The WordPress.com stats helper monkeys prepared a 2013 annual report for this blog.
Here’s an excerpt:
A San Francisco cable car holds 60 people. This blog was viewed about 1,500 times in 2013. If it were a cable car, it would take about 25 trips to carry that many people.
Tirsdag d. 19. november er der kommunal- og regionalvalg. En samtale med en ven fik mig til at tænke lidt over det der politik noget…
Min ven “har ikke sat sig ind i det”, “ved ikke hvad høn skal stemme” og deraf udledes – har ikke tænkt sig at gøre brug af vedkommendes valgkort.
Jeg har altid sagt at jeg ikke går op i politik. Jeg gider ikke snakke politik med ret mange udover nogle udvalgte få, jeg gider ikke se politiske debatter i tv, hader valgflæsk der alligevel aldrig overholdes og så fremledes.
Men….jeg har altid udøvet min ret til at stemme. Faktisk mener jeg ikke bare at det er en ret – jeg mener det er en pligt. Stemmer du ikke har du ikke ret til at brokke dig over de folkevalgte og deres politik.
Men hvad så når man ikke har sat sig ind i det eller ikke ved hvad man skal stemme? Jamen så tager man da sit valgkort, møder op, får sine stemmesedler, går ind i båsen og tager en dyb indånding og går ud og afleverer en blank stemme. Den fortæller en uendeligt mere interessant og vedrørende historie end en sofavælgers fravalg af at udøve sin stemmeret.
Personligt har jeg fundet min kandidat til kommunalvalget. Til gengæld påregner jeg – med mindre der sker noget fantastisk inden tirsdag – at stemme blankt til regionsvalget – jeg føler mig ikke godt nok informeret til at træffe et valg her, hverken med en liste- eller en personlig stemme. Men jeg møder op og afgiver den blanke stemme for at fortælle politikerne at de ikke har været klare nok i spyttet til at fange lige præcis min opmærksomhed i tiden siden sidste valg.
Bare fordi jeg ikke ser valgprogrammer eller politiske debatter får jeg jo min del af politik alligevel. Lands- og regionalnyheder giver meget. Onlineaviser når man nu ikke gider købe snasket papir i dyre domme. Samtaler med venner og familie. Og at blive konfronteret med resultaterne af valg truffet enten i Folketinget eller mere nede på jorden – i byrådet.
Så mit råd til den rådvilde må være: mød op, stem efter din egen overbevisning, også hvis det betyder en blank stemme. Lad være med at lade andres valg af kandidat eller parti blive dit, træf dit eget valg som passer bedst til dig. Ægtefæller, kærester, søskende, venner – man behøver ikke at stemme det samme for at være sammen. Og kan man slet ikke finde noget ståsted hverken kandidat- eller partipolitisk så stem for guds skyld blankt…hellere det end at lægge stemmen det forkerte sted.
Men stem…lad være med at lade andre træffe valget for dig 🙂
Jeg er tilsyneladende håbløs til at huske at få skrevet på min blog. Og ganske som jeg gjorde i min dagbog som barn/teenager, kommer jeg pludselig i tanke om det og så vil undskyldningerne ingen ende tage. Kan jo slet ikke forstå hvorfor jeg ikke har skrevet så længe, det er jo ikke fordi der ikke har været noget at skrive om.
Lærer det nok aldrig – det med ikke at undskylde. I sidste ende er det jo egentlig kun mig selv jeg står til ansvar for med den her blog så hvis jeg ikke får skrevet, så fred med det.
Denne gang vil jeg prøve noget nyt. I stedet for et kilometerlangt opdateringsindlæg vil jeg forsøge at skrive flere om de enkelte emner over de næste dage. Men lad os nu se om jeg rent faktisk – denne gang – kan holde hvad jeg lover ;o)
Utroligt som ting kan ændre sig på meget kort tid.
Jeg har i længere tid (læst år) døjet med lændesmerter og senere også iskiassmerter i venstre ben. Sidst de to ting faldt sammen var tilbage i 2008 og jeg ved lige præcis hvad triggeren var: jeg skulle vise to katte frem hos min dyrlæge i forbindelse med Kattens Dag og selvom jeg kun har ti minutters gang til dyrlægen så var det altså for meget med 9 kilo over skulderen, 9 kilo i samme hånd og en trolleykuffert trækkende i den anden arm. Det begyndte allerede at gøre ondt i ryggen imens jeg installerede kattene og derfra gik det bare ad H. til. Dagen efter mente kloge mig godt at jeg kunne tage til udstilling i Esbjerg med en kat – jeg skulle jo ikke køre nogen steder. Det endte med at jeg måtte få andre til at præsentere min kat for jeg kunne knap nok gå til sidst. Da jeg kom hjem fik jeg lige nøjagtigt slæbt mig i seng og så startede smertehelvedet for alvor. Hang i røret med vagtlægen 2-3 gange over natten, tudende af smerte og frustreret over at han ikke ville sende en ambulance men bare udskrive noget smertestillende til afhentning på apoteket – yeah right – kunne ikke engang rejse mig fra sengen. Heldigvis fik jeg en hjælpende hånd med afhentning og fik stavret mig til døren efter pillerne og de hjalp med det samme.
Derefter fulgte en periode med mindre iskiassmerter, lændesmerter og en hulens masse kiropraktorbehandlinger der hjalp på lænden, men ikke på de føleforstyrrelser der var kommet i venstre ben.
Sidst på året kom jeg til reumatolog der undersøgte mig grundigt, bad mig lave forskellige bevægelser og udspurgte mig. Hans konklusion var at der formentlig havde været en nerve i klemme et sted og måske en begyndende diskusprolaps, men at der ikke var noget nu. Føleforstyrrelserne mente han desværre kunne være permanente fordi jeg havde ventet for længe med at komme. Tak for det – der var ligesom ingen der havde sagt at det ville være en idé.
Anyway…jeg fortsatte tilværelsen med mine føleforstyrrelser og opdagede hurtigt en anden bonus: nervesmerter der opstod efter fem-ti minutter på benene og føltes som om nogen tændte en flammekaster mod mit venstre lår. Av, siger jeg bare.
Flash forward til april 2013. Har egentlig ikke haft de store problemer i mellemtiden, udover selvfølgelig de – formentlig – permanente føleforstyrrelser og nervesmerterne der har betydet at jeg ikke går så meget som jeg plejer – det gør simpelthen for ondt.
I april begynder føleforstyrrelserne så at brede sig. Før havde jeg følelsesløse områder på yder- og baglår, i knæhasen, på underbenet, ydersiden af foden og min stakkels lilletå. Nu blev mere af benet følelsesløst, 4 tæer blev påvirket, de to fulstændigt følelsesløse, stort set hele fodsålen så det føles som om man går på et virkeligt bulet underlag og så blev det hele lige suppleret med nervesmerter der susede igennem balde og ben efter forgodtbefindende. Gik til egen læge og fik nu en henvisning til MR-scanning for “du har jo godt nok døjet med den ryg længe”.
Omkring 3 uger senere var det tid til scanningen. Det gør jeg ikke igen i vågen tilstand. Godt nok havde jeg fået lov at have hovedet i den åbne ende så jeg kunne kigge opad og se loftet i rummet, men klaustrofobien fornægtede sig ikke alligevel. Men jeg glemte den næsten fordi jeg måtte mobilisere al min opmærksomhed på ikke at bevæge mig i lænd og balde for det gjorde hamrende ondt i lænd og iskiasben at ligge fladt.
Men jeg overlevede og fik at vide at svaret ville kunne fås hos egen læge efter 1 uge, dette blev så til to uger, da der også lige skulle være en ledig tid. Altså skulle jeg ind og have svar 11. juni.
Lørdag den 8. juni vågnede jeg ved at jeg syntes mit ben gjorde lidt mere ondt end det havde gjort tidligere, men jeg håbede det bare var noget midlertidigt og fortsatte med dagens gøremål. På et tidspunkt vil jeg sprede dynen ud over sengen og løfter den for at lave den her flyvende bevægelse og i samme sekund skyder der ligesom et lyn ud fra min lænd der forplanter sig direkte ned i venstre ben. Jeg væltede nærmest ned i sengen hulkende. Av for pokker. Og derfra fortsatte det bare. Ringede til vagtlægen der mente jeg skulle prøve at tage en kombination af Brufen, Pamol og de få alt for gamle Dolol jeg havde liggende hjemme. Så det prøvede jeg, blot for at blive ramt af endnu et lyn lidt senere. Ringede igen til vagtlægen hulkende og snøftende, nej – han havde altså ikke andre forslag. På daværende tidspunkt var det blevet så slemt at min far og min bror var kommet og målløse så til at jeg lå og vendte og drejede mig på sengen imens jeg jamrede. Der var ingen ro i nogen stillinger. Tilsidst ringede jeg en tredje gang til vagtlægen der vist var virkelig træt af mig på det tidspunkt. Nej, han kunne ikke gøre andet end at give mig recept på mere af det medicin jeg allerede havde taget. Nej, de lagde ikke blokader ind ved iskiassmerter længere, nej, der var ingen pointe i at tage mig ind når jeg ikke havde fået scanningssvar endnu (hvilket sikkert ville sige diskusprolaps) for de kunne alligevel ikke gøre mere for mig end jeg selv kunne derhjemme.
Der startede mit seneste mareridt. Lørdag var et smertehelvede. Søndag lidt bedre men stadig slemt. Mandag fik jeg – med stort besvær – tøj på, og blev kørt ud til en lokal sportsmassør der havde en ledig tid, av hvor har jeg mange spændinger i mine balder. Mandag morgen var også dagen hvor min bror ankom stærkt forpint for at tigge sig til noget smertestillende. Han var stået op til noget der mindede om mit – brølende iskiassmerter. Det endte for øvrigt med at han ikke kom hjem til sig selv igen før sidst på ugen, men så kunne vi da ynke hinanden.
Tirsdag skulle jeg så ind til lægen og have svaret på den MR-scanning jeg havde fået lavet i Viborg. Det var ulideligt at sidde i venteværelset for det gjorde ondt ligegyldigt om jeg sad ned, stod op eller gik og der var ikke ligefrem muligheder for at ligge og vente. Kommer så ind til lægen for at få denne sætning: “Ja, nu har vi jo scanningsresultatet og det viser slidgigt i svær grad i S1”. Og det var så der jeg måske skulle have spurgt: Må jeg lige få den igen? Så langt tænkte jeg bare ikke på grund af smerter. Ikke så meget snak, en henvisning til ortopædkirurgisk i Silkeborg der “sikkert ikke vil operere på grund af din vægt”. Mig forsøge at sige noget med at så må jeg da være en kandidat til fedmeoperation uden rigtig at få et svar, recept på mere af den samme smertestillende cocktail og så ud til min far i venteværelset. På vej ud insisterer jeg på at vi tager elevatoren selvom min far mener jeg har godt at trapperne. Han siger “du ligner jo en der fejler noget” hvortil jeg får svaret: “det gør jeg også – jeg har slidgigt”.
Siden da er diagnosen blevet vendt rigtigt mange gange, både af mig selv, i samarbejde med min bror og af bedsteveninden der så gerne vil helbrede mig med naturmedicin. Jeg følte mig svigtet da jeg kom ud fra lægen.
Hvorfor var det ikke blevet opdaget noget før?
Hvorfor nåede det at blive svær slidgigt inden?
Hvorfor mig?
Hvorfor?
Og selvom jeg har diverse psykiske dårligdomme og har tendens til depression var dette også første gang jeg stødte på selvmordstanker. Jeg kunne/kan bare ikke se hvordan jeg kan leve med så mange smerter. Jeg er næsten mere bange for smerter end jeg er for selve sygdommen.
Jeg har googlet en masse i mellemtiden, fællesnævneren er at jeg får en enorm kvalme af at læse om slidgigt, behandling, medicinering, fremtidsudsigter.
Iskiassmerterne blev mindre og lørdag forsøgte jeg mig med det første bad i en uge, en disponering der betød at allerede lørdag aften havde jeg det værre, søndag nat lå jeg og jamrede og mandag måtte jeg kapitulere og fortælle min læge telefonisk at cocktailen af Ibuprofen, Pamol og Dolol simpelthen ikke virkede. “Det må du jo ikke sige,” sagde han og jeg var fristet til at sige nej, det ved jeg godt – har heller ikke lyst til det, for jeg ved godt hvad det betyder.
Så nu sidder jeg her – ja, jeg sidder rent faktisk lige nu – med min første dosis Contalgin i kroppen. Jeg er ikke 100% smertefri, men jeg har det bedre end i går og også bedre end lige før jeg tog Contalginen. Men morfin? Yikes, jeg synes det er en stor kamel at sluge.
Jeg har ikke været udenfor en dør siden den 8. juni – udover lige massøren og lægen i sidste uge. Jeg har haft ondt hele tiden – i varierende grad. Jeg har haft så meget kvalme at jeg ikke havde nogen appetit, jeg har prøvet både at gå, stå, ligge og sidde hvor alt gjorde ondt. Jeg lå sammen med min bror og pev torsdag aften, hvor vi skulle have været i København og høre Depeche Mode i Parken, faktisk skulle vi have været på miniferie derovre fra torsdag til søndag. I stedet lå vi og pev af smerte hjemme hos mig. Det kan jo ikke være rigtigt at det skal være sådan – kan det? At man ligefrem skal rykke flere uger ud af kalenderen fordi man “liiige” skal bruge tid på at have så ondt at man burde slås bevidstløs i mellemtiden?
Hvad betyder det her for min fremtid?
Er jeg nødt til at stoppe med at udstille? Det kan umuligt være godt at slæbe rundt på tung bagage og en lige så tung kat en hel dag.
Hvad med arbejde? Fortsætter jeg som fleksjobber (ledig) eller hedder det her førtidspension?
Hvor ofte skal jeg have de her smerteture og hvor længe kan jeg forvente de skal vare?
Kan jeg selv tabe al min overvægt og vil det betyde en bedring? Har da godt nok tabt 13 kilo på 10 dage, men det er jo nok desværre mest væske og muskler selvom jeg ikke rigtigt har spist noget overhovedet.
Og hvor i alverden finder man svar på alle ens spørgsmål?
Skulle der sidde nogen derude med slidgigt i lænden der har gjort sig nogen erfaringer, måske endda nogen i mit lokalområde (8940 Randers SV) så skriv endelig en kommentar hvis I vil dele eller måske mødes til lidt erfaringsudveksling. Jeg er totalt nybegynder udi det her gigtnoget, men jeg ved at jeg er nødt til at gøre noget.
I dag mukker jeg af endnu en grund. Min bedste venindes mor skulle begraves i dag og jeg ville så gerne være der for hende. Men nej, ikke med de her smerter – det kan simpelthen ikke hænge sammen for mig. Håber lidt at jeg en af de nærmeste dage er smertefri nok til at overveje at forlade lejligheden og forsigtigt gå ned og kigge efter en vasketid. Har ikke mere rent undertøj og det begynder også at knibe andre steder. Bostøtten får et chok på torsdag når hun kommer og ser hvordan især køkkenet flyder, men jeg har ikke kunnet noget i 1½ uge og det sætter altså sine spor.
Lige nu ligger der en kat ved siden af mig og sover. De firbenede har også været udsat for en forvirret tid, hvorfor snerrede jeg nu lige af dem når de kom og ville snakke eller fortælle at madskålen var tom? Heldigvis tilgiver mine katte ikke bare hurtigt, men nærmest øjeblikkeligt, så vi er blevet gode venner igen – mere end én gang.
Puha…det er godt nok længe siden jeg sidst har skrevet på bloggen.
Hvorvidt det er på grund af overspringshandlinger er jeg lidt i tvivl om. Måske jeg bare har været optaget af at være til stede i virkeligheden? Måske jeg har haft travlt med at leve livet?
Næææh…i bund og grund skyldes det nok især at jeg har haft en rigtig lang periode hvor jeg har haft svært ved at gøre tanker til virkelighed. Med jævne mellemrum har jeg tænkt: “jeg burde skrive et nyt blogindlæg nu, har jo en masse jeg kan skrive om og det er alt for længe siden jeg har skrevet sidst”. Men der har været alt for stor afstand mellem tanken om noget til udførelsen af samme.
Men nu er jeg her i hvert fald – sådan lige midlertidigt. Håber da jeg får skrevet lidt mere jævnligt fremover.
Som skrevet er der sket rigtigt meget siden januar 2012. Mange af tingene har jeg slet ikke hjernekapacitet til at rumme på een gang:
Jeg er startet hos psykiater
Ret skræmmende i begyndelsen, bare det at sidde foran et helt fremmed menneske og fortælle om ens allerinderste. Hos min psykiater skiftes man til samtaler hos ham og hos hans sygeplejerske hvilket jeg syntes var lidt mærkeligt da jeg først fik det at vide, men det giver faktisk en rigtig god dynamik. Især for mit vedkommende fordi jeg føler jeg er bedre til at åbne op for den ene end for den anden, så det skulle gerne i sidste ende betyde at så meget som muligt relevant står i min journal.
Der er rodet med medicinering. Først blev jeg sat yderligere op i den Venlafaxin egen læge havde ordineret i januar 2012, men jeg var ved at gå til af bivirkninger. Især den øgede svedtendens gik helt amok. Jeg kunne vågne om natten fuldstændigt badet i sved, nattøjet kunne vrides og sengetøjet måtte skiftes. I dagtimerne skulle jeg nærmest bare tænke på at lave noget, så flød sveden – især i hovedet, så sveddråber trillede ned igennem hår og nedad panden og man ligefrem kunne se dråberne pible frem. Jeg endte med at gå rundt med et håndklæde og en skiftebluse i tasken konstant og jeg fik altid brug for det.
Så enden på det hele blev at jeg blev trappet meget langsomt ned i Venlafaxin for at få bivirkningerne til at stoppe og da de ikke gjorde det, blev jeg trappet helt ud. Øj nogle seponeringssymptomer jeg fik ud af det. 14 dage hvor jeg mest af alt havde lyst til at have været bevidstløs og følelsesløs. Men jeg kom igennem på den anden side – heldigvis.
Nu er vi så ved at afprøve en epilepsimedicin – Lamotrigin – som stemningsstabiliserende og angstdæmpende. Jeg er oppe på 150 mg nu og skal være der i knap to måneder endnu før vi gør status og ser om jeg skal højere op i dosis eller om der skal suppleres med noget antidepressivt jeg forhåbentlig tåler bedre end Venlafaxin.
Lige pt. kan jeg godt mærke at Lamotriginen virker, men jeg kan også mærke at den ikke virker lige så godt som Venlafaxin. Til gengæld har jeg ingen nævneværdige bivirkninger, så det er trods alt positivt.
Psykiater har også været ved at give en diagnose og sende videre til Jobcentret. Jeg kan ikke helt huske formuleringen af den endelige diagnose, men han var i tvivl om, hvorvidt jeg rent faktisk havde Aspergers eller om der var tale om en skizoid personlighedsforstyrrelse. Mener at han kom frem til at jeg har en blanding af flere forskellige personlighedsforstyrrelser og så er der angst og depressioner inde over også. Personligt kan jeg stadig se mig selv i Aspergers-beskrivelserne (for kvinder altså – den for mænd ligger milevidt fra mig som person), men jeg kan også finde aspekter der passer på mig i en stor del af personlighedsforstyrrelserne udover generaliseret angst, måske/måske ikke socialangst (kommer lidt an på om det falder ind under en af de andre diagnoser), panikangst og OCD. Så jeg er nok sådan et blandet sammensurium af forstyrrelser 😉
Beboerklagenævnet
Det er ikke noget jeg har lyst til at skrive alverden om, men lidt skal I have at vide alligevel.
Min dispensation til at have min 3. kat udløb i marts 2012. Jeg ansøgte om forlængelse for katten var her jo ligesom stadigvæk og så rullede kampestenen. Administrationsselskabet nægtede forlængelse, jeg vedblev at ansøge og nægte at gå af med katten og enden på det hele blev at boligadministrationen sendte sagen i beboerklagenævnet. Der har den så været i behandling siden sent på efteråret 2012. Boligadministrationen og jeg er skiftevis kommet med vores bemærkninger som vi så har kommenteret på indbyrdes. I marts mente beboerklagenævnet at de havde tilstrækkelige oplysninger til at gå ind i afgørelsesfasen.
Sidste nyt er at jeg og boligadministration er indkaldt til møde i nævnet den 23. april, hvor vi skal svare på uddybende spørgsmål fra nævnet. Efter det møde, beslutter nævnet om der skal indhentes yderligere oplysninger og træffer derefter formentlig afgørelse udfra dem. Mener de ikke der skal indhentes oplysninger kan afgørelsen komme efter 1 uge, skal der indhentes oplysninger kan der gå 1-2 måneder.
Jeg ville ønske der kunne indgås et forlig, men det ville selvfølgelig indebære at boligadministrationen skulle give mig lov til det jeg hele tiden har bedt om – og det tror jeg ligesom ikke er en mulighed.
Men nu må vi se. Har en uge til at gå og bide negle, hygge mig med angst- og stresssymptomer og blive tiltagende neurotisk. Mere gråhåret kan jeg vist ikke blive, men det kunne da selvfølgelig gå hen og blive hvidt 🙂
Jobcenter-situationen
Stadig intet fleksjob til mig. I sensommeren 2012 fik jeg en praktik i en større virksomhed der måske kunne føre til fleksjob. Meningen var at praktikken skulle strække sig over 6 måneder eller mere hvor mit timetal forsigtigt blev øget, men efter 1 måned kastede arbejdsgiver og jeg i fællesskab håndklædet i ringen. Det duede bare ikke.
På et efterfølgende møde med sagsbehandler og jobkonsulent, hvor jeg havde min bostøtte med som bisidder, gik det endeligt op for de to, at jeg måske var en hel del dårligere end de lige havde regnet med. På daværende tidspunkt (december 2012) fik jeg lovning på fred fra jobcentret indtil de havde modtaget en diagnose fra psykiater.
Vi har nu april 2013 og jobcentret har modtaget dokumentation fra psykiater. Så lige nu går jeg faktisk bare og venter på at blive indkaldt til et møde, hvor vi (i følge telefonisk samtale med sagsbehandler) skal udfylde et skema med tusind spørgsmål der skal bruges i forbindelse med at jeg skal henvises til regeringens nye påfund – det tværfaglige rehabiliteringsteam. Hvad udfaldet af sådan et ressourceforløb bliver, kan jeg kun gisne om. Regeringen har ændret beskrivelsen af fleksjob til nu også at inkludere borgere med meget, meget begrænset arbejdsevne tidsmæssigt. Men hvad hvis der ikke kan findes sådan et fleksjob? Det er allerede svært nok at finde et på et timetal jeg ikke kan leve op til? Det kan kun tiden vise. Så jeg forholder mig afventende til hvad fremtiden bringer. En af fordelene ved at være nogenlunde velmedicineret – ikke så mange anfald af panikangst, “kun” den altid tilstedeværende bekymring i baghovedet som jeg har levet med det meste af mit liv. Så længe jeg ikke stresser er den til at leve med.
Det var vist en opdatering af de vigtigste ting der er sket siden sidst.
Og hvor er jeg så nu?
Ja altså…lige nu er jeg propfyldt af nervøs energi ovenpå indkaldelsen til møde i beboerklagenævnet og pt. bliver den udnyttet til at være kreativ i det lille hjem. Er ved at sy forhæng til nogle reoler i soveværelset, derefter er der nogle sofapuder der skal sys og når det er gjort skal forhængene jo hænges op og så står der et bjerg af tomme opbevaringskasser jeg har købt brugt, der skal fyldes og placeres. Altanen er også undervejs, formentlig i næste uge skal der indkøbes tomatplanter og sommerblomster til altankasserne – der er allerede sået de første pluksalat.
Misserne har det godt.
Devi var under kniven i august 2012. Hun havde en knude ved en mælkekirtel der var begyndt at vokse, så den skulle fjernes. Det formodes der var tale om brystkræft, men det er ikke undersøgt nærmere. Hun har det godt nu og det er det vigtigste. På grund af hendes personlighed blev der ordnet en del imens hun var i narkose, så hun fik også lige renset tænder, blev sundhedstjekket og vaccineret. Dyrlægen havde nær aldrig fået taget hendes sting 14 dage senere – hun er ikke nem at håndtere når hun er så bange, men det gik med hjælp fra mig, min far og et tæppe. Forhåbentlig får hun aldrig nogensinde igen brug for en dyrlæge, herhjemme er hun jo jordens dejligste mispige der bliver mere og mere kærlig og social på hendes gamle dage.
Junior var også under kniven men det var så i marts 2013. Han skulle have renset tænder og have tandrøntgen for at se om der var nogle tænder med resorptioner (hvilket der heldigvis ikke var). Til gengæld var han den heldige indehaver af en tandkødssvulst der også blev fjernet. Han har det super og er den samme lalleglade kæmpekat som han plejer.
Niggi undergår lige nu en kæmpe forandring. Efter jeg i marts talte med en hjertespecialist der ikke mente at hendes skyhed og angst havde noget at gøre med hjertet, startede jeg hende op på naturmedicin, først Zylkene og nu Colostrum og det går forrygende. Hun bliver mere og mere kærlig og tryg som dagene går, nu kan jeg få lov at nusse hende, både uopfordret og på kroppen hvor det før var et forsigtigt kæl på hovedet når hun selv bad om det. Det er fantastisk at se og det eneste jeg fortryder, er at jeg ikke begyndte behandlingen noget før. Men nu er vi igang og jeg overvejer om jeg skal stoppe med Colostrum på et tidspunkt for at se om virkningen bliver alligevel, eller om jeg skal fortsætte, da Colostrum også virker positivt på immunforsvaret, noget mit hjertebarn nok kunne have godt af.
Og udover det så glæder jeg mig bare til vi når til maj, for der kommer min morbror, tante og ene kusine fra Canada en tur til Danmark. Hvornår i deres ophold de får plads til at besøge os, ved jeg ikke endnu, men jeg glæder mig. Og også til at se en stor del af min mors familie igen til frokostkomsammen på Landgangen i Mariager i anledning af familiebesøget – det er så længe siden jeg har set dem, de få jeg har set indenfor de sidste år har været i forbindelse med begravelser. Måske frokosten kunne anspore til at tale om en ny familiefest til næste sommer i den FB-gruppe jeg har lavet for familien på min mors side.
Nu vil jeg stoppe for denne gang – solen skinner, det ser ud til at foråret endelig er kommet til Danmark og jeg har en symaskine og et bjerg af andre opgaver der venter på mig.
God tirsdag til jer alle derude 🙂
The WordPress.com stats helper monkeys prepared a 2012 annual report for this blog.
Here’s an excerpt:
600 people reached the top of Mt. Everest in 2012. This blog got about 2.200 views in 2012. If every person who reached the top of Mt. Everest viewed this blog, it would have taken 4 years to get that many views.
The WordPress.com stats helper monkeys prepared a 2011 annual report for this blog.
Here’s an excerpt:
A San Francisco cable car holds 60 people. This blog was viewed about 1.700 times in 2011. If it were a cable car, it would take about 28 trips to carry that many people.
Mit største ønske?
Afklaring…
Afklaring i forhold til min arbejdsevne eller mangel på samme.
Afklaring på om der er en arbejdsplads lige præcis til mig derude.
Afklaring på mine diagnoser.
Og allermest afklaring oppe i mit hoved af mine styrker og svagheder så jeg ikke hele tiden føler mig så vægelsindet og det ene dag ikke kan magte noget og den anden mener jeg nok skal klare det hele.
Økonomisk frihed ville også være et rigtigt stort ønske…men den båd er vist sejlet?
Her ville det være så let at poste et billede af en af mine katte – men dem ser I jo nok alligevel ved en anden lejlighed.
Så jeg gik gemmerne igennem for at se hvad jeg kunne finde og stødte på et skønt minde fra sommeren 2010.
Jeg har faktisk kun en ting at sige: Gør jer selv den tjeneste at besøge Ree Park…og sørg for at købe jer en Safaritur rundt i parken i jeep.
Ikke noget specielt. Faktisk er det sidste års julekort der er smækket på skærmen, for et nyt har jeg ikke fået lavet endnu *G*
Men det gør nu heller ikke noget, for jeg kan stadig godt lide sidste års kort. Det er rødt, det har bling bling og så er det mine tre englebasser der pryder det. What’s not to like?
Note til selv: Må nok hellere snegle mig sammen til at få lavet et julekort specifikt til 2011 så modtagerne af min digitale hilsen ikke bliver skuffede i år 😉
1001 Kat 