at der er kommet papirer fra psykologen og om jeg eventuelt også kan få mulighed for at se dem? Hun svarer ret hurtigt tilbage at jo, hun har fået papirerne, om jeg vil have en kopi? Øhh ja, selvfølgelig vil jeg det. Det drejer sig jo ligesom om mig og jeg aner ikke hvad der står i konklusionen, men det har åbenbart gjort at jeg er taget af jobklubben og ikke skal sendes i flere jobprøvninger. Hun lover så at sende mig en kopi med posten.

Det var fredag ved middagstid. I dag er det tirsdag og der er stadig ikke kommet noget til mig. Jeg kravler efterhånden på væggene fordi jeg er lige dele nysgerrig og skrækslagen for hvad pokker der står i de papirer. Sagsbehandler kan jeg ikke hale noget ud af, da jeg spurgte hvad der skete og hvornår jeg kunne regne med at høre noget fra hende var svaret, at hun skulle modtage det jobkonsulenten skrev først og så ville jeg blive kontaktet senere.

Hold op hvor synes jeg godt nok det hele er en lille smule øv lige nu. Jeg forsøger at minde mig selv om afslutningen på samtalen med psykologen, hvad hun fortalte om hendes umiddelbare konklusion og den rigtigt gode mavefornemmelse jeg havde da jeg gik derfra. Men den er altså svær at holde ved når man ikke aner noget og ingen fortæller noget og man bare venter…og venter…og venter.

Tror muligvis jeg skriger hvis postkassen er tom igen i morgen.

På den anden side er jeg ikke sikker på at jeg tør åbne brevet hvis det ligger der.

Totalt anti-klimaks.

Overspringshandlingerne lever derfor i bedste velgående i det lille hjem i disse dage, de er min måde at abstrahere fra tankerne og ventetiden. Så der er kommet lidt skrald ud, der er lavet lidt om her og der i indretningen, der er renset kattebakker i bund og der er tilbragt uendeligt mange timer på Ebay og Google med Halloween-planlægning (mere om det senere…)

Håber godt nok der ligger noget i postkassen i morgen – og at det er godt…det har jeg efterhånden brug for…

Længe siden sidst

Standard

Hold op hvor har jeg da godt nok holdt mig en blog-ferie. En lidt for lang blog-ferie sådan lige umiddelbart, for hver gang jeg har tænkt at det var på tide at skrive noget igen, har jeg ikke lige fået gjort noget ved det. Og så bliver det pludselig mere og mere fjernt.

Det vil jeg nu gøre noget ved. Så hvis der kommer en masse poster i løbet af de næste par dage, skal I ikke blive chokerede, bare konkludere, at jeg har en masse at fortælle og gerne vil dele det op i relevante indlæg i stedet for et langt og rodet epos.

Velkommen tilbage til mig ;o)