Nej, jeg er ikke hoppet julen over, men dagens dato taget i betragtning, føler jeg det mere passende at komme med en nytårshilsen til tiden…så kan vi tage julefortællingen i morgen eller overmorgen når de værste eftervirkninger fra i aften har aftaget.
Så here goes…
I ønskes alle som en et rigtigt godt og lykkebringende Nytår.
Hilsen Tina, Devi, Junior & Niggi…
I dag klokken 15 bliver min kusine begravet fra Uppståndelsens Kapell i Borås, Sverige.
Hun blev kun 40 år.
Den 12. november blev hun dræbt af hendes samlever…
Jeg var i chok da jeg fik nyheden. Jeg sad i toget hjem fra Herfølge lørdag den 13. november og havde netop købt internettid til fars bærbare så jeg havde noget at fordrive hjemturen med. Loggede på Facebook som noget af det første og der var den…statusbeskeden fra hendes lillesøster. At Helle var død. En havde spurgt hvad der var sket og blev henvist til en svensk avis’ forside. Jeg fandt onlineversionen og scrollede ned imens jeg holdt vejret. Så dukkede der en artikel om et kvindemord op. Jeg vidste med det samme at jeg havde fundet artiklen om min kusine, selvom jeg overhovedet ikke havde lyst til at tro på hvad jeg læste…
Sad der i en stuvende fyldt togvogn og forsøgte at finde en grimasse der kunne passe. Mest af alt havde jeg lyst til at bande højt og tude, men det gør man bare ikke sådan et sted vel?
Og nu sidder jeg her i Randers foran min computer imens familien i Sverige gør klar til at tage den sidste afsked med deres datter/søster/mor. Det er helt forkert at jeg ikke er der…følelserne indeni mig er meget forvirrende. På den ene side ville jeg ønske at jeg kunne være der til begravelsen, vise min respekt, kramme familien rigtigt og græde mine tårer i velkendt selskab. På den anden side hader jeg begravelser og ville ønske jeg kunne grave mig ned i et hul når jeg endelig deltager i en. Alle de stærke, gennemtrængende følelser der kommer op til overfladen nødvendiggør en håndtering…og jeg er bare ikke særlig god til at håndtere store følelser. Men jeg tager jo altid afsted når jeg har muligheden – af respekt for den afdøde og de efterladte.
Denne gang sidder jeg så herhjemme. Hverken penge eller tid har været til en tur over vandet til Sverige. I stedet sidder jeg og mindes min kusine. Der er dukket mange minder op til overfladen den sidste måneds tid. Dem der står tydeligst i erindringen er fra vores sene barndom og tidlige teenageår.
Minder om Helles konfirmation hvor jeg deltog sammen med vores mormor, drak rosévin hele aftenen i den tro at det var saftevand og vågnede dagen efter med noget der kunne beskrives som mit unge livs første tømmermænd.
Vores brevveksling hvor Helle sendte svenske udklip med A-ha til mig og jeg sendte udklip retur med blandt andet Howard Jones.
Sommeren hvor Helle introducerede mig for en svensk Melodi Grand Prix deltager der ikke havde vundet og hvor alle i Danmark gloede på mig som en åndssvag når jeg talte om nummeret…kan stadig teksten takket være Helle.
Ferien hvor far havde bygget hytte i baghaven og Helle og jeg skulle overnatte i den. Vi havde været i biografen og se “Lethal Weapon” og lå og snakkede henført om hvor lækker Mel Gibson var, men da lyset blev slukket gik der kun en halv time inden Helle gerne ville ind i huset og sove i stedet for…
Selvsamme ferie hvor vi så Hitchcocks “The Birds” den sidste aften og da vi så kørte ud for at aflevere Helle hos hendes moster sad vi to tøser og kiggede nervøst ud på elmasterne og turde knap stå ud af bilen ;o)
Tegningen i min tegnemappe som Helle lavede til mig da hun skulle demonstrere hendes måde at lægge skygger med blyant.
Så mange minder….heldigvis. Helle er ikke glemt og hun bliver aldrig glemt.
Vi var gledet lidt fra hinanden i voksenårene, men kun nogle dage før hendes død “fandt” vi hinanden igen på Facebook. Snakken gik om diagnoser, dagligdag og om at vi snart var nødt til at ses.
Det nåede vi aldrig.
I dag klokken 15 bliver min kusine begravet fra Uppståndelsens Kapell i Borås, Sverige.
Hun blev kun 40 år.
Den 12. november blev hun dræbt af hendes samlever…
Hun efterlader sig fem børn, søskende, begge forældre og en masse familie og venner der vil huske hende som den søde hjælpsomme pige hun var.
Æret være Helles minde…
Helle Christensen, 26. oktober 1970 - 12. november 2010
På mit kursus i dag lavede vi en hurtig lille øvelse der satte mange tanker i gang.
Alle deltagere fik et stykke papir og skulle så for hver af de andre deltagere skrive 3 positive ting ved de personer. Bagefter samlede vores coach listerne og gav os de udsagn der var skrevet om os med hjem.
Det var en interessant øvelse. Først og fremmest fordi man pludselig var tvunget til at tænke over hvad man lagde mærke til ved de andre deltagere som man ikke kendte så godt. Og bagefter fik man så denne liste over ting som andre mente kendetegnede en – ret interessant. Min liste er kommet op på opslagstavlen herhjemme og eftersom jeg går forbi den hver gang jeg går ud i køkkenet så kommer jeg til at se på den mange gange på en dag.
Min liste lyder som følger:
Kunstnerisk begavet
Intelligent
Katteelsker
Et godt menneske
Glad
Positiv
Venlig
Imødekommende
Hjælpsom
God til at fordybe sig i et emne
Idérig
Kreativ
Mild
Lyttende
Stille
Farverig
Smilende
Dygtig
Munter
Varmhjertet
…kort sagt: alle de ting man ikke rigtigt kan få sig selv til at tænke om en selv.
Og så kommer jeg til at tænke på om andre genkender mig i disse udsagn? ;o)
Ja, sig nærmer tiden og Tina er som sædvanligt gået en lillebitte smule jul amok ;o)
Juletræet stod pyntet 2 dage før 1. søndag i advent, så studieveninderne kunne se det, de store Bramming nisser hænger i vinduerne og Bramming kravlenisserne klatrer rundt i persiennerne. Altanen er pyntet med perlemorsfarvede granguirlander med lys og nisserne falder over hinanden på hylder, i karme og i stole. Kort sagt – varm rød og hyggelig jul er flyttet ind.
Planerne for årets jul har egentlig været som de plejer. Juleaften her hos mig, brormand og far som gæster og lækker, lækker mad.
Altså indtil i fredags…
I fredags fik jeg nemlig bedsteveninden på besøg. Netop hjemvendt efter 1½ år på det engelske arbejdsmarked skulle der hygges. Jeg diskede op med kogt hamburgerryg, grønlangkål og brunede kartofler i bedste julestil…det skulle jo passe til resten af det lille hjem.
Allerede ved bordet talte vi lidt om vores planer for juleaften, at jeg skulle være sammen med Martin og far og at hun skulle være alene med sin mor. Tror det var under den samtale den første tanke meldte sig.
Efter middagen bød jeg på Fars Fede Juleferie på dvd og filmen affødte ikke bare store mængder latter, men også en hyggelig samtale om vores begges minder om barndommens jul. Jeg var slet ikke i tvivl om længslen i min venindes stemme. Og så var det vist jeg “kom til” at sige det: at vi da bare kunne holde jul sammen alle fem. Det blev vist lidt henkastet fordi det gik op for mig at jeg ikke havde spurgt mine egne gæster…og i stedet snakkede vi lidt om en fælles julefrokost en af juledagene.
Men jeg kunne ikke få tanken ud af hovedet igen, så lørdag lagde jeg ud med at spørge far hvad han syntes om idéen om en fælles juleaften? Stor overraskelse – han var overhovedet ikke afvisende, havde ikke en eneste indvending. Er han virkelig ved at blive en blød mand på sine gamle dage som han selv påstår? Senere på lørdagen fik jeg så spurgt min bror. Han sagde ja med det samme. Julen var jo hjerternes fest og hvis ikke vi kunne være åbne i julen hvornår så? Knægten havde jo ret.
Så søndag blev der udsendt en officiel invitation til fælles juleaften i min pyntede lejlighed og der gik ikke mange timer før der kom besked om at ja tak, det vil vi meget gerne og vi glæder os begge to.
Så nu bliver vi altså fem juleaften. Jeg er sikker på at det bliver rigtigt hyggeligt og jeg vil gøre mit ypperste for at leve op til bedstevenindens barndomsminder og længsel efter en rigtig jul.
Diskussionen om julemenuen er allerede gået i gang. Eller….det vil sige….diskussionen om fremgangsmåden for julemenuen er gået i gang, for selve menuen ligger mere eller mindre fast pr. tradition.
Vi skal have fundet os en rigtig god – og stor – and som jeg som sædvanlig kan få lov til at pille lidt i numsen ;o)
Tror den skal proppes godt med en fars med æbler og svesker så vi er sikre på at have kød nok. De hvide og brunede kartofler ligger også fast, samme gør den brune sauce. Taffel chips skal vi også huske i år, vigtigst af alt at huske rent faktisk at få dem på bordet. Det glemte vi sidste år.
Og så er der rødkålen. Der ytrede brormand lige pludselig ønske om at lave den fra bunden af i stedet for bare at købe en spand og varme den op… Mon han har fået en smule blod på tanden efter sidste års hjemmebryggede ris a la mande som han også planlægger at gentage i år?
Og helt personligt overvejer jeg lidt om der skulle en portion vindruesalsa på julebordet for første gang…hvis altså jeg kan finde de helt rigtige vindruer til den tid.
Julegaver er jeg for øvrigt slet ikke begyndt at købe endnu. Undskyldningen er delvis manglende ønskesedler (håber I læser med og forstår en hentydning) og manglende lyst til at trave rundt i sne, is og sjap i Randers.
1001 Kat 