Monthly Archives: januar 2012

Når hjernen spiller en et puds

Standard

Jeg er efterhånden meget bevidst om at min hjerne kører i et højere gear end de flestes…mere eller mindre konstant. Jeg bekymrer mig over flere ting end de fleste. Jeg tænker kort sagt for meget, for længe og for ofte over tingene.

Men hvad sker der lige for at man pludselig begynder at få fysiske og psykiske reaktioner på ting man egentlig troede man var færdig med at gennemtænke og behandle?

Der sker rigtigt meget i mit liv lige nu til trods for at jeg rent faktisk går hjemme og ikke har de vilde forpligtelser.

De sidste tre måneder har min jobkonsulent skubbet på for at få kommunen til at sende mig en tur til Århus og et forløb hos BOAS-specialisterne, der har kernekompetence i autisme-spektrum forstyrrelser og arbejdsmarkedet.

Samtidigt kan jeg se frem til en udvidet søvnundersøgelse på Viborg Sygehus i maj og første tid hos en lokal psykiater engang efter 1. juli.

Ret individuelle ting når man remser dem op….men humlen af det hele er, at jeg i løbet af den sidste uges tid pludselig er blevet meget bevidst om hvor meget de formentlig hænger sammen.

Jeg uddyber…

Jobkonsulenten er nu kommet så langt med kommunen, at det er et 4 ugers virksomhedspraktikforløb hos BOAS-specialisterne der skal godkendes. På de 4 uger er håbet at de kan afklare om jeg stadig er fleksjobegnet (og hvis ja, indenfor hvilke arbejdsområder). Siger de nej hedder det indstilling til førtidspension.

Godt så. Første kamel at sluge. Men den mente jeg jo faktisk at jeg havde slugt, i og med at “ordet” blev nævnt allerede i august første gang, godt nok som noget det ikke var tid til nu, men det blev ikke desto mindre nævnt, hvilket betyder at min hjerne straks begynder at vende mulige fremtidsscenarier. Og jeg var faktisk af den overbevisning at jeg havde vendt tanken om eventuel førtidspension så grundigt i mit hoved at jeg var helt afklaret. Det er i hvert fald det jeg har sagt når jeg har talt med andre om overvejelserne.

Så kommer vi til søvnundersøgelsen. Har egentlig gået en måneds tid eller to og overvejet om jeg ikke burde aflyse min tid, for der var jo da formentlig ikke noget som helst i vejen med mig som en mere stabil døgnrytme ikke kunne kurere. Indtil jeg stødte på et program i tv med en patient med søvnforstyrrelser. Der var et par meget høje alarmklokker der ringede hos mig. Indrømmet, hendes søvnforstyrrelser var noget mere voldsomme end mine (natterædsler hver nat, talte i søvne, gik i søvne), men diagnosen er jeg ikke i tvivl om kan overføres på mig selv.

Stress. Hendes underbevidsthed arbejdede simpelthen videre med alt hvad hun havde tænkt, gjort og været udsat for i løbet af dagen og det manifesterede sig i natterædsler og søvngængeri.

Når jeg sådan tænker tilbage så er jeg slet ikke i tvivl om at stress har en stor del af skylden i mine søvnproblemer. Om det er deciderede natterædsel jeg lider af ved jeg af gode grunde ikke endnu, men det kan ikke være normalt at mareridt (og drømme) hænger så godt ved at jeg faktisk kan rejse mig fra sengen, gå hen til reolen og trykke på snoozeknappen og vælte tilbage i sengen og drømme videre uden at være blevet revet ud af drømmesituationen. Jeg oplever også flere mareridt når jeg er stresset end når jeg ikke er, og så er det ofte ting jeg har set i tv der fortsætter i drømmeverdenen. Eksempelvis fangede jeg lige slutningen (ikke engang hele filmen) af I am Legend den anden nat lige inden sengetid (bad idea) og ganske rigtigt. Straks jeg lukkede øjnene var de der blege zombietingester fra filmen der og selv om jeg vågnede af skræk flere gange kunne jeg ikke ryste dem af mig, i stedet havde jeg faktisk følelsen af at de fulgte med over i den vågne verden og at hvis jeg rakte ud og tændte lyset ville jeg se at soveværelset var fyldt med dem.

Not funny at all skal jeg hilse at sige.

Og så er der psykiatertiden. Det startede med at min jobkonsulent mente at det måske kunne være en fordel for mig at blive medicineret for min generaliserede angst. Noget jeg for øvrigt helst vil undgå. Men da jeg så fik sat mig ind i at det faktisk er gratis at komme til psykiater gik jeg alligevel til egen læge for at få en henvisning fordi jeg simpelthen vil have en ordentlig afklaring. Jeg vil vide hvad han vil sætte af diagnoser på mig, om han er enig i dem der er sat på mig indtil nu eller ej og hvad han mener – om noget – kan gøres.

Så selvom jeg går derhjemme og laver ikke ret meget, så sker der faktisk utroligt meget – især oppe i mit hoved.

Og det gik da helt galt efter torsdagens møde med jobkonsulenten hvor skitsen for et eventuelt ophold hos BOAS-specialisterne blev lavet.

Det er for eksempel ret tydeligt at hjernen kører i overdrive når man kommer hjem efter 45 minutters møde og falder i dyb (og drømmefyldt) søvn på sofaen i over 4 timer.

Det er også ret tydeligt at der er noget på færde når man ikke kan slippe af med hovedpinen, det hold i ryggen der ellers var forsvundet, kvalmen og fornemmelsen af at være ved at blive syg.

For ikke at tale om allergien der bliver trigget ved bare så meget som at tænke på et allergen til trods for at man har taget den daglige pille.

Og når man så pludselig – og meget ukarakteristisk – oplever at bægeret er flydt over på et forum man frekventerer og rent faktisk skriver et indlæg om det….så er der ingen tvivl.

Stress…

Tankemylder…

Mindreværdskomplekser…

Overfølsomhed overfor formuleringer, udtalelser, lys, lyde, lugte, smage…

Jeg er efterhånden ikke i tvivl om at jeg er defekt oveni bolden.

Jeg er heller ikke i tvivl om at jeg – med de rigtige valg – kan få en form for liv til at hænge sammen.

Men jeg er heller ikke i tvivl om at min fornemmelse af at være afklaret med hensyn til mulighederne for min fremtid bliver pillet ved hver eneste gang der et sted i offentligheden bliver talt nedsættende til/om personer der må klare sig på offentlig støtte og har svært ved det.

Samfundet er ikke hvad det har været….enhver er sig selv nærmest og evnen til at se ud over egen næsetip og føle empati er efterhånden en saga blot i disse krisetider.

Vil nogen overtage min hjerne skal I være så hjerteligt velkomne, dog godtager jeg kun 100% normalt funktionelle hjerner i bytte. Gerne en med viden og flair for et arbejdsområde med ansættelsesmuligheder 😉

2011 in review

Standard

The WordPress.com stats helper monkeys prepared a 2011 annual report for this blog.

Here’s an excerpt:

A San Francisco cable car holds 60 people. This blog was viewed about 1.700 times in 2011. If it were a cable car, it would take about 28 trips to carry that many people.

Click here to see the complete report.