The Walking Dead I

Standard

Bemærk: Der kan forekomme spoilere i dette indlæg hvis man ikke følger serien som den sendes på DR3. Er man længere fremme end DR3 og ønsker at kommentere indlægget, beder jeg om at der ikke tales længere frem end de afsnit der har været vist på DR3 af hensyn til danske seere.

Så er formalia vist i orden og jeg kan komme igang med mine meget dybe tanker om serien The Walking Dead.

Jeg har fulgt med i serien fra det allerførste afsnit. For de der ikke har set serien, vil mange forklare at det er en zombieserie. Og ja, der er da zombier med – af seriens vigtigste hovedpersoner kaldet Walkers – til tider er der endda rigtigt mange zombier med, men det er altså ikke zombierne serien handler om.

For at forstå hvordan en zombieserie kan handle om andet end zombierne, er man nødt til at forstå begrebet “plot engine”. Altså et middel til at fremme handlingen. Zombierne er ikke andet end et middel til at fremme handlingen og fortælle den historie serien egentlig handler om, nemlig hvordan mennesker reagerer når verden pludselig går af lave.

Og det er det jeg synes er så spændende ved The Walking Dead. Historierne om personerne, menneskerne i serien og deres udvikling både indbyrdes og hver for sig. Serien er et helt studie i teoretisk psykologi: hvordan vil mennesker reagere hvis verden som vi kender den går under? Hvordan vil de udvikle sig hvis livet pludselig handler om overlevelse? Hvem vil overleve? Og hvad er man nødt til at være villig til for at overleve?

Der er indtil flere i min umiddelbare omgangskreds der følger med i serien, så jeg taler i hvert fald med mindst tre personer om afsnittene. Derudover følger jeg med på diverse FB-grupper hvor seriens fans skriver både positivt og negativt.

I den sammenhæng har jeg lagt mærke til noget:
Rigtigt mange kommenterer at der er for få zombier og for få zombiescener i serien.
En del synes at seriens fortælleform er for langsom.
Meget få kommenterer overhovedet personernes udvikling og hvis der kommenteres på personerne, er det ofte uden nuancering i forhold til den udvikling.

Så rigtigt mange ser tilsyneladende The Walking Dead som zombieserie, synes der er for få zombiescener og forstår ikke helt eller overser fuldstændigt den til tider subtile udvikling persongalleriet går igennem.

Og det irriterer mig. Jeg forstår til fulde frustrationen fra de seere der forventer at få noget andet end de får og jeg forstår til dels også de der mener at serien bevæger sig for langsomt udfra betragtningen at de ikke indser at det er personudviklingen det handler om – hvis de overhovedet opfatter de nuancer.

Jeg har erfaring tæt på med både personer der ikke lægger mærke til de nuancer men heldigvis også med i hvert fald en der ser serien på samme præmisser som mig og hvor er det skønt at have en at vende alle indtrykkene med – i stedet for at skulle sidde og forklare, forsvare eller uddybe for andre. Men jeg vil jo egentlig også gerne udbrede de her vigtige udviklinger til de der ikke helt har fanget dem, så jeg er på sin vis fanget i et meget frustrerende net hvor det der irriterer mig, også ligger mig på hjerte. Så min plan er at jeg i den kommende tid vil skrive et indlæg her og der om især 4. sæsons afsnit, der pt. kører på DR3. I den sammenhæng vil jeg – som anført i indledningen – kun skrive om afsnittene som de har været vist på DR3. Hvis man ser foran og vil kommentere på mine indlæg, bedes man holde sig til DR3s sendeskema, jeg vil ikke spoile de der følger med på dansk tv hver tirsdag.

Jeg vender snarligt tilbage med et indlæg om serien frem til nu, måske det bliver spredt ud over flere indlæg, må se hvor meget det viser sig jeg har på hjerte.

Must see julefilm

Standard

Fars Fede Juleferie kører på TV3 lige nu (og ja, jeg ser med og ja, jeg har den også på dvd😀 ) og jeg føler mig inspireret til at skrible lidt om julefavoritter indenfor filmens verden.

Jeg har igennem årene akkumuleret en masse julefilm og nogen af dem er kommet på min officielle liste over film jeg skal se hver jul. Det er:

Fars Fede Juleferie
Der er ikke noget at gøre. Fars Fede Juleferie er bare indbegrebet af stor sammenbragt familiejul om end i amerikaniseret udgave. Men nu er jeg også til en vis grad til den overdådige amerikanske julepynt så det passer meget godt.

Tror du på Julemanden
Om det er The Santa Clause 1, 2, 3 eller alle sammen er egentlig lige meget. De er så dejligt julede og Tim Allen gør et godt job som Julemanden.

Hjælp, det er jul
Christmas with the Kranks er den nyeste titel på min must see liste, igen Tim Allen, denne gang i en noget anden rolle end Julemanden og det største plus – Jamie Lee Curtis som hans kone.

Fælles for min must see liste er at Julen er hovedpersonen i dem alle sammen. Uden jul, ingen film.

Til sammenligning har jeg nogle favoritter hvor julen “bare” har en birolle, men som jeg nu stadig nyder igen og igen i julemåneden:

Alene Hjemme 1 og 2
Love Actually

En gammel favorit er It’s a wonderful life, hvorimod jeg aldrig har haft en tradition med White Christmas selvom den da er julet om nogen. Og så synes jeg at Anne fra Grønnebakken, Sound of Music og Ivanhoe med Anthony Andrews hører til på programmet i juledagene (man er vel et barn af sin tid😉 )

Er jeg for øvrigt den eneste der – takket være TV3 – er begyndt at forbinde Sex & the City med julen?

Det der politik noget…

Standard

Tirsdag d. 19. november er der kommunal- og regionalvalg. En samtale med en ven fik mig til at tænke lidt over det der politik noget…

Min ven “har ikke sat sig ind i det”, “ved ikke hvad høn skal stemme” og deraf udledes – har ikke tænkt sig at gøre brug af vedkommendes valgkort.

Jeg har altid sagt at jeg ikke går op i politik. Jeg gider ikke snakke politik med ret mange udover nogle udvalgte få, jeg gider ikke se politiske debatter i tv, hader valgflæsk der alligevel aldrig overholdes og så fremledes.

Men….jeg har altid udøvet min ret til at stemme. Faktisk mener jeg ikke bare at det er en ret – jeg mener det er en pligt. Stemmer du ikke har du ikke ret til at brokke dig over de folkevalgte og deres politik.

Men hvad så når man ikke har sat sig ind i det eller ikke ved hvad man skal stemme? Jamen så tager man da sit valgkort, møder op, får sine stemmesedler, går ind i båsen og tager en dyb indånding og går ud og afleverer en blank stemme. Den fortæller en uendeligt mere interessant og vedrørende historie end en sofavælgers fravalg af at udøve sin stemmeret.

Personligt har jeg fundet min kandidat til kommunalvalget. Til gengæld påregner jeg – med mindre der sker noget fantastisk inden tirsdag – at stemme blankt til regionsvalget – jeg føler mig ikke godt nok informeret til at træffe et valg her, hverken med en liste- eller en personlig stemme. Men jeg møder op og afgiver den blanke stemme for at fortælle politikerne at de ikke har været klare nok i spyttet til at fange lige præcis min opmærksomhed i tiden siden sidste valg.

Bare fordi jeg ikke ser valgprogrammer eller politiske debatter får jeg jo min del af politik alligevel. Lands- og regionalnyheder giver meget. Onlineaviser når man nu ikke gider købe snasket papir i dyre domme. Samtaler med venner og familie. Og at blive konfronteret med resultaterne af valg truffet enten i Folketinget eller mere nede på jorden – i byrådet.

Så mit råd til den rådvilde må være: mød op, stem efter din egen overbevisning, også hvis det betyder en blank stemme. Lad være med at lade andres valg af kandidat eller parti blive dit, træf dit eget valg som passer bedst til dig. Ægtefæller, kærester, søskende, venner – man behøver ikke at stemme det samme for at være sammen. Og kan man slet ikke finde noget ståsted hverken kandidat- eller partipolitisk så stem for guds skyld blankt…hellere det end at lægge stemmen det forkerte sted.

Men stem…lad være med at lade andre træffe valget for dig🙂

Jeg hader min hjerne…

Standard

Jeg har så længe jeg kan huske haft tendens til katastrofetanker i form af små tankefilm der kører forbi mit indre øje i splitsekunder – og som altid er ubehagelige. De fleste af hverdagens tankefilm handler enten om at jeg falder ned ad trapper eller at der sker noget ubehageligt med mine negle.

De forstærkes når jeg er stresset, så kommer der flere af dem og de virker mere intense. Har oplevet helt at slippe for dem i forbindelse med en medicinering, desværre tålte jeg medicinen dårligt ift bivirkninger, så der er skiftet til noget helt andet der ikke virker helt så godt, men dog har en vis virkning.

Indtil min brors flytning i september. Der gled jeg nemlig på hans trappe og faldt. Godt nok kun to trin ned, men jeg var alligevel så uheldig at jeg slog min i forvejen ringe lænd, fik lavet et vrid i højre knæ der ellers var mit gode knæ og – opdagede jeg da adrenalinen havde aftaget – havde et knæk på midten af højre storetånegl hvor den havde sluppet i den øverste halvdel.

Og så skal jeg da ellers lige love for mine tankefilm gik amok. Faktisk i en grad der hæmmer mig i dagligdagen. Fra ikke at bryde mig om trapper er jeg nu decideret angst for dem og vælger nogen gange bare at blive i lejligheden fremfor at gå ned med skrald eller gå en tur den dag. Det er jo ikke super smart at have trappeangst når man bor på 1. sal. Og tankefilmene er også virkeligt ubehagelige, kan godt være de kun varer et splitsekund, men hvadenten der kommer de første ti i træk eller kun et enkelt, så har jeg det dårligt længe efter. Og selvom jeg har forsøgt at undgå tanker der kan trigge dem, så dukker de nogengange op i de underligste forbindelser, eksempelvis: skal planlægge biograftur med veninden – tankefilm: Tina skvatter hele vejen ned af deres lange stejle trappe og kommer til skade, udstilling i Hobro om en uge, tænk hvis Junior kunne være heldig at blive BIS veteran – åh p*s så skal jeg op og ned ad trappen til scenen – det går galt.

Er nu blevet sat op i dosis af den angstdæmpende medicin to gange og det har ikke ændret en hujende fis – er seriøst begyndt at overveje om jeg skulle gå tilbage på den anden medicin og så leve med bivirkningerne.

Det er altså ikke for normale mennesker det her – og hvor er det bare belastende. Både at lide under, men også at forsøge at forklare andre der aldrig har prøvet den her forkrøblende fornemmelse af nærmest at blive tortureret af ens egen hjerne😦

Nåh, Mortens Aftens menuen venter på at blive kokkereret og der skal dækkes bord, nogle timers hyggeligt samvær med familien plejer at være en god kur – i hvert fald indtil de er gået…

Hvorfor Halloween?

Standard

Det kan næppe komme som nogen overraskelse – hverken for læsere af bloggen eller for dem der kender mig andre steder fra – at jeg er mere end almindeligt glad for Halloween.

Faktisk i en grad så Halloweenpynten i kælderrummet har større volume end julepynten, og jeg elsker altså også at jule. Noget af det kunne naturligvis skyldes at jeg ikke kan gå forbi en Halloweenudstilling i butikkerne i oktober uden lige at gå en runde ikke 1 men gerne 2, 3 eller flere gange for at se om der liiiige skulle ske at være noget jeg ikke kan leve uden. Det er der som oftest😉

Men hvorfor Halloween? Hvorfor fejre en højtid der slet ikke er dansk? Hvert evigt eneste år ser jeg dette spørgsmål stillet og hvert år tænker jeg over hvordan jeg kan formulere et svar, men jeg kommer aldrig så langt.

Det vil jeg så forsøge nu.

Nej, Halloween er ikke dansk, i hvert fald ikke i den udformning vi har fået serveret fra legetøjsbutikkerne som de første. De første mange år blev Halloween herhjemme lanceret udelukkende for børnene – som en 2. fastelavn så ungerne ikke skulle kede sig et helt år imellem udklædningsfesterne.

På et tidspunkt bredte Halloween sig til de store supermarkedskæder og senere igen til nogen af de mange havecentre rundt om i landet. Og for mit vedkommende var det i havecentrene at man pludselig så Halloween også henvendt til voksne.

Det har taget mange år at arbejde Halloween ind i de danske hjem og det kommer til at tage mange år endnu før det ikke udelukkende er noget for børnefamilier og for nørder. Jeg hører selv ind under nørd-kategorien😀

Men skal vi nu også tvinges til at holde Halloween (jeg skriver med vilje holde i stedet for fejre) for er det andet og mere end en amerikansk forbrugerfest designet til at flå pengene ud af lommerne på de danske familier?

Nej, selvfølgelig skal ingen tvinges. Halloween skal være et tilvalg, vel at mærke et positivt ladet et af slagsen.

Og hvad er det så lige vi danskere kan bruge Halloween til?

Det kan der nok være flere meninger om. Den Halloween vi har fået til landet er klart et ekko af den amerikanske Halloween: græskarlygter, edderkopper, spøgelser, hekse, vampyrer og monstre, udklædning til børnene, slik og uhyggelige dekorationer. Sådan er Halloween for gennemsnitsamerikaneren.

Men Halloween stammer faktisk fra Europa, faktisk fejrede danskerne Halloween – eller Allehelgensaften som den hed – helt frem til 1770 hvor helligdagen blev afskaffet. Og Allehelgensaften har sin start helt tilbage i den hedenske Samhain der blev fejret af kelterne i Irland og det øvrige Storbritannien. Da udvandringen fra Storbritannien til Amerika begyndte for alvor, tog emmigranterne deres traditioner med sig, deriblandt Halloween.

Halloween er populærnavnet for All Hallows’ Eve, aftenen før All Hallows’ Day (Allehelgensdag). Som årene gik blev de europæiske udskårne roelygter til store orange græskarmænd og nu er Halloween et af årets højdepunkter for rigtigt mange amerikanere, på linje med Thanksgiving og jul.

Men hvorfor var det nu lige jeg holder Halloween?

Første gang jeg holdt en Halloween fest var i 1997. Dekorationerne i hjemmet bestod af et enkelt stykke købt Halloweenpynt hjembragt fra Sverige og dertil en masse græskar, gravsten, spøgelser og lign. som undertegnede selv havde klippet ud af karton.

Siden da er mængden af dekorationer steget eksplosivt og jeg ser hvert år frem til min årlige Halloween (U)hygge – jeg gik fra at kalde det en fest for nogle år siden, for synes ikke fest er det rigtige ord.

Opskriften er overordnet den samme hver år. Gæsterne ankommer til uhyggelig lyde, røgmaskine og udklædt værtinde. Man sætter sig til bordet og spiser middag med til lejligheden velvalgte klamme navne imens der kører Halloween musik på anlægget. Når der er taget af bordet rykker selskabet over i tv-hjørnet, der hældes slik og chips i de helt rigtige slikspande og så er der sædvanligvis to Halloween-relevante film på programmet. Og så plejer klokken at være gå-hjem tid for de fleste.

Men det er jo kun den ene aften, ingen grund til at gå amok over en aften? Næh, det kan der være noget om, måske derfor jeg ikke nøjes med en aften. Jeg pynter til Halloween omkring 1. oktober og så får pynten lov at hænge til begyndelsen af november. Når jeg nu har samlet mig så mange fede ting er det da synd de kun kommer frem en enkelt aften.

Det giver også en helt speciel stemning i oktober måned. Det er her dagene er blevet mærkbart kortere og mørket tidligere falder på. Det er lidt en tusmørketid og Halloween giver mig en undskyldning for at lade mig lulle ind i det tusmørke, køre med dæmpet belysning og kravle ned under et varmt tæppe på sofaen og se en gyser eller tre.

Og ja, jeg ved godt at jeg går mere end almindeligt meget op i Halloween, men ved I hvad? Det er sg* helt i orden. Halloween er tiden hvor voksne kan klæde sig ud og hvor det er helt legitimt at gå i barndom. Det er en tid hvor man kan drømme sig lidt væk fra hverdagen og være fjollet sammen med ligesindede. De ligesindede har jeg til tider lidt svært ved at finde. Det er nogen gange noget af et mareridt (no pun intended) at finde gæster til min årlige (u)hyggelige aften, enten fordi omgangskredsen ikke helt kan se pointen, generelt ikke egner sig til den gyselige del af Halloween, ikke dur til min form for “fest” (derfor ordet ikke bliver brugt mere) eller allerværst fordi nogen bare ikke fungerer sammen med andre i den situation – selvom alle måske var perfekte Halloweengæster.

Det skal åbenbart ikke være nemt – og er det heller ikke – at være Halloweentosset. Jeg indrømmer at nørdsiden af mig gør at jeg går lidt mere ind i projektet Halloween end flertallet. Og selvom mange formentlig ryster på hovedet af mig og tænker “skøre kvinde” så har jeg også indtrykket af at mange faktisk synes det er sådan lidt spændende at følge med i mine forberedelser, se mine billeder og spørge ind til detaljer. Men ligefrem at offentliggøre sig selv som Halloweeninteresseret i en grad der kunne få mig til at skrive vedkommende på gæstelisten til næste år – det er vist kun sket et par gange. Ærgeligt egentlig for det kunne være så sjovt med lidt nyt blod i blandingen og jo….den var med fuldt overlæg😀

Længe siden sidst…nej, det gider jeg ikke sige igen

Standard

Jeg er tilsyneladende håbløs til at huske at få skrevet på min blog. Og ganske som jeg gjorde i min dagbog som barn/teenager, kommer jeg pludselig i tanke om det og så vil undskyldningerne ingen ende tage. Kan jo slet ikke forstå hvorfor jeg ikke har skrevet så længe, det er jo ikke fordi der ikke har været noget at skrive om.

Lærer det nok aldrig – det med ikke at undskylde. I sidste ende er det jo egentlig kun mig selv jeg står til ansvar for med den her blog så hvis jeg ikke får skrevet, så fred med det.

Denne gang vil jeg prøve noget nyt. I stedet for et kilometerlangt opdateringsindlæg vil jeg forsøge at skrive flere om de enkelte emner over de næste dage. Men lad os nu se om jeg rent faktisk – denne gang – kan holde hvad jeg lover ;o)