Monthly Archives: april 2013

Overspringshandlinger længe leve…

Standard

Puha…det er godt nok længe siden jeg sidst har skrevet på bloggen.

Hvorvidt det er på grund af overspringshandlinger er jeg lidt i tvivl om. Måske jeg bare har været optaget af at være til stede i virkeligheden? Måske jeg har haft travlt med at leve livet?

Næææh…i bund og grund skyldes det nok især at jeg har haft en rigtig lang periode hvor jeg har haft svært ved at gøre tanker til virkelighed. Med jævne mellemrum har jeg tænkt: “jeg burde skrive et nyt blogindlæg nu, har jo en masse jeg kan skrive om og det er alt for længe siden jeg har skrevet sidst”. Men der har været alt for stor afstand mellem tanken om noget til udførelsen af samme.

Men nu er jeg her i hvert fald – sådan lige midlertidigt. Håber da jeg får skrevet lidt mere jævnligt fremover.

Som skrevet er der sket rigtigt meget siden januar 2012. Mange af tingene har jeg slet ikke hjernekapacitet til at rumme på een gang:

Jeg er startet hos psykiater

Ret skræmmende i begyndelsen, bare det at sidde foran et helt fremmed menneske og fortælle om ens allerinderste. Hos min psykiater skiftes man til samtaler hos ham og hos hans sygeplejerske hvilket jeg syntes var lidt mærkeligt da jeg først fik det at vide, men det giver faktisk en rigtig god dynamik. Især for mit vedkommende fordi jeg føler jeg er bedre til at åbne op for den ene end for den anden, så det skulle gerne i sidste ende betyde at så meget som muligt relevant står i min journal.

Der er rodet med medicinering. Først blev jeg sat yderligere op i den Venlafaxin egen læge havde ordineret i januar 2012, men jeg var ved at gå til af bivirkninger. Især den øgede svedtendens gik helt amok. Jeg kunne vågne om natten fuldstændigt badet i sved, nattøjet kunne vrides og sengetøjet måtte skiftes. I dagtimerne skulle jeg nærmest bare tænke på at lave noget, så flød sveden – især i hovedet, så sveddråber trillede ned igennem hår og nedad panden og man ligefrem kunne se dråberne pible frem. Jeg endte med at gå rundt med et håndklæde og en skiftebluse i tasken konstant og jeg fik altid brug for det.

Så enden på det hele blev at jeg blev trappet meget langsomt ned i Venlafaxin for at få bivirkningerne til at stoppe og da de ikke gjorde det, blev jeg trappet helt ud. Øj nogle seponeringssymptomer jeg fik ud af det. 14 dage hvor jeg mest af alt havde lyst til at have været bevidstløs og følelsesløs.  Men jeg kom igennem på den anden side – heldigvis.

Nu er vi så ved at afprøve en epilepsimedicin – Lamotrigin – som stemningsstabiliserende og angstdæmpende. Jeg er oppe på 150 mg nu og skal være der i knap to måneder endnu før vi gør status og ser om jeg skal højere op i dosis eller om der skal suppleres med noget antidepressivt jeg forhåbentlig tåler bedre end Venlafaxin.

Lige pt. kan jeg godt mærke at Lamotriginen virker, men jeg kan også mærke at den ikke virker lige så godt som Venlafaxin. Til gengæld har jeg ingen nævneværdige bivirkninger, så det er trods alt positivt.

Psykiater har også været ved at give en diagnose og sende videre til Jobcentret. Jeg kan ikke helt huske formuleringen af den endelige diagnose, men han var i tvivl om, hvorvidt jeg rent faktisk havde Aspergers eller om der var tale om en skizoid personlighedsforstyrrelse. Mener at han kom frem til at jeg har en blanding af flere forskellige personlighedsforstyrrelser og så er der angst og depressioner inde over også. Personligt kan jeg stadig se mig selv i Aspergers-beskrivelserne (for kvinder altså – den for mænd ligger milevidt fra mig som person), men jeg kan også finde aspekter der passer på mig i en stor del af personlighedsforstyrrelserne udover generaliseret angst, måske/måske ikke socialangst (kommer lidt an på om det falder ind under en af de andre diagnoser), panikangst og OCD. Så jeg er nok sådan et blandet sammensurium af forstyrrelser 😉

Beboerklagenævnet

Det er ikke noget jeg har lyst til at skrive alverden om, men lidt skal I have at vide alligevel.

Min dispensation til at have min 3. kat udløb i marts 2012. Jeg ansøgte om forlængelse for katten var her jo ligesom stadigvæk og så rullede kampestenen. Administrationsselskabet nægtede forlængelse, jeg vedblev at ansøge og nægte at gå af med katten og enden på det hele blev at boligadministrationen sendte sagen i beboerklagenævnet. Der har den så været i behandling siden sent på efteråret 2012. Boligadministrationen og jeg er skiftevis kommet med vores bemærkninger som vi så har kommenteret på indbyrdes. I marts mente beboerklagenævnet at de havde tilstrækkelige oplysninger til at gå ind i afgørelsesfasen.

Sidste nyt er at jeg og boligadministration er indkaldt til møde i nævnet den 23. april, hvor vi skal svare på uddybende spørgsmål fra nævnet. Efter det møde, beslutter nævnet om der skal indhentes yderligere oplysninger og træffer derefter formentlig afgørelse udfra dem. Mener de ikke der skal indhentes oplysninger kan afgørelsen komme efter 1 uge, skal der indhentes oplysninger kan der gå 1-2 måneder.

Jeg ville ønske der kunne indgås et forlig, men det ville selvfølgelig indebære at boligadministrationen skulle give mig lov til det jeg hele tiden har bedt om – og det tror jeg ligesom ikke er en mulighed.

Men nu må vi se. Har en uge til at gå og bide negle, hygge mig med angst- og stresssymptomer og blive tiltagende neurotisk. Mere gråhåret kan jeg vist ikke blive, men det kunne da selvfølgelig gå hen og blive hvidt 🙂

Jobcenter-situationen

Stadig intet fleksjob til mig. I sensommeren 2012 fik jeg en praktik i en større virksomhed der måske kunne føre til fleksjob. Meningen var at praktikken skulle strække sig over 6 måneder eller mere hvor mit timetal forsigtigt blev øget, men efter 1 måned kastede arbejdsgiver og jeg i fællesskab håndklædet i ringen. Det duede bare ikke.

På et efterfølgende møde med sagsbehandler og jobkonsulent, hvor jeg havde min bostøtte med som bisidder, gik det endeligt op for de to, at jeg måske var en hel del dårligere end de lige havde regnet med. På daværende tidspunkt (december 2012) fik jeg lovning på fred fra jobcentret indtil de havde modtaget en diagnose fra psykiater.

Vi har nu april 2013 og jobcentret har modtaget dokumentation fra psykiater. Så lige nu går jeg faktisk bare og venter på at blive indkaldt til et møde, hvor vi (i følge telefonisk samtale med sagsbehandler) skal udfylde et skema med tusind spørgsmål der skal bruges i forbindelse med at jeg skal henvises til regeringens nye påfund – det tværfaglige rehabiliteringsteam. Hvad udfaldet af sådan et ressourceforløb bliver, kan jeg kun gisne om. Regeringen har ændret beskrivelsen af fleksjob til nu også at inkludere borgere med meget, meget begrænset arbejdsevne tidsmæssigt. Men hvad hvis der ikke kan findes sådan et fleksjob? Det er allerede svært nok at finde et på et timetal jeg ikke kan leve op til? Det kan kun tiden vise. Så jeg forholder mig afventende til hvad fremtiden bringer. En af fordelene ved at være nogenlunde velmedicineret – ikke så mange anfald af panikangst, “kun” den altid tilstedeværende bekymring i baghovedet som jeg har levet med det meste af mit liv. Så længe jeg ikke stresser er den til at leve med.

Det var vist en opdatering af de vigtigste ting der er sket siden sidst.

Og hvor er jeg så nu?

Ja altså…lige nu er jeg propfyldt af nervøs energi ovenpå indkaldelsen til møde i beboerklagenævnet og pt. bliver den udnyttet til at være kreativ i det lille hjem. Er ved at sy forhæng til nogle reoler i soveværelset, derefter er der nogle sofapuder der skal sys og når det er gjort skal forhængene jo hænges op og så står der et bjerg af tomme opbevaringskasser jeg har købt brugt, der skal fyldes og placeres. Altanen er også undervejs, formentlig i næste uge skal der indkøbes tomatplanter og sommerblomster til altankasserne – der er allerede sået de første pluksalat.

Misserne har det godt.

Devi var under kniven i august 2012. Hun havde en knude ved en mælkekirtel der var begyndt at vokse, så den skulle fjernes. Det formodes der var tale om brystkræft, men det er ikke undersøgt nærmere. Hun har det godt nu og det er det vigtigste. På grund af hendes personlighed blev der ordnet en del imens hun var i narkose, så hun fik også lige renset tænder, blev sundhedstjekket og vaccineret. Dyrlægen havde nær aldrig fået taget hendes sting 14 dage senere – hun er ikke nem at håndtere når hun er så bange, men det gik med hjælp fra mig, min far og et tæppe. Forhåbentlig får hun aldrig nogensinde igen brug for en dyrlæge, herhjemme er hun jo jordens dejligste mispige der bliver mere og mere kærlig og social på hendes gamle dage.

Junior var også under kniven men det var så i marts 2013. Han skulle have renset tænder og have tandrøntgen for at se om der var nogle tænder med resorptioner (hvilket der heldigvis ikke var). Til gengæld var han den heldige indehaver af en tandkødssvulst der også blev fjernet. Han har det super og er den samme lalleglade kæmpekat som han plejer.

Niggi undergår lige nu en kæmpe forandring. Efter jeg i marts talte med en hjertespecialist der ikke mente at hendes skyhed og angst havde noget at gøre med hjertet, startede jeg hende op på naturmedicin, først Zylkene og nu Colostrum og det går forrygende. Hun bliver mere og mere kærlig og tryg som dagene går, nu kan jeg få lov at nusse hende, både uopfordret og på kroppen hvor det før var et forsigtigt kæl på hovedet når hun selv bad om det. Det er fantastisk at se og det eneste jeg fortryder, er at jeg ikke begyndte behandlingen noget før. Men nu er vi igang og jeg overvejer om jeg skal stoppe med Colostrum på et tidspunkt for at se om virkningen bliver alligevel, eller om jeg skal fortsætte, da Colostrum også virker positivt på immunforsvaret, noget mit hjertebarn nok kunne have godt af.

Og udover det så glæder jeg mig bare til vi når til maj, for der kommer min morbror, tante og ene kusine fra Canada en tur til Danmark. Hvornår i deres ophold de får plads til at besøge os, ved jeg ikke endnu, men jeg glæder mig. Og også til at se en stor del af min mors familie igen til frokostkomsammen på Landgangen i Mariager i anledning af familiebesøget – det er så længe siden jeg har set dem, de få jeg har set indenfor de sidste år har været i forbindelse med begravelser. Måske frokosten kunne anspore til at tale om en ny familiefest til næste sommer i den FB-gruppe jeg har lavet for familien på min mors side.

Nu vil jeg stoppe for denne gang – solen skinner, det ser ud til at foråret endelig er kommet til Danmark og jeg har en symaskine og et bjerg af andre opgaver der venter på mig.

God tirsdag til jer alle derude 🙂