Min seje lille tøs fylder 3 år i dag.
Da hun flyttede ind turde jeg slet ikke håbe på at have hende så længe, jeg nyder hver eneste dag i hendes selskab med alle tossestregerne, hyggestunderne og smilene.
Især hendes Onkel Junior er hun meget glad for – og han har da også passet godt på hende siden hun flyttede ind…hvis man ser bort fra de første 3 døgn hvor han troede hun var en farlig kastratdræber 😉
Tillykke skattepige…
Det bliver en rap påske....nah, den er der vist ingen der tror på...
Gæt lige hvem der – helt uventet – har påskeferie fra om 45 minutter og en hel uge frem?
Der skal hygges, ja der der skal. Grovhygges….
Forestil dig et bælgravende mørkt soveværelse. Klokken er 1.40 natten mellem søndag og mandag og du forsøger – uden videre succes – at falde i søvn. I morgen ringer vækkeuret klokken 7 og der venter endnu en arbejdsdag.
Frustrerende, ikke?
Der er meget stille i sådan et soveværelse når man ikke kan falde i søvn. Den eneste støj kommer fra ens vejrtrækning og fra sengen når man vender og drejer sig for Gud ved hvilken gang.
Så jeg lagde mig til at nynne. Bare sådan lavt for mig selv. “Hallelujah” endte det med.
Gizmo lå i fodenden, jeg kunne mærke hans vægt ovenpå dynen.
Jeg nynnede videre. Pludselig rejser katten sig op i mørket, jeg kan mærke på madrassen at han kommer op til mig. Helt op i hovedhøjde kommer han, han spinder højt og veltilpas. Går igang med at ælte min brystkasse igennem dynen og natkjolen imens han presser sit hoved mod min hånd.
Kan han lide at jeg nynner, tænker jeg for mig selv.
Jeg stopper og et minuts tid senere forlader Gizmo min side, ja rent faktisk hopper han ned på gulvet og forlader helt soveværelset.
Jeg begynder at nynne igen. Sekunder senere har jeg min sorte bamse i øjenhøjde igen, højt spindende og meget veltilpas.
Jeg faldt ikke just i søvn af vores seance, men jeg havde et skønt samhørigt øjeblik med min skat, så skidt med at søvnen ikke indfandt sig før mere end en time senere og at jeg nu sidder klatøjet på arbejdet.
Tror jeg skal hjem og synge lidt for kattene i eftermiddag…
En lille fugl pippede i mit øre at jeg burde introducere mig selv også – så det må jeg jo hellere forsøge mig på….
Jeg hedder Tina, er en årgang 73 og bor i Randers, hvor jeg er født, opvokset og ret så fastgroet.
Jeg er uddannet bibliotekar D.B. fra Biblioteksskolen i Aalborg, 2001, men har ikke været så heldig på arbejdsmarkedet, så det er desværre ikke meget jeg har fået brugt min uddannelse.
I 2006 gik jeg ned med stressudløst depression og blev sygemeldt – og det har jeg været lige siden. Jeg er nu igang med en revalidering, hvor målet er at få mig op på 30 timers funktionel arbejdstid og derefter raskmelde mig. Har jeg lyst til at blive raskmeldt til det arbejdsmarked vi har lige nu – med udsigten til en kontanthjælp som indtægt? Næææh, overhovedet ikke….men det er jo systemet ligemeget.
I min fritid forsøger jeg at lave andet end at sove, hvilket nogen gange holder hårdt, da jeg stadig har tendensen til at stresse helt vildt. Men jeg har mine katte til at hjælpe med at stresse af, og så er der jo fritidsinteresserne film, tv-serier, at skrive, tegne, boligindretning, hjemmeside (og nu blog) og gode bøger at tage af – i hvert fald på de dage hvor jeg har overskuddet til det. Katteudstillinger tager jeg på i den udstrækning pengepungen vil være med og ellers forsøger jeg bare at nyde min skønne lejlighed, holde den nogenlunde ryddelig (var der nogen der sagde rodehoved) og hygge om misserne og med min bror der bor liiiiige rundt om hjørnet.
Og det er så mig - til Halloween altså....jeg har ikke horn til dagligt, selvom nogen måske vil påstå det modsatte...
Smukke tøs
Pitho Enigma er født den 30. marts 2007, så hun bliver tre år på tirsdag.
Der var vist ingen der regnede med at hun ville blive så gammel da hun blev født – hun er et lille mirakel på fire ben.
Kort tid efter Niggi blev født blev hun fladbrystet. Det betyder at ribbenene vender indad i stedet for udad og at organerne inde i bughulen derfor ikke har den plads de faktisk har brug for. Det betød blandt andet at Niggis hjerte var klemt over i den ene side af brystkassen og den ene lunge derfor ikke havde lige så høj kapacitet som den anden. Der var simpelthen ikke plads til at udvide sig. Hendes fladbrystethed har heldigvis rettet sig og man kan stort set ikke mærke noget nu – med mindre man ved hvad man mærker efter.
Men hendes modgang stoppede ikke der. Lillepigen fik ved en vaccination konstateret en mislyd på hjertet og blev derfor scannet. Det viste sig at hun havde hul i hjertet. Jeg har ikke helt styr på alt det medicinske, men bundlinien i regnskabet skulle være, at det en dag vil koste hende livet – og ingen troede at hun ville blive ret gammel.
Men der er altså ingen der har fortalt Niggi at hun har hjertefejl og skal forestille at være en skrøbelig lille ting. Et kig på hendes tilnavne herhjemme kan måske illustrere hvor lidt hun minder om en hjertepatient i det daglige.
Flyveegernet
Kuglelynet
NigNig (udtalt hurtigt som lyden Roadrunners laver lige inden de stikker af fra ulven)
Snigende ryatæppe
Min lille blå tøs er højt elsket i husstanden. Når hende og Junior pisker rundt efter hinanden ligger Gizmo et eller andet sted og slapper af og ser meget taknemmelig ud over, at der er nogen der kan tage lidt af hans lillebrors energi. Når de to blå så har leget vildt længe nok, finder de et sted at smide sig og så skal der vaskes – vel at mærke hinanden. Man bliver varm om hjertet når man ser de to kærligt rengøre hinandens ansigter og ører og man kan høre en veltilpas spindeduet komme fra dem.
Niggi er en lidt sær kat til tider – mest fordi hun er så lynende hurtig, så det er en splitsekunds beslutning hvis man skal løfte hende – man skal på det nærmeste fange hende i farten.
Jeg er dybt taknemmelig for at Pia spurgte om jeg kunne tilbyde Niggi et hjem. Hun har fyldt et hul herhjemme som jeg ikke helt havde opdaget var der og nu kan jeg slet ikke forestille mig at hun ikke skulle være her.
Så min ydmyge bøn til Gud må være, at når Niggi nu har fået lov at være her i næsten tre år nu….så kan hun vel for pokker også få lov at være her mindst tre år mere – og meget gerne længere?
Lalleglade Junior i et tilsyneladende tænksomt øjeblik
Junior er indbegrebet af en drøm jeg havde haft i 7 år. Drømmen om en tabby Maine Coon hankastrat. Han er født den 1. juli 2006, så næste gang bliver han 4 år.
Historien om, hvordan Junior blev min, er faktisk ret interessant – synes jeg i hvert fald selv.
Jeg havde som sagt længe drømt om den her fantastiske Maine Coon hankastrat, han skulle være sort blotched tabby (med eller uden hvidt og sølv), stor og bamset og selvfølgelig leve op til de forventninger jeg havde om racens sind.
I 2006 fik jeg – efter stop af selvstændig forretning – pludselig en pæn klat penge tilbage i skat, som jeg slet ikke havde forventet. Og næsten før jeg havde nået at tænke tanken, var pengene sat til side til køb af drømmekatten.
Nu er køb af racekat noget af en jungle, især når man er førstegangskøber, så jeg var godt klar over at jeg ville få brug for noget hjælp. Og så er det at diverse online kattefora får deres berettigelse, for pludselig dukkede der en frivillig hjælper op. Pia Thomsen har opdrættet Maine Coon opdrættet Pitho, vi havde mødt hinanden en enkelt gang til et killingenus, og hun ville hjertens gerne hjælpe mig med at finde det helt rigtige match. Det siger man jo ikke nej til vel?
Så jeg blev inviteret hjem til Pia så vi kunne få en god snak om mine forventninger, ønsker og hvad jeg egentlig vidste om Coonerne. Skæbnen ville at Pia på daværende tidspunkt havde hele to kuld killinger gående derhjemme. Bevæbnet med en sæk legetøj til killingerne begav jeg mig afsted til vores aftale.
Og så er det min fegudmor begynder at vifte med tryllestaven.
Vel ankommet bliver jeg omringet af nysgerrige killinger, så jeg ender på gulvet i stuen imens kaffen bliver færdig. Sådan nogle killinger er nogle sjove størrelser, de klatrer rundt på en som om man var Mount Everest og de var bjergbestigere og de er alle som en fast besluttede på at få hele ens opmærksomhed.
Men der var altså en der tiltrak min opmærksomhed lidt mere end de andre. En lille blåtabby tingest der havde hægtet sig fast i mit venstre knæ med sine sylespidse kløer og bare hang der.
Da jeg senere kom op i sofaen og snakken begyndte at gå, dukkede den lille blå tingest op igen, denne gang insisterende på at sove i min arm. Det siger man jo ikke nej til så min arm faldt i søvn sammen med katten imens snakken med Pia fortsatte.
Snakken blev lang og det endte med jeg blev inviteret på middagsmad også. Skulle jeg hjælpe? Nej, jeg kunne underholde killingerne imens. Jamen, det gjorde jeg så, omend min opmærksomhed var fuldstændigt fikseret på den bette blå ting der lå og sov i en revne mellem to sofahynder. Det var vist omtrent på det tidspunkt at det gik op for mig hvor forelsket jeg rent faktisk var. Og at der rent faktisk var tale om en dreng, godt nok blå tabby og ikke sort, og han var ikke solgt. Hans navn var Pitho Crookshanks, efter Hermiones kat i Harry Potter, Pia kaldte ham Skævben som er den danske bogoversættelse og han var fuldstændigt og aldeles bedårende.
Jeg tror ikke der gik mere end et døgns tid efter jeg var kommet hjem – hvis der overhovedet gik så længe – før jeg fik taget mod til mig, og spørge Pia om jeg måtte blive skønhedens slave for livstid. Gud ske lov sagde hun ja.
Siden da har han beriget mit liv dagligt med skæve påfund, tosset opførsel og 100 % ufortyndet kærlighed. Han er alt hvad jeg havde drømt om – og så meget mere. Og jeg glæder mig til at nyde mange flere år sammen med ham, min pauseklovn, min hofnar, min elskelige bamse….
Smukke og dejlige Devi
Devi er min helt specielle kat. Hun er født den 1. december 2002 og har dermed lige passeret de 7 år.
Jeg så hende første gang i maj måned 2003 på Kattens Værns Internat i Randers. Jeg var taget derned for at se på en creme-farvet Maine Coon hankastrat jeg havde set på hjemmesiden, men han var forlængst afsat. Da jeg jo stadig var på udkig efter en drengeven til at lege drengelege med Gizmo, lod jeg mig lokke til at kigge på de øvrige katte de havde. “Luk endelig burene op og kæl for dem”, var beskeden – meget farligt skulle jeg hilse og sige.
I et af burene lå en flot tortie-hunkat der var så bange at hun hvæsede bare jeg kiggede på hende. Men i buret ved siden af var der den smukkeste lille kat jeg nogensinde havde set. Kæmpestore øjne i et lille fint ansigt, en hvid blis der fortsatte ned på hals og mave og det mest utrolige tabbymønster. Jeg åbnede buret for lige at sige hej. Og missen gik resolut ud til mig, rejste sig på bagbenene, støttede sine forpoter på min skulder og slikkede min venstre øreflip imens hendes knurhår kildede mig på kinden.
Jeg var solgt som stanglakrids. Der var ikke noget at gøre. Jeg anede ikke engang om det var en han- eller hunkat jeg stod og kiggede på, det var min kat. Jeg besindede mig så meget at jeg gik hjem for at tænke over det, men en time senere stod jeg nede på internatet igen, denne gang med en transportkasse med duft hjemmefra som tøsen kunne lære at kende. Næste dag skulle hun neutraliseres og så kunne jeg få hende med hjem.
Det er nu blevet til næsten 7 fantastiske år med Devi i hjemmet. Hun er en helt speciel kat og jeg har ikke et øjeblik fortrudt at hun kom med hjem.
I forhold til mine andre katte er hun ret sær. Hun bryder sig ikke om at blive løftet for meget rundt på. Hun er også kun kælen på sine egne præmisser. Hvis man overskrider hendes grænser, så bider hun – hårdt! Jeg tror kun det er en enkelt eller to gange hun rent faktisk har bidt hul i mig, men hendes tandmærker ender oftest som blå mærker på mig og jeg er fyldt med hvide ar fra hendes kradsemærker, som der for øvrigt altid går betændelse i hos mig. Hun virker for det meste som om hun sagtens kunne undvære de andre katte og nøjes med at være hende og mig, men det tilskriver jeg en formodning om at hun er kommet for tidligt fra sin missemor og derfor ikke forstår de tre andres sprog. Jeg ser eksempler på det flere gange dagligt når det der er en opfordring til leg eller blot en forsigtig hilsen, bliver til decideret frygt fra Devis side, med flugt, vræl, hvæs og slagsmål til følge. Konfrontationerne i hjemmet bliver altid værre hvis jeg for eksempel går og er stresset, så katte er altså meget fintfølende mekanismer.
Men til daglig er Devi den skønneste kat – og hun er min kat, ingen tvivl om det. Bevares, andre kan godt kæle for hende, men det er mig hun vender tilbage til for tryghed.
I 2004 blev hun pludselig fra det ene øjeblik til det andet delvis lam i bagkroppen. Teorien er at hun fik en blodprop (ligesom Freya senere – mere om det i et senere indlæg), og dyrlægen gav hende 14 dage til at vise bedring, ellers mente han at aflivning var eneste udvej. I 14 dage lå hun i fodenden af min seng og blev fodret, kælet, nusset og bragt til kattebakken. Aftenen før min telefoniske aftale med dyrlægen begyndte hun at gå rundt i lejligheden. Min tøs fik lov at leve. De eneste eftervirkninger hun har fra dengang er at hendes gang er blevet lidt underlig. Hun er nærmest hjulbenet på bagbenene og går med let buet ryg. Men hun har det godt og hopper højt og elegant som før.
Devis psyke var skrøbelig før hendes sygdom, men det blev værre derefter. Det var som om besøget hos dyrlægen, forbundet med alle de smerter hun havde, blev til et overgreb i hendes tanker og hun blev mere angst end hun nogensinde havde været før. Hun nyder at komme ud og gå ture i sele og snor, men hvis der er biler, cyklister eller fodgængere for den sags skyld, så bryder angsten ud og hun vil hjem. Selv i mine arme er det ikke altid sikkert nok. Derhjemme er der til gengæld ingen problemer. Hjemme føler hun sig tryg – naturligvis med undtagelse af når hun har en fjollet legesyg kat i hælene som hun har fejllæst og derfor tror angriber hende.
Devi er min skattemus, hun er dybt afhængig af mig og jeg er på lige fod dybt afhængig af hende. Vi har begge et skrøbeligt sind og jeg føler en samhørighed med hende, sjæl til sjæl som er hendes og min alene.
Flere historier om Devi skal nok følge – hun laver også tossede ting fra tid til anden…
SGM Gizzemissen Gizmo
Gizmo er den firbenede alderspræsident herhjemme. Han er født den 7. juni 1998 og fylder altså 12 år næste gang. Han deler fødselsdag med Prins Joachim, så det er måske ikke helt af vejen at et af hans mange kælenavne er Kongen.
Gizmo sad pludselig på mine forældres dørtrin en kold januaraften i 2002 – og det blev han ved med indtil vi havde fattet at han altså havde valgt sin nye familie. Hele historien om de første 11 måneder med os ligger på hans helt egen hjemmeside.
Gizmo er en helt speciel kat. Ikke alene er han utrolig smuk med sin sorte pels og sine smaragdgrønne øjne, men han har også det skønneste sind. Han er mere empatisk end noget andet væsen jeg har mødt, både på to- og fire ben, og han ved altid hvornår jeg er ked af det, er syg, vred eller glad. Og han er der altid inden jeg ved jeg har brug for ham. Han er min krammebamse og jeg er sikker på at han ved det.
Han er overkatten i husholdningen og har været det siden min huskat Freya blev aflivet. Hans måde at holde styr på tropperne er så stille at man stort set ikke lægger mærke til den i det daglige. Han går stille rundt i lejligheden og sørger for at alle kender deres plads, ikke er “utidige” overfor hinanden og alle accepterer hans stille lederskab. Han er stadig Juniors storebror eller Onkel Gizmo som han kærligt bliver kaldt herhjemme. Det er en fryd at se de to drenge tumle rundt sammen, hvad enten det er fangelege fra den ene ende af lejligheden til den anden, brydekampe med ordentlige bump og en flyvende tot pels her og der eller gensidig vasken inden sengetid, når de begge insisterer på at ligge i sengen og blive nusset i søvn af mig.
Gizmo har igennem årene deltaget på en del udstillinger med stor succes. Ikke nødvendigvis resultatmæssig, men han har været – og er stadig – en fantastisk ambassadør for huskatte på udstillinger. Med hans kærlige væsen, observerende blik og generelle starpower, trækker han publikum, medudstillere og dommere til sig som en sjælden diamant. Han er katten der er verdensberømt i Danmark, har sin egen fanklub på sin hjemmeside OG på Facebook og som folk altid lige skal hen og hilse på på udstillinger.
Jeg er meget stolt over at være hans madmor og håber han husker vores aftale om at blive mindst 50 år gammel.
Der skal nok komme meget mere om Gizmo her på bloggen – og om hans tre room mates – bare vent….
I aften var der finale i X-Factor og sørme om jeg ikke havde gættet vinderen. Tror faktisk ikke jeg har gættet vinderen i et “musikprogram” rigtigt, siden Brødrene Olsen vandt først det danske og så det internationale Melodi Grand Prix.
Jeg har ikke just været det man kan kalde en trofast seer. Det har jeg faktisk ikke været ved nogen af omgangene af X-Factor. Jeg har da set både de indledende castings, boot camps og live shows – men kun dele af det, uddrag om man vil. Faktisk har det hver gang først været når der har været fire-fem finalister tilbage at jeg er begyndt at følge fast med. Hvorfor? Jeg ved det faktisk ikke.
Men jeg fik da set nok med i år til at mene, at der for en gangs skyld skulle en sms-stemme til fra mig, nu havde jeg jo ikke tippet den rigtige vinder til årets Melodi Grand Prix – som for øvrigt også blev iagttaget sporadisk.
Et eller andet sted dybt, dybt inde gemmer sig stadig en lille hemmelig drøm om selv at møde op til casting til et af disse sang shows. Men jeg tror det bliver ved drømmen. Så kan jeg i stedet tage fat på de skumle planer om langt om længe at vove mig ud i noget karaoke….det har da også bare taget hvad…..10-15 år indtil videre at samle mod ;o)
I mere end 2 år har jeg tænkt, at jeg burde få mig en blog. Mere end en gang har jeg været tæt på, men har så af en eller anden grund ikke kunnet tage mig sammen…alligevel har jeg hele tiden gået med den her nagende følelse af, at jeg var ved at briste med historier der fortjente at blive fortalt.
Og hvad sker der?
Nu har jeg endelig taget mig sammen til at få oprettet min helt egen blog….og så står hjernen bare stille. Fuldstændigt og aldeles stille….der sker nada!
Jeg kunne vælge at kalde det pinligt, i stedet vælger jeg at kalde det typisk – og så går jeg for øvrigt i seng, for det kunne jo være det hjalp ;o)
1001 Kat 