The Walking Dead I

Bemærk: Der kan forekomme spoilere i dette indlæg hvis man ikke følger serien som den sendes på DR3. Er man længere fremme end DR3 og ønsker at kommentere indlægget, beder jeg om at der ikke tales længere frem end de afsnit der har været vist på DR3 af hensyn til danske seere.

Så er formalia vist i orden og jeg kan komme igang med mine meget dybe tanker om serien The Walking Dead.

Jeg har fulgt med i serien fra det allerførste afsnit. For de der ikke har set serien, vil mange forklare at det er en zombieserie. Og ja, der er da zombier med – af seriens vigtigste hovedpersoner kaldet Walkers – til tider er der endda rigtigt mange zombier med, men det er altså ikke zombierne serien handler om.

For at forstå hvordan en zombieserie kan handle om andet end zombierne, er man nødt til at forstå begrebet “plot engine”. Altså et middel til at fremme handlingen. Zombierne er ikke andet end et middel til at fremme handlingen og fortælle den historie serien egentlig handler om, nemlig hvordan mennesker reagerer når verden pludselig går af lave.

Og det er det jeg synes er så spændende ved The Walking Dead. Historierne om personerne, menneskerne i serien og deres udvikling både indbyrdes og hver for sig. Serien er et helt studie i teoretisk psykologi: hvordan vil mennesker reagere hvis verden som vi kender den går under? Hvordan vil de udvikle sig hvis livet pludselig handler om overlevelse? Hvem vil overleve? Og hvad er man nødt til at være villig til for at overleve?

Der er indtil flere i min umiddelbare omgangskreds der følger med i serien, så jeg taler i hvert fald med mindst tre personer om afsnittene. Derudover følger jeg med på diverse FB-grupper hvor seriens fans skriver både positivt og negativt.

I den sammenhæng har jeg lagt mærke til noget:
Rigtigt mange kommenterer at der er for få zombier og for få zombiescener i serien.
En del synes at seriens fortælleform er for langsom.
Meget få kommenterer overhovedet personernes udvikling og hvis der kommenteres på personerne, er det ofte uden nuancering i forhold til den udvikling.

Så rigtigt mange ser tilsyneladende The Walking Dead som zombieserie, synes der er for få zombiescener og forstår ikke helt eller overser fuldstændigt den til tider subtile udvikling persongalleriet går igennem.

Og det irriterer mig. Jeg forstår til fulde frustrationen fra de seere der forventer at få noget andet end de får og jeg forstår til dels også de der mener at serien bevæger sig for langsomt udfra betragtningen at de ikke indser at det er personudviklingen det handler om – hvis de overhovedet opfatter de nuancer.

Jeg har erfaring tæt på med både personer der ikke lægger mærke til de nuancer men heldigvis også med i hvert fald en der ser serien på samme præmisser som mig og hvor er det skønt at have en at vende alle indtrykkene med – i stedet for at skulle sidde og forklare, forsvare eller uddybe for andre. Men jeg vil jo egentlig også gerne udbrede de her vigtige udviklinger til de der ikke helt har fanget dem, så jeg er på sin vis fanget i et meget frustrerende net hvor det der irriterer mig, også ligger mig på hjerte. Så min plan er at jeg i den kommende tid vil skrive et indlæg her og der om især 4. sæsons afsnit, der pt. kører på DR3. I den sammenhæng vil jeg – som anført i indledningen – kun skrive om afsnittene som de har været vist på DR3. Hvis man ser foran og vil kommentere på mine indlæg, bedes man holde sig til DR3s sendeskema, jeg vil ikke spoile de der følger med på dansk tv hver tirsdag.

Jeg vender snarligt tilbage med et indlæg om serien frem til nu, måske det bliver spredt ud over flere indlæg, må se hvor meget det viser sig jeg har på hjerte.

Advertisement

Jeg hader min hjerne…

Jeg har så længe jeg kan huske haft tendens til katastrofetanker i form af små tankefilm der kører forbi mit indre øje i splitsekunder – og som altid er ubehagelige. De fleste af hverdagens tankefilm handler enten om at jeg falder ned ad trapper eller at der sker noget ubehageligt med mine negle.

De forstærkes når jeg er stresset, så kommer der flere af dem og de virker mere intense. Har oplevet helt at slippe for dem i forbindelse med en medicinering, desværre tålte jeg medicinen dårligt ift bivirkninger, så der er skiftet til noget helt andet der ikke virker helt så godt, men dog har en vis virkning.

Indtil min brors flytning i september. Der gled jeg nemlig på hans trappe og faldt. Godt nok kun to trin ned, men jeg var alligevel så uheldig at jeg slog min i forvejen ringe lænd, fik lavet et vrid i højre knæ der ellers var mit gode knæ og – opdagede jeg da adrenalinen havde aftaget – havde et knæk på midten af højre storetånegl hvor den havde sluppet i den øverste halvdel.

Og så skal jeg da ellers lige love for mine tankefilm gik amok. Faktisk i en grad der hæmmer mig i dagligdagen. Fra ikke at bryde mig om trapper er jeg nu decideret angst for dem og vælger nogen gange bare at blive i lejligheden fremfor at gå ned med skrald eller gå en tur den dag. Det er jo ikke super smart at have trappeangst når man bor på 1. sal. Og tankefilmene er også virkeligt ubehagelige, kan godt være de kun varer et splitsekund, men hvadenten der kommer de første ti i træk eller kun et enkelt, så har jeg det dårligt længe efter. Og selvom jeg har forsøgt at undgå tanker der kan trigge dem, så dukker de nogengange op i de underligste forbindelser, eksempelvis: skal planlægge biograftur med veninden – tankefilm: Tina skvatter hele vejen ned af deres lange stejle trappe og kommer til skade, udstilling i Hobro om en uge, tænk hvis Junior kunne være heldig at blive BIS veteran – åh p*s så skal jeg op og ned ad trappen til scenen – det går galt.

Er nu blevet sat op i dosis af den angstdæmpende medicin to gange og det har ikke ændret en hujende fis – er seriøst begyndt at overveje om jeg skulle gå tilbage på den anden medicin og så leve med bivirkningerne.

Det er altså ikke for normale mennesker det her – og hvor er det bare belastende. Både at lide under, men også at forsøge at forklare andre der aldrig har prøvet den her forkrøblende fornemmelse af nærmest at blive tortureret af ens egen hjerne 😦

Nåh, Mortens Aftens menuen venter på at blive kokkereret og der skal dækkes bord, nogle timers hyggeligt samvær med familien plejer at være en god kur – i hvert fald indtil de er gået…

Længe siden sidst…nej, det gider jeg ikke sige igen

Jeg er tilsyneladende håbløs til at huske at få skrevet på min blog. Og ganske som jeg gjorde i min dagbog som barn/teenager, kommer jeg pludselig i tanke om det og så vil undskyldningerne ingen ende tage. Kan jo slet ikke forstå hvorfor jeg ikke har skrevet så længe, det er jo ikke fordi der ikke har været noget at skrive om.

Lærer det nok aldrig – det med ikke at undskylde. I sidste ende er det jo egentlig kun mig selv jeg står til ansvar for med den her blog så hvis jeg ikke får skrevet, så fred med det.

Denne gang vil jeg prøve noget nyt. I stedet for et kilometerlangt opdateringsindlæg vil jeg forsøge at skrive flere om de enkelte emner over de næste dage. Men lad os nu se om jeg rent faktisk – denne gang – kan holde hvad jeg lover ;o)

Må jeg lige få den igen?

Utroligt som ting kan ændre sig på meget kort tid.

Jeg har i længere tid (læst år) døjet med lændesmerter og senere også iskiassmerter i venstre ben. Sidst de to ting faldt sammen var tilbage i 2008 og jeg ved lige præcis hvad triggeren var: jeg skulle vise to katte frem hos min dyrlæge i forbindelse med Kattens Dag og selvom jeg kun har ti minutters gang til dyrlægen så var det altså for meget med 9 kilo over skulderen, 9 kilo i samme hånd og en trolleykuffert trækkende i den anden arm. Det begyndte allerede at gøre ondt i ryggen imens jeg installerede kattene og derfra gik det bare ad H. til. Dagen efter mente kloge mig godt at jeg kunne tage til udstilling i Esbjerg med en kat – jeg skulle jo ikke køre nogen steder. Det endte med at jeg måtte få andre til at præsentere min kat for jeg kunne knap nok gå til sidst. Da jeg kom hjem fik jeg lige nøjagtigt slæbt mig i seng og så startede smertehelvedet for alvor. Hang i røret med vagtlægen 2-3 gange over natten, tudende af smerte og frustreret over at han ikke ville sende en ambulance men bare udskrive noget smertestillende til afhentning på apoteket – yeah right – kunne ikke engang rejse mig fra sengen. Heldigvis fik jeg en hjælpende hånd med afhentning og fik stavret mig til døren efter pillerne og de hjalp med det samme.

Derefter fulgte en periode med mindre iskiassmerter, lændesmerter og en hulens masse kiropraktorbehandlinger der hjalp på lænden, men ikke på de føleforstyrrelser der var kommet i venstre ben.

Sidst på året kom jeg til reumatolog der undersøgte mig grundigt, bad mig lave forskellige bevægelser og udspurgte mig. Hans konklusion var at der formentlig havde været en nerve i klemme et sted og måske en begyndende diskusprolaps, men at der ikke var noget nu. Føleforstyrrelserne mente han desværre kunne være permanente fordi jeg havde ventet for længe med at komme. Tak for det – der var ligesom ingen der havde sagt at det ville være en idé.

Anyway…jeg fortsatte tilværelsen med mine føleforstyrrelser og opdagede hurtigt en anden bonus: nervesmerter der opstod efter fem-ti minutter på benene og føltes som om nogen tændte en flammekaster mod mit venstre lår. Av, siger jeg bare.

Flash forward til april 2013. Har egentlig ikke haft de store problemer i mellemtiden, udover selvfølgelig de – formentlig – permanente føleforstyrrelser og nervesmerterne der har betydet at jeg ikke går så meget som jeg plejer – det gør simpelthen for ondt.

I april begynder føleforstyrrelserne så at brede sig. Før havde jeg følelsesløse områder på yder- og baglår, i knæhasen, på underbenet, ydersiden af foden og min stakkels lilletå. Nu blev mere af benet følelsesløst, 4 tæer blev påvirket, de to fulstændigt følelsesløse, stort set hele fodsålen så det føles som om man går på et virkeligt bulet underlag og så blev det hele lige suppleret med nervesmerter der susede igennem balde og ben efter forgodtbefindende. Gik til egen læge og fik nu en henvisning til MR-scanning for “du har jo godt nok døjet med den ryg længe”.

Omkring 3 uger senere var det tid til scanningen. Det gør jeg ikke igen i vågen tilstand. Godt nok havde jeg fået lov at have hovedet i den åbne ende så jeg kunne kigge opad og se loftet i rummet, men klaustrofobien fornægtede sig ikke alligevel. Men jeg glemte den næsten fordi jeg måtte mobilisere al min opmærksomhed på ikke at bevæge mig i lænd og balde for det gjorde hamrende ondt i lænd og iskiasben at ligge fladt.

Men jeg overlevede og fik at vide at svaret ville kunne fås hos egen læge efter 1 uge, dette blev så til to uger, da der også lige skulle være en ledig tid. Altså skulle jeg ind og have svar 11. juni.

Lørdag den 8. juni vågnede jeg ved at jeg syntes mit ben gjorde lidt mere ondt end det havde gjort tidligere, men jeg håbede det bare var noget midlertidigt og fortsatte med dagens gøremål. På et tidspunkt vil jeg sprede dynen ud over sengen og løfter den for at lave den her flyvende bevægelse og i samme sekund skyder der ligesom et lyn ud fra min lænd der forplanter sig direkte ned i venstre ben. Jeg væltede nærmest ned i sengen hulkende. Av for pokker. Og derfra fortsatte det bare. Ringede til vagtlægen der mente jeg skulle prøve at tage en kombination af Brufen, Pamol og de få alt for gamle Dolol jeg havde liggende hjemme. Så det prøvede jeg, blot for at blive ramt af endnu et lyn lidt senere. Ringede igen til vagtlægen hulkende og snøftende, nej – han havde altså ikke andre forslag. På daværende tidspunkt var det blevet så slemt at min far og min bror var kommet og målløse så til at jeg lå og vendte og drejede mig på sengen imens jeg jamrede. Der var ingen ro i nogen stillinger. Tilsidst ringede jeg en tredje gang til vagtlægen der vist var virkelig træt af mig på det tidspunkt. Nej, han kunne ikke gøre andet end at give mig recept på mere af det medicin jeg allerede havde taget. Nej, de lagde ikke blokader ind ved iskiassmerter længere, nej, der var ingen pointe i at tage mig ind når jeg ikke havde fået scanningssvar endnu (hvilket sikkert ville sige diskusprolaps) for de kunne alligevel ikke gøre mere for mig end jeg selv kunne derhjemme.

Der startede mit seneste mareridt. Lørdag var et smertehelvede. Søndag lidt bedre men stadig slemt. Mandag fik jeg – med stort besvær – tøj på, og blev kørt ud til en lokal sportsmassør der havde en ledig tid, av hvor har jeg mange spændinger i mine balder. Mandag morgen var også dagen hvor min bror ankom stærkt forpint for at tigge sig til noget smertestillende. Han var stået op til noget der mindede om mit – brølende iskiassmerter. Det endte for øvrigt med at han ikke kom hjem til sig selv igen før sidst på ugen, men så kunne vi da ynke hinanden.

Tirsdag skulle jeg så ind til lægen og have svaret på den MR-scanning jeg havde fået lavet i Viborg. Det var ulideligt at sidde i venteværelset for det gjorde ondt ligegyldigt om jeg sad ned, stod op eller gik og der var ikke ligefrem muligheder for at ligge og vente. Kommer så ind til lægen for at få denne sætning: “Ja, nu har vi jo scanningsresultatet og det viser slidgigt i svær grad i S1”. Og det var så der jeg måske skulle have spurgt: Må jeg lige få den igen? Så langt tænkte jeg bare ikke på grund af smerter. Ikke så meget snak, en henvisning til ortopædkirurgisk i Silkeborg der “sikkert ikke vil operere på grund af din vægt”. Mig forsøge at sige noget med at så må jeg da være en kandidat til fedmeoperation uden rigtig at få et svar, recept på mere af den samme smertestillende cocktail og så ud til min far i venteværelset. På vej ud insisterer jeg på at vi tager elevatoren selvom min far mener jeg har godt at trapperne. Han siger “du ligner jo en der fejler noget” hvortil jeg får svaret: “det gør jeg også – jeg har slidgigt”.

Siden da er diagnosen blevet vendt rigtigt mange gange, både af mig selv, i samarbejde med min bror og af bedsteveninden der så gerne vil helbrede mig med naturmedicin. Jeg følte mig svigtet da jeg kom ud fra lægen.

Hvorfor var det ikke blevet opdaget noget før?

Hvorfor nåede det at blive svær slidgigt inden?

Hvorfor mig?

Hvorfor?

Og selvom jeg har diverse psykiske dårligdomme og har tendens til depression var dette også første gang jeg stødte på selvmordstanker. Jeg kunne/kan bare ikke se hvordan jeg kan leve med så mange smerter. Jeg er næsten mere bange for smerter end jeg er for selve sygdommen.

Jeg har googlet en masse i mellemtiden, fællesnævneren er at jeg får en enorm kvalme af at læse om slidgigt, behandling, medicinering, fremtidsudsigter.

Iskiassmerterne blev mindre og lørdag forsøgte jeg mig med det første bad i en uge, en disponering der betød at allerede lørdag aften havde jeg det værre, søndag nat lå jeg og jamrede og mandag måtte jeg kapitulere og fortælle min læge telefonisk at cocktailen af Ibuprofen, Pamol og Dolol simpelthen ikke virkede. “Det må du jo ikke sige,” sagde han og jeg var fristet til at sige nej, det ved jeg godt – har heller ikke lyst til det, for jeg ved godt hvad det betyder.

Så nu sidder jeg her – ja, jeg sidder rent faktisk lige nu – med min første dosis Contalgin i kroppen. Jeg er ikke 100% smertefri, men jeg har det bedre end i går og også bedre end lige før jeg tog Contalginen. Men morfin? Yikes, jeg synes det er en stor kamel at sluge.

Jeg har ikke været udenfor en dør siden den 8. juni – udover lige massøren og lægen i sidste uge. Jeg har haft ondt hele tiden – i varierende grad. Jeg har haft så meget kvalme at jeg ikke havde nogen appetit, jeg har prøvet både at gå, stå, ligge og sidde hvor alt gjorde ondt. Jeg lå sammen med min bror og pev torsdag aften, hvor vi skulle have været i København og høre Depeche Mode i Parken, faktisk skulle vi have været på miniferie derovre fra torsdag til søndag. I stedet lå vi og pev af smerte hjemme hos mig. Det kan jo ikke være rigtigt at det skal være sådan – kan det? At man ligefrem skal rykke flere uger ud af kalenderen fordi man “liiige” skal bruge tid på at have så ondt at man burde slås bevidstløs i mellemtiden?

Hvad betyder det her for min fremtid?

Er jeg nødt til at stoppe med at udstille? Det kan umuligt være godt at slæbe rundt på tung bagage og en lige så tung kat en hel dag.

Hvad med arbejde? Fortsætter jeg som fleksjobber (ledig) eller hedder det her førtidspension?

Hvor ofte skal jeg have de her smerteture og hvor længe kan jeg forvente de skal vare?

Kan jeg selv tabe al min overvægt og vil det betyde en bedring? Har da godt nok tabt 13 kilo på 10 dage, men det er jo nok desværre mest væske og muskler selvom jeg ikke rigtigt har spist noget overhovedet.

Og hvor i alverden finder man svar på alle ens spørgsmål?

Skulle der sidde nogen derude med slidgigt i lænden der har gjort sig nogen erfaringer, måske endda nogen i mit lokalområde (8940 Randers SV) så skriv endelig en kommentar hvis I vil dele eller måske mødes til lidt erfaringsudveksling. Jeg er totalt nybegynder udi det her gigtnoget, men jeg ved at jeg er nødt til at gøre noget.

 I dag mukker jeg af endnu en grund. Min bedste venindes mor skulle begraves i dag og jeg ville så gerne være der for hende. Men nej, ikke med de her smerter – det kan simpelthen ikke hænge sammen for mig. Håber lidt at jeg en af de nærmeste dage er smertefri nok til at overveje at forlade lejligheden og forsigtigt gå ned og kigge efter en vasketid. Har ikke mere rent undertøj og det begynder også at knibe andre steder. Bostøtten får et chok på torsdag når hun kommer og ser hvordan især køkkenet flyder, men jeg har ikke kunnet noget i 1½ uge og det sætter altså sine spor.

Lige nu ligger der en kat ved siden af mig og sover. De firbenede har også været udsat for en forvirret tid, hvorfor snerrede jeg nu lige af dem når de kom og ville snakke eller fortælle at madskålen var tom? Heldigvis tilgiver mine katte ikke bare hurtigt, men nærmest øjeblikkeligt, så vi er blevet gode venner igen – mere end én gang.

Firbenet jubilæum

I dag er det nøjagtig ti år siden Devi udskiftede tilværelsen som internatkat med et liv sammen med mig.

Det har været ti fantastiske år med en helt unik lille personlighed der stadig overrasker mig hver eneste dag. Og jeg er evigt taknemmelig for at jeg fulgte mit hjerte den dag for ti år og en dag siden hvor jeg besøgte det lokale internat på jagt efter en drengeven til Gizmo. Jeg skulle absolut ikke have en pigemis mere, men da jeg åbnede Devis bur for at hilse på hende, hoppede hun lige hen til mig, stillede sig med forpoterne på min skulder og begyndte at slikke på min øreflip. Og så var der ingen vej tilbage, pigemis eller ej.

Jeg har ikke et sekund fortrudt, heller ikke når samlivet har haft lidt buler i vejen. Hverken kæleaggressioner, angst, depression, lammelse eller formodet kræft har gjort min kærlighed til min mispige mindre – snarere tværtimod. Og min belønning er den fantastiske kat jeg nu har delt mit liv med i ti år.

Den firbenede jubilar har fejret dagen med en masse afslapning – enten i min seng eller i solen på spisebordet:

Der blev også tid til lidt voyeurisme på altanen med “vennerne” inden der skulle fræses igennem og kæles med jubilarens gæster:

Og til aften fik damen selvfølgelig serveret en hel speciel jubilæumsguffer – desværre var hendes toben så debil at glemme at indkøbe herregufferen over dem alle – Glyngøre Makrelguf på tube, så hun måtte “nøjes” med en dåse Larsen Makrel i tomat. Meeeen…den ser da vist også ud til at være godkendt?

Tillykke til os Devi med de første ti år…så tager vi lige ti mere 😉

Højt at flyve…eller når luften går af ballonen

I kender det garanteret godt. Man glæder sig usandsynligt til noget, forventningen stiger eksponentielt efterhånden som det noget nærmer sig, og når det hele så er overstået går luften helt og aldeles af ballonen. Lidt som at vente på champagnen nytårsaften og juble når proppen springer…og så er champagnen flad.

Sidst i marts fandt jeg ud af at min morbror, tante og ene kusine fra Canada kom til Danmark på familiebesøg i starten af maj. Det er efterhånden en del år siden, men derfor huskede jeg nu godt hvor fantastiske de er at være sammen med, det er ikke til at mærke at der går år imellem vi er sammen, vi falder lynhurtigt i snak.

Så allerede der begyndte jeg at glæde mig for der måtte da være tid til et lille besøg i Randers.

Jeg valgte at kombinere forventningens glæde med en gedign forårsrengøring i det lille hjem. Alle skuffer, skabe, kurve og kasser blev gennemgået og der blev sorteret til storskrald, genbrug og roteret for mere logiske placeringer. I april fik jeg et ekstra energiboost da husordenssagen i Beboerklagenævnet endte til min fordel uden en afgørelse, så der kom pludselig også lyst til nyanskaffelser, nyindretning og andre kreative udfoldelser i hjemmet.

Så da maj endelig kom havde jeg brugt ventetiden på at knokle løs herhjemme. Og  lørdag var det så tid til at vi skulle have familiebesøg til frokost og kaffe. Og det var akkurat lige så hyggeligt som forventet. Snakken gik over spisebordet, der blev spist en masse hjemmelavede frikadeller og der blev grinet meget. Da der var sagt farvel var det ikke vemodigt for vi vidste at dagen efter var der inviteret til stor familiefrokost på Landgangen i Mariager.

Søndag morgen startede med sol og en tur langs Mariager fjord inden vi kørte ind til Landgangen som nogen af de første.

Og det var hyggeligt. 64 familiemedlemmer havde plads i kalenderen og havde valgt at tage imod invitationen. Jeg brugte meget tid på bare at iagttage de mange familiemedlemmer. Mange af dem havde jeg ikke set siden min mor levede og de jeg havde set, var oftest i forbindelse med begravelser. Kusiner og fætre der tidligere havde børn i legealderen var nu bedsteforældre, deres børn voksne med ægtefæller og småbørn. Det føltes næsten som en mindre tidsrejse når jeg tænkte tilbage på gamle dages familiefester med min mormor som midtpunkt. Hvornår var vi allesammen blevet så voksne? Hvad skete der lige? Hvorfor kunne vi ikke selv findes ud af at samles til familiefester uden matriarken?

Jeg nåede langtfra at få talt med alle dem jeg ville, men jeg fik da vendt verdenssituationen med nogen stykker.

Og efter omkring fem timer i godt selskab begyndte folk at sige farvel. Vi blev hængede som nogen af de sidste, men blev til sidst enige om at nu var det vist også tid til at vi skulle afsted. Fik krammet både min morbror, tante og kusine og listede så ud af døren.

Og det var lige da jeg trådte over dørtrinnet at luften gik af ballonen. Der var simpelthen et eller andet meget tungt der pludselig faldt ned i mellemgulvet og gav en ubehagelig tung og klemt fornemmelse indeni.

Kombinationen af 6-7 ugers spændt forventning, 2 dages intens familiesamvær og den pludselige realitet af at jeg lige havde sagt farvel til tre fantastiske familiemedlemmer som jeg måske/måske ikke får at se igen, ramte hårdt og jeg havde mere end svært ved at træde over det færnævnte dørtrin. Det var ligesom om der hang en elastik fast i mig der trak mig bagud, ind i lokalet igen.

Men jeg kom da ud til bilen, fik pakket mig sammen på bagsædet og fik vinket farvel da vi kørte. Få sekunder senere ramte kvalmen og hovedpinen.

Heldigvis tog far og Martin med mig hjem da vi havde aftalt at vi ville bestille take out til aften, så vi fik snakket og hygget et par timer inden de herrer drog hjem til hvert deres.

Nu har jeg haft nogle timer til at sunde mig, få en tiltrængt lur på sofaen og få vendt eftermiddagens frokost. Jeg har ikke helt besluttet mig til endnu om jeg synes den var den helt store succes – for mig helt personligt – men det var i hvert fald en oplevelse jeg ikke ville være foruden.

I morgen – som egentlig er i dag – begynder hverdagen igen. Så der skal vist støvsuges, blomsterne trænger til vand, der skal sættes flere frø til pluksalat på altanen og kattebakkerne skal tages. Hvis det bliver godt vejr kan det være Devi skal luftes så vi kan prøve den nye flexi-line. Og så må jeg se hvad jeg så kan finde ud af at se frem til. Det bliver nok Depeche Mode i Parken kunne jeg forestille mig 😉

Til eventuelle familiemedlemmer der læser dette og var med i Mariager – det var godt at se jer, måske jeg skulle lufte min idé om i fællesskab at lege forsamlingshuset i Snæbum næste år og lave sammenskudsgilde – næsten som i gamle dage 🙂

Overspringshandlinger længe leve…

Puha…det er godt nok længe siden jeg sidst har skrevet på bloggen.

Hvorvidt det er på grund af overspringshandlinger er jeg lidt i tvivl om. Måske jeg bare har været optaget af at være til stede i virkeligheden? Måske jeg har haft travlt med at leve livet?

Næææh…i bund og grund skyldes det nok især at jeg har haft en rigtig lang periode hvor jeg har haft svært ved at gøre tanker til virkelighed. Med jævne mellemrum har jeg tænkt: “jeg burde skrive et nyt blogindlæg nu, har jo en masse jeg kan skrive om og det er alt for længe siden jeg har skrevet sidst”. Men der har været alt for stor afstand mellem tanken om noget til udførelsen af samme.

Men nu er jeg her i hvert fald – sådan lige midlertidigt. Håber da jeg får skrevet lidt mere jævnligt fremover.

Som skrevet er der sket rigtigt meget siden januar 2012. Mange af tingene har jeg slet ikke hjernekapacitet til at rumme på een gang:

Jeg er startet hos psykiater

Ret skræmmende i begyndelsen, bare det at sidde foran et helt fremmed menneske og fortælle om ens allerinderste. Hos min psykiater skiftes man til samtaler hos ham og hos hans sygeplejerske hvilket jeg syntes var lidt mærkeligt da jeg først fik det at vide, men det giver faktisk en rigtig god dynamik. Især for mit vedkommende fordi jeg føler jeg er bedre til at åbne op for den ene end for den anden, så det skulle gerne i sidste ende betyde at så meget som muligt relevant står i min journal.

Der er rodet med medicinering. Først blev jeg sat yderligere op i den Venlafaxin egen læge havde ordineret i januar 2012, men jeg var ved at gå til af bivirkninger. Især den øgede svedtendens gik helt amok. Jeg kunne vågne om natten fuldstændigt badet i sved, nattøjet kunne vrides og sengetøjet måtte skiftes. I dagtimerne skulle jeg nærmest bare tænke på at lave noget, så flød sveden – især i hovedet, så sveddråber trillede ned igennem hår og nedad panden og man ligefrem kunne se dråberne pible frem. Jeg endte med at gå rundt med et håndklæde og en skiftebluse i tasken konstant og jeg fik altid brug for det.

Så enden på det hele blev at jeg blev trappet meget langsomt ned i Venlafaxin for at få bivirkningerne til at stoppe og da de ikke gjorde det, blev jeg trappet helt ud. Øj nogle seponeringssymptomer jeg fik ud af det. 14 dage hvor jeg mest af alt havde lyst til at have været bevidstløs og følelsesløs.  Men jeg kom igennem på den anden side – heldigvis.

Nu er vi så ved at afprøve en epilepsimedicin – Lamotrigin – som stemningsstabiliserende og angstdæmpende. Jeg er oppe på 150 mg nu og skal være der i knap to måneder endnu før vi gør status og ser om jeg skal højere op i dosis eller om der skal suppleres med noget antidepressivt jeg forhåbentlig tåler bedre end Venlafaxin.

Lige pt. kan jeg godt mærke at Lamotriginen virker, men jeg kan også mærke at den ikke virker lige så godt som Venlafaxin. Til gengæld har jeg ingen nævneværdige bivirkninger, så det er trods alt positivt.

Psykiater har også været ved at give en diagnose og sende videre til Jobcentret. Jeg kan ikke helt huske formuleringen af den endelige diagnose, men han var i tvivl om, hvorvidt jeg rent faktisk havde Aspergers eller om der var tale om en skizoid personlighedsforstyrrelse. Mener at han kom frem til at jeg har en blanding af flere forskellige personlighedsforstyrrelser og så er der angst og depressioner inde over også. Personligt kan jeg stadig se mig selv i Aspergers-beskrivelserne (for kvinder altså – den for mænd ligger milevidt fra mig som person), men jeg kan også finde aspekter der passer på mig i en stor del af personlighedsforstyrrelserne udover generaliseret angst, måske/måske ikke socialangst (kommer lidt an på om det falder ind under en af de andre diagnoser), panikangst og OCD. Så jeg er nok sådan et blandet sammensurium af forstyrrelser 😉

Beboerklagenævnet

Det er ikke noget jeg har lyst til at skrive alverden om, men lidt skal I have at vide alligevel.

Min dispensation til at have min 3. kat udløb i marts 2012. Jeg ansøgte om forlængelse for katten var her jo ligesom stadigvæk og så rullede kampestenen. Administrationsselskabet nægtede forlængelse, jeg vedblev at ansøge og nægte at gå af med katten og enden på det hele blev at boligadministrationen sendte sagen i beboerklagenævnet. Der har den så været i behandling siden sent på efteråret 2012. Boligadministrationen og jeg er skiftevis kommet med vores bemærkninger som vi så har kommenteret på indbyrdes. I marts mente beboerklagenævnet at de havde tilstrækkelige oplysninger til at gå ind i afgørelsesfasen.

Sidste nyt er at jeg og boligadministration er indkaldt til møde i nævnet den 23. april, hvor vi skal svare på uddybende spørgsmål fra nævnet. Efter det møde, beslutter nævnet om der skal indhentes yderligere oplysninger og træffer derefter formentlig afgørelse udfra dem. Mener de ikke der skal indhentes oplysninger kan afgørelsen komme efter 1 uge, skal der indhentes oplysninger kan der gå 1-2 måneder.

Jeg ville ønske der kunne indgås et forlig, men det ville selvfølgelig indebære at boligadministrationen skulle give mig lov til det jeg hele tiden har bedt om – og det tror jeg ligesom ikke er en mulighed.

Men nu må vi se. Har en uge til at gå og bide negle, hygge mig med angst- og stresssymptomer og blive tiltagende neurotisk. Mere gråhåret kan jeg vist ikke blive, men det kunne da selvfølgelig gå hen og blive hvidt 🙂

Jobcenter-situationen

Stadig intet fleksjob til mig. I sensommeren 2012 fik jeg en praktik i en større virksomhed der måske kunne føre til fleksjob. Meningen var at praktikken skulle strække sig over 6 måneder eller mere hvor mit timetal forsigtigt blev øget, men efter 1 måned kastede arbejdsgiver og jeg i fællesskab håndklædet i ringen. Det duede bare ikke.

På et efterfølgende møde med sagsbehandler og jobkonsulent, hvor jeg havde min bostøtte med som bisidder, gik det endeligt op for de to, at jeg måske var en hel del dårligere end de lige havde regnet med. På daværende tidspunkt (december 2012) fik jeg lovning på fred fra jobcentret indtil de havde modtaget en diagnose fra psykiater.

Vi har nu april 2013 og jobcentret har modtaget dokumentation fra psykiater. Så lige nu går jeg faktisk bare og venter på at blive indkaldt til et møde, hvor vi (i følge telefonisk samtale med sagsbehandler) skal udfylde et skema med tusind spørgsmål der skal bruges i forbindelse med at jeg skal henvises til regeringens nye påfund – det tværfaglige rehabiliteringsteam. Hvad udfaldet af sådan et ressourceforløb bliver, kan jeg kun gisne om. Regeringen har ændret beskrivelsen af fleksjob til nu også at inkludere borgere med meget, meget begrænset arbejdsevne tidsmæssigt. Men hvad hvis der ikke kan findes sådan et fleksjob? Det er allerede svært nok at finde et på et timetal jeg ikke kan leve op til? Det kan kun tiden vise. Så jeg forholder mig afventende til hvad fremtiden bringer. En af fordelene ved at være nogenlunde velmedicineret – ikke så mange anfald af panikangst, “kun” den altid tilstedeværende bekymring i baghovedet som jeg har levet med det meste af mit liv. Så længe jeg ikke stresser er den til at leve med.

Det var vist en opdatering af de vigtigste ting der er sket siden sidst.

Og hvor er jeg så nu?

Ja altså…lige nu er jeg propfyldt af nervøs energi ovenpå indkaldelsen til møde i beboerklagenævnet og pt. bliver den udnyttet til at være kreativ i det lille hjem. Er ved at sy forhæng til nogle reoler i soveværelset, derefter er der nogle sofapuder der skal sys og når det er gjort skal forhængene jo hænges op og så står der et bjerg af tomme opbevaringskasser jeg har købt brugt, der skal fyldes og placeres. Altanen er også undervejs, formentlig i næste uge skal der indkøbes tomatplanter og sommerblomster til altankasserne – der er allerede sået de første pluksalat.

Misserne har det godt.

Devi var under kniven i august 2012. Hun havde en knude ved en mælkekirtel der var begyndt at vokse, så den skulle fjernes. Det formodes der var tale om brystkræft, men det er ikke undersøgt nærmere. Hun har det godt nu og det er det vigtigste. På grund af hendes personlighed blev der ordnet en del imens hun var i narkose, så hun fik også lige renset tænder, blev sundhedstjekket og vaccineret. Dyrlægen havde nær aldrig fået taget hendes sting 14 dage senere – hun er ikke nem at håndtere når hun er så bange, men det gik med hjælp fra mig, min far og et tæppe. Forhåbentlig får hun aldrig nogensinde igen brug for en dyrlæge, herhjemme er hun jo jordens dejligste mispige der bliver mere og mere kærlig og social på hendes gamle dage.

Junior var også under kniven men det var så i marts 2013. Han skulle have renset tænder og have tandrøntgen for at se om der var nogle tænder med resorptioner (hvilket der heldigvis ikke var). Til gengæld var han den heldige indehaver af en tandkødssvulst der også blev fjernet. Han har det super og er den samme lalleglade kæmpekat som han plejer.

Niggi undergår lige nu en kæmpe forandring. Efter jeg i marts talte med en hjertespecialist der ikke mente at hendes skyhed og angst havde noget at gøre med hjertet, startede jeg hende op på naturmedicin, først Zylkene og nu Colostrum og det går forrygende. Hun bliver mere og mere kærlig og tryg som dagene går, nu kan jeg få lov at nusse hende, både uopfordret og på kroppen hvor det før var et forsigtigt kæl på hovedet når hun selv bad om det. Det er fantastisk at se og det eneste jeg fortryder, er at jeg ikke begyndte behandlingen noget før. Men nu er vi igang og jeg overvejer om jeg skal stoppe med Colostrum på et tidspunkt for at se om virkningen bliver alligevel, eller om jeg skal fortsætte, da Colostrum også virker positivt på immunforsvaret, noget mit hjertebarn nok kunne have godt af.

Og udover det så glæder jeg mig bare til vi når til maj, for der kommer min morbror, tante og ene kusine fra Canada en tur til Danmark. Hvornår i deres ophold de får plads til at besøge os, ved jeg ikke endnu, men jeg glæder mig. Og også til at se en stor del af min mors familie igen til frokostkomsammen på Landgangen i Mariager i anledning af familiebesøget – det er så længe siden jeg har set dem, de få jeg har set indenfor de sidste år har været i forbindelse med begravelser. Måske frokosten kunne anspore til at tale om en ny familiefest til næste sommer i den FB-gruppe jeg har lavet for familien på min mors side.

Nu vil jeg stoppe for denne gang – solen skinner, det ser ud til at foråret endelig er kommet til Danmark og jeg har en symaskine og et bjerg af andre opgaver der venter på mig.

God tirsdag til jer alle derude 🙂

Når hjernen spiller en et puds

Jeg er efterhånden meget bevidst om at min hjerne kører i et højere gear end de flestes…mere eller mindre konstant. Jeg bekymrer mig over flere ting end de fleste. Jeg tænker kort sagt for meget, for længe og for ofte over tingene.

Men hvad sker der lige for at man pludselig begynder at få fysiske og psykiske reaktioner på ting man egentlig troede man var færdig med at gennemtænke og behandle?

Der sker rigtigt meget i mit liv lige nu til trods for at jeg rent faktisk går hjemme og ikke har de vilde forpligtelser.

De sidste tre måneder har min jobkonsulent skubbet på for at få kommunen til at sende mig en tur til Århus og et forløb hos BOAS-specialisterne, der har kernekompetence i autisme-spektrum forstyrrelser og arbejdsmarkedet.

Samtidigt kan jeg se frem til en udvidet søvnundersøgelse på Viborg Sygehus i maj og første tid hos en lokal psykiater engang efter 1. juli.

Ret individuelle ting når man remser dem op….men humlen af det hele er, at jeg i løbet af den sidste uges tid pludselig er blevet meget bevidst om hvor meget de formentlig hænger sammen.

Jeg uddyber…

Jobkonsulenten er nu kommet så langt med kommunen, at det er et 4 ugers virksomhedspraktikforløb hos BOAS-specialisterne der skal godkendes. På de 4 uger er håbet at de kan afklare om jeg stadig er fleksjobegnet (og hvis ja, indenfor hvilke arbejdsområder). Siger de nej hedder det indstilling til førtidspension.

Godt så. Første kamel at sluge. Men den mente jeg jo faktisk at jeg havde slugt, i og med at “ordet” blev nævnt allerede i august første gang, godt nok som noget det ikke var tid til nu, men det blev ikke desto mindre nævnt, hvilket betyder at min hjerne straks begynder at vende mulige fremtidsscenarier. Og jeg var faktisk af den overbevisning at jeg havde vendt tanken om eventuel førtidspension så grundigt i mit hoved at jeg var helt afklaret. Det er i hvert fald det jeg har sagt når jeg har talt med andre om overvejelserne.

Så kommer vi til søvnundersøgelsen. Har egentlig gået en måneds tid eller to og overvejet om jeg ikke burde aflyse min tid, for der var jo da formentlig ikke noget som helst i vejen med mig som en mere stabil døgnrytme ikke kunne kurere. Indtil jeg stødte på et program i tv med en patient med søvnforstyrrelser. Der var et par meget høje alarmklokker der ringede hos mig. Indrømmet, hendes søvnforstyrrelser var noget mere voldsomme end mine (natterædsler hver nat, talte i søvne, gik i søvne), men diagnosen er jeg ikke i tvivl om kan overføres på mig selv.

Stress. Hendes underbevidsthed arbejdede simpelthen videre med alt hvad hun havde tænkt, gjort og været udsat for i løbet af dagen og det manifesterede sig i natterædsler og søvngængeri.

Når jeg sådan tænker tilbage så er jeg slet ikke i tvivl om at stress har en stor del af skylden i mine søvnproblemer. Om det er deciderede natterædsel jeg lider af ved jeg af gode grunde ikke endnu, men det kan ikke være normalt at mareridt (og drømme) hænger så godt ved at jeg faktisk kan rejse mig fra sengen, gå hen til reolen og trykke på snoozeknappen og vælte tilbage i sengen og drømme videre uden at være blevet revet ud af drømmesituationen. Jeg oplever også flere mareridt når jeg er stresset end når jeg ikke er, og så er det ofte ting jeg har set i tv der fortsætter i drømmeverdenen. Eksempelvis fangede jeg lige slutningen (ikke engang hele filmen) af I am Legend den anden nat lige inden sengetid (bad idea) og ganske rigtigt. Straks jeg lukkede øjnene var de der blege zombietingester fra filmen der og selv om jeg vågnede af skræk flere gange kunne jeg ikke ryste dem af mig, i stedet havde jeg faktisk følelsen af at de fulgte med over i den vågne verden og at hvis jeg rakte ud og tændte lyset ville jeg se at soveværelset var fyldt med dem.

Not funny at all skal jeg hilse at sige.

Og så er der psykiatertiden. Det startede med at min jobkonsulent mente at det måske kunne være en fordel for mig at blive medicineret for min generaliserede angst. Noget jeg for øvrigt helst vil undgå. Men da jeg så fik sat mig ind i at det faktisk er gratis at komme til psykiater gik jeg alligevel til egen læge for at få en henvisning fordi jeg simpelthen vil have en ordentlig afklaring. Jeg vil vide hvad han vil sætte af diagnoser på mig, om han er enig i dem der er sat på mig indtil nu eller ej og hvad han mener – om noget – kan gøres.

Så selvom jeg går derhjemme og laver ikke ret meget, så sker der faktisk utroligt meget – især oppe i mit hoved.

Og det gik da helt galt efter torsdagens møde med jobkonsulenten hvor skitsen for et eventuelt ophold hos BOAS-specialisterne blev lavet.

Det er for eksempel ret tydeligt at hjernen kører i overdrive når man kommer hjem efter 45 minutters møde og falder i dyb (og drømmefyldt) søvn på sofaen i over 4 timer.

Det er også ret tydeligt at der er noget på færde når man ikke kan slippe af med hovedpinen, det hold i ryggen der ellers var forsvundet, kvalmen og fornemmelsen af at være ved at blive syg.

For ikke at tale om allergien der bliver trigget ved bare så meget som at tænke på et allergen til trods for at man har taget den daglige pille.

Og når man så pludselig – og meget ukarakteristisk – oplever at bægeret er flydt over på et forum man frekventerer og rent faktisk skriver et indlæg om det….så er der ingen tvivl.

Stress…

Tankemylder…

Mindreværdskomplekser…

Overfølsomhed overfor formuleringer, udtalelser, lys, lyde, lugte, smage…

Jeg er efterhånden ikke i tvivl om at jeg er defekt oveni bolden.

Jeg er heller ikke i tvivl om at jeg – med de rigtige valg – kan få en form for liv til at hænge sammen.

Men jeg er heller ikke i tvivl om at min fornemmelse af at være afklaret med hensyn til mulighederne for min fremtid bliver pillet ved hver eneste gang der et sted i offentligheden bliver talt nedsættende til/om personer der må klare sig på offentlig støtte og har svært ved det.

Samfundet er ikke hvad det har været….enhver er sig selv nærmest og evnen til at se ud over egen næsetip og føle empati er efterhånden en saga blot i disse krisetider.

Vil nogen overtage min hjerne skal I være så hjerteligt velkomne, dog godtager jeg kun 100% normalt funktionelle hjerner i bytte. Gerne en med viden og flair for et arbejdsområde med ansættelsesmuligheder 😉

29. December – Hvor er du om 5 år?

Det var da også noget at spørge om….

Aner det ikke?

Formentlig nogenlunde samme sted som i dag?
I hvert fald i samme bolig (regner ikke med at flytte igen foreløbigt).
Formentlig stadig single (med mindre verden går under og der sker et mirakel).
Forhåbentlig enten ude i et fleksjob der passer mig perfekt og ellers afklaret på en førtidspension. Ikke ledig og uafklaret så længe tak.

Så hvor er jeg om 5 år?

Stadig bosat i Vorup, stadig med katte – omend muligvis ikke helt samme bestand. forhåbentlig stadig med lyst og økonomisk overskud (og kat) til at udstille og af forandringer, forhåbentlig afklaret i forhold til min økonomi og arbejdssituation og forhåbentlig en del kilo lettere.

Ja….det må være svaret. And I’m sticking with it 😉

28. December – Nytårsforsæt

Det er godt nok længe siden jeg har ytret sådan et. Mest af alt fordi det statistisk set har vist sig at langt størstedelen af de forsæt jeg har lavet gennem årene ikke bliver til noget…muligvis ene og alene fordi de har fået tilnavnet “nytårsforsæt”.

Så ikke flere af dem til undertegnede. Jeg klarer mig fint uden.

Hvorfor skal det for øvrigt kun være til nytår man lover sig selv noget? Og hvorfor skal det altid være de kæmpestore ting som det er så svært at holde fast i? Tabe en masse kilo, holde op med at ryge, droppe de søde sager, begynde på en sportsgren.

Hvis jeg absolut skulle lave et nytårsforsæt for 2012 ville det være:

Vær tro mod dig selv i alle situationer, bed om hjælp når du har brug for det og nyd de små sejre undervejs.

…men nu er jeg jo ikke tilhænger af nytårsforsæt….så det skal jeg ikke 😀