Monthly Archives: juli 2011

Siden sidst

Standard

Ja, det må jeg da næsten kalde dette blog-indlæg, med tanke på at det er SEKS UGER siden jeg har fået sat ord på nogen af alle de ting der kværner.

Og det er skam ikke fordi jeg har kedet mig i de 6 uger, snarere tværtimod – på både godt og ondt.

Så vi tager lige et lille resume af de vigtigste hændelser siden sidste blog-indlæg.

Junior har været syg

Ja, så kunne Junior ikke holde sundhedsrekorden længere – desværre. Og som sædvanlig med mine katte gik det galt til vagtdyrlægetakster.

Jeg skulle have en veninde på besøg til middag og en film så jeg havde suset rundt og gjort rent og ryddet op hele dagen. Hen på eftermiddagen tog jeg Junior i at sidde på bakken hele to gange i 10 minutter med fem minutters mellemrum og det gjorde helt naturligt panderynkerne dybere, da jeg ikke kunne se nogle resultater i bakken. Jeg satte lidt vådfoder med ekstra vand frem til hele banden og holdt ellers godt øje med ham. Da veninden og jeg havde spist og vi tog af bordet opdagede jeg så pludselig at Junior nu sad på løberen i entreen i tisseposition…og der skete intet. Og nu pev han også da jeg prøvede at gelejde ham ud til kattebakken.

Så mig i røret til vagtdyrlægen som selvfølgelig var helt nede i Galten. Fik en god snak og fik så lige et tip af ham om at Randers Dyrehospital ikke var med i samme vagtordning, men havde døgnvagt internt. Takkede mange gange og prøvede så Randers Dyrehospital. 4 gange ringede jeg og fik optaget signal….til min store frustration. Men sørme om ikke dyrlægen så ringede tilbage at hun kunne se at jeg havde ringet. Fik gengivet alle mine observationer samt at jeg – nu da jeg tænkte over det – egentlig var stået op til en våd plet på løberen i entreen som jeg troede havde været vandigt opkast. Hun bad os om at komme med det samme.

Fik ringet til min far og tilkaldt ham som chauffør og installeret veninden med tv-fjernbetjeningen, sodavand og chips og så susede vi på dyrehospital.

Dyrlægen kunne som det første konstatere at han sørme godt nok var en kæmpe kat. Dernæst kunne hun konstatere at hans blære var hård og udspilet så det var godt jeg havde været så opmærksom.

Junior blev lagt i narkose og fik skyllet urinrøret igennem for eventuelle sten inden dyrlægen tømte hans blære. Urinen havde små sten, heldigvis hverken store eller mange, men nok til at det havde stoppet blæren helt. PH-værdien var også helt i skoven, så vi snakkede om at jeg skulle overveje at vende tilbage til deres gamle foderregime fra da Gizmo levede, da der ikke var problemer dengang.

Junior fik depotantibiotika, Medrolindsprøjtning og 5 dages pillekur med hjem, lagt væske ind under huden og fik syet kateteret fast. Det skulle han  gå med til i hvert fald mandag morgen hvor jeg fik lov at forsøge at tage stingene i samarbejde med min bror. Hvis det mislykkedes skulel vi omkring dyrlægen tirsdag.

Vi fik en sæk specialfoder med hjem som han skulle have i 3 uger.
Så jeg gik fra dyrlægevagten med en gæld til min far på 3800 kroner men gudskelov også med en levende, omend meget groggy Junior.

Vel hjemme ville jeg installere ham i køkkenet med mad, vand og bakke, men det ville knægten sgi godt nok ikke finde sig i, så han vadede rundt i hele lejligheden imens jeg rullede løse tæpper sammen, lagde voksdug over sengen og forsøgte at minimere de steder han helst ikke skulle gå og dryppe.

Det blev ikke til meget søvn de første mange nætter og alle mine vågne øjeblikke brugte jeg på at holde øje med om han brugte bakken og udfylde mit lille skema med hvornår, hvor længe og hvor meget der både kom ind og ud. Jeg blev fuldstændigt besat af at udfylde skemaet til mindste detalje og har med garanti drevet drengen fuldstændigt til vanvid ved hele tiden at komme og lure på ham når han var på bakken. Selv glemte jeg at spise og drikke og sov forfærdeligt så jeg rendte rundt som en anden zombie.

Men mandag eftermiddag kom min bror op som aftalt så vi kunne forsøge at få kateteret pillet ud. Junior blev lagt på siden på spisebordet med Martin siddende på den ene side og holde fast i hans skuldre og hoved imens han nussede og snakkede beroligende og mig på den anden side bevæbnet med en negleklipper (af mangel på en spids og skarp saks), håndklæde og køkkenrulle. Fik hans øverste bagben op og ligge på min håndryg og så var det ellers bare med forsigtigt at forsøge at klippe de to sting over – og ikke andet.

Må sige jeg var oprigtigt imponeret over patienten. Han peb en gang hvor jeg fik trukket lidt for meget i et sting og ellers lå han stille hele seancen. Og jeg fik kateteret ud og han var så veltilpas bagefter.

Ugerne siden den 12. juni er gået med at komme tilbage til en normal hverdag for os begge. Der gik det meste af en uge før Juniors tisserutiner var normaliseret og over 2½ uge før jeg var faldet nogenlunde ned og ikke så spøgelser bag hvert hjørne.

Nu er vi kommet dertil hvor vi er helt færdige med diætfoderet. Misserne er kørt over på et danskproduceret tørfoder jeg har hørt godt om og vi er ved at komme ind i en god rytme med vådmad igen.  Og i mandags fik bamsen sin første C-vitamin, så må vi se om det altsammen ender med at han aldrig nogensinde får problemer igen – mit drømmescenarie.

Og Junior selv? Han er lige så hamrende møgforkælet som sædvanlig, morglad lidt ud over det sædvanlige og røvirriterende overfor Niggi og især Devi som sædvanlig. Så hverdag kan man vist godt kalde det…også selvom jeg engang imellem synes jeg kan se et spøgelse ud af øjenkrogen.

Junior vasker forsigtigt kateteret imens det stadig sidder i.

 

Og sådan ser kateteret ud efter det er fjernet...synes godt nok det rør er langt...

Kursus i angsthåndtering

Nogenlunde samtidigt som Junior blev syg, begyndte jeg på et kort, intensivt kursus i angsthåndtering på CBR i Randers. Der måtte ikke indgå direkte terapi så kurset som sådan var mest en gennemgang af faktorer, baggrund og kognitive metoder sammenholdt af hjemmearbejde fra gang til gang. Vi mødtes 2 gange om ugen, 2 timer ad gangen i 4 uger.

Nu hvor kurset er overstået vil jeg vurdere at det har været interessant. Jeg har opdaget endnu flere sammenhænge, årsage og forklaringer på ting i min personlighed, livshistorie og hvor jeg er nu. Men i og med at det ikke måtte være terapi sidder jeg nu med en masse som jeg ikke ved hvad jeg skal gøre ved for der er ikke nogen at snakke med om de ting. Psykologsamtaler er udelukket af økonomiske årsager. Noget af det kan jeg selvfølgelig fortsætte med at arbejde på selv, så bliv ikke overrasket hvis (burde nok skrive når) der dukker noget op her i bloggen, men andre ting kræver simpelthen en professionels tilgang til tingene som jeg mangler. Det er her jeg bliver lidt harm på mine og andres vegne, når jeg ser hvordan psykisk syge bliver fastholdt i deres sygdom, fordi de ikke får den hjælp de har brug for, enten fordi de ikke selv kan betale, ikke har de rigtige diagnoser til at få hjælpen fra det offentlige eller måske bare slet ikke er blevet fortalt hvilke muligheder de har. Det er skræmmende.

Den største a-ha oplevelse kom på den sidste kursusdag hvor vi havde opfølgning på hele forløbet. Jeg havde været fraværende een gang i forløbet, nemlig den sidste time af allerførste kursusdag (på grund af Junior) og havde godt nok undret mig lidt over hvorfor jeg havde svært ved at lave en del af det hjemmearbejde vi fik. Det fandt jeg så ud af sidste kursusdag hvor underviseren repeterede fra den time jeg havde været fraværende at der havde hun fortalt om de forskellige angstdiagnoser og at ud af dem alle, responderede generaliseret angst ikke særligt godt på kognitiv terapi. Jamen halløjsa – så forstår jeg pludselig bedre hvorfor jeg har siddet og gloet på mange af skemaerne og ikke har anet hvad jeg skulle skrive.

Men uanset, så har jeg fået noget ud af kurset og jeg har fået lov til at arbejde med mig selv og konfrontere nogle af de uhensigtsmæssige reaktioner jeg ved jeg har og det har givet visse resultater. Blandt andet er jeg blevet bevidst om hvor stædig jeg er og har fået øjnene op for nogle personlige relationer hvor jeg er nødt til at konfrontere nogle ting i stedet for at være mit sædvanlige konfliktsky væsen.

Censurfri udstilling

Midt i det hele har jeg så også fået meldt mig til Censurfri udstillingen i Randers Ugen for første gang i X antal år. Ja, jeg kan faktisk ikke huske hvornår jeg sidst var med, men det må minimum ligge 5-6 år tilbage til tiden før og omkring starten på min depression, i og med at jeg ikke har rørt en blyant siden.

Denne gang deltager jeg med min nyfundne interesse – abstrakte akrylmalerier. Og det var mig der ikke troede jeg kunne male abstrakt…det falder mig faktisk stadig svært. Jeg søger mønstre, jævnhed og rene linier uden overhovedet at tænke over det. Stort set alt i mit liv handler på en eller anden måde om kontrol. Når jeg tegner mine blyantsportrætter skal de ligne fotoforlægget 100% ellers er jeg ikke tilfreds. Hver gang jeg arbejder på det abstrakte råber alle mine celler at jeg skal stoppe for jeg har mistet kontrollen. Det er sikkert også derfor det falder mig meget svært at starte et nyt maleri op, for jeg går i lang tid og planlægger hvordan jeg skal gøre det. Hvilke værktøjer skal jeg bruge til at forme spartelmassen, hvordan skal den formes for at passe ideelt til det jeg vil have ud af den med farver på og så videre i den dur. Det er først når jeg kommer til de sidste lag maling at kreativiteten får frit løb, før det kæmper jeg med kontrollen hele tiden.

Første maleri færdiggjort...så mangler jeg kun 2 mere...

Hmmm….har jeg oplevet mere de sidste 6 uger? Sikkert….kan bare ikke lige komme i tanker om noget lige nu. Jeg må vende frygteligt tilbage – og helst ikke så langsomt som sidste gang…