Monthly Archives: juni 2011

Jelling og Jarre…

Standard

Lad mig være helt ærlig og sige at musik ikke er et af de punkter hvor min far, min bror og jeg selv har de store lighedspunkter. Jo, langt henad vejen er min bror og jeg rimeligt enige om hvad der er godt og hvad der er skidt, men absolut ikke hele vejen. Og når vi så begynder at blande min far ind i det – så knækker filmen.

Men… én kunstner kan vi alle tre blive enige om at give tomlen op – Jean Michel Jarre.

Min bror er familiens største fan og det er også ham der har bragt os på eventyr i samme anledning et par gange efterhånden.

Første gang i 2002 da Jarre gæstede Nordjylland for at holde en gigantisk udendørskoncert på Gl. Vrå Enge som en hyldest til vinden…

For de fremmødte stod det meget hurtigt klart at det nok var vinden der skulle hyldes, men regnen havde indbudt sig selv som gæstestjerne og hele dagen stod i skybruddets tegn.

Vi var nogle af de heldige der ikke alene kom fra engene igen med alle sko alle fødder, men også var i stand til at få vores bil ud fra Lars Tyndskids pløjemark og hele vejen hjem hvor vi et godt stykke efter 2 om natten nød det første mad og drikke siden vi var kørt hjemmefra ved middagstid.

Koncerten var fantastisk, ingen tvivl om det, men elementerne overskyggede den som man stod der gennemvåd i mudder til anklerne og forsøgte at koncentrere sig om musikken.

Nogle år senere kom Jarre igen til Danmark, denne gang med indendørskoncerter. Og selvfølgelig skulle vi af sted alle tre, så vi hoppede i bilen og smuttede til København for at høre Oxygene albummet live.

Endnu engang en fantastisk koncert, denne gang uden elementerne til at forstyrre og med pladser så tæt på scenen at man næsten kunne få øjenkontakt med Jarre.

Og så skete det igen.

Først på året opdagede Martin pludselig at Jarre skulle gæste Jelling Festivalen og var straks fyr og flamme. Det skulle vi da bestemt ned og overvære.

Lad mig her komme med en lille indskudt bemærkning. Jeg er absolut ikke festivalmenneske. Min eneste festivaloplevelse indtil da var et enkelt endagsbesøg på Skanderborg Festivalen og det var ene og alene fordi mit favoritband skulle spille og jeg måtte se dem. Jeg er ikke til berusede mennesker, mange mennesker på et sted, høj musik/baggrundsstøj i længere tid, toiletvogne og en masse ståen op så en festival er ganske enkelt det helt forkerte sted at plante mig.

Derfor passede det mig egentlig ganske udmærket da jeg opdagede, at billetterne lå i et prisleje hvor jeg ikke kunne være med alligevel. Så min bror blev informeret om at det nok kun blev ham og vores far der skulle af sted.

Altså lige indtil vi stod i Fona og min far skulle købe billetter… og købte tre!

Godt så… så skulle Tina altså til Jelling Festival.

Jeg vil slet ikke begynde at fortælle om alle de mareridt og tanker jeg gjorde mig i månederne op til festivalen, men i stedet spole direkte frem til søndag formiddag hvor et blik ud af vinduet samt på DMI’s hjemmeside kunne fortælle mig at det regnede… fedt – not…

Men af sted kom vi klokken 17 med planen om at komme ind på festivalpladsen omkring 19.30 så vi kunne nå en lille bid mad inden Kim Larsen skulle på scenen, efterfulgt af Sort Sol og til sidst Jarre.

Det regnede sørme også da vi ankom til Jelling så mit fornuftige indkøb af tre regnponchoer i matchende lyseblå blev rost som et godt initiativ.

Klædt som tre gigantiske blå vindballoner begav vi os mod festivalpladsen imens vi skævede til det mudrede fodtøj vi så komme den anden vej.

Og ja, der var meget mudder da vi nåede frem. Dog ikke noget nær Gl. Vrå tilstande, men stadig nok til at ens sko enten sad fast hvis man stod stille for længe eller gled hvis man bevægede sig for hurtigt.

For en gangs skyld gjorde det mig ikke noget at ligne en vraltende and imens jeg langsomt og forsigtigt begav mig pladsen rundt med Martin og far, måske fordi der var vraltende ænder overalt på pladsen.

Efter en tur hele pladsen rundt endte vi inde i et hjørne af et italiensk spisetelt med stående taffel der for mit vedkommende bestod af en lille men lækker portion spaghetti bolognese – serveret med ske? Ikke verdens mest indlysende redskab til spisning af spaghetti og jeg var også meget glad for at have ponchoen på – den blev ren igen så snart jeg kom udenfor i regnvejret.

Vi listede ud til et telt midt på pladsen med borde og bænke under og sørme om jeg ikke pludselig var så heldig at der blev en plads ledig.

Godt nok blæste og regnede det ind på mig, men om ikke andet havde jeg fundet en siddeplads. Og her blev jeg troligt siddende imens Kim Larsen spillede, imens far og Martin gik til Teltscenen for at se Sort Sol og jeg sad der stadig da de kom tilbage. Turde simpelthen ikke rejse mig for så var pladsen bare væk.

Nåh… men 23.20 skulle Jarre så gå på scenen. Jeg blev siddende på min bænk imens Martin og far var gået tættere på scenen. Det regnede stadig og jeg var klam og iskold og savnede min seng.

Med 20 minutters forsinkelse gik Jarre i gang… og som et mirakel stoppede regnen.

Copyright Martin Stevnsgaard Johansson 2011

Og jeg må indrømme at jeg med et glemte alt mit brok, hvor kold og våd jeg var, at jeg skulle tisse og at jeg havde ondt i røven af at sidde på bænken – så fantastisk var koncerten.

Jarre havde slæbt det helt store arsenal med af instrumenter og visuelle effekter. Laserlyset glimtede ud over pladsen i forskellige farver og mønstre der passede til musikken. Det var fantastisk. Til Aero koncerten havde han fravalgt det store lasershow til fordel for blandt andet belysning af vindmøller og fyrværkeri der desværre blev for vådt i regnen, men nu var lasershowet tilbage for fulde omdrejninger.

Da laserharpen blev tændt nåede jeg at tælle til tre, så var teltet jeg sad i mere eller mindre tomt og alle stod ude i mudderet og gloede op i luften med åben mund og polypper. Så forstod man pludselig at luftrummet over pladsen var lukket under koncerten, det så ud til at laserharpens lys kunne have nået hele vejen til månen. Jeg kunne heller ikke lade være med at smile for mig selv imens jeg forestillede mig Martin stå og juble deroppe i menneskemængden over endelig at få lov til at opleve laserharpen live.

Copyright Martin Stevnsgaard Johansson 2011

Alt i alt var det en spektakulær oplevelse der helt og aldeles opvejede – i hvert fald mit – ubehag op til. Vi fik virkelig noget for pengene. Lyden var fantastisk, der var toner så høje at de ville have kunnet knuse krystalglas og toner så dybe at de forplantede sig i mellemgulvet og fik det til at vibrere. Spørg mig ikke hvad det egentlig var han spillede, jeg kan til nød holde styr på at noget var en Rendezvous og noget var en Oxygene, men at nummerere dem har aldrig været min stærke side.

Eneste anke jeg har, var at jeg ikke fik min elskede Oxygene 13 som slutnummer. Ikke at hans erstatning var dårlig, jeg er bare tosset med Oxygene 13.

Derudover var dette den bedste Jarre koncert jeg har overværet og jeg håber at få chancen for at opleve manden live igen engang…

Copyright Martin Stevnsgaard Johansson 2011

Copyright Martin Stevnsgaard Johansson 2011