Category Archives: Katte

Den forklarer nærmest sig selv

Firbenet jubilæum

Standard

I dag er det nøjagtig ti år siden Devi udskiftede tilværelsen som internatkat med et liv sammen med mig.

Det har været ti fantastiske år med en helt unik lille personlighed der stadig overrasker mig hver eneste dag. Og jeg er evigt taknemmelig for at jeg fulgte mit hjerte den dag for ti år og en dag siden hvor jeg besøgte det lokale internat på jagt efter en drengeven til Gizmo. Jeg skulle absolut ikke have en pigemis mere, men da jeg åbnede Devis bur for at hilse på hende, hoppede hun lige hen til mig, stillede sig med forpoterne på min skulder og begyndte at slikke på min øreflip. Og så var der ingen vej tilbage, pigemis eller ej.

Jeg har ikke et sekund fortrudt, heller ikke når samlivet har haft lidt buler i vejen. Hverken kæleaggressioner, angst, depression, lammelse eller formodet kræft har gjort min kærlighed til min mispige mindre – snarere tværtimod. Og min belønning er den fantastiske kat jeg nu har delt mit liv med i ti år.

Den firbenede jubilar har fejret dagen med en masse afslapning – enten i min seng eller i solen på spisebordet:
IMG_8278 (1280x960) (800x600)

Der blev også tid til lidt voyeurisme på altanen med “vennerne” inden der skulle fræses igennem og kæles med jubilarens gæster:
IMG_8287 (800x600)

Og til aften fik damen selvfølgelig serveret en hel speciel jubilæumsguffer – desværre var hendes toben så debil at glemme at indkøbe herregufferen over dem alle – Glyngøre Makrelguf på tube, så hun måtte “nøjes” med en dåse Larsen Makrel i tomat. Meeeen…den ser da vist også ud til at være godkendt?
IMG_8300 (800x600)

Tillykke til os Devi med de første ti år…så tager vi lige ti mere 😉

Overspringshandlinger længe leve…

Standard

Puha…det er godt nok længe siden jeg sidst har skrevet på bloggen.

Hvorvidt det er på grund af overspringshandlinger er jeg lidt i tvivl om. Måske jeg bare har været optaget af at være til stede i virkeligheden? Måske jeg har haft travlt med at leve livet?

Næææh…i bund og grund skyldes det nok især at jeg har haft en rigtig lang periode hvor jeg har haft svært ved at gøre tanker til virkelighed. Med jævne mellemrum har jeg tænkt: “jeg burde skrive et nyt blogindlæg nu, har jo en masse jeg kan skrive om og det er alt for længe siden jeg har skrevet sidst”. Men der har været alt for stor afstand mellem tanken om noget til udførelsen af samme.

Men nu er jeg her i hvert fald – sådan lige midlertidigt. Håber da jeg får skrevet lidt mere jævnligt fremover.

Som skrevet er der sket rigtigt meget siden januar 2012. Mange af tingene har jeg slet ikke hjernekapacitet til at rumme på een gang:

Jeg er startet hos psykiater

Ret skræmmende i begyndelsen, bare det at sidde foran et helt fremmed menneske og fortælle om ens allerinderste. Hos min psykiater skiftes man til samtaler hos ham og hos hans sygeplejerske hvilket jeg syntes var lidt mærkeligt da jeg først fik det at vide, men det giver faktisk en rigtig god dynamik. Især for mit vedkommende fordi jeg føler jeg er bedre til at åbne op for den ene end for den anden, så det skulle gerne i sidste ende betyde at så meget som muligt relevant står i min journal.

Der er rodet med medicinering. Først blev jeg sat yderligere op i den Venlafaxin egen læge havde ordineret i januar 2012, men jeg var ved at gå til af bivirkninger. Især den øgede svedtendens gik helt amok. Jeg kunne vågne om natten fuldstændigt badet i sved, nattøjet kunne vrides og sengetøjet måtte skiftes. I dagtimerne skulle jeg nærmest bare tænke på at lave noget, så flød sveden – især i hovedet, så sveddråber trillede ned igennem hår og nedad panden og man ligefrem kunne se dråberne pible frem. Jeg endte med at gå rundt med et håndklæde og en skiftebluse i tasken konstant og jeg fik altid brug for det.

Så enden på det hele blev at jeg blev trappet meget langsomt ned i Venlafaxin for at få bivirkningerne til at stoppe og da de ikke gjorde det, blev jeg trappet helt ud. Øj nogle seponeringssymptomer jeg fik ud af det. 14 dage hvor jeg mest af alt havde lyst til at have været bevidstløs og følelsesløs.  Men jeg kom igennem på den anden side – heldigvis.

Nu er vi så ved at afprøve en epilepsimedicin – Lamotrigin – som stemningsstabiliserende og angstdæmpende. Jeg er oppe på 150 mg nu og skal være der i knap to måneder endnu før vi gør status og ser om jeg skal højere op i dosis eller om der skal suppleres med noget antidepressivt jeg forhåbentlig tåler bedre end Venlafaxin.

Lige pt. kan jeg godt mærke at Lamotriginen virker, men jeg kan også mærke at den ikke virker lige så godt som Venlafaxin. Til gengæld har jeg ingen nævneværdige bivirkninger, så det er trods alt positivt.

Psykiater har også været ved at give en diagnose og sende videre til Jobcentret. Jeg kan ikke helt huske formuleringen af den endelige diagnose, men han var i tvivl om, hvorvidt jeg rent faktisk havde Aspergers eller om der var tale om en skizoid personlighedsforstyrrelse. Mener at han kom frem til at jeg har en blanding af flere forskellige personlighedsforstyrrelser og så er der angst og depressioner inde over også. Personligt kan jeg stadig se mig selv i Aspergers-beskrivelserne (for kvinder altså – den for mænd ligger milevidt fra mig som person), men jeg kan også finde aspekter der passer på mig i en stor del af personlighedsforstyrrelserne udover generaliseret angst, måske/måske ikke socialangst (kommer lidt an på om det falder ind under en af de andre diagnoser), panikangst og OCD. Så jeg er nok sådan et blandet sammensurium af forstyrrelser 😉

Beboerklagenævnet

Det er ikke noget jeg har lyst til at skrive alverden om, men lidt skal I have at vide alligevel.

Min dispensation til at have min 3. kat udløb i marts 2012. Jeg ansøgte om forlængelse for katten var her jo ligesom stadigvæk og så rullede kampestenen. Administrationsselskabet nægtede forlængelse, jeg vedblev at ansøge og nægte at gå af med katten og enden på det hele blev at boligadministrationen sendte sagen i beboerklagenævnet. Der har den så været i behandling siden sent på efteråret 2012. Boligadministrationen og jeg er skiftevis kommet med vores bemærkninger som vi så har kommenteret på indbyrdes. I marts mente beboerklagenævnet at de havde tilstrækkelige oplysninger til at gå ind i afgørelsesfasen.

Sidste nyt er at jeg og boligadministration er indkaldt til møde i nævnet den 23. april, hvor vi skal svare på uddybende spørgsmål fra nævnet. Efter det møde, beslutter nævnet om der skal indhentes yderligere oplysninger og træffer derefter formentlig afgørelse udfra dem. Mener de ikke der skal indhentes oplysninger kan afgørelsen komme efter 1 uge, skal der indhentes oplysninger kan der gå 1-2 måneder.

Jeg ville ønske der kunne indgås et forlig, men det ville selvfølgelig indebære at boligadministrationen skulle give mig lov til det jeg hele tiden har bedt om – og det tror jeg ligesom ikke er en mulighed.

Men nu må vi se. Har en uge til at gå og bide negle, hygge mig med angst- og stresssymptomer og blive tiltagende neurotisk. Mere gråhåret kan jeg vist ikke blive, men det kunne da selvfølgelig gå hen og blive hvidt 🙂

Jobcenter-situationen

Stadig intet fleksjob til mig. I sensommeren 2012 fik jeg en praktik i en større virksomhed der måske kunne føre til fleksjob. Meningen var at praktikken skulle strække sig over 6 måneder eller mere hvor mit timetal forsigtigt blev øget, men efter 1 måned kastede arbejdsgiver og jeg i fællesskab håndklædet i ringen. Det duede bare ikke.

På et efterfølgende møde med sagsbehandler og jobkonsulent, hvor jeg havde min bostøtte med som bisidder, gik det endeligt op for de to, at jeg måske var en hel del dårligere end de lige havde regnet med. På daværende tidspunkt (december 2012) fik jeg lovning på fred fra jobcentret indtil de havde modtaget en diagnose fra psykiater.

Vi har nu april 2013 og jobcentret har modtaget dokumentation fra psykiater. Så lige nu går jeg faktisk bare og venter på at blive indkaldt til et møde, hvor vi (i følge telefonisk samtale med sagsbehandler) skal udfylde et skema med tusind spørgsmål der skal bruges i forbindelse med at jeg skal henvises til regeringens nye påfund – det tværfaglige rehabiliteringsteam. Hvad udfaldet af sådan et ressourceforløb bliver, kan jeg kun gisne om. Regeringen har ændret beskrivelsen af fleksjob til nu også at inkludere borgere med meget, meget begrænset arbejdsevne tidsmæssigt. Men hvad hvis der ikke kan findes sådan et fleksjob? Det er allerede svært nok at finde et på et timetal jeg ikke kan leve op til? Det kan kun tiden vise. Så jeg forholder mig afventende til hvad fremtiden bringer. En af fordelene ved at være nogenlunde velmedicineret – ikke så mange anfald af panikangst, “kun” den altid tilstedeværende bekymring i baghovedet som jeg har levet med det meste af mit liv. Så længe jeg ikke stresser er den til at leve med.

Det var vist en opdatering af de vigtigste ting der er sket siden sidst.

Og hvor er jeg så nu?

Ja altså…lige nu er jeg propfyldt af nervøs energi ovenpå indkaldelsen til møde i beboerklagenævnet og pt. bliver den udnyttet til at være kreativ i det lille hjem. Er ved at sy forhæng til nogle reoler i soveværelset, derefter er der nogle sofapuder der skal sys og når det er gjort skal forhængene jo hænges op og så står der et bjerg af tomme opbevaringskasser jeg har købt brugt, der skal fyldes og placeres. Altanen er også undervejs, formentlig i næste uge skal der indkøbes tomatplanter og sommerblomster til altankasserne – der er allerede sået de første pluksalat.

Misserne har det godt.

Devi var under kniven i august 2012. Hun havde en knude ved en mælkekirtel der var begyndt at vokse, så den skulle fjernes. Det formodes der var tale om brystkræft, men det er ikke undersøgt nærmere. Hun har det godt nu og det er det vigtigste. På grund af hendes personlighed blev der ordnet en del imens hun var i narkose, så hun fik også lige renset tænder, blev sundhedstjekket og vaccineret. Dyrlægen havde nær aldrig fået taget hendes sting 14 dage senere – hun er ikke nem at håndtere når hun er så bange, men det gik med hjælp fra mig, min far og et tæppe. Forhåbentlig får hun aldrig nogensinde igen brug for en dyrlæge, herhjemme er hun jo jordens dejligste mispige der bliver mere og mere kærlig og social på hendes gamle dage.

Junior var også under kniven men det var så i marts 2013. Han skulle have renset tænder og have tandrøntgen for at se om der var nogle tænder med resorptioner (hvilket der heldigvis ikke var). Til gengæld var han den heldige indehaver af en tandkødssvulst der også blev fjernet. Han har det super og er den samme lalleglade kæmpekat som han plejer.

Niggi undergår lige nu en kæmpe forandring. Efter jeg i marts talte med en hjertespecialist der ikke mente at hendes skyhed og angst havde noget at gøre med hjertet, startede jeg hende op på naturmedicin, først Zylkene og nu Colostrum og det går forrygende. Hun bliver mere og mere kærlig og tryg som dagene går, nu kan jeg få lov at nusse hende, både uopfordret og på kroppen hvor det før var et forsigtigt kæl på hovedet når hun selv bad om det. Det er fantastisk at se og det eneste jeg fortryder, er at jeg ikke begyndte behandlingen noget før. Men nu er vi igang og jeg overvejer om jeg skal stoppe med Colostrum på et tidspunkt for at se om virkningen bliver alligevel, eller om jeg skal fortsætte, da Colostrum også virker positivt på immunforsvaret, noget mit hjertebarn nok kunne have godt af.

Og udover det så glæder jeg mig bare til vi når til maj, for der kommer min morbror, tante og ene kusine fra Canada en tur til Danmark. Hvornår i deres ophold de får plads til at besøge os, ved jeg ikke endnu, men jeg glæder mig. Og også til at se en stor del af min mors familie igen til frokostkomsammen på Landgangen i Mariager i anledning af familiebesøget – det er så længe siden jeg har set dem, de få jeg har set indenfor de sidste år har været i forbindelse med begravelser. Måske frokosten kunne anspore til at tale om en ny familiefest til næste sommer i den FB-gruppe jeg har lavet for familien på min mors side.

Nu vil jeg stoppe for denne gang – solen skinner, det ser ud til at foråret endelig er kommet til Danmark og jeg har en symaskine og et bjerg af andre opgaver der venter på mig.

God tirsdag til jer alle derude 🙂

19. December – Et youtube klip du godt kan lide

Standard

Det kan næsten ikke være andet end “The two talking cats”. Jeg sidder altid med et kæmpestort smil på læberne når jeg ser den video, de er så søde de to små missekatte. Og jeg tager mig hver eneste gang i at tænke: Gad vide hvad de siger? Og ja, der er lavet forsøg på “oversættelser” af kattesnakken på Youtube, men originalen er altså bedst by a long shot.

Enjoy:

http://www.youtube.com/watch?v=z3U0udLH974&feature=plcp&context=C39d061dUDOEgsToPDskLLnXpJ6dcuI4BokV6ykWGa

15. December – Noget du er stolt af

Standard

Jeg er stolt af at have haft det privilegie at være del af denne helt fantastiske kats liv i 8 år.

Jeg er stolt af at han valgte vores familie efter at være stukket af hjemmefra.

Jeg er stolt over de fantastiske resultater han opnåede på udstillinger gennem årene og over hans måde at være “på”.

Og jeg er stolt over at han, selvom han nu har været væk i 1½ år, stadig ligger i mange menneskers bevidsthed og dermed aldrig bliver glemt.

Og så er jeg lidt stolt af at hans hjemmeside efterhånden bliver delt imellem folk jeg aldrig har hørt om fordi rygtet har spredt sig at der ligger en udstillingsguide for huskatte-ejere.

Jeg savner dig Gizmo, det holder jeg aldrig op med….heldigvis har jeg 8 år med fantastiske minder til at holde mig varm om hjertet….

10. December – Et screenshot af skrivebordet på din computer

Standard

Ikke noget specielt. Faktisk er det sidste års julekort der er smækket på skærmen, for et nyt har jeg ikke fået lavet endnu *G*

Men det gør nu heller ikke noget, for jeg kan stadig godt lide sidste års kort. Det er rødt, det har bling bling og så er det mine tre englebasser der pryder det. What’s not to like?

Note til selv: Må nok hellere snegle mig sammen til at få lavet et julekort specifikt til 2011 så modtagerne af min digitale hilsen ikke bliver skuffede i år 😉

Uventet association

Standard

Hjernen fungerer nogen gange på forunderlige måder, tag bare den oplevelse jeg havde i nat.

Lå på sofaen under dynen og var lige færdig med at se en dvd, klokken var 2 og jeg burde egentlig gå i seng, men bestemte mig for den obligatoriske zappen igennem kanalerne for nu at være helt sikker på at jeg ikke gik glip af noget.

Efter at være stødt på de første 3 steder med de sidste 5 minutter af noget nåede jeg godt op i den høje ende af kanalerne hvor jeg opdagede at svensk TV4 viste Black Hawk Down. Det kunne da ikke skade lige at kigge lidt med.

De var så nået dertil i filmen hvor de amerikanske tropper befinder sig i en bygning, der er mørkt udenfor og fjentlig beskydning. En amerikansk soldat er hårdt såret i benet og feltlægen forsøger at stoppe blødningen ved at stikke hænderne ind i såret i hans lyske for at “fange” pulsåren og sætte en klemme på. Desværre smutter pulsåren for ham og imens han roder dybere og dybere i såret vågner soldaten, der ellers var besvimet af smerter, og spørger, tydeligvis uden smerter overhovedet, om de har fikset problemet. Ja, det har vi, svarer hans ven imens soldaten, stadig uden smerter, bliver mere og mere bleg i takt med at pulsåren pumper blod ud af kroppen på ham.

Og her kom så den uventede association. Som et lyn fra en klar himmel var jeg lige pludselig tilbage hos vagtdyrlægen i Hadsten, den 25. maj 2010 og Gizmo lå foran mig på bordet langt, langt væk…meget lig soldaten i Black Hawk Down.

Og så kom tårerne. Jeg tudbrølede som om det var lige i går jeg havde mistet Gizmo og jeg kunne slet ikke stoppe igen. Når gråden stilnede lidt af kom jeg til at kigge på enten billederne af ham på væggen eller hans urne i skabet og så hulkede jeg som besat igen.

Ikke sjovt, slet ikke sjovt.

Det tog mig næsten en time at komme over mit “anfald” og da jeg fik slæbt mig selv i seng kunne jeg bare ikke sove. Så endte med at ligge til klokken var langt over 4 og lege med apps på mobilen…

Det er ikke første gang jeg har oplevet sådan en tudetur af uventede årsager, og det bliver helt sikkert ikke den sidste men jeg håber den næste lader vente på sig, selv i dag føler jeg mig stadig ved siden af mig selv og har det underligt.

Angsttest

Standard

Man siger jo om mange ting at man skal teste dem løbende for at se om de stadig virker. At der ofte er tale om materielle og ret funktionelle ting som røgalarmer, bilbremser, dæktryk eller tågelygter behøver vi ikke nævne.

I mit tilfælde fik jeg nemlig i nat afprøvet om min panikangst stadig virkede og jeg skulle hilse og sige….at det gør den i allerhøjeste grad.

Efter en lang dag både fysisk og psykisk var jeg godt brugt da jeg endelig fik så meget ro i hovedet at jeg overvejede at gå i seng. Der var klokken ved at være 2.30.

Det var så godt nok ikke meget søvn jeg fik for da jeg gik rundt og slukkede lys undrede jeg mig over Juniors opførsel. Han luskede i flyverskjul under sengen. Jeg fik han trukket ud og op i sengen hvor han hvæsede af mig med store pupiller men ellers var enormt medgørlig og puttede pænt i mine arme et stykke tid. På et tidspunkt hopper han så ned igen og inden han forsvinder ind under sengen i den anden side når jeg at se at hans hale vender nedad og nærmest klistrer til bagenden og han ser ud til at humpe lidt på højre bagben.

Skynder mig op og får tændt lidt lys rundt omkring igen og får – endnu engang – fisket ham ud fra mørket under sengen. Ud og stå på køkkenbordet og så mig igang med at mærke ham igennem. Første mistanke er blæren selvom hans opførsel ikke passer på første gang han havde blæresten. Synes heller ikke lige umiddelbart den føles spændt og han reagerer heller ikke på min trykken og møven. Så tænker hjernen HD eller PL så vi laver lige lidt bøje strække øvelser med benene, især det højre som han humpede på. Ingen indikation fra katten på smerter. Jeg er nu forvirret. Føler halen igennem for brud, heller ingenting der. Da jeg når ned til det nederste af ryggen og trykker ham lidt der får jeg et langstrakt hvæs og et par store sorte øjne. Hmmmm, samme sted jeg absolut ikke måtte trykke Gizmo når han havde hård mave.

Jeg prøver at lokke med en godbid – ingen interesse. Så laver jeg tre skåle vådmad, men inden jeg er færdig er han lusket ind under min seng igen. Klokken er nu ved at være 4. Jeg ender med at tænde for varmen i hele lejligheden for at han ikke skal blive for kold dernede og skubbe en skål med vådmad ind til ham.

Mellem 4 og halv 8 ligger jeg og halvdøser, vil ikke kalde det søvn, imens jeg forestiller mig død og ødelæggelse og hver 20. minut tjekker at han stadig ligger under sengen og trækker vejret.

En halv time før min dyrlæge åbner for telefonerne står jeg op og får igen kattekræet ud fra mørket under sengen og putter ham op under dynen ved siden af mig. Han er stadig alt, alt for medgørlig, men han hvæser ikke af smerte længere og hans pupiller er også blevet normale. Han bliver liggende i 20 minutter før han insisterer på at komme ned under sengen igen.

Jeg beslutter mig til at give ham til klokken 10 og se hvad status er der og falder faktisk i en let søvn.

Da jeg vågner er der ingen kat under sengen Flyver nærmest op og ud og det første jeg ser er Junior der ligger på måtten på badeværelsesgulvet (har ikke gulvvarme så godt han valgte måtten) med ryggen vendt mod den nu varme radiator.

Jeg går ud i køkkenet efter en flaske vand og sørme om han ikke kommer ud til mig og på vejen kurrer for første gang siden i går aftes. Og sørme om han ikke, efter et par minutters overvejelse, kaster sig over en skål med vådmad imens han spinder højt.

Siden da er det bare gået fremad. Halen er kommet op, han har jagtet guffere kastet på gulvet, han har ikke været inde under sengen igen og han insisterede på at komme lidt ud på altanen i solskinnet hvor han let og elegant hoppede op i vindueskarmen. Han halter ikke mere, klager sig ikke og opfører sig helt normalt.

Så dyrlægen er afblæst indtil videre, holder ham naturligvis under skarp observation.

Men hvad pokker har der været med ham? Han var helt normal frem til i hvert fald klokken 1 om natten.

Mine egne overvejelser har gået på lidt hård mave der har klemt et sted det gjorde ekstra ondt, det var det eneste der kunne få min sødeste søde Gizmo til at snappe efter mig og hvæse. Eller måske et slag/fald ved bagbenet så det har været lidt ømt i nat, han er jo ikke jordens mest elegante kat. Jeg har bare ikke hørt noget. Eller måske bare en stressrelation på grund af lidt for mange mennesker og ting der foregik i min lejlighed i går? Men den kan jeg heller ikke helt få til at passe for hvorfor i går? Hvorfor ikke efter kattenus? Eller efter udstilling?

Mine overvejelser endte på ondt i maven da han ved 11-tiden – efter lidt mere vådmad – gik på bakken og afleverede en stor og ildelugtende omgang afføring. Og jeg tror ikke det kun er overvejelser, for 15 minutter efter toiletbesøget blev han kælen og kontaktsøgende igen, har ikke søgt i skjul siden og snakker og spinder som normalt.

Og så sidder jeg så her bagefter og kan ånde lettet op imens jeg kan mærke de fysiske eftervirkninger af flere timers angstanfald. En ting er hvor ubehageligt det er imens det står på: den store knytnæve der klemmer sammen om ens mellemgulv så det pludselig gør ondt at trække vejret, svimmelheden, sveden, hovedpinen, hjernen der kører med dommedagstanker og den generelle fornemmelse af panik. En anden ting er eftervirkningerne som i dag viser sig ved hovedpine pga. for lidt søvn, ondt i lænden fordi jeg har ligget krampagtigt hele natten og en helt overvældende lyst til at spise noget sødt eller fedt…det “værste” jeg har hjemme lige nu er heldigvis fedtfattig yoghurt og Guldkorn.

Men hvor er jeg lykkelig for at Junior er tilbage til sit normale jeg igen. Og hvor er jeg frustreret over at min reaktion på en syg/anderledes kat er blevet så kraftig. Det er kommet efter Gizmo blev syg og måtte aflives i maj 2010 og jeg synes det bliver værre. Og jeg aner ikke hvordan jeg skal arbejde med det for den øjeblikkelige reaktion kommer jo fordi jeg frygter at et dyr jeg elsker over alt på jorden skal dø. Den kan man ligesom ikke rationalisere sig ud af…det er jo en reel mulighed hver gang et levende væsen bliver sygt. Dybt suk…

Siden sidst

Standard

Ja, det må jeg da næsten kalde dette blog-indlæg, med tanke på at det er SEKS UGER siden jeg har fået sat ord på nogen af alle de ting der kværner.

Og det er skam ikke fordi jeg har kedet mig i de 6 uger, snarere tværtimod – på både godt og ondt.

Så vi tager lige et lille resume af de vigtigste hændelser siden sidste blog-indlæg.

Junior har været syg

Ja, så kunne Junior ikke holde sundhedsrekorden længere – desværre. Og som sædvanlig med mine katte gik det galt til vagtdyrlægetakster.

Jeg skulle have en veninde på besøg til middag og en film så jeg havde suset rundt og gjort rent og ryddet op hele dagen. Hen på eftermiddagen tog jeg Junior i at sidde på bakken hele to gange i 10 minutter med fem minutters mellemrum og det gjorde helt naturligt panderynkerne dybere, da jeg ikke kunne se nogle resultater i bakken. Jeg satte lidt vådfoder med ekstra vand frem til hele banden og holdt ellers godt øje med ham. Da veninden og jeg havde spist og vi tog af bordet opdagede jeg så pludselig at Junior nu sad på løberen i entreen i tisseposition…og der skete intet. Og nu pev han også da jeg prøvede at gelejde ham ud til kattebakken.

Så mig i røret til vagtdyrlægen som selvfølgelig var helt nede i Galten. Fik en god snak og fik så lige et tip af ham om at Randers Dyrehospital ikke var med i samme vagtordning, men havde døgnvagt internt. Takkede mange gange og prøvede så Randers Dyrehospital. 4 gange ringede jeg og fik optaget signal….til min store frustration. Men sørme om ikke dyrlægen så ringede tilbage at hun kunne se at jeg havde ringet. Fik gengivet alle mine observationer samt at jeg – nu da jeg tænkte over det – egentlig var stået op til en våd plet på løberen i entreen som jeg troede havde været vandigt opkast. Hun bad os om at komme med det samme.

Fik ringet til min far og tilkaldt ham som chauffør og installeret veninden med tv-fjernbetjeningen, sodavand og chips og så susede vi på dyrehospital.

Dyrlægen kunne som det første konstatere at han sørme godt nok var en kæmpe kat. Dernæst kunne hun konstatere at hans blære var hård og udspilet så det var godt jeg havde været så opmærksom.

Junior blev lagt i narkose og fik skyllet urinrøret igennem for eventuelle sten inden dyrlægen tømte hans blære. Urinen havde små sten, heldigvis hverken store eller mange, men nok til at det havde stoppet blæren helt. PH-værdien var også helt i skoven, så vi snakkede om at jeg skulle overveje at vende tilbage til deres gamle foderregime fra da Gizmo levede, da der ikke var problemer dengang.

Junior fik depotantibiotika, Medrolindsprøjtning og 5 dages pillekur med hjem, lagt væske ind under huden og fik syet kateteret fast. Det skulle han  gå med til i hvert fald mandag morgen hvor jeg fik lov at forsøge at tage stingene i samarbejde med min bror. Hvis det mislykkedes skulel vi omkring dyrlægen tirsdag.

Vi fik en sæk specialfoder med hjem som han skulle have i 3 uger.
Så jeg gik fra dyrlægevagten med en gæld til min far på 3800 kroner men gudskelov også med en levende, omend meget groggy Junior.

Vel hjemme ville jeg installere ham i køkkenet med mad, vand og bakke, men det ville knægten sgi godt nok ikke finde sig i, så han vadede rundt i hele lejligheden imens jeg rullede løse tæpper sammen, lagde voksdug over sengen og forsøgte at minimere de steder han helst ikke skulle gå og dryppe.

Det blev ikke til meget søvn de første mange nætter og alle mine vågne øjeblikke brugte jeg på at holde øje med om han brugte bakken og udfylde mit lille skema med hvornår, hvor længe og hvor meget der både kom ind og ud. Jeg blev fuldstændigt besat af at udfylde skemaet til mindste detalje og har med garanti drevet drengen fuldstændigt til vanvid ved hele tiden at komme og lure på ham når han var på bakken. Selv glemte jeg at spise og drikke og sov forfærdeligt så jeg rendte rundt som en anden zombie.

Men mandag eftermiddag kom min bror op som aftalt så vi kunne forsøge at få kateteret pillet ud. Junior blev lagt på siden på spisebordet med Martin siddende på den ene side og holde fast i hans skuldre og hoved imens han nussede og snakkede beroligende og mig på den anden side bevæbnet med en negleklipper (af mangel på en spids og skarp saks), håndklæde og køkkenrulle. Fik hans øverste bagben op og ligge på min håndryg og så var det ellers bare med forsigtigt at forsøge at klippe de to sting over – og ikke andet.

Må sige jeg var oprigtigt imponeret over patienten. Han peb en gang hvor jeg fik trukket lidt for meget i et sting og ellers lå han stille hele seancen. Og jeg fik kateteret ud og han var så veltilpas bagefter.

Ugerne siden den 12. juni er gået med at komme tilbage til en normal hverdag for os begge. Der gik det meste af en uge før Juniors tisserutiner var normaliseret og over 2½ uge før jeg var faldet nogenlunde ned og ikke så spøgelser bag hvert hjørne.

Nu er vi kommet dertil hvor vi er helt færdige med diætfoderet. Misserne er kørt over på et danskproduceret tørfoder jeg har hørt godt om og vi er ved at komme ind i en god rytme med vådmad igen.  Og i mandags fik bamsen sin første C-vitamin, så må vi se om det altsammen ender med at han aldrig nogensinde får problemer igen – mit drømmescenarie.

Og Junior selv? Han er lige så hamrende møgforkælet som sædvanlig, morglad lidt ud over det sædvanlige og røvirriterende overfor Niggi og især Devi som sædvanlig. Så hverdag kan man vist godt kalde det…også selvom jeg engang imellem synes jeg kan se et spøgelse ud af øjenkrogen.

Junior vasker forsigtigt kateteret imens det stadig sidder i.

 

Og sådan ser kateteret ud efter det er fjernet...synes godt nok det rør er langt...

Kursus i angsthåndtering

Nogenlunde samtidigt som Junior blev syg, begyndte jeg på et kort, intensivt kursus i angsthåndtering på CBR i Randers. Der måtte ikke indgå direkte terapi så kurset som sådan var mest en gennemgang af faktorer, baggrund og kognitive metoder sammenholdt af hjemmearbejde fra gang til gang. Vi mødtes 2 gange om ugen, 2 timer ad gangen i 4 uger.

Nu hvor kurset er overstået vil jeg vurdere at det har været interessant. Jeg har opdaget endnu flere sammenhænge, årsage og forklaringer på ting i min personlighed, livshistorie og hvor jeg er nu. Men i og med at det ikke måtte være terapi sidder jeg nu med en masse som jeg ikke ved hvad jeg skal gøre ved for der er ikke nogen at snakke med om de ting. Psykologsamtaler er udelukket af økonomiske årsager. Noget af det kan jeg selvfølgelig fortsætte med at arbejde på selv, så bliv ikke overrasket hvis (burde nok skrive når) der dukker noget op her i bloggen, men andre ting kræver simpelthen en professionels tilgang til tingene som jeg mangler. Det er her jeg bliver lidt harm på mine og andres vegne, når jeg ser hvordan psykisk syge bliver fastholdt i deres sygdom, fordi de ikke får den hjælp de har brug for, enten fordi de ikke selv kan betale, ikke har de rigtige diagnoser til at få hjælpen fra det offentlige eller måske bare slet ikke er blevet fortalt hvilke muligheder de har. Det er skræmmende.

Den største a-ha oplevelse kom på den sidste kursusdag hvor vi havde opfølgning på hele forløbet. Jeg havde været fraværende een gang i forløbet, nemlig den sidste time af allerførste kursusdag (på grund af Junior) og havde godt nok undret mig lidt over hvorfor jeg havde svært ved at lave en del af det hjemmearbejde vi fik. Det fandt jeg så ud af sidste kursusdag hvor underviseren repeterede fra den time jeg havde været fraværende at der havde hun fortalt om de forskellige angstdiagnoser og at ud af dem alle, responderede generaliseret angst ikke særligt godt på kognitiv terapi. Jamen halløjsa – så forstår jeg pludselig bedre hvorfor jeg har siddet og gloet på mange af skemaerne og ikke har anet hvad jeg skulle skrive.

Men uanset, så har jeg fået noget ud af kurset og jeg har fået lov til at arbejde med mig selv og konfrontere nogle af de uhensigtsmæssige reaktioner jeg ved jeg har og det har givet visse resultater. Blandt andet er jeg blevet bevidst om hvor stædig jeg er og har fået øjnene op for nogle personlige relationer hvor jeg er nødt til at konfrontere nogle ting i stedet for at være mit sædvanlige konfliktsky væsen.

Censurfri udstilling

Midt i det hele har jeg så også fået meldt mig til Censurfri udstillingen i Randers Ugen for første gang i X antal år. Ja, jeg kan faktisk ikke huske hvornår jeg sidst var med, men det må minimum ligge 5-6 år tilbage til tiden før og omkring starten på min depression, i og med at jeg ikke har rørt en blyant siden.

Denne gang deltager jeg med min nyfundne interesse – abstrakte akrylmalerier. Og det var mig der ikke troede jeg kunne male abstrakt…det falder mig faktisk stadig svært. Jeg søger mønstre, jævnhed og rene linier uden overhovedet at tænke over det. Stort set alt i mit liv handler på en eller anden måde om kontrol. Når jeg tegner mine blyantsportrætter skal de ligne fotoforlægget 100% ellers er jeg ikke tilfreds. Hver gang jeg arbejder på det abstrakte råber alle mine celler at jeg skal stoppe for jeg har mistet kontrollen. Det er sikkert også derfor det falder mig meget svært at starte et nyt maleri op, for jeg går i lang tid og planlægger hvordan jeg skal gøre det. Hvilke værktøjer skal jeg bruge til at forme spartelmassen, hvordan skal den formes for at passe ideelt til det jeg vil have ud af den med farver på og så videre i den dur. Det er først når jeg kommer til de sidste lag maling at kreativiteten får frit løb, før det kæmper jeg med kontrollen hele tiden.

Første maleri færdiggjort...så mangler jeg kun 2 mere...

Hmmm….har jeg oplevet mere de sidste 6 uger? Sikkert….kan bare ikke lige komme i tanker om noget lige nu. Jeg må vende frygteligt tilbage – og helst ikke så langsomt som sidste gang…

Gizmo – elsket og savnet

Standard

I dag er det et år siden…

Klokken 2.45 er det lige præcis 12 måneder siden Gizmo drog sit sidste åndedrag og rejste i forvejen mod Regnbuebroen…

Det føles som en evighed siden…og det føles som om det var lige i går…

Gizmo var en helt speciel kat. Jeg tvivler på at jeg nogensinde finder en som ham igen.

For det første var han indfrielsen af min mangeårige drøm om at få en kat. 21 års drømme faktisk.

For det andet var han mit daglige bindeled til min afdøde mor. Noget af det sidste hun gjorde inden hun døde af kræft, var at købe Gizmo fra hans tidligere ejere og gøre ham til vores.

Han var min bedste ven. Når jeg var syg veg han ikke fra min side, men var min tro sygeplejer fra start til slut. Han sov i sengen ved siden af mig…altid i hovedhøjde for han lærte tidligt at den anden ende af mig kunne være lidt farlig alt efter hvad jeg drømte.

På udstillinger var vi ikke til at skyde igennem. Det var en fryd at være afsted med en kat der helt tydeligt nød hvert øjeblik af oplevelsen. Så skidt da med om man blev nummer sjok eller var heldig at rende med en præmie. Gizmo var der for oplevelsens skyld og jeg elskede at opleve udstillingerne gennem ham.

Helt og aldeles afslappet på udstilling

Hjemme var han som oftest midtpunkt, hvad enten det var når han blev tøsefornærmet de få gange han ikke skulle med på udstilling når tingene blev gjort klart om morgenen eller om det var når han blev ked af det fordi en af de andre katte ikke ville snakke med ham.

Savnede han opmærksomhed skulle han nok sørge for at få den, for det meste ved at hoppe op på skødet af mig og lægge sig tungt på mit bryst imens han spandt som om han blev betalt for det.

Han lærte aldrig helt at håndtere pigerne og hverken Freya eller Devi lærte helt at se hans charme. En sjælden gang imellem oplevede jeg det utrolige – Gizmo med en pige næsten i favnen, for blot at opdage at eneste grund til tætheden var at Gizmo var langt væk i drømmeland…

Gizmo og Devi sover om kap

Men Junior… han var den bedste opfindelse næst efter Whiskas Kitbits og den bedste gave jeg nogensinde har givet Gizmo. De to drenge passede perfekt sammen og Gizmo tog den lille gnom under sine vinger øjeblikkeligt for at lære ham et par ting om tilværelsen.

Fra lille gnom...

 

Til stor gnom

 De to hang sammen som Yin og Yang, plat og krone, ja som brødre…

Nu er et år så gået og hvor har det bragt mig hen?

Jeg er ikke kommet mig over tabet af min sjælefrænde endnu.

Får stadig pludselige tudeture hvis jeg ser et billede af ham, læser en sørgelig tekst eller hører bestemte sange.

Jeg mindes de gode stunder for dem var der heldigvis rigtigt mange af i de 8 år vi nåede at have sammen…

Men jeg sørger også over de stunder vi ikke nåede at få lov at dele.

Jeg har fået et helt andet forhold til mine tre øvrige katte.

Efter Gizmos død gik det pludselig op for mig hvor meget han egentlig fyldte i mit liv. Pludselig så jeg Devi, Junior og Niggi forandre sig for mine øjne? Men hvor meget var forandring og hvor meget var små personlighedstræk jeg bare ikke havde lagt mærke til før?

Devi fik en depression ovenpå Gizmos død. Det er først nu hun er ved at være ovre den og jeg har knyttet et stærkt bånd til min lille specielle pige i månederne der er gået.

Junior virkede fast besluttet på at overtage Gizmos plads og funktion i min hverdag, så der gik ikke mange uger før han begyndte at give den som skødekat, noget han aldrig har gjort før. Han nyder også at kunne få lov at ligge ved siden af mig i sengen om aftenen nu uden at Gizmo kommer og napper ham i nakken for at gøre opmærksom på at det altså var hans plads.

Og Niggi er et helt kapitel for sig selv. Hun har stadig lynende travlt, men hun er begyndt at opsøge mig for at blive kælet med, vil gerne ligge i den anden ende af sofaen om aftenen og er begyndt at rykke sydpå i sengen – hun startede på bænken ved fodenden, fortsatte til fodenden og nu er jeg begyndt at have en varmepude i ryggen nogle nætter.

De kan ikke udfylde tomrummet efter Gizmo, men det skal de heller ikke. Akkurat ligesom den næste kat der engang flytter ind i familien ikke skal være en erstatning for Gizmo. Den byrde skal ingen kat tvinges til at bære. Gizmo var Kongen, den eneste ene og sådan vil det altid være.

Til slut en sangtekst jeg har elsket i mange år og som meget godt opsummerer mine tanker denne sene nattetime:

Remember, I will still be here
As long as you hold me, in your memory

Remember, when your dreams have ended
Time can be transcended
Just remember me

I am the one star that keeps burning, so brightly,
It is the last light, to fade into the rising sun

I’m with you
Whenever you tell, my story
For I am all I’ve done

Remember, I will still be here
As long as you hold me, in your memory
Remember me

I am the one voice in the cold wind, that whispers
And if you listen, you’ll hear me call across the sky

As long as I still can reach out, and touch you
Then I will never die

Remember, I’ll never leave you
If you will only
Remember me

Remember me…

Remember, I will still be here
As long as you hold me
In your memory

Remember, when your dreams have ended
Time can be transcended
I live forever
Remember me

Remember me
Remember… me…

Hvil i fred sjælefrænde...

Så gør det ikke noget man er radbrækket…

Standard

Niggi min lille Coon-tøs fyldte 4 år den 30. marts. Jeg tillod mig forsigtigt at ønske at hun ville sætte farten lidt ned og på den måde få lidt tid til nus fra mig.
Til forhistorien hører at Niggi aldrig har haft tid til den slags, med mindre hun selv opfordrer, og så kun op til fem-seks strøg over hovedet inden hun er suset afsted igen. Man er nødt til at fange hende og løfte hende for at få lidt mere kvalitetstid.

…Indtil i går aftes altså.

Jeg havde lagt mig til rette på sofaen under en dyne og et tykt tæppe, for soveværelset var som en dybfryser fordi altandøren havde stået åben hele dagen og selvom den var lukket nu var der stadig iskoldt derinde. Stuen virkede som et mere fornuftigt valg, så kunne jeg også sætte en dvd på og hygge.

Og det var åbenbart sådan det skulle gøres, for en halv time inde i min dvd kom Niggi snakkende ind i stuen, hoppede op på sofabordet og trådte forsigtigt over på det bløde tæppe ved mine ben og lagde sig ned.

Og der blev hun så liggende. Da jeg var færdig med dvd’en en time senere lå hun der stadigvæk og så måtte jeg jo lige have en hånd ned og nusse.

Hun spandt… Og vendte maven opad… Og strakte sig… Og blev liggende…

Min hånd fandt hendes bløde pels mange gange i løbet af den næste time – der havde hun så ligget på tæppet i to timer og småboblet – indtil jeg efterhånden var så træt at jeg faldt i søvn i en underlig forkrampet stilling.

Jeg vågnede klokken 8 ved at jeg havde krampe i min venstre skulder og ikke kunne bevæge venstre arm. Niggi var gået på det tidspunkt, men jeg har pligtskyldigt været helt immobiliseret hele natten.

Nu kan jeg bruge de næste mange timer på at opdage flere og flere steder der er ømme og stive.

Men…..jeg har haft en stjernestund med mit hjertebarn, noget jeg aldrig har prøvet før men så sandelig håber på at prøve igen.

Så skidt med at man er radbrækket og øm…