Category Archives: Familie

Højt at flyve…eller når luften går af ballonen

Standard

I kender det garanteret godt. Man glæder sig usandsynligt til noget, forventningen stiger eksponentielt efterhånden som det noget nærmer sig, og når det hele så er overstået går luften helt og aldeles af ballonen. Lidt som at vente på champagnen nytårsaften og juble når proppen springer…og så er champagnen flad.

Sidst i marts fandt jeg ud af at min morbror, tante og ene kusine fra Canada kom til Danmark på familiebesøg i starten af maj. Det er efterhånden en del år siden, men derfor huskede jeg nu godt hvor fantastiske de er at være sammen med, det er ikke til at mærke at der går år imellem vi er sammen, vi falder lynhurtigt i snak.

Så allerede der begyndte jeg at glæde mig for der måtte da være tid til et lille besøg i Randers.

Jeg valgte at kombinere forventningens glæde med en gedign forårsrengøring i det lille hjem. Alle skuffer, skabe, kurve og kasser blev gennemgået og der blev sorteret til storskrald, genbrug og roteret for mere logiske placeringer. I april fik jeg et ekstra energiboost da husordenssagen i Beboerklagenævnet endte til min fordel uden en afgørelse, så der kom pludselig også lyst til nyanskaffelser, nyindretning og andre kreative udfoldelser i hjemmet.

Så da maj endelig kom havde jeg brugt ventetiden på at knokle løs herhjemme. Og  lørdag var det så tid til at vi skulle have familiebesøg til frokost og kaffe. Og det var akkurat lige så hyggeligt som forventet. Snakken gik over spisebordet, der blev spist en masse hjemmelavede frikadeller og der blev grinet meget. Da der var sagt farvel var det ikke vemodigt for vi vidste at dagen efter var der inviteret til stor familiefrokost på Landgangen i Mariager.

Søndag morgen startede med sol og en tur langs Mariager fjord inden vi kørte ind til Landgangen som nogen af de første.

Og det var hyggeligt. 64 familiemedlemmer havde plads i kalenderen og havde valgt at tage imod invitationen. Jeg brugte meget tid på bare at iagttage de mange familiemedlemmer. Mange af dem havde jeg ikke set siden min mor levede og de jeg havde set, var oftest i forbindelse med begravelser. Kusiner og fætre der tidligere havde børn i legealderen var nu bedsteforældre, deres børn voksne med ægtefæller og småbørn. Det føltes næsten som en mindre tidsrejse når jeg tænkte tilbage på gamle dages familiefester med min mormor som midtpunkt. Hvornår var vi allesammen blevet så voksne? Hvad skete der lige? Hvorfor kunne vi ikke selv findes ud af at samles til familiefester uden matriarken?

Jeg nåede langtfra at få talt med alle dem jeg ville, men jeg fik da vendt verdenssituationen med nogen stykker.

Og efter omkring fem timer i godt selskab begyndte folk at sige farvel. Vi blev hængede som nogen af de sidste, men blev til sidst enige om at nu var det vist også tid til at vi skulle afsted. Fik krammet både min morbror, tante og kusine og listede så ud af døren.

Og det var lige da jeg trådte over dørtrinnet at luften gik af ballonen. Der var simpelthen et eller andet meget tungt der pludselig faldt ned i mellemgulvet og gav en ubehagelig tung og klemt fornemmelse indeni.

Kombinationen af 6-7 ugers spændt forventning, 2 dages intens familiesamvær og den pludselige realitet af at jeg lige havde sagt farvel til tre fantastiske familiemedlemmer som jeg måske/måske ikke får at se igen, ramte hårdt og jeg havde mere end svært ved at træde over det færnævnte dørtrin. Det var ligesom om der hang en elastik fast i mig der trak mig bagud, ind i lokalet igen.

Men jeg kom da ud til bilen, fik pakket mig sammen på bagsædet og fik vinket farvel da vi kørte. Få sekunder senere ramte kvalmen og hovedpinen.

Heldigvis tog far og Martin med mig hjem da vi havde aftalt at vi ville bestille take out til aften, så vi fik snakket og hygget et par timer inden de herrer drog hjem til hvert deres.

Nu har jeg haft nogle timer til at sunde mig, få en tiltrængt lur på sofaen og få vendt eftermiddagens frokost. Jeg har ikke helt besluttet mig til endnu om jeg synes den var den helt store succes – for mig helt personligt – men det var i hvert fald en oplevelse jeg ikke ville være foruden.

I morgen – som egentlig er i dag – begynder hverdagen igen. Så der skal vist støvsuges, blomsterne trænger til vand, der skal sættes flere frø til pluksalat på altanen og kattebakkerne skal tages. Hvis det bliver godt vejr kan det være Devi skal luftes så vi kan prøve den nye flexi-line. Og så må jeg se hvad jeg så kan finde ud af at se frem til. Det bliver nok Depeche Mode i Parken kunne jeg forestille mig 😉

Til eventuelle familiemedlemmer der læser dette og var med i Mariager – det var godt at se jer, måske jeg skulle lufte min idé om i fællesskab at lege forsamlingshuset i Snæbum næste år og lave sammenskudsgilde – næsten som i gamle dage 🙂

31. December – Nytårsstemning

Standard

Ja, det var egentlig jule blogchallengens sidste dag i går, men jeg valgte at trække emnet til i aften da der ikke var meget nytårsstemning over min fredag.

Det er der til gengæld i aften. Jeg har min far og min bror på besøg – som sædvanlig fristes man til at sige, but if it ain’t broken…don’t fix it.

Vi er nået til aftenens første drinks nu. Det kæmpestore hjemmelavede stjerneskud der udgjorde nytårsmiddagen er fortæret og nu overvejer vi om vi snart skal spise dessert (tiramisu) eller om vi skal gå direkte til chips med dip og flere drinks.

Aftenen i år adskiller sig for det første drastisk fra tidligere år ved at mændene ikke har brugt en rød øre på fyrværkeri i år…meget, meget ukarakteristisk. I stedet har de været i gemmerne og fundet al det ral de ikke har gidet fortsætte med at fyre af tidligere år, så i år skal det væk. Ikke flere mærkværdige oldnordiske fyrværkerirester til dem.

Vi er også for første gang i flere år kun os tre. Men det er helt ok, vi hygger os heldigvis ganske godt sammen hvilket de fleste der har mødt os plejer at istemme.

Og så skal der vel lige et par billeder til virkelig at gengive den der nytårsstemning vi snakker om. Ja, det skal der helt sikkert….

Middagsbordet

Mums....

Niggis pose....tror hun er høj på lugten af krudt og savsmuld. Vi skal i hvert fald ikke pille...

Året er næsten ved sin afslutning og det er denne jule blogchallenge også. Mit første forsøg på at prøve en blogchallenge overhovedet. Succes? Det synes jeg helt bestemt. Om ikke andet har jeg i hvert fald fået skrevet en masse og været konsekvent uden mange lange pauser. Så jeg har været ved at google lidt efter nye/gamle blogchallenges som jeg vil forsøge at fortsætte med i det nye år. Hvem ved…måske jeg selv får lavet en der kan bruges af andre.

Til allersidst vil jeg gerne ønske jer allesammen et rigtigt godt og lykkebringende nytår, håber I vil kigge forbi igen i det nye år.

25. December – Vis os dine julegaver

Standard

Jamen det må jeg jo så hellere gøre ;o)

Fra veninden: 2 håndklæder, Pirates 4 dvd og et gavekort på 100 kroner til Tøj & Sko

Fra min far: en pladespiller

Og fra far: En trådløs router så nu kan både den bærbare, mobilen og gæster komme på internettet hos mig

Fra min bror: Doctor Who sæson 2, 4 og Specials på dvd....yay

Også fra brormand: Simon's Cat Beyond the Fence hardback

Og endelig lidt kreativ tænkning fra min bror der gik udenfor ønskesedlen og fandt tre viskestykker med katte til mig...tror det bliver sådan nogen der kommer til at hænge til pynt og ikke skal bruges ;o)

Har I andre fået nogle gode gaver? Lige det I ønskede jer?

Tab, sorg og minder…

Standard

I dag klokken 15 bliver min kusine begravet fra Uppståndelsens Kapell i Borås, Sverige.

Hun blev kun 40 år.

Den 12. november blev hun dræbt af hendes samlever…

Jeg var i chok da jeg fik nyheden. Jeg sad i toget hjem fra Herfølge lørdag den 13. november og havde netop købt internettid til fars bærbare så jeg havde noget at fordrive hjemturen med. Loggede på Facebook som noget af det første og der var den…statusbeskeden fra hendes lillesøster. At Helle var død. En havde spurgt hvad der var sket og blev henvist til en svensk avis’ forside. Jeg fandt onlineversionen og scrollede ned imens jeg holdt vejret. Så dukkede der en artikel om et kvindemord op. Jeg vidste med det samme at jeg havde fundet artiklen om min kusine, selvom jeg overhovedet ikke havde lyst til at tro på hvad jeg læste…
Sad der i en stuvende fyldt togvogn og forsøgte at finde en grimasse der kunne passe. Mest af alt havde jeg lyst til at bande højt og tude, men det gør man bare ikke sådan et sted vel?

Og nu sidder jeg her i Randers foran min computer imens familien i Sverige gør klar til at tage den sidste afsked med deres datter/søster/mor. Det er helt forkert at jeg ikke er der…følelserne indeni mig er meget forvirrende. På den ene side ville jeg ønske at jeg kunne være der til begravelsen, vise min respekt, kramme familien rigtigt og græde mine tårer i velkendt selskab. På den anden side hader jeg begravelser og ville ønske jeg kunne grave mig ned i et hul når jeg endelig deltager i en. Alle de stærke, gennemtrængende følelser der kommer op til overfladen nødvendiggør en håndtering…og  jeg er bare ikke særlig god til at håndtere store følelser. Men jeg tager jo altid afsted når jeg har muligheden – af respekt for den afdøde og de efterladte.

Denne gang sidder jeg så herhjemme. Hverken penge eller tid har været til en tur over vandet til Sverige. I stedet sidder jeg og mindes min kusine. Der er dukket mange minder op til overfladen den sidste måneds tid. Dem der står tydeligst i erindringen er fra vores sene barndom og tidlige teenageår.

Minder om Helles konfirmation hvor jeg deltog sammen med vores mormor, drak rosévin hele aftenen i den tro at det var saftevand og vågnede dagen efter med noget der kunne beskrives som mit unge livs første tømmermænd.

Vores brevveksling hvor Helle sendte svenske udklip med A-ha til mig og jeg sendte udklip retur med blandt andet Howard Jones.

Sommeren hvor Helle introducerede mig for en svensk Melodi Grand Prix deltager der ikke havde vundet og hvor alle i Danmark gloede på mig som en åndssvag når jeg talte om nummeret…kan stadig teksten takket være Helle.

Ferien hvor far havde bygget hytte i baghaven og Helle og jeg skulle overnatte i den. Vi havde været i biografen og se “Lethal Weapon” og lå og snakkede henført om hvor lækker Mel Gibson var, men da lyset blev slukket gik der kun en halv time inden Helle gerne ville ind i huset og sove i stedet for…

Selvsamme ferie hvor vi så Hitchcocks “The Birds” den sidste aften og da vi så kørte ud for at aflevere Helle hos hendes moster sad vi to tøser og kiggede nervøst ud på elmasterne og turde knap stå ud af bilen ;o)

Tegningen i min tegnemappe som Helle lavede til mig da hun skulle demonstrere hendes måde at lægge skygger med blyant.

Så mange minder….heldigvis. Helle er ikke glemt og hun bliver aldrig glemt.

Vi var gledet lidt fra hinanden i voksenårene, men kun nogle dage før hendes død “fandt” vi hinanden igen på Facebook. Snakken gik om diagnoser, dagligdag og om at vi snart var nødt til at ses.

Det nåede vi aldrig.

I dag klokken 15 bliver min kusine begravet fra Uppståndelsens Kapell i Borås, Sverige.

Hun blev kun 40 år.

Den 12. november blev hun dræbt af hendes samlever…

Hun efterlader sig fem børn, søskende, begge forældre og en masse familie og venner der vil huske hende som den søde hjælpsomme pige hun var.

Æret være Helles minde…

Helle Christensen, 26. oktober 1970 - 12. november 2010