Monthly Archives: juni 2010

Forvirringen er total

Standard

Hvis jeg ikke var forvirret nok i forvejen, så er jeg det nu.

Er lige vendt hjem efter samtale med min sagsbehandler, en samtale jeg ikke anede hvad skulle dreje sig om, da jeg blev indkaldt telefonisk og derfor ikke modtog en skriftlig indkaldelse.

Det viser sig så at min sagsbehandler synes jeg er så mystisk en størrelse, at hun følte hun var nødt til at indkalde mig en ekstra gang inden hun skrev min ressourceprofil færdig, for at høre min holdning til tingene.

Hun har så indhentet en vurdering fra kommunens lægekonsulent der lyder som følger:
TJ har, på trods af mange gode ressourcer og en uddannelse som bibliotekar, aldrig formået at opnå en stabil tilknytning til arbejdsmarkedet pga. en ikke nærmere defineret personlighedsstruktur, hvor der indgår isolation og tilbagetrækningstendens, samt manglende udholdenhed. Har en lav stresstærskel, og der vil fremover være behov for afgrænsede og veldefinerede opgaver uden tidspres.
Vil muligvis fortsat have brug for en vis form for støtte, f.eks. mentor, og de ovennævnte skånehensyn må forventes at gøre sig gældende i ethvert erhverv, og er grundlæggende varige.
Hvis skånehensyn, mhp. arbejdsplads, indretning, ikke kan overholdes, er der stor risiko for et tilbagefald.

Jeg blev jo jublende glad i samme øjeblik jeg så ordet varig fordi jeg i det så muligheden for at få et fleksjob.

Men sagsbehandler siger straks at der ikke er mulighed for at søge fleksjob på baggrund af vurderingen og min sag generelt og fastholder at hun er nødt til at raskmelde mig til ordinær beskæftigelse og videregive min sag til kontanthjælpsafdelingen.

Det er så her jeg begynder at blive forvirret for nu uddyber hun sine indtryk af min sag:

Hun mener ikke der er nogen ide i at forlænge revalideringen, da det bare vil være flere praktikker oveni dem jeg har allerede og at jeg er kommet så langt som jeg kan komme på den måde. Med andre ord (mine) er jeg udredt med hensyn til arbejdsevne. Der kan ikke gøres mere for mig på det område.

Hun frygter at jeg vil knække nakken når jeg bliver sendt ud i aktivering da der nok ikke vil kunne tages de nødvendige skånehensyn (og hun lægger her vægt på at jeg skal banke i bordet og gøre opmærksom på det – hvilket jo ligesom er en stor del af mit problem – det får jeg jo aldrig gjort).

Hun nævner selv at det bedste ville være at gå ud og få et job selv, om ikke andet længe nok til at genvinde min dagpengeret.

Jeg er jo heller ikke 20 år. Så ville det være nemmere at se mulighederne for at udvikle mig og gøre mig bedre, som 37-årig intelligent kvinde der er bevidst om mine forcer og mine svagheder, er der ikke mere der kan udredes på det område.

Er det bare mig eller hænger det her slet ikke sammen? Jeg synes jo hun er totalt selvmodsigende – der kan ikke gøres mere for at udvikle mig, jeg er på et varigt niveau med de problemer jeg nu engang har og alligevel skal jeg raskmeldes?

Jeg tror humlen af det hele er, at sagsbehandler mener at jeg – med mentorstøtte og skånehensyn – kan fungere i en 30-timers stilling, hvor jeg og tidligere mentor, tidligere kontaktperson og egen læge siger max 25. Og eftersom 30 timer gælder som fuldtid betyder det raskmelding til ordinært arbejde, hvorimod 25 timer betyder??? Noget andet???

Åh suk. Jeg går straks i gang med at google, konsultere mine kilder og forsøge at gøre mig klogere på mine muligheder. Allerførst bør jeg måske skrive til min sagsbehandler og fortælle hende at jeg absolut ikke er enig i hendes holdning til raskmelding som eneste mulige udvej. Det fik jeg ikke gjort opmærksom på til mødet, både på grund af min sædvanlige barriere, men også fordi det simpelthen var så mange oplysninger at køre ind på harddisken og behandle.

Under alle omstændigheder venter jeg stadig på at få min ressourceprofil til partshøring, og jeg bliver ikke afsluttet i revalideringsafdelingen før mine kommentarer er tilføjet og jeg har godkendt den endelige profil.

Kongen vendte hjem på sin fødselsdag…

Standard

I dag vendte Kongen hjem til de efterladte. Min bror og jeg hentede selv hans urne hos dyrlægen og den står nu på en hylde og venter på en endelig placering.

Dagen kunne ikke være mere passende. I dag ville Gizmo være fyldt 12 år.

Den grå himmel og den silende regn passer meget godt til mit humør, men det glæder mig trods alt at se på den hvide urne og vide hvor min dejlige dreng er.

Jeg får hjælp til at åbne æsken

Junior siger velkommen hjem til "storebror" og legekammerat

Så fin er urnen

Kisten som jeg er begyndt at fylde med små Gizmominder

Her ses blandt andet hans sele, yndlingslegetøjet, et af hans bling bling halsbånd og hans uautoriserede BIV-medalje

Arghhh…

Standard

Hvis jeg havde skrevet dette indlæg i formiddags som jeg egentlig havde planlagt, var det startet med sætningen: Jeg hader min sagsbehandler!

Men det gør jeg jo egentlig ikke når det kommer til stykket. Jeg hader det hun står for i mit liv. Og så er jeg ret irriteret på hende lige nu. Men udover det kan hun jo ikke gøre for at det er hende der sidder med min sag og skal tage beslutningerne.

I torsdags ringede min sagsbehandler til mig for at høre om jeg havde mulighed for at komme på hendes kontor til et møde i dag klokken 10.00. Eftersom man ikke siger nej til hånden der udbetaler pengene, sagde jeg selvfølgelig ja, også selvom jeg egentlig helst ville være blevet hjemme og gemme mig i dag (Gizmos fødselsdag – mere om det i næste indlæg).

Det eneste jeg vidste om hvad mødet ville gå ud på var brudstykker hun havde sagt i telefonen ad flere omgange og til vores sidste møde i forbindelse med min virksomhedspraktik. Så jeg vidste at:

– Hun i hvert fald for en måned siden mente jeg skulle raskmeldes til ordinær beskæftigelse til trods for anbefalinger i den modsatte retning fra alle andre parter i sagen.
– At hun går til ferie på fredag den 11.
– At hun nu har modtaget lægeudtalelser m.m. som vi havde aftalt (bortset fra at jeg tydeligt husker hun sagde at der ikke ville være brug for flere lægeudtalelser…)
– At samtalen skal handle om mit økonomiske levegrundlag.

Som de fleste kan læse af indlæggene her på bloggen er jeg langt nok nede i forvejen. Faktisk har det sidste halve år været en konstant øvelse i at få en lille smule fremgang for så at blive banket solidt tilbage i mørket, gang på gang på gang på gang…

Da jeg mistede Gizmo og viljen til at leve, sagde jeg galgenhumoristisk at det ikke kunne blive værre. Alligevel kører tankerne rundt i hovedet på mig.

Fra torsdag hvor sagsbehandler ringede til mig, har jeg haft tiltagende ondt i maven, kvalme og diarré. Da jeg gik i seng søndag aften kunne jeg bare ikke sove og de få timer det alligevel lykkedes mig at få var fyldt med de mest rædselsfulde mareridt der mere end en gang fik mig til at flyve op i sengen.

På busturen til Jobcentret blev jeg mere og mere knuget indeni og jeg kunne ligefrem mærke hvordan mine mundvige vendte længere og længere nedad og hvordan rynkerne i min pande blev dybere.

Og hvad får man så at vide på Jobcentret – efter at have ventet i 20 minutter på at klokken bliver 10 for så at banke på sagsbehandlers dør? At hun er syg i dag og hun næsten lige har haft ringet.

Arghhhhhhhhh….

Må jeg godt tillade mig at være bare en lille smule frusteret???

Det blev så noteret at jeg var mødt op og så lød spørgsmålet: Kan vi ikke bare aftale at hun ringer til dig når hun er tilbage om at aftale et nyt møde?

Jooooo…..det kan vi da godt, underforstået jo, det kan vi jo blive nødt til. Så nu kan jeg gå i X-antal dage og igen være bekymret for hvad hun vil fortælle mig.

Overvejer seriøst at sende en mail og spørge om hun ikke bare i få sætninger kan give mig humlen af det hun vil sige så det kan tage lidt af symptomerne. Jeg bliver snart vanvittig.

Hvor meget l*** skal én person have smidt i hovedet før solen kan få lov at skinne igen? Jeg vil så gerne have bare en lille smule medgang, en lille smule glæde…er det virkelig for meget at bede om?

Når ens katte sørger…

Standard

Nu er det 8 dage siden vi tog afsked med Gizmo og der er sket tydelige forandringer i flokken.

De første 2-3 dage havde jeg svært ved overhovedet at røre ved nogen af de andre katte. Først tolkede jeg det som en dårlig samvittighed over at nusse dem når Gizmo nu ikke kunne blive nusset mere, men pludselig gik det op for mig at det var fordi jeg ikke ville knytte mig stærkere til de 3 jeg har nu – for de skal jo også herfra engang.

Det går heldigvis meget bedre nu, især fordi misserne på hver deres måde har vist at de havde brug for mig.

Den første dag var der ikke så meget at bemærke, udover at de alle blev ved at gå forbi stedet hvor Gizmo var blevet lagt da vi kom hjem fra vagtdyrlægen. Men allerede onsdag begyndte jeg at kunne mærke på de 3 at der var noget galt.

Devi skulle helst kunne se mig hele tiden, så hvis jeg forlod et rum fulgte hun efter, højt pivende.

Niggi begyndte pludselig at opfordre til nus, i stedet for at rende sin vej kunne jeg både nusse hende på hovedet, ned ad ryggen og endda løfte hende.

Junior snakkede endnu mere end han plejede og virkede meget søgende. Især når han hoppede op til mig i sengen kiggede han sig hele tiden over skulderen, for Gizmo plejede at komme og nappe ham i nakken for at gøre opmærksom på at det var ham der hørte til ved siden af mig.

De sidste par dage er der kommet lidt flere reaktioner på. Devi vil stadig være tæt på mig meget af tiden, men ikke hele tiden, til gengæld får hun store kæleflip fra tid til anden.

Niggi render stadig storsnakkende efter mig og insisterer på nus og kæmper ikke imod når jeg løfter hende…absolut ikke hendes normale opførsel.

Og Junior er blevet klæbende. I forgårs lå han pludselig mellem computeren og tastaturet og nægtede at flytte sig. I går kravlede han selv op i armene på mig og lagde sig et par minutter og senere tog vi en ordentlig krammer uden hans sædvanlige piven. Han virker stadig meget søgende.

I sidste uge var jeg overbevist om, at det ville være Devi der ville tage Gizmos død hårdest, fordi hun allerede har reageret med en depression ovenpå et dødsfald tidligere og fordi hun er en lille sensitiv pige. Men det står helt klart nu at det er Junior der sørger mest. Det burde jeg jo også have sagt mig selv, for Gizmo og Junior var jo bedste venner. Han mangler Gizmo at slås med, vaske ører på, sove ved siden af.

Jeg håber hans savn svinder med tiden og han finder sig til rette i en ny hverdag, hvor vi alle skal undvære Gizmo. Hvis han bliver ved at være nedtrykt må jeg overveje fremtiden igen.

Lige nu har jeg i hvert fald 3 meget pylrede og morsyge katte til at holde mig med selskab, og jeg er spændt på hvordan det indbyrdes hierarki ender med at falde ud, nu hvor flokken har mistet sin leder.