Det er ved at være rigtigt længe siden jeg sidst har skrevet på bloggen. Jeg har godt været klar over det, men det er ligesom om jeg ikke kan samle mig om at skrive. Det skal da lige passe at jeg også er ved at miste den evne til at kommunikere….
Men en update er det tid til, den bliver formentlig lang og muligvis også lidt rodet. Håber I bærer over med mig, det er mange tanker der kører rundt i mit hoved som jeg ikke helt kan holde styr på.
Jeg blev jo færdig med mine 2 x 3 måneders praktik med mentorstøtte den 30. April.
Så begyndte den nervøse venten på hvad sagsbehandler mon ville anbefale. Havde jo fået at vide at hun mente vejen frem var raskmelding til ordinær beskæftigelse, men man havde vel lov at håbe.
Det gik hele maj måned med indtil jeg endelig modtog min ressourceprofil til partshøring og ganske rigtigt var sagsbehandlers anbefaling at sagen blev videregivet til kontanthjælpsafdelingen og jeg blev raskmeldt til ordinært arbejde.
Jeg brugte en intens og stresset uge på at forfatte 5 sider kommentarer til ressourceprofilen plus et følgebrev hvor jeg spurgte om der ikke burde laves en voksenpsykologisk undersøgelse og anmodede om at blive afprøvet i forhold til fleksjob. Skyndte mig at få det hele afleveret indenfor fristen (midt i sagsbehandlers ferie) og så kunne jeg ellers vente igen.
I sidste uge fik jeg så besked om, at sagsbehandler havde taget mine kommentarer til efterretning og havde besluttet at der var behov for videre arbejdsprøvning i form af praktik. Derfor forlængede hun min revalidering og henviste mig til Jobklub i Jobcentret, da jeg nu ikke hører under anden aktør længere.
Jeg tog så til Jobklub for første gang i onsdags med åbent sind.
Det viser sig så at være en åben gruppe af sygemeldte og revalidenter der sidder 3 timer to gange om ugen sammen med en jobkonsulent og søger steder man måske kunne komme i praktik.
I løbet af den første dag havde jeg også mit første møde med min nye jobkonsulent. Fem minutter blev det til, hvor jeg som det første fik at vide at hun lige havde modtaget min (tykke) sag dagen før så hun havde altså ikke nået at læse den. Fair nok. Et par hurtige notater og et par forslag til praktikpladser som jeg enten havde været i praktik på eller havde fået afslag fra tidligere. Får at vide at eftersom Jobcentret har ferie i uge 29 og 30 og min jobkonsulent desuden også i uge 31, så var det nok først efter ferien vi rigtigt kom i gang med at finde en praktik til mig.
Jeg går så ud i fællesrummet igen og bliver udspurgt af jobkonsulenten der har holdet. Kan ikke huske hvordan samtalen helt begyndte skal jeg ærligt indrømme, for jeg kom ud af dem med en følelse af at være blevet angrebet verbalt. Først fik jeg at vide at vi kunne da sagtens begynde at ringe til praktikpladser samme dag da jeg sagde hvad jeg havde talt med den anden jobkonsulent om. Så blev jeg nærmest bebrejdende anklaget for ikke at have været i praktik på det lokale bibliotek og jeg følte lidt at hun mente jeg løj om at de ikke ville have mig. Og endelig blev jeg – i en (sådan opfattede jeg den) lidt aggressiv tone spurgt hvorfor i alverden jeg havde været i så meget praktik? Afklaring af arbejdsevnen? Mon ikke den burde være afklaret nu?
Ja, hvor fanden skulle jeg vide det fra, var jeg lige ved at råbe og ville næsten ønske at jeg havde gjort det. For jeg aner simpelthen ikke hvad jeg laver i den Jobklub. Jeg har mere end en gang fået at vide af sagsbehandler at der er gjort det der kan gøres for mig med hensyn til arbejdsevne. Alligevel anbefaler hun nu mere praktik igen.
Da jeg gik fra Jobklubben i onsdags var det med tårerne trillende ned ad kinderne. Jeg var så frustreret og også lidt chokeret over tilgangen til tingene. Det går alt for hurtigt og er alt for overfladisk for mig.
Nu har jeg haft 6 måneder hvor jeg – trods stigende tid og øget stress – har opbygget en tryghed i og med at jeg var omgivet af de samme mennesker hele tiden, mennesker der kendte mig og min sag godt. Nu skal jeg starte helt forfra, helt nye mennesker der ikke kender mig, mine skånehensyn, min psyke, min fysik, min måde at håndtere tingene på.
Jeg fungerer bare så dårligt når jeg ikke har kontrol over tingene og her føler jeg at jeg overhovedet ikke har nogen kontrol. Først får man en ting at vide for to minutter senere at få det stik modsatte at vide.
Jeg kan – uden nogen som helst form for slinger i stemmen – sige, at jeg lige nu har det værre psykisk, end jeg havde da jeg sygemeldte mig tilbage i juli 2006.
Nåh ja, for øvrigt…jeg er ikke syg længere. Det vidste jeg bare ikke. Men fik ved sidste telefonsamtale med min sagsbehandler at vide at jeg aldeles ikke var sygemeldt pt. for man kan ikke få revalidering når man er syg. Øhhhhh nåh, sagde jeg så….det er der ingen der har fortalt mig. Fik et ret defensivt svar tilbage, om at det kunne hun ikke gøre noget ved, og nej, det havde jeg da egentlig heller ikke forventet, ville bare lige gøre opmærksom på at jeg aldrig nogensinde har fået at vide at et ja til revalidering betød raskmelding. Jeg har hele tiden opfattet mig som sygemeldt. Havde jeg vidst det jeg ved nu tror jeg ikke jeg havde sagt ja til revalideringen til at begynde med.
Det er jo også den der fanger mig nu. Revalidering er altid med henblik på tilbagevending til selvforsørgelse på det ordinære arbejdsmarked og ikke til fleksjob. Jeg føler mig fanget som en lus mellem to negle, har åbenbart været dårligt oplyst hele vejen igennem, men igen, det passer jo også på min psyke. Det autoriteterne siger passer til mig, det tror jeg på og siger ja til.
Nu skal jeg til jobklub igen i morgen, vist nok med en anden jobkonsulent end hende fra sidste uge. Jeg tager naturligvis af sted. For det første fordi jeg skal og for det andet fordi jeg er nødt til at mærke på mig selv om sidste uges reaktion ”bare” var fordi det var første gang, alt var nyt og anderledes og jeg var nervøs, eller om det vil være min generelle reaktion til at være der.
Typisk nok lukker min læge for 3 ugers ferie på fredag og har ingen tider inden hvis jeg skulle føle mig fristet til at drøfte en eventuel ny sygemelding med ham. Så det må vente en måned og så må jeg klare mig indtil da.
Men hvor har jeg det dog ringe for tiden…
Eneste lyspunkt er min nye bostøtteperson. Ikke at jeg havde noget imod ham jeg havde tidligere, men jeg går bare så godt i spænd med hende der er begyndt at komme hos mig. Snakken kører meget lettere, ingen pinlig tavshed og hun forstår allerede nu hvor jeg skal puffes og hvor jeg skal klappes på skulderen.
Burde det for øvrigt ikke også sige min sagsbehandler lidt at jeg i 6 måneder har haft bostøtte en gang om måneden, for en måned siden blev det så sat op til to gange om måneden og lige nu har vi så en periode på 4 uger hvor det er en gang om ugen, da bostøtten har vurderet at jeg har brug for hjælp inden det går lige så galt som i den gamle lejlighed. Jeg synes det burde give et hint om at bare fordi jeg møder op i min praktik og laver det jeg får besked på (og ikke mere), så er alt altså ikke vel.
Men hvad ved jeg….jeg er ikke sagsbehandler.
Jeg lover at vende lidt hurtigere tilbage denne gang.
Er som sagt i gang med et større projekt herhjemme ”Få styr på lejligheden” og bedsteveninden kommer hjem fra England på sommerferie i uge 30 og 31. Og så skal familien også lige have planlagt den tur i Ree Park, i biografen og på Restaurant Bones.
Nåh ja….så smelter vi for øvrigt…både mig og kattene ;o)
1001 Kat 