I dag er det et år siden…
Klokken 2.45 er det lige præcis 12 måneder siden Gizmo drog sit sidste åndedrag og rejste i forvejen mod Regnbuebroen…
Det føles som en evighed siden…og det føles som om det var lige i går…
Gizmo var en helt speciel kat. Jeg tvivler på at jeg nogensinde finder en som ham igen.
For det første var han indfrielsen af min mangeårige drøm om at få en kat. 21 års drømme faktisk.
For det andet var han mit daglige bindeled til min afdøde mor. Noget af det sidste hun gjorde inden hun døde af kræft, var at købe Gizmo fra hans tidligere ejere og gøre ham til vores.
Han var min bedste ven. Når jeg var syg veg han ikke fra min side, men var min tro sygeplejer fra start til slut. Han sov i sengen ved siden af mig…altid i hovedhøjde for han lærte tidligt at den anden ende af mig kunne være lidt farlig alt efter hvad jeg drømte.
På udstillinger var vi ikke til at skyde igennem. Det var en fryd at være afsted med en kat der helt tydeligt nød hvert øjeblik af oplevelsen. Så skidt da med om man blev nummer sjok eller var heldig at rende med en præmie. Gizmo var der for oplevelsens skyld og jeg elskede at opleve udstillingerne gennem ham.
Helt og aldeles afslappet på udstilling
Hjemme var han som oftest midtpunkt, hvad enten det var når han blev tøsefornærmet de få gange han ikke skulle med på udstilling når tingene blev gjort klart om morgenen eller om det var når han blev ked af det fordi en af de andre katte ikke ville snakke med ham.
Savnede han opmærksomhed skulle han nok sørge for at få den, for det meste ved at hoppe op på skødet af mig og lægge sig tungt på mit bryst imens han spandt som om han blev betalt for det.
Han lærte aldrig helt at håndtere pigerne og hverken Freya eller Devi lærte helt at se hans charme. En sjælden gang imellem oplevede jeg det utrolige – Gizmo med en pige næsten i favnen, for blot at opdage at eneste grund til tætheden var at Gizmo var langt væk i drømmeland…
Gizmo og Devi sover om kap
Men Junior… han var den bedste opfindelse næst efter Whiskas Kitbits og den bedste gave jeg nogensinde har givet Gizmo. De to drenge passede perfekt sammen og Gizmo tog den lille gnom under sine vinger øjeblikkeligt for at lære ham et par ting om tilværelsen.
Fra lille gnom...
Til stor gnom
De to hang sammen som Yin og Yang, plat og krone, ja som brødre…
Nu er et år så gået og hvor har det bragt mig hen?
Jeg er ikke kommet mig over tabet af min sjælefrænde endnu.
Får stadig pludselige tudeture hvis jeg ser et billede af ham, læser en sørgelig tekst eller hører bestemte sange.
Jeg mindes de gode stunder for dem var der heldigvis rigtigt mange af i de 8 år vi nåede at have sammen…
Men jeg sørger også over de stunder vi ikke nåede at få lov at dele.
Jeg har fået et helt andet forhold til mine tre øvrige katte.
Efter Gizmos død gik det pludselig op for mig hvor meget han egentlig fyldte i mit liv. Pludselig så jeg Devi, Junior og Niggi forandre sig for mine øjne? Men hvor meget var forandring og hvor meget var små personlighedstræk jeg bare ikke havde lagt mærke til før?
Devi fik en depression ovenpå Gizmos død. Det er først nu hun er ved at være ovre den og jeg har knyttet et stærkt bånd til min lille specielle pige i månederne der er gået.
Junior virkede fast besluttet på at overtage Gizmos plads og funktion i min hverdag, så der gik ikke mange uger før han begyndte at give den som skødekat, noget han aldrig har gjort før. Han nyder også at kunne få lov at ligge ved siden af mig i sengen om aftenen nu uden at Gizmo kommer og napper ham i nakken for at gøre opmærksom på at det altså var hans plads.
Og Niggi er et helt kapitel for sig selv. Hun har stadig lynende travlt, men hun er begyndt at opsøge mig for at blive kælet med, vil gerne ligge i den anden ende af sofaen om aftenen og er begyndt at rykke sydpå i sengen – hun startede på bænken ved fodenden, fortsatte til fodenden og nu er jeg begyndt at have en varmepude i ryggen nogle nætter.
De kan ikke udfylde tomrummet efter Gizmo, men det skal de heller ikke. Akkurat ligesom den næste kat der engang flytter ind i familien ikke skal være en erstatning for Gizmo. Den byrde skal ingen kat tvinges til at bære. Gizmo var Kongen, den eneste ene og sådan vil det altid være.
Til slut en sangtekst jeg har elsket i mange år og som meget godt opsummerer mine tanker denne sene nattetime:
Remember, I will still be here
As long as you hold me, in your memory
Remember, when your dreams have ended
Time can be transcended
Just remember me
I am the one star that keeps burning, so brightly,
It is the last light, to fade into the rising sun
I’m with you
Whenever you tell, my story
For I am all I’ve done
Remember, I will still be here
As long as you hold me, in your memory
Remember me
I am the one voice in the cold wind, that whispers
And if you listen, you’ll hear me call across the sky
As long as I still can reach out, and touch you
Then I will never die
Remember, I’ll never leave you
If you will only
Remember me
Remember me…
Remember, I will still be here
As long as you hold me
In your memory
Remember, when your dreams have ended
Time can be transcended
I live forever
Remember me
Remember me
Remember… me…
Hvil i fred sjælefrænde...
1001 Kat 