Author Archives: Gizzemissen

The Walking Dead I

Standard

Bemærk: Der kan forekomme spoilere i dette indlæg hvis man ikke følger serien som den sendes på DR3. Er man længere fremme end DR3 og ønsker at kommentere indlægget, beder jeg om at der ikke tales længere frem end de afsnit der har været vist på DR3 af hensyn til danske seere.

Så er formalia vist i orden og jeg kan komme igang med mine meget dybe tanker om serien The Walking Dead.

Jeg har fulgt med i serien fra det allerførste afsnit. For de der ikke har set serien, vil mange forklare at det er en zombieserie. Og ja, der er da zombier med – af seriens vigtigste hovedpersoner kaldet Walkers – til tider er der endda rigtigt mange zombier med, men det er altså ikke zombierne serien handler om.

For at forstå hvordan en zombieserie kan handle om andet end zombierne, er man nødt til at forstå begrebet “plot engine”. Altså et middel til at fremme handlingen. Zombierne er ikke andet end et middel til at fremme handlingen og fortælle den historie serien egentlig handler om, nemlig hvordan mennesker reagerer når verden pludselig går af lave.

Og det er det jeg synes er så spændende ved The Walking Dead. Historierne om personerne, menneskerne i serien og deres udvikling både indbyrdes og hver for sig. Serien er et helt studie i teoretisk psykologi: hvordan vil mennesker reagere hvis verden som vi kender den går under? Hvordan vil de udvikle sig hvis livet pludselig handler om overlevelse? Hvem vil overleve? Og hvad er man nødt til at være villig til for at overleve?

Der er indtil flere i min umiddelbare omgangskreds der følger med i serien, så jeg taler i hvert fald med mindst tre personer om afsnittene. Derudover følger jeg med på diverse FB-grupper hvor seriens fans skriver både positivt og negativt.

I den sammenhæng har jeg lagt mærke til noget:
Rigtigt mange kommenterer at der er for få zombier og for få zombiescener i serien.
En del synes at seriens fortælleform er for langsom.
Meget få kommenterer overhovedet personernes udvikling og hvis der kommenteres på personerne, er det ofte uden nuancering i forhold til den udvikling.

Så rigtigt mange ser tilsyneladende The Walking Dead som zombieserie, synes der er for få zombiescener og forstår ikke helt eller overser fuldstændigt den til tider subtile udvikling persongalleriet går igennem.

Og det irriterer mig. Jeg forstår til fulde frustrationen fra de seere der forventer at få noget andet end de får og jeg forstår til dels også de der mener at serien bevæger sig for langsomt udfra betragtningen at de ikke indser at det er personudviklingen det handler om – hvis de overhovedet opfatter de nuancer.

Jeg har erfaring tæt på med både personer der ikke lægger mærke til de nuancer men heldigvis også med i hvert fald en der ser serien på samme præmisser som mig og hvor er det skønt at have en at vende alle indtrykkene med – i stedet for at skulle sidde og forklare, forsvare eller uddybe for andre. Men jeg vil jo egentlig også gerne udbrede de her vigtige udviklinger til de der ikke helt har fanget dem, så jeg er på sin vis fanget i et meget frustrerende net hvor det der irriterer mig, også ligger mig på hjerte. Så min plan er at jeg i den kommende tid vil skrive et indlæg her og der om især 4. sæsons afsnit, der pt. kører på DR3. I den sammenhæng vil jeg – som anført i indledningen – kun skrive om afsnittene som de har været vist på DR3. Hvis man ser foran og vil kommentere på mine indlæg, bedes man holde sig til DR3s sendeskema, jeg vil ikke spoile de der følger med på dansk tv hver tirsdag.

Jeg vender snarligt tilbage med et indlæg om serien frem til nu, måske det bliver spredt ud over flere indlæg, må se hvor meget det viser sig jeg har på hjerte.

2013 in review

Standard

The WordPress.com stats helper monkeys prepared a 2013 annual report for this blog.

Here’s an excerpt:

A San Francisco cable car holds 60 people. This blog was viewed about 1,500 times in 2013. If it were a cable car, it would take about 25 trips to carry that many people.

Click here to see the complete report.

Must see julefilm

Standard

Fars Fede Juleferie kører på TV3 lige nu (og ja, jeg ser med og ja, jeg har den også på dvd 😀 ) og jeg føler mig inspireret til at skrible lidt om julefavoritter indenfor filmens verden.

Jeg har igennem årene akkumuleret en masse julefilm og nogen af dem er kommet på min officielle liste over film jeg skal se hver jul. Det er:

Fars Fede Juleferie
Der er ikke noget at gøre. Fars Fede Juleferie er bare indbegrebet af stor sammenbragt familiejul om end i amerikaniseret udgave. Men nu er jeg også til en vis grad til den overdådige amerikanske julepynt så det passer meget godt.

Tror du på Julemanden
Om det er The Santa Clause 1, 2, 3 eller alle sammen er egentlig lige meget. De er så dejligt julede og Tim Allen gør et godt job som Julemanden.

Hjælp, det er jul
Christmas with the Kranks er den nyeste titel på min must see liste, igen Tim Allen, denne gang i en noget anden rolle end Julemanden og det største plus – Jamie Lee Curtis som hans kone.

Fælles for min must see liste er at Julen er hovedpersonen i dem alle sammen. Uden jul, ingen film.

Til sammenligning har jeg nogle favoritter hvor julen “bare” har en birolle, men som jeg nu stadig nyder igen og igen i julemåneden:

Alene Hjemme 1 og 2
Love Actually

En gammel favorit er It’s a wonderful life, hvorimod jeg aldrig har haft en tradition med White Christmas selvom den da er julet om nogen. Og så synes jeg at Anne fra Grønnebakken, Sound of Music og Ivanhoe med Anthony Andrews hører til på programmet i juledagene (man er vel et barn af sin tid 😉 )

Er jeg for øvrigt den eneste der – takket være TV3 – er begyndt at forbinde Sex & the City med julen?

Det der politik noget…

Standard

Tirsdag d. 19. november er der kommunal- og regionalvalg. En samtale med en ven fik mig til at tænke lidt over det der politik noget…

Min ven “har ikke sat sig ind i det”, “ved ikke hvad høn skal stemme” og deraf udledes – har ikke tænkt sig at gøre brug af vedkommendes valgkort.

Jeg har altid sagt at jeg ikke går op i politik. Jeg gider ikke snakke politik med ret mange udover nogle udvalgte få, jeg gider ikke se politiske debatter i tv, hader valgflæsk der alligevel aldrig overholdes og så fremledes.

Men….jeg har altid udøvet min ret til at stemme. Faktisk mener jeg ikke bare at det er en ret – jeg mener det er en pligt. Stemmer du ikke har du ikke ret til at brokke dig over de folkevalgte og deres politik.

Men hvad så når man ikke har sat sig ind i det eller ikke ved hvad man skal stemme? Jamen så tager man da sit valgkort, møder op, får sine stemmesedler, går ind i båsen og tager en dyb indånding og går ud og afleverer en blank stemme. Den fortæller en uendeligt mere interessant og vedrørende historie end en sofavælgers fravalg af at udøve sin stemmeret.

Personligt har jeg fundet min kandidat til kommunalvalget. Til gengæld påregner jeg – med mindre der sker noget fantastisk inden tirsdag – at stemme blankt til regionsvalget – jeg føler mig ikke godt nok informeret til at træffe et valg her, hverken med en liste- eller en personlig stemme. Men jeg møder op og afgiver den blanke stemme for at fortælle politikerne at de ikke har været klare nok i spyttet til at fange lige præcis min opmærksomhed i tiden siden sidste valg.

Bare fordi jeg ikke ser valgprogrammer eller politiske debatter får jeg jo min del af politik alligevel. Lands- og regionalnyheder giver meget. Onlineaviser når man nu ikke gider købe snasket papir i dyre domme. Samtaler med venner og familie. Og at blive konfronteret med resultaterne af valg truffet enten i Folketinget eller mere nede på jorden – i byrådet.

Så mit råd til den rådvilde må være: mød op, stem efter din egen overbevisning, også hvis det betyder en blank stemme. Lad være med at lade andres valg af kandidat eller parti blive dit, træf dit eget valg som passer bedst til dig. Ægtefæller, kærester, søskende, venner – man behøver ikke at stemme det samme for at være sammen. Og kan man slet ikke finde noget ståsted hverken kandidat- eller partipolitisk så stem for guds skyld blankt…hellere det end at lægge stemmen det forkerte sted.

Men stem…lad være med at lade andre træffe valget for dig 🙂

Jeg hader min hjerne…

Standard

Jeg har så længe jeg kan huske haft tendens til katastrofetanker i form af små tankefilm der kører forbi mit indre øje i splitsekunder – og som altid er ubehagelige. De fleste af hverdagens tankefilm handler enten om at jeg falder ned ad trapper eller at der sker noget ubehageligt med mine negle.

De forstærkes når jeg er stresset, så kommer der flere af dem og de virker mere intense. Har oplevet helt at slippe for dem i forbindelse med en medicinering, desværre tålte jeg medicinen dårligt ift bivirkninger, så der er skiftet til noget helt andet der ikke virker helt så godt, men dog har en vis virkning.

Indtil min brors flytning i september. Der gled jeg nemlig på hans trappe og faldt. Godt nok kun to trin ned, men jeg var alligevel så uheldig at jeg slog min i forvejen ringe lænd, fik lavet et vrid i højre knæ der ellers var mit gode knæ og – opdagede jeg da adrenalinen havde aftaget – havde et knæk på midten af højre storetånegl hvor den havde sluppet i den øverste halvdel.

Og så skal jeg da ellers lige love for mine tankefilm gik amok. Faktisk i en grad der hæmmer mig i dagligdagen. Fra ikke at bryde mig om trapper er jeg nu decideret angst for dem og vælger nogen gange bare at blive i lejligheden fremfor at gå ned med skrald eller gå en tur den dag. Det er jo ikke super smart at have trappeangst når man bor på 1. sal. Og tankefilmene er også virkeligt ubehagelige, kan godt være de kun varer et splitsekund, men hvadenten der kommer de første ti i træk eller kun et enkelt, så har jeg det dårligt længe efter. Og selvom jeg har forsøgt at undgå tanker der kan trigge dem, så dukker de nogengange op i de underligste forbindelser, eksempelvis: skal planlægge biograftur med veninden – tankefilm: Tina skvatter hele vejen ned af deres lange stejle trappe og kommer til skade, udstilling i Hobro om en uge, tænk hvis Junior kunne være heldig at blive BIS veteran – åh p*s så skal jeg op og ned ad trappen til scenen – det går galt.

Er nu blevet sat op i dosis af den angstdæmpende medicin to gange og det har ikke ændret en hujende fis – er seriøst begyndt at overveje om jeg skulle gå tilbage på den anden medicin og så leve med bivirkningerne.

Det er altså ikke for normale mennesker det her – og hvor er det bare belastende. Både at lide under, men også at forsøge at forklare andre der aldrig har prøvet den her forkrøblende fornemmelse af nærmest at blive tortureret af ens egen hjerne 😦

Nåh, Mortens Aftens menuen venter på at blive kokkereret og der skal dækkes bord, nogle timers hyggeligt samvær med familien plejer at være en god kur – i hvert fald indtil de er gået…

Hvorfor Halloween?

Standard

Det kan næppe komme som nogen overraskelse – hverken for læsere af bloggen eller for dem der kender mig andre steder fra – at jeg er mere end almindeligt glad for Halloween.

Faktisk i en grad så Halloweenpynten i kælderrummet har større volume end julepynten, og jeg elsker altså også at jule. Noget af det kunne naturligvis skyldes at jeg ikke kan gå forbi en Halloweenudstilling i butikkerne i oktober uden lige at gå en runde ikke 1 men gerne 2, 3 eller flere gange for at se om der liiiige skulle ske at være noget jeg ikke kan leve uden. Det er der som oftest 😉

Men hvorfor Halloween? Hvorfor fejre en højtid der slet ikke er dansk? Hvert evigt eneste år ser jeg dette spørgsmål stillet og hvert år tænker jeg over hvordan jeg kan formulere et svar, men jeg kommer aldrig så langt.

Det vil jeg så forsøge nu.

Nej, Halloween er ikke dansk, i hvert fald ikke i den udformning vi har fået serveret fra legetøjsbutikkerne som de første. De første mange år blev Halloween herhjemme lanceret udelukkende for børnene – som en 2. fastelavn så ungerne ikke skulle kede sig et helt år imellem udklædningsfesterne.

På et tidspunkt bredte Halloween sig til de store supermarkedskæder og senere igen til nogen af de mange havecentre rundt om i landet. Og for mit vedkommende var det i havecentrene at man pludselig så Halloween også henvendt til voksne.

Det har taget mange år at arbejde Halloween ind i de danske hjem og det kommer til at tage mange år endnu før det ikke udelukkende er noget for børnefamilier og for nørder. Jeg hører selv ind under nørd-kategorien 😀

Men skal vi nu også tvinges til at holde Halloween (jeg skriver med vilje holde i stedet for fejre) for er det andet og mere end en amerikansk forbrugerfest designet til at flå pengene ud af lommerne på de danske familier?

Nej, selvfølgelig skal ingen tvinges. Halloween skal være et tilvalg, vel at mærke et positivt ladet et af slagsen.

Og hvad er det så lige vi danskere kan bruge Halloween til?

Det kan der nok være flere meninger om. Den Halloween vi har fået til landet er klart et ekko af den amerikanske Halloween: græskarlygter, edderkopper, spøgelser, hekse, vampyrer og monstre, udklædning til børnene, slik og uhyggelige dekorationer. Sådan er Halloween for gennemsnitsamerikaneren.

Men Halloween stammer faktisk fra Europa, faktisk fejrede danskerne Halloween – eller Allehelgensaften som den hed – helt frem til 1770 hvor helligdagen blev afskaffet. Og Allehelgensaften har sin start helt tilbage i den hedenske Samhain der blev fejret af kelterne i Irland og det øvrige Storbritannien. Da udvandringen fra Storbritannien til Amerika begyndte for alvor, tog emmigranterne deres traditioner med sig, deriblandt Halloween.

Halloween er populærnavnet for All Hallows’ Eve, aftenen før All Hallows’ Day (Allehelgensdag). Som årene gik blev de europæiske udskårne roelygter til store orange græskarmænd og nu er Halloween et af årets højdepunkter for rigtigt mange amerikanere, på linje med Thanksgiving og jul.

Men hvorfor var det nu lige jeg holder Halloween?

Første gang jeg holdt en Halloween fest var i 1997. Dekorationerne i hjemmet bestod af et enkelt stykke købt Halloweenpynt hjembragt fra Sverige og dertil en masse græskar, gravsten, spøgelser og lign. som undertegnede selv havde klippet ud af karton.

Siden da er mængden af dekorationer steget eksplosivt og jeg ser hvert år frem til min årlige Halloween (U)hygge – jeg gik fra at kalde det en fest for nogle år siden, for synes ikke fest er det rigtige ord.

Opskriften er overordnet den samme hver år. Gæsterne ankommer til uhyggelig lyde, røgmaskine og udklædt værtinde. Man sætter sig til bordet og spiser middag med til lejligheden velvalgte klamme navne imens der kører Halloween musik på anlægget. Når der er taget af bordet rykker selskabet over i tv-hjørnet, der hældes slik og chips i de helt rigtige slikspande og så er der sædvanligvis to Halloween-relevante film på programmet. Og så plejer klokken at være gå-hjem tid for de fleste.

Men det er jo kun den ene aften, ingen grund til at gå amok over en aften? Næh, det kan der være noget om, måske derfor jeg ikke nøjes med en aften. Jeg pynter til Halloween omkring 1. oktober og så får pynten lov at hænge til begyndelsen af november. Når jeg nu har samlet mig så mange fede ting er det da synd de kun kommer frem en enkelt aften.

Det giver også en helt speciel stemning i oktober måned. Det er her dagene er blevet mærkbart kortere og mørket tidligere falder på. Det er lidt en tusmørketid og Halloween giver mig en undskyldning for at lade mig lulle ind i det tusmørke, køre med dæmpet belysning og kravle ned under et varmt tæppe på sofaen og se en gyser eller tre.

Og ja, jeg ved godt at jeg går mere end almindeligt meget op i Halloween, men ved I hvad? Det er sg* helt i orden. Halloween er tiden hvor voksne kan klæde sig ud og hvor det er helt legitimt at gå i barndom. Det er en tid hvor man kan drømme sig lidt væk fra hverdagen og være fjollet sammen med ligesindede. De ligesindede har jeg til tider lidt svært ved at finde. Det er nogen gange noget af et mareridt (no pun intended) at finde gæster til min årlige (u)hyggelige aften, enten fordi omgangskredsen ikke helt kan se pointen, generelt ikke egner sig til den gyselige del af Halloween, ikke dur til min form for “fest” (derfor ordet ikke bliver brugt mere) eller allerværst fordi nogen bare ikke fungerer sammen med andre i den situation – selvom alle måske var perfekte Halloweengæster.

Det skal åbenbart ikke være nemt – og er det heller ikke – at være Halloweentosset. Jeg indrømmer at nørdsiden af mig gør at jeg går lidt mere ind i projektet Halloween end flertallet. Og selvom mange formentlig ryster på hovedet af mig og tænker “skøre kvinde” så har jeg også indtrykket af at mange faktisk synes det er sådan lidt spændende at følge med i mine forberedelser, se mine billeder og spørge ind til detaljer. Men ligefrem at offentliggøre sig selv som Halloweeninteresseret i en grad der kunne få mig til at skrive vedkommende på gæstelisten til næste år – det er vist kun sket et par gange. Ærgeligt egentlig for det kunne være så sjovt med lidt nyt blod i blandingen og jo….den var med fuldt overlæg 😀

Længe siden sidst…nej, det gider jeg ikke sige igen

Standard

Jeg er tilsyneladende håbløs til at huske at få skrevet på min blog. Og ganske som jeg gjorde i min dagbog som barn/teenager, kommer jeg pludselig i tanke om det og så vil undskyldningerne ingen ende tage. Kan jo slet ikke forstå hvorfor jeg ikke har skrevet så længe, det er jo ikke fordi der ikke har været noget at skrive om.

Lærer det nok aldrig – det med ikke at undskylde. I sidste ende er det jo egentlig kun mig selv jeg står til ansvar for med den her blog så hvis jeg ikke får skrevet, så fred med det.

Denne gang vil jeg prøve noget nyt. I stedet for et kilometerlangt opdateringsindlæg vil jeg forsøge at skrive flere om de enkelte emner over de næste dage. Men lad os nu se om jeg rent faktisk – denne gang – kan holde hvad jeg lover ;o)

Må jeg lige få den igen?

Standard

Utroligt som ting kan ændre sig på meget kort tid.

Jeg har i længere tid (læst år) døjet med lændesmerter og senere også iskiassmerter i venstre ben. Sidst de to ting faldt sammen var tilbage i 2008 og jeg ved lige præcis hvad triggeren var: jeg skulle vise to katte frem hos min dyrlæge i forbindelse med Kattens Dag og selvom jeg kun har ti minutters gang til dyrlægen så var det altså for meget med 9 kilo over skulderen, 9 kilo i samme hånd og en trolleykuffert trækkende i den anden arm. Det begyndte allerede at gøre ondt i ryggen imens jeg installerede kattene og derfra gik det bare ad H. til. Dagen efter mente kloge mig godt at jeg kunne tage til udstilling i Esbjerg med en kat – jeg skulle jo ikke køre nogen steder. Det endte med at jeg måtte få andre til at præsentere min kat for jeg kunne knap nok gå til sidst. Da jeg kom hjem fik jeg lige nøjagtigt slæbt mig i seng og så startede smertehelvedet for alvor. Hang i røret med vagtlægen 2-3 gange over natten, tudende af smerte og frustreret over at han ikke ville sende en ambulance men bare udskrive noget smertestillende til afhentning på apoteket – yeah right – kunne ikke engang rejse mig fra sengen. Heldigvis fik jeg en hjælpende hånd med afhentning og fik stavret mig til døren efter pillerne og de hjalp med det samme.

Derefter fulgte en periode med mindre iskiassmerter, lændesmerter og en hulens masse kiropraktorbehandlinger der hjalp på lænden, men ikke på de føleforstyrrelser der var kommet i venstre ben.

Sidst på året kom jeg til reumatolog der undersøgte mig grundigt, bad mig lave forskellige bevægelser og udspurgte mig. Hans konklusion var at der formentlig havde været en nerve i klemme et sted og måske en begyndende diskusprolaps, men at der ikke var noget nu. Føleforstyrrelserne mente han desværre kunne være permanente fordi jeg havde ventet for længe med at komme. Tak for det – der var ligesom ingen der havde sagt at det ville være en idé.

Anyway…jeg fortsatte tilværelsen med mine føleforstyrrelser og opdagede hurtigt en anden bonus: nervesmerter der opstod efter fem-ti minutter på benene og føltes som om nogen tændte en flammekaster mod mit venstre lår. Av, siger jeg bare.

Flash forward til april 2013. Har egentlig ikke haft de store problemer i mellemtiden, udover selvfølgelig de – formentlig – permanente føleforstyrrelser og nervesmerterne der har betydet at jeg ikke går så meget som jeg plejer – det gør simpelthen for ondt.

I april begynder føleforstyrrelserne så at brede sig. Før havde jeg følelsesløse områder på yder- og baglår, i knæhasen, på underbenet, ydersiden af foden og min stakkels lilletå. Nu blev mere af benet følelsesløst, 4 tæer blev påvirket, de to fulstændigt følelsesløse, stort set hele fodsålen så det føles som om man går på et virkeligt bulet underlag og så blev det hele lige suppleret med nervesmerter der susede igennem balde og ben efter forgodtbefindende. Gik til egen læge og fik nu en henvisning til MR-scanning for “du har jo godt nok døjet med den ryg længe”.

Omkring 3 uger senere var det tid til scanningen. Det gør jeg ikke igen i vågen tilstand. Godt nok havde jeg fået lov at have hovedet i den åbne ende så jeg kunne kigge opad og se loftet i rummet, men klaustrofobien fornægtede sig ikke alligevel. Men jeg glemte den næsten fordi jeg måtte mobilisere al min opmærksomhed på ikke at bevæge mig i lænd og balde for det gjorde hamrende ondt i lænd og iskiasben at ligge fladt.

Men jeg overlevede og fik at vide at svaret ville kunne fås hos egen læge efter 1 uge, dette blev så til to uger, da der også lige skulle være en ledig tid. Altså skulle jeg ind og have svar 11. juni.

Lørdag den 8. juni vågnede jeg ved at jeg syntes mit ben gjorde lidt mere ondt end det havde gjort tidligere, men jeg håbede det bare var noget midlertidigt og fortsatte med dagens gøremål. På et tidspunkt vil jeg sprede dynen ud over sengen og løfter den for at lave den her flyvende bevægelse og i samme sekund skyder der ligesom et lyn ud fra min lænd der forplanter sig direkte ned i venstre ben. Jeg væltede nærmest ned i sengen hulkende. Av for pokker. Og derfra fortsatte det bare. Ringede til vagtlægen der mente jeg skulle prøve at tage en kombination af Brufen, Pamol og de få alt for gamle Dolol jeg havde liggende hjemme. Så det prøvede jeg, blot for at blive ramt af endnu et lyn lidt senere. Ringede igen til vagtlægen hulkende og snøftende, nej – han havde altså ikke andre forslag. På daværende tidspunkt var det blevet så slemt at min far og min bror var kommet og målløse så til at jeg lå og vendte og drejede mig på sengen imens jeg jamrede. Der var ingen ro i nogen stillinger. Tilsidst ringede jeg en tredje gang til vagtlægen der vist var virkelig træt af mig på det tidspunkt. Nej, han kunne ikke gøre andet end at give mig recept på mere af det medicin jeg allerede havde taget. Nej, de lagde ikke blokader ind ved iskiassmerter længere, nej, der var ingen pointe i at tage mig ind når jeg ikke havde fået scanningssvar endnu (hvilket sikkert ville sige diskusprolaps) for de kunne alligevel ikke gøre mere for mig end jeg selv kunne derhjemme.

Der startede mit seneste mareridt. Lørdag var et smertehelvede. Søndag lidt bedre men stadig slemt. Mandag fik jeg – med stort besvær – tøj på, og blev kørt ud til en lokal sportsmassør der havde en ledig tid, av hvor har jeg mange spændinger i mine balder. Mandag morgen var også dagen hvor min bror ankom stærkt forpint for at tigge sig til noget smertestillende. Han var stået op til noget der mindede om mit – brølende iskiassmerter. Det endte for øvrigt med at han ikke kom hjem til sig selv igen før sidst på ugen, men så kunne vi da ynke hinanden.

Tirsdag skulle jeg så ind til lægen og have svaret på den MR-scanning jeg havde fået lavet i Viborg. Det var ulideligt at sidde i venteværelset for det gjorde ondt ligegyldigt om jeg sad ned, stod op eller gik og der var ikke ligefrem muligheder for at ligge og vente. Kommer så ind til lægen for at få denne sætning: “Ja, nu har vi jo scanningsresultatet og det viser slidgigt i svær grad i S1”. Og det var så der jeg måske skulle have spurgt: Må jeg lige få den igen? Så langt tænkte jeg bare ikke på grund af smerter. Ikke så meget snak, en henvisning til ortopædkirurgisk i Silkeborg der “sikkert ikke vil operere på grund af din vægt”. Mig forsøge at sige noget med at så må jeg da være en kandidat til fedmeoperation uden rigtig at få et svar, recept på mere af den samme smertestillende cocktail og så ud til min far i venteværelset. På vej ud insisterer jeg på at vi tager elevatoren selvom min far mener jeg har godt at trapperne. Han siger “du ligner jo en der fejler noget” hvortil jeg får svaret: “det gør jeg også – jeg har slidgigt”.

Siden da er diagnosen blevet vendt rigtigt mange gange, både af mig selv, i samarbejde med min bror og af bedsteveninden der så gerne vil helbrede mig med naturmedicin. Jeg følte mig svigtet da jeg kom ud fra lægen.

Hvorfor var det ikke blevet opdaget noget før?

Hvorfor nåede det at blive svær slidgigt inden?

Hvorfor mig?

Hvorfor?

Og selvom jeg har diverse psykiske dårligdomme og har tendens til depression var dette også første gang jeg stødte på selvmordstanker. Jeg kunne/kan bare ikke se hvordan jeg kan leve med så mange smerter. Jeg er næsten mere bange for smerter end jeg er for selve sygdommen.

Jeg har googlet en masse i mellemtiden, fællesnævneren er at jeg får en enorm kvalme af at læse om slidgigt, behandling, medicinering, fremtidsudsigter.

Iskiassmerterne blev mindre og lørdag forsøgte jeg mig med det første bad i en uge, en disponering der betød at allerede lørdag aften havde jeg det værre, søndag nat lå jeg og jamrede og mandag måtte jeg kapitulere og fortælle min læge telefonisk at cocktailen af Ibuprofen, Pamol og Dolol simpelthen ikke virkede. “Det må du jo ikke sige,” sagde han og jeg var fristet til at sige nej, det ved jeg godt – har heller ikke lyst til det, for jeg ved godt hvad det betyder.

Så nu sidder jeg her – ja, jeg sidder rent faktisk lige nu – med min første dosis Contalgin i kroppen. Jeg er ikke 100% smertefri, men jeg har det bedre end i går og også bedre end lige før jeg tog Contalginen. Men morfin? Yikes, jeg synes det er en stor kamel at sluge.

Jeg har ikke været udenfor en dør siden den 8. juni – udover lige massøren og lægen i sidste uge. Jeg har haft ondt hele tiden – i varierende grad. Jeg har haft så meget kvalme at jeg ikke havde nogen appetit, jeg har prøvet både at gå, stå, ligge og sidde hvor alt gjorde ondt. Jeg lå sammen med min bror og pev torsdag aften, hvor vi skulle have været i København og høre Depeche Mode i Parken, faktisk skulle vi have været på miniferie derovre fra torsdag til søndag. I stedet lå vi og pev af smerte hjemme hos mig. Det kan jo ikke være rigtigt at det skal være sådan – kan det? At man ligefrem skal rykke flere uger ud af kalenderen fordi man “liiige” skal bruge tid på at have så ondt at man burde slås bevidstløs i mellemtiden?

Hvad betyder det her for min fremtid?

Er jeg nødt til at stoppe med at udstille? Det kan umuligt være godt at slæbe rundt på tung bagage og en lige så tung kat en hel dag.

Hvad med arbejde? Fortsætter jeg som fleksjobber (ledig) eller hedder det her førtidspension?

Hvor ofte skal jeg have de her smerteture og hvor længe kan jeg forvente de skal vare?

Kan jeg selv tabe al min overvægt og vil det betyde en bedring? Har da godt nok tabt 13 kilo på 10 dage, men det er jo nok desværre mest væske og muskler selvom jeg ikke rigtigt har spist noget overhovedet.

Og hvor i alverden finder man svar på alle ens spørgsmål?

Skulle der sidde nogen derude med slidgigt i lænden der har gjort sig nogen erfaringer, måske endda nogen i mit lokalområde (8940 Randers SV) så skriv endelig en kommentar hvis I vil dele eller måske mødes til lidt erfaringsudveksling. Jeg er totalt nybegynder udi det her gigtnoget, men jeg ved at jeg er nødt til at gøre noget.

 I dag mukker jeg af endnu en grund. Min bedste venindes mor skulle begraves i dag og jeg ville så gerne være der for hende. Men nej, ikke med de her smerter – det kan simpelthen ikke hænge sammen for mig. Håber lidt at jeg en af de nærmeste dage er smertefri nok til at overveje at forlade lejligheden og forsigtigt gå ned og kigge efter en vasketid. Har ikke mere rent undertøj og det begynder også at knibe andre steder. Bostøtten får et chok på torsdag når hun kommer og ser hvordan især køkkenet flyder, men jeg har ikke kunnet noget i 1½ uge og det sætter altså sine spor.

Lige nu ligger der en kat ved siden af mig og sover. De firbenede har også været udsat for en forvirret tid, hvorfor snerrede jeg nu lige af dem når de kom og ville snakke eller fortælle at madskålen var tom? Heldigvis tilgiver mine katte ikke bare hurtigt, men nærmest øjeblikkeligt, så vi er blevet gode venner igen – mere end én gang.

Firbenet jubilæum

Standard

I dag er det nøjagtig ti år siden Devi udskiftede tilværelsen som internatkat med et liv sammen med mig.

Det har været ti fantastiske år med en helt unik lille personlighed der stadig overrasker mig hver eneste dag. Og jeg er evigt taknemmelig for at jeg fulgte mit hjerte den dag for ti år og en dag siden hvor jeg besøgte det lokale internat på jagt efter en drengeven til Gizmo. Jeg skulle absolut ikke have en pigemis mere, men da jeg åbnede Devis bur for at hilse på hende, hoppede hun lige hen til mig, stillede sig med forpoterne på min skulder og begyndte at slikke på min øreflip. Og så var der ingen vej tilbage, pigemis eller ej.

Jeg har ikke et sekund fortrudt, heller ikke når samlivet har haft lidt buler i vejen. Hverken kæleaggressioner, angst, depression, lammelse eller formodet kræft har gjort min kærlighed til min mispige mindre – snarere tværtimod. Og min belønning er den fantastiske kat jeg nu har delt mit liv med i ti år.

Den firbenede jubilar har fejret dagen med en masse afslapning – enten i min seng eller i solen på spisebordet:
IMG_8278 (1280x960) (800x600)

Der blev også tid til lidt voyeurisme på altanen med “vennerne” inden der skulle fræses igennem og kæles med jubilarens gæster:
IMG_8287 (800x600)

Og til aften fik damen selvfølgelig serveret en hel speciel jubilæumsguffer – desværre var hendes toben så debil at glemme at indkøbe herregufferen over dem alle – Glyngøre Makrelguf på tube, så hun måtte “nøjes” med en dåse Larsen Makrel i tomat. Meeeen…den ser da vist også ud til at være godkendt?
IMG_8300 (800x600)

Tillykke til os Devi med de første ti år…så tager vi lige ti mere 😉

Højt at flyve…eller når luften går af ballonen

Standard

I kender det garanteret godt. Man glæder sig usandsynligt til noget, forventningen stiger eksponentielt efterhånden som det noget nærmer sig, og når det hele så er overstået går luften helt og aldeles af ballonen. Lidt som at vente på champagnen nytårsaften og juble når proppen springer…og så er champagnen flad.

Sidst i marts fandt jeg ud af at min morbror, tante og ene kusine fra Canada kom til Danmark på familiebesøg i starten af maj. Det er efterhånden en del år siden, men derfor huskede jeg nu godt hvor fantastiske de er at være sammen med, det er ikke til at mærke at der går år imellem vi er sammen, vi falder lynhurtigt i snak.

Så allerede der begyndte jeg at glæde mig for der måtte da være tid til et lille besøg i Randers.

Jeg valgte at kombinere forventningens glæde med en gedign forårsrengøring i det lille hjem. Alle skuffer, skabe, kurve og kasser blev gennemgået og der blev sorteret til storskrald, genbrug og roteret for mere logiske placeringer. I april fik jeg et ekstra energiboost da husordenssagen i Beboerklagenævnet endte til min fordel uden en afgørelse, så der kom pludselig også lyst til nyanskaffelser, nyindretning og andre kreative udfoldelser i hjemmet.

Så da maj endelig kom havde jeg brugt ventetiden på at knokle løs herhjemme. Og  lørdag var det så tid til at vi skulle have familiebesøg til frokost og kaffe. Og det var akkurat lige så hyggeligt som forventet. Snakken gik over spisebordet, der blev spist en masse hjemmelavede frikadeller og der blev grinet meget. Da der var sagt farvel var det ikke vemodigt for vi vidste at dagen efter var der inviteret til stor familiefrokost på Landgangen i Mariager.

Søndag morgen startede med sol og en tur langs Mariager fjord inden vi kørte ind til Landgangen som nogen af de første.

Og det var hyggeligt. 64 familiemedlemmer havde plads i kalenderen og havde valgt at tage imod invitationen. Jeg brugte meget tid på bare at iagttage de mange familiemedlemmer. Mange af dem havde jeg ikke set siden min mor levede og de jeg havde set, var oftest i forbindelse med begravelser. Kusiner og fætre der tidligere havde børn i legealderen var nu bedsteforældre, deres børn voksne med ægtefæller og småbørn. Det føltes næsten som en mindre tidsrejse når jeg tænkte tilbage på gamle dages familiefester med min mormor som midtpunkt. Hvornår var vi allesammen blevet så voksne? Hvad skete der lige? Hvorfor kunne vi ikke selv findes ud af at samles til familiefester uden matriarken?

Jeg nåede langtfra at få talt med alle dem jeg ville, men jeg fik da vendt verdenssituationen med nogen stykker.

Og efter omkring fem timer i godt selskab begyndte folk at sige farvel. Vi blev hængede som nogen af de sidste, men blev til sidst enige om at nu var det vist også tid til at vi skulle afsted. Fik krammet både min morbror, tante og kusine og listede så ud af døren.

Og det var lige da jeg trådte over dørtrinnet at luften gik af ballonen. Der var simpelthen et eller andet meget tungt der pludselig faldt ned i mellemgulvet og gav en ubehagelig tung og klemt fornemmelse indeni.

Kombinationen af 6-7 ugers spændt forventning, 2 dages intens familiesamvær og den pludselige realitet af at jeg lige havde sagt farvel til tre fantastiske familiemedlemmer som jeg måske/måske ikke får at se igen, ramte hårdt og jeg havde mere end svært ved at træde over det færnævnte dørtrin. Det var ligesom om der hang en elastik fast i mig der trak mig bagud, ind i lokalet igen.

Men jeg kom da ud til bilen, fik pakket mig sammen på bagsædet og fik vinket farvel da vi kørte. Få sekunder senere ramte kvalmen og hovedpinen.

Heldigvis tog far og Martin med mig hjem da vi havde aftalt at vi ville bestille take out til aften, så vi fik snakket og hygget et par timer inden de herrer drog hjem til hvert deres.

Nu har jeg haft nogle timer til at sunde mig, få en tiltrængt lur på sofaen og få vendt eftermiddagens frokost. Jeg har ikke helt besluttet mig til endnu om jeg synes den var den helt store succes – for mig helt personligt – men det var i hvert fald en oplevelse jeg ikke ville være foruden.

I morgen – som egentlig er i dag – begynder hverdagen igen. Så der skal vist støvsuges, blomsterne trænger til vand, der skal sættes flere frø til pluksalat på altanen og kattebakkerne skal tages. Hvis det bliver godt vejr kan det være Devi skal luftes så vi kan prøve den nye flexi-line. Og så må jeg se hvad jeg så kan finde ud af at se frem til. Det bliver nok Depeche Mode i Parken kunne jeg forestille mig 😉

Til eventuelle familiemedlemmer der læser dette og var med i Mariager – det var godt at se jer, måske jeg skulle lufte min idé om i fællesskab at lege forsamlingshuset i Snæbum næste år og lave sammenskudsgilde – næsten som i gamle dage 🙂