Monthly Archives: november 2013

Must see julefilm

Standard

Fars Fede Juleferie kører på TV3 lige nu (og ja, jeg ser med og ja, jeg har den også på dvd 😀 ) og jeg føler mig inspireret til at skrible lidt om julefavoritter indenfor filmens verden.

Jeg har igennem årene akkumuleret en masse julefilm og nogen af dem er kommet på min officielle liste over film jeg skal se hver jul. Det er:

Fars Fede Juleferie
Der er ikke noget at gøre. Fars Fede Juleferie er bare indbegrebet af stor sammenbragt familiejul om end i amerikaniseret udgave. Men nu er jeg også til en vis grad til den overdådige amerikanske julepynt så det passer meget godt.

Tror du på Julemanden
Om det er The Santa Clause 1, 2, 3 eller alle sammen er egentlig lige meget. De er så dejligt julede og Tim Allen gør et godt job som Julemanden.

Hjælp, det er jul
Christmas with the Kranks er den nyeste titel på min must see liste, igen Tim Allen, denne gang i en noget anden rolle end Julemanden og det største plus – Jamie Lee Curtis som hans kone.

Fælles for min must see liste er at Julen er hovedpersonen i dem alle sammen. Uden jul, ingen film.

Til sammenligning har jeg nogle favoritter hvor julen “bare” har en birolle, men som jeg nu stadig nyder igen og igen i julemåneden:

Alene Hjemme 1 og 2
Love Actually

En gammel favorit er It’s a wonderful life, hvorimod jeg aldrig har haft en tradition med White Christmas selvom den da er julet om nogen. Og så synes jeg at Anne fra Grønnebakken, Sound of Music og Ivanhoe med Anthony Andrews hører til på programmet i juledagene (man er vel et barn af sin tid 😉 )

Er jeg for øvrigt den eneste der – takket være TV3 – er begyndt at forbinde Sex & the City med julen?

Det der politik noget…

Standard

Tirsdag d. 19. november er der kommunal- og regionalvalg. En samtale med en ven fik mig til at tænke lidt over det der politik noget…

Min ven “har ikke sat sig ind i det”, “ved ikke hvad høn skal stemme” og deraf udledes – har ikke tænkt sig at gøre brug af vedkommendes valgkort.

Jeg har altid sagt at jeg ikke går op i politik. Jeg gider ikke snakke politik med ret mange udover nogle udvalgte få, jeg gider ikke se politiske debatter i tv, hader valgflæsk der alligevel aldrig overholdes og så fremledes.

Men….jeg har altid udøvet min ret til at stemme. Faktisk mener jeg ikke bare at det er en ret – jeg mener det er en pligt. Stemmer du ikke har du ikke ret til at brokke dig over de folkevalgte og deres politik.

Men hvad så når man ikke har sat sig ind i det eller ikke ved hvad man skal stemme? Jamen så tager man da sit valgkort, møder op, får sine stemmesedler, går ind i båsen og tager en dyb indånding og går ud og afleverer en blank stemme. Den fortæller en uendeligt mere interessant og vedrørende historie end en sofavælgers fravalg af at udøve sin stemmeret.

Personligt har jeg fundet min kandidat til kommunalvalget. Til gengæld påregner jeg – med mindre der sker noget fantastisk inden tirsdag – at stemme blankt til regionsvalget – jeg føler mig ikke godt nok informeret til at træffe et valg her, hverken med en liste- eller en personlig stemme. Men jeg møder op og afgiver den blanke stemme for at fortælle politikerne at de ikke har været klare nok i spyttet til at fange lige præcis min opmærksomhed i tiden siden sidste valg.

Bare fordi jeg ikke ser valgprogrammer eller politiske debatter får jeg jo min del af politik alligevel. Lands- og regionalnyheder giver meget. Onlineaviser når man nu ikke gider købe snasket papir i dyre domme. Samtaler med venner og familie. Og at blive konfronteret med resultaterne af valg truffet enten i Folketinget eller mere nede på jorden – i byrådet.

Så mit råd til den rådvilde må være: mød op, stem efter din egen overbevisning, også hvis det betyder en blank stemme. Lad være med at lade andres valg af kandidat eller parti blive dit, træf dit eget valg som passer bedst til dig. Ægtefæller, kærester, søskende, venner – man behøver ikke at stemme det samme for at være sammen. Og kan man slet ikke finde noget ståsted hverken kandidat- eller partipolitisk så stem for guds skyld blankt…hellere det end at lægge stemmen det forkerte sted.

Men stem…lad være med at lade andre træffe valget for dig 🙂

Jeg hader min hjerne…

Standard

Jeg har så længe jeg kan huske haft tendens til katastrofetanker i form af små tankefilm der kører forbi mit indre øje i splitsekunder – og som altid er ubehagelige. De fleste af hverdagens tankefilm handler enten om at jeg falder ned ad trapper eller at der sker noget ubehageligt med mine negle.

De forstærkes når jeg er stresset, så kommer der flere af dem og de virker mere intense. Har oplevet helt at slippe for dem i forbindelse med en medicinering, desværre tålte jeg medicinen dårligt ift bivirkninger, så der er skiftet til noget helt andet der ikke virker helt så godt, men dog har en vis virkning.

Indtil min brors flytning i september. Der gled jeg nemlig på hans trappe og faldt. Godt nok kun to trin ned, men jeg var alligevel så uheldig at jeg slog min i forvejen ringe lænd, fik lavet et vrid i højre knæ der ellers var mit gode knæ og – opdagede jeg da adrenalinen havde aftaget – havde et knæk på midten af højre storetånegl hvor den havde sluppet i den øverste halvdel.

Og så skal jeg da ellers lige love for mine tankefilm gik amok. Faktisk i en grad der hæmmer mig i dagligdagen. Fra ikke at bryde mig om trapper er jeg nu decideret angst for dem og vælger nogen gange bare at blive i lejligheden fremfor at gå ned med skrald eller gå en tur den dag. Det er jo ikke super smart at have trappeangst når man bor på 1. sal. Og tankefilmene er også virkeligt ubehagelige, kan godt være de kun varer et splitsekund, men hvadenten der kommer de første ti i træk eller kun et enkelt, så har jeg det dårligt længe efter. Og selvom jeg har forsøgt at undgå tanker der kan trigge dem, så dukker de nogengange op i de underligste forbindelser, eksempelvis: skal planlægge biograftur med veninden – tankefilm: Tina skvatter hele vejen ned af deres lange stejle trappe og kommer til skade, udstilling i Hobro om en uge, tænk hvis Junior kunne være heldig at blive BIS veteran – åh p*s så skal jeg op og ned ad trappen til scenen – det går galt.

Er nu blevet sat op i dosis af den angstdæmpende medicin to gange og det har ikke ændret en hujende fis – er seriøst begyndt at overveje om jeg skulle gå tilbage på den anden medicin og så leve med bivirkningerne.

Det er altså ikke for normale mennesker det her – og hvor er det bare belastende. Både at lide under, men også at forsøge at forklare andre der aldrig har prøvet den her forkrøblende fornemmelse af nærmest at blive tortureret af ens egen hjerne 😦

Nåh, Mortens Aftens menuen venter på at blive kokkereret og der skal dækkes bord, nogle timers hyggeligt samvær med familien plejer at være en god kur – i hvert fald indtil de er gået…