Monthly Archives: april 2010

Social Angst

Standard

Nu er det ved at være et stykke tid siden ordet social angst dukkede op i en samtale med min mentor, og jeg har haft tid til at tænke over det. Og der er lige pludselig en masse ting der giver mere mening.

Siden mine tidlige teenageår og frem til nu har jeg opfattet mig selv som værende en genert pige der ikke brød sig om at gøre opmærksom på sig selv. Men nu hvor jeg har vendt og drejet tingene nogle gange, kan jeg pludselig se at det er social angst der er dukket op i mit liv dengang og aldrig har givet slip, men til gengæld er blevet værre.

Hvis vi nu skal remse nogle fællesnævnere op der er gennemgående fra ca. 13-års alderen og frem til nu, kunne det være:
– Vil helst ikke med til fester, især ikke med jævnaldrende.
– Føler mig anderledes hvis jeg tager med.
– Vil helst have gæster hjemme og besøger meget sjældent andre hvis jeg kan slippe for det.
– Får det fysisk dårligt af at befinde mig på steder med rigtigt mange mennesker, for eksempel foran scenen til en koncert eller i gågaden i Randers til Open By Night.

Som barn havde jeg – så vidt jeg husker – ingen problemer med at besøge andre og tage til fester, jeg husker i hvert fald mange besøg hos veninderne, både med og uden overnatning, og en hulens masse skolefester. Men efterhånden som jeg blev ældre føltes det mere og mere forkert og “farligt”.

Nu siger jeg så at min sociale angst er blevet værre i løbet af årene og det er også rigtigt. Ellers er jeg slet ikke sikker på at jeg ville være i stand til at identificere den som social angst i dag, men ville nok i stedet stadig tænke at det hele skyldtes generthed.

Jeg tænkte så at jeg trods alt har opdaget et punkt hvor den sociale angst træder i baggrunden, nemlig når jeg er afsted på katteudstillinger eller fremvisninger. Her snakker jeg gladeligt med alt og alle, både dem jeg kender og dem jeg ikke kender, overnatter fremmede steder og er væk fra min trygge base i længere tid. Men jeg er faktisk ikke helt sikker på at social angsten rent faktisk træder i baggrunden, jeg tror bare den viser sig på en anden måde. En masse snakken er for eksempel også en af de måder angsten kan manifestere sig. Og selvom jeg er blandt mange mennesker, så er jeg alligevel meget isoleret og “ukendt” og kan nærmest svæve rundt en hel dag uden rigtigt at blive “opdaget” af andre end dem der kender mig. Det er lidt spøjst at tænke på. Det er også gået op for mig, at alle de gange jeg har været på scenen med Gizmo, har jeg ikke kunnet få mig selv til at se på publikum og så lidt som muligt på alle andre og bare koncentreret mig om min kat og om ikke at falde.

Men jeg kommer trods alt ud blandt mennesker.

En anden hverdagsting jeg kommer til at tænke på i den sammenhæng, er bus- og byture. De sidste 2½ måned har jeg kunnet følges med min bror i bussen om morgenen. Hvorfor er det lige at det er så meget nemmere for mig at melde mig syg en dag hvor jeg ved min bror ikke skal med morgenbussen og jeg dermed skal køre turen alene? Hvorfor er det jeg får koldsved og glor ned i fortovet når jeg en sjælden gang går rundt i midtbyen alene? Det sidste især taget i betragtning af at jeg hader at kigge butikker sammen med andre, fordi ingen gider kigge nøjagtigt de samme steder som mig og jeg orker bare ikke selv at vade rundt og glo på ting der ikke interesserer mig men andre.

Mange interessante problemstillinger der dukker op, bare imens jeg sidder og skriver dette indlæg. Jeg tror de kræver lidt mere hjernegymnastik fra min side.

Og nu er jeg da egentlig spændt på hvordan jeg klarer Open By Night i Randers Storcenter i aften? Meeeen…der plejer nu ikke at være proppet med mennesker og så har jeg jo også både min bror og min far med som mental back-up. Så mon ikke jeg overlever 😉

Virksomhedspraktik

Standard

Så er det sidste dag i min praktik i dag. En lidt mærkelig en af slagsen må man sige. Normalt møder jeg fra 8.45 til 15.00. I dag lagde jeg dog ud med en tid hos min læge, så jeg mødte først ind klokken 11.15. Og regner med at gå igen klokken 14, når jeg har ryddet det der skal ryddes på computeren og skrivebordet.

Det er også en mærkelig dag på en anden måde. I og med at det er sidste dag i en praktik hvor jeg har fået mange udfordringer og prøvet mig selv af – og har haft kollegaer jeg har grinet og snakket godt med – synes jeg selv at jeg burde føle mig selv lidt mere ked af at skulle stoppe.

Hvorfor er jeg så ikke det? Hvorfor virker det som en lettelse at gå et uvist antal fridage i møde? Var denne praktik virkelig så hård ved mig?

Jeg ved det ærligt talt ikke. Men nøj, hvor jeg glæder mig til at komme hjem i dag – også selvom jeg ikke aner hvad der skal ske fremover. Jeg skal bare hjem og nusse med mine katte og – forhåbentlig – få gjort noget ved min lejlighed så jeg kan komme til at nyde den igen. Det må være mit mantra for det næste stykke tid. At nyde nuet og slappe så meget af som muligt 🙂

Ups…

Standard

I går da jeg skulle vente 20 minutter på bussen hjem fra arbejde “kom jeg til” at købe de første blomster til altanen. Det var egentlig bare meningen at jeg ville gå ind i blomsterteltet foran Føtex og kigge lidt, men så opdagede jeg jo til min gru at den unge mand ved kassen var udstyret med en Dankort-automat.

Så det blev til to pelargonier og to Dahlia, alle i den helt rigtige pinke farve, der passer til det tema jeg er ved at implementere i mit “sommerhus”.

Pelargonie

Dahlia

Sladder

Standard

Jeg er et af de der mennesker man kan fortælle alt til.

Jeg lytter…

Jeg dømmer ikke…

Og jeg sladrer ikke…

Hemmeligheder, sladder eller dybt personlige ting – de enten bliver hos mig eller fiser direkte ind ad det ene og ud ad det andet øre.

Derfor er jeg også lidt i tvivl om, hvad jeg skal gøre i den situation jeg nu er kommet i.

Jeg har nemlig hørt noget sladder (som sædvanlig), og havde egentlig planlagt at det blot blev hørt og derefter glemt. Men sladderen drejer sig om en person jeg holder af og – tror jeg – kan have indflydelse på vedkommendes fremtid. På den anden side kom sladderen fra en anden person jeg også holder af, og jeg ved at vedkommende står ved det der er sagt.

Og nu er det så jeg er i tvivl. Skal jeg videregive det der er sagt, naturligvis uden at nævne hvor jeg har det fra når jeg nu mener det er sladder der kan have konsekvenser for mange hvis den vokser?

Er det min egen sindstilstand der gør at jeg pludselig overvejer det? Det er ikke mange dage siden jeg mente at vedkommende sladderen drejer sig om, selv blandede sig i noget på den helt forkerte måde.

Åh, hvor jeg dog hader når min hjerne går spekulationsamok, ellers ville denne lille historie også bare være druknet i glemslens tåger…tror jeg nok…måske.

…suk…

Mindfulness

Standard

I fredags var jeg så heldig at komme med til den temadag der var arrangeret for medarbejdere på Jobcentret hvor jeg er i praktik.

6 timer i selskab med Lise Baltzer Laursen, en række nysgerrige offentligt ansatte og en hulens masse meditation.

Vi startede med en introduktion til området Mindfulness og så var det ellers lige på og hårdt med en 50 minutters Body Scan meditation. Den foregår liggende, gerne under et tæppe for man bliver nedkølet når man slapper så meget af, og så gennemgås hver eneste del af kroppen, fra venstre lilletå og op til hovedbunden.

Under denne meditation gjorde jeg en del opdagelser. For det første at jeg faktisk havde prøvet denne Body Scan før, helt tilbage i folkeskolen i 80’erne (hvor Mindfulness var et nyt koncept) og hele klassen brugte en time på gulvet i selskab med vores geografilærerinde, der var meget spirituel og åben for nye tendenser. Jeg kan huske meget af den meditation endnu, blandt andet hvordan vi blev advaret mod pludselige bevægelser mod enden fordi vi havde været så afslappede så længe og kunne få fibersprængninger. Og så kan jeg huske gennemgangen af kropsdelene og hvordan vi skulle koncentrere os om at det gjorde ondt i en tommelfinger – og så gjorde det lige pludselig ondt.

For det andet oplevede jeg at jeg havde meget svært ved at “dykke” ind i mig selv og fokusere. Mine tanker fløj i alle retninger og når jeg endelig fik fokus holdt det ikke ret længe.

Og endelig fik jeg ondt flere og flere steder i løbet af meditationen. Først i lænden, så i bækkenet, så i ankler, knæ, nakke og endelig i hovedet.

Ikke just en succesoplevelse, men for mig det første bevis på at jeg ikke bare går og bilder mig selv ind at der er noget galt – der ER noget galt.

I løbet af dagen fik vi afprøvet flere forskellige meditationer, nogle ganske korte, under 3 minutter, nogen lidt længere.

Den eneste der i løbet af dagen gik nogenlunde for mig, var en 20 minutters fokuseringsøvelse. Den gik ud på at komme godt ind i sig selv og at følge vejrtrækningen. Vi skulle så begynde at tælle vejrtrækningerne. 1 ind, 2 ud, 3 ind, 4 ud, helt op til 10 og så begynde forfra. Da jeg begyndte at tælle fik jeg kvalme. Og jo længere tid jeg talte, jo mere udpræget blev kvalmen. Ret interessant synes jeg faktisk. Jeg sagde så til mig selv at jeg skulle holde op med at tælle, men det hjalp ikke. Først da Lise Baltzer Laursen sagde at vi godt måtte stoppe med at tælle og bare koncentrere os om vejrtrækningen, kunne jeg holde op og kvalmen forsvandt meget langsomt igen.

Alt i alt var det en meget interessant dag. Jeg lærte et par ting om mig selv, og især om den tilstand jeg er i for tiden. Jeg “plejer” ellers at være god til at fokusere indad til meditationer, visualiseringer og lignende, men denne fredag susede mine tanker rundt som sindssyge og jeg kunne slet ikke samle dem, ensige ignorere dem.

I det undervisningsmateriale vi fik udleveret var også CD’er med den store Body Scan og den afsluttende fokuseringsmeditation. Dem skal jeg have prøvet hjemme for at se om jeg får et bedre resultat, også fordi Mindfulness kræver øvelse, hvadenten det går super godt den første gang eller man basker rundt som en fugleunge i frit fald som jeg gjorde i fredags.

Men det er i hvert fald en filosofi jeg har tænkt mig at gøre lidt mere ved, for jeg har en meget klar idé om, at den kan hjælpe mig meget.

Tanker om fremtiden III

Standard

På torsdag er den slut…min revalidering.

Hvad der skal ske derefter venter jeg stadig på svar om.

I torsdags var der møde med sagsbehandler, min praktikchef, min kontaktperson og undertegnede.

Meningerne om mit revalideringsforløb skulle på bordet.

Min nuværende chef var glad for mig, men mente ikke min arbejdsevne levede op til en stilling på ordinære vilkår.

Både min kontaktperson og min mentor mente 30 timer var for meget og at min hverdag simpelthen ikke hang sammen.

Sagsbehandler mente at revalideringsmålet var så tæt på opfyldt som det kunne blive og at jeg derfor skulle raskmeldes fra den 1. maj.

Jeg fik som sædvanlig ikke ytret halvdelen af det jeg ville, det har jeg så til gengæld gjort skriftligt og sendt til sagsbehandler i håb om at hun vil tage min mening med i sin endelige beslutning.

Så nu går jeg bare og venter og aner ikke om jeg er købt eller solgt og hvad der overhovedet skal ske fra på mandag.

Det mest sandsynlige er nok at jeg starter næste uge med at skulle ud og søge kontanthjælp. At jeg er raskmeldt og skal melde mig ledig på AF. At jeg ikke vil have mentorstøtte længere. At jeg skal igang med aktivering af en eller anden slags.

Men underligt nok er det, der står klarest i min mudrede hjerne, at jeg så – måske – kan få en uge eller to fri og slappe rigtigt af. Og det er jo ikke sådan jeg skal tænke. Bevares, der kører også tankerne om hvordan økonomien skal hænge sammen, de tanker der giver mig kvalme, gør mig klam og svedig og som hele tiden hænger truende over mig.

På torsdag formiddag har jeg fået en tid hos min læge. Min kontaktperson mente det ville være en god idé lige at få hans mening ind over, hvorvidt jeg døjer med kraftige eftervirkninger af min depression eller om jeg rent faktisk har fået en ny. Jeg synes i hvert fald selv jeg kan genkende en del tegn jeg havde håbet aldrig at skulle opleve igen.

Alting foregår meget langsomt, hvis det overhovedet foregår. Mit hjem sumper lige så stille til og jeg er rædselsslagen for at ende i samme situation som jeg var i for 1½ år siden. Jeg synes ærligt talt ikke det er sjovt længere…

Men jeg må fortsætte med at vente på besked. Og forsøge at tænke på noget andet. Og det kan jeg jo meget passende gøre ved at skrive endnu en post, denne gang om det kursus jeg var på i fredags 🙂