Nu er det ved at være et stykke tid siden ordet social angst dukkede op i en samtale med min mentor, og jeg har haft tid til at tænke over det. Og der er lige pludselig en masse ting der giver mere mening.
Siden mine tidlige teenageår og frem til nu har jeg opfattet mig selv som værende en genert pige der ikke brød sig om at gøre opmærksom på sig selv. Men nu hvor jeg har vendt og drejet tingene nogle gange, kan jeg pludselig se at det er social angst der er dukket op i mit liv dengang og aldrig har givet slip, men til gengæld er blevet værre.
Hvis vi nu skal remse nogle fællesnævnere op der er gennemgående fra ca. 13-års alderen og frem til nu, kunne det være:
– Vil helst ikke med til fester, især ikke med jævnaldrende.
– Føler mig anderledes hvis jeg tager med.
– Vil helst have gæster hjemme og besøger meget sjældent andre hvis jeg kan slippe for det.
– Får det fysisk dårligt af at befinde mig på steder med rigtigt mange mennesker, for eksempel foran scenen til en koncert eller i gågaden i Randers til Open By Night.
Som barn havde jeg – så vidt jeg husker – ingen problemer med at besøge andre og tage til fester, jeg husker i hvert fald mange besøg hos veninderne, både med og uden overnatning, og en hulens masse skolefester. Men efterhånden som jeg blev ældre føltes det mere og mere forkert og “farligt”.
Nu siger jeg så at min sociale angst er blevet værre i løbet af årene og det er også rigtigt. Ellers er jeg slet ikke sikker på at jeg ville være i stand til at identificere den som social angst i dag, men ville nok i stedet stadig tænke at det hele skyldtes generthed.
Jeg tænkte så at jeg trods alt har opdaget et punkt hvor den sociale angst træder i baggrunden, nemlig når jeg er afsted på katteudstillinger eller fremvisninger. Her snakker jeg gladeligt med alt og alle, både dem jeg kender og dem jeg ikke kender, overnatter fremmede steder og er væk fra min trygge base i længere tid. Men jeg er faktisk ikke helt sikker på at social angsten rent faktisk træder i baggrunden, jeg tror bare den viser sig på en anden måde. En masse snakken er for eksempel også en af de måder angsten kan manifestere sig. Og selvom jeg er blandt mange mennesker, så er jeg alligevel meget isoleret og “ukendt” og kan nærmest svæve rundt en hel dag uden rigtigt at blive “opdaget” af andre end dem der kender mig. Det er lidt spøjst at tænke på. Det er også gået op for mig, at alle de gange jeg har været på scenen med Gizmo, har jeg ikke kunnet få mig selv til at se på publikum og så lidt som muligt på alle andre og bare koncentreret mig om min kat og om ikke at falde.
Men jeg kommer trods alt ud blandt mennesker.
En anden hverdagsting jeg kommer til at tænke på i den sammenhæng, er bus- og byture. De sidste 2½ måned har jeg kunnet følges med min bror i bussen om morgenen. Hvorfor er det lige at det er så meget nemmere for mig at melde mig syg en dag hvor jeg ved min bror ikke skal med morgenbussen og jeg dermed skal køre turen alene? Hvorfor er det jeg får koldsved og glor ned i fortovet når jeg en sjælden gang går rundt i midtbyen alene? Det sidste især taget i betragtning af at jeg hader at kigge butikker sammen med andre, fordi ingen gider kigge nøjagtigt de samme steder som mig og jeg orker bare ikke selv at vade rundt og glo på ting der ikke interesserer mig men andre.
Mange interessante problemstillinger der dukker op, bare imens jeg sidder og skriver dette indlæg. Jeg tror de kræver lidt mere hjernegymnastik fra min side.
Og nu er jeg da egentlig spændt på hvordan jeg klarer Open By Night i Randers Storcenter i aften? Meeeen…der plejer nu ikke at være proppet med mennesker og så har jeg jo også både min bror og min far med som mental back-up. Så mon ikke jeg overlever 😉
1001 Kat 