Uventet association

Hjernen fungerer nogen gange på forunderlige måder, tag bare den oplevelse jeg havde i nat.

Lå på sofaen under dynen og var lige færdig med at se en dvd, klokken var 2 og jeg burde egentlig gå i seng, men bestemte mig for den obligatoriske zappen igennem kanalerne for nu at være helt sikker på at jeg ikke gik glip af noget.

Efter at være stødt på de første 3 steder med de sidste 5 minutter af noget nåede jeg godt op i den høje ende af kanalerne hvor jeg opdagede at svensk TV4 viste Black Hawk Down. Det kunne da ikke skade lige at kigge lidt med.

De var så nået dertil i filmen hvor de amerikanske tropper befinder sig i en bygning, der er mørkt udenfor og fjentlig beskydning. En amerikansk soldat er hårdt såret i benet og feltlægen forsøger at stoppe blødningen ved at stikke hænderne ind i såret i hans lyske for at “fange” pulsåren og sætte en klemme på. Desværre smutter pulsåren for ham og imens han roder dybere og dybere i såret vågner soldaten, der ellers var besvimet af smerter, og spørger, tydeligvis uden smerter overhovedet, om de har fikset problemet. Ja, det har vi, svarer hans ven imens soldaten, stadig uden smerter, bliver mere og mere bleg i takt med at pulsåren pumper blod ud af kroppen på ham.

Og her kom så den uventede association. Som et lyn fra en klar himmel var jeg lige pludselig tilbage hos vagtdyrlægen i Hadsten, den 25. maj 2010 og Gizmo lå foran mig på bordet langt, langt væk…meget lig soldaten i Black Hawk Down.

Og så kom tårerne. Jeg tudbrølede som om det var lige i går jeg havde mistet Gizmo og jeg kunne slet ikke stoppe igen. Når gråden stilnede lidt af kom jeg til at kigge på enten billederne af ham på væggen eller hans urne i skabet og så hulkede jeg som besat igen.

Ikke sjovt, slet ikke sjovt.

Det tog mig næsten en time at komme over mit “anfald” og da jeg fik slæbt mig selv i seng kunne jeg bare ikke sove. Så endte med at ligge til klokken var langt over 4 og lege med apps på mobilen…

Det er ikke første gang jeg har oplevet sådan en tudetur af uventede årsager, og det bliver helt sikkert ikke den sidste men jeg håber den næste lader vente på sig, selv i dag føler jeg mig stadig ved siden af mig selv og har det underligt.

Advertisement

Når ens katte sørger…

Nu er det 8 dage siden vi tog afsked med Gizmo og der er sket tydelige forandringer i flokken.

De første 2-3 dage havde jeg svært ved overhovedet at røre ved nogen af de andre katte. Først tolkede jeg det som en dårlig samvittighed over at nusse dem når Gizmo nu ikke kunne blive nusset mere, men pludselig gik det op for mig at det var fordi jeg ikke ville knytte mig stærkere til de 3 jeg har nu – for de skal jo også herfra engang.

Det går heldigvis meget bedre nu, især fordi misserne på hver deres måde har vist at de havde brug for mig.

Den første dag var der ikke så meget at bemærke, udover at de alle blev ved at gå forbi stedet hvor Gizmo var blevet lagt da vi kom hjem fra vagtdyrlægen. Men allerede onsdag begyndte jeg at kunne mærke på de 3 at der var noget galt.

Devi skulle helst kunne se mig hele tiden, så hvis jeg forlod et rum fulgte hun efter, højt pivende.

Niggi begyndte pludselig at opfordre til nus, i stedet for at rende sin vej kunne jeg både nusse hende på hovedet, ned ad ryggen og endda løfte hende.

Junior snakkede endnu mere end han plejede og virkede meget søgende. Især når han hoppede op til mig i sengen kiggede han sig hele tiden over skulderen, for Gizmo plejede at komme og nappe ham i nakken for at gøre opmærksom på at det var ham der hørte til ved siden af mig.

De sidste par dage er der kommet lidt flere reaktioner på. Devi vil stadig være tæt på mig meget af tiden, men ikke hele tiden, til gengæld får hun store kæleflip fra tid til anden.

Niggi render stadig storsnakkende efter mig og insisterer på nus og kæmper ikke imod når jeg løfter hende…absolut ikke hendes normale opførsel.

Og Junior er blevet klæbende. I forgårs lå han pludselig mellem computeren og tastaturet og nægtede at flytte sig. I går kravlede han selv op i armene på mig og lagde sig et par minutter og senere tog vi en ordentlig krammer uden hans sædvanlige piven. Han virker stadig meget søgende.

I sidste uge var jeg overbevist om, at det ville være Devi der ville tage Gizmos død hårdest, fordi hun allerede har reageret med en depression ovenpå et dødsfald tidligere og fordi hun er en lille sensitiv pige. Men det står helt klart nu at det er Junior der sørger mest. Det burde jeg jo også have sagt mig selv, for Gizmo og Junior var jo bedste venner. Han mangler Gizmo at slås med, vaske ører på, sove ved siden af.

Jeg håber hans savn svinder med tiden og han finder sig til rette i en ny hverdag, hvor vi alle skal undvære Gizmo. Hvis han bliver ved at være nedtrykt må jeg overveje fremtiden igen.

Lige nu har jeg i hvert fald 3 meget pylrede og morsyge katte til at holde mig med selskab, og jeg er spændt på hvordan det indbyrdes hierarki ender med at falde ud, nu hvor flokken har mistet sin leder.

Livet fortsætter…tror jeg nok

Om blot et par timer har jeg overlevet 3 hele døgn uden Gizmo.

Hvordan jeg har gjort det aner jeg ikke, for viljen til at leve har været totalt ikke-eksisterende siden jeg måtte sige farvel til min firbenede sjælefrænde.

Jeg savner ham så uendeligt meget at det gør fysisk ondt på mig. Nogen har stukket en stor, usynlig næve ind i min krop og klemmer hårdt sammen om mit hjerte, mine lunger og min mave.

Tårerne kommer i tide og utide, dog går der længere imellem ”turene”.

Appetit har jeg ingen af overhovedet, heller ikke tørst, så jeg er imponeret over at min krop ikke har sagt fra endnu.

Rastløsheden er tydelig. Tirsdag kunne jeg slet ikke holde ud at være i lejligheden og travede Vorup tynd med Martin, både inden solopgang og senere. Onsdag blev det også til lange traveture. I dag torsdag har jeg kunnet nøjes med en tur i supermarkedet.

Jeg kan ikke finde ud af at omgås de andre katte. Hvis jeg taler med dem eller rører dem bliver jeg ramt af en mellemting mellem sorg over at jeg kan nusse dem og ikke Gizmo og en frygt for at trøste mig for meget ved dem – for de skal jo også herfra engang.

Tirsdag og meget af onsdagen havde jeg et stort behov for at blive holdt om, knuget og trøstet, svært når man er alene når behovet opstår….

Værst er spekulationerne og den dårlige samvittighed – til trods for obduktionsresultatet er den der alligevel.

Dårlig samvittighed over at jeg ikke rejste mig og gik hen til Gizmo lige da han var slingret forbi min stol, men i stedet blev siddende 15-20 minutter længere foran computeren.

Over at jeg ikke undrede mig mere over hvor kold han var da jeg hilste på ham 23.30 og han lå i transporttasken på gulvet ved den åbne altandør.

Over at jeg ikke ringede til vagtdyrlægen og min far samtidigt med at jeg ringede efter min bror.

Og over at jeg ikke kunne hjælpe ham.

Læg dertil sorgen i den virkelighed der efterhånden er gået alt for tydeligt op for mig.

At Gizmo er væk og at han aldrig kommer igen.

At jeg skal undvære ham resten af mit liv.

At jeg aldrig skal løfte ham igen, aldrig stryge hænderne over hans pels, aldrig vågne med ham i sengen om morgenen, aldrig overnatte et fremmed sted med ham, aldrig udstille ham igen, aldrig se dybt ind i hans smukke grønne øjne igen og bare vide at han elsker mig uanset hvad.

Jeg ved godt at han har det godt nu. Han har ikke ondt, han har fred. Det var også godt det gik så hurtigt, så han ikke skulle lide i længere tid. Jeg ved godt jeg tog den helt rigtige beslutning, den eneste der var at træffe…

Men det er mig der sidder her nu med savnet. Det er mig der har ondt i krop og sjæl. Det er mig der er nødt til at undvære. Og det virker bare så uoverskueligt, så uretfærdigt og så meningsløst.

På den ene side ville jeg ønske at jeg bare kunne slå alle de her følelser fra og komme videre, på den anden side ved jeg jo godt at det jeg gennemlever nu, er prisen for at elske et andet væsen så højt som jeg elskede Gizmo.

Og han var elsket, mere end jeg kan beskrive med ord. Han bliver aldrig nogensinde glemt. Og jeg tror på at vi ses igen. Det er jeg simpelthen bare nødt til. At jeg, den dag mit lys bliver slukket, bliver genforenet med verdens bedste kat. Hvis jeg ikke har den tro at klamre mig til, er jeg ikke sikker på jeg klarer den…

Nu vil jeg forsøge at give lidt opmærksomhed til 3 katte der ikke kan forstå mine mange tårer, der forsøger at opføre sig som om alt er som det plejer, men fra tid til anden afslører sig selv, når de pludselig sidder med det der søgende blik, der med al tydelighed siger, at de leder efter en der er væk….

The King has left the building…

Dette bliver det sværeste indlæg jeg nogensinde har måttet skrive…

Tirsdag morgen, den 25. Maj 2010, klokken 02.45 rejste Gizmo mod Regnbuebroen.

Mit hjerte er knust i tusind stykker.

Det er gået så ufatteligt hurtigt. Klokken halv et opdagede jeg at han var slap, kold og trak vejret overfladisk og besværet.
Klokken et var min bror kommet og jeg ringede til dyrlægevagten.
Klokken tyve minutter i to ankom vi hos dyrlægen i Hadsten, Gud ske lov at min far fatter at når jeg ringer på den tid af døgnet, så er det alvorligt.
Og klokken kvart i tre var det hele slut.

Hele Gizmos krop var ved at lukke ned. Hans temperatur var nede på 36.2, han var slap og fjern, hans tandkød var kridhvidt og hans bughule var fuld af blod.

Hverken dyrlægen eller jeg var i tvivl om hvad der var det rigtige. Men det krævede FEM indsprøjtninger med aflivningsvæsken, to i leveren og tre direkte i hjertet før han endelig gav slip. Hans kredsløb var simpelthen stået så meget af at væsken ikke blev ført ordentligt rundt i kroppen og blodårerne var kollapsede.

Nu ligger han herhjemme på et tæppe og Devi, Junior og Niggi har alle sagt farvel til ham. Når dyrlægen åbner klokken 8 ringer jeg til ham for at aftale en obduktion, jeg er nødt til at vide hvad det var der skete, for han havde det fint så sent som ved midnat.

Gizmo, du er allerede savnet mere end jeg troede muligt. Virkeligheden er ikke helt sunket ind endnu, og når den gør, ved jeg at den kommer til at slå hårdt – meget hårdt.

Aldrig skal jeg se ind i dine smukke grønne øjne igen og føle din sjæl.

Hvem skal jeg nu tage på eventyr med, hvad enten det var udstillinger, fremvisninger eller overnatningerne på fremmede steder – du elskede det jo?

Hvem skal lege vilde drengelege med Junior?

Hvem skal ligge og sove hele natten ryg mod ryg med mig for at stikke et spindende hoved hen til mig straks jeg vågnede?

Hvem skal hoppe op til mig og kræve opmærksomhed når jeg er ked?

Hvem skal være mit Livs Lys på kattepoter?

Jeg fik 8 år sammen med dig, længe vil nogen sige, men slet ikke længe nok siger jeg. Vi havde en pagt om at du skulle blive mindst 20 – den var du nødt til at bryde i dag.

Jeg får aldrig en kat som dig igen, du var unik og det vi havde sammen var enestående. Tusind tak fordi du valgte mig som menneske og gav alle omkring dig muligheden for at deltage i dit liv. Vores er blevet rigere af det.

Dearest, close your eyes now
Don’t you cry, it’s alright

Lie back, leave the lights on
It’s alright, dear

I’ll be here through the night
With you till the first signs of light
Say the word and I’ll come tonight

It’s all right now
Don’t you cry now
Hush…
Wipe your tears away
There’s never a forever thing

All through the night
I’ll try so hard to be there somehow
With you till the first signs of light
Say the word and I’ll come
Tonight

Darling, don’t you cry.

(A-ha)

I Only Wanted You

They say memories are golden
well maybe that is true.
I never wanted memories,
I only wanted you.

A million times I needed you,
a million times I cried.
If love alone could have saved you
you never would have died.

In life I loved you dearly,
In death I love you still.
In my heart you hold a place
no one could ever fill.

If tears could build a stairway
and heartache make a lane,
I’d walk the path to heaven
and bring you back again.

Our family chain is broken,
and nothing seems the same.
But as God calls us one by one,
the chain will link again.

(Author unknown)

Request from Rainbow Bridge

Weep not for me though I am gone
Into that gentle night.
Grieve if you will, but not for long
Upon my soul’s sweet flight.
I am at peace, my soul’s at rest
There is no need for tears.
For with your love I was so blessed
For all those many years.
There is no pain, I suffer not,
The fear now all is gone.
Put now these things out of your thoughts,
In your memory I live on.
Remember not my fight for breath
Remember not the strife.
Please do not dwell upon my death,
But celebrate my life.

(Constance Jenkins)

Kongen har forladt bygningen for sidste gang, pas på Freya deroppe og vent på mig, for vi ses igen.

Vaya Con Dios Mi Amor