Må jeg lige få den igen?

Utroligt som ting kan ændre sig på meget kort tid.

Jeg har i længere tid (læst år) døjet med lændesmerter og senere også iskiassmerter i venstre ben. Sidst de to ting faldt sammen var tilbage i 2008 og jeg ved lige præcis hvad triggeren var: jeg skulle vise to katte frem hos min dyrlæge i forbindelse med Kattens Dag og selvom jeg kun har ti minutters gang til dyrlægen så var det altså for meget med 9 kilo over skulderen, 9 kilo i samme hånd og en trolleykuffert trækkende i den anden arm. Det begyndte allerede at gøre ondt i ryggen imens jeg installerede kattene og derfra gik det bare ad H. til. Dagen efter mente kloge mig godt at jeg kunne tage til udstilling i Esbjerg med en kat – jeg skulle jo ikke køre nogen steder. Det endte med at jeg måtte få andre til at præsentere min kat for jeg kunne knap nok gå til sidst. Da jeg kom hjem fik jeg lige nøjagtigt slæbt mig i seng og så startede smertehelvedet for alvor. Hang i røret med vagtlægen 2-3 gange over natten, tudende af smerte og frustreret over at han ikke ville sende en ambulance men bare udskrive noget smertestillende til afhentning på apoteket – yeah right – kunne ikke engang rejse mig fra sengen. Heldigvis fik jeg en hjælpende hånd med afhentning og fik stavret mig til døren efter pillerne og de hjalp med det samme.

Derefter fulgte en periode med mindre iskiassmerter, lændesmerter og en hulens masse kiropraktorbehandlinger der hjalp på lænden, men ikke på de føleforstyrrelser der var kommet i venstre ben.

Sidst på året kom jeg til reumatolog der undersøgte mig grundigt, bad mig lave forskellige bevægelser og udspurgte mig. Hans konklusion var at der formentlig havde været en nerve i klemme et sted og måske en begyndende diskusprolaps, men at der ikke var noget nu. Føleforstyrrelserne mente han desværre kunne være permanente fordi jeg havde ventet for længe med at komme. Tak for det – der var ligesom ingen der havde sagt at det ville være en idé.

Anyway…jeg fortsatte tilværelsen med mine føleforstyrrelser og opdagede hurtigt en anden bonus: nervesmerter der opstod efter fem-ti minutter på benene og føltes som om nogen tændte en flammekaster mod mit venstre lår. Av, siger jeg bare.

Flash forward til april 2013. Har egentlig ikke haft de store problemer i mellemtiden, udover selvfølgelig de – formentlig – permanente føleforstyrrelser og nervesmerterne der har betydet at jeg ikke går så meget som jeg plejer – det gør simpelthen for ondt.

I april begynder føleforstyrrelserne så at brede sig. Før havde jeg følelsesløse områder på yder- og baglår, i knæhasen, på underbenet, ydersiden af foden og min stakkels lilletå. Nu blev mere af benet følelsesløst, 4 tæer blev påvirket, de to fulstændigt følelsesløse, stort set hele fodsålen så det føles som om man går på et virkeligt bulet underlag og så blev det hele lige suppleret med nervesmerter der susede igennem balde og ben efter forgodtbefindende. Gik til egen læge og fik nu en henvisning til MR-scanning for “du har jo godt nok døjet med den ryg længe”.

Omkring 3 uger senere var det tid til scanningen. Det gør jeg ikke igen i vågen tilstand. Godt nok havde jeg fået lov at have hovedet i den åbne ende så jeg kunne kigge opad og se loftet i rummet, men klaustrofobien fornægtede sig ikke alligevel. Men jeg glemte den næsten fordi jeg måtte mobilisere al min opmærksomhed på ikke at bevæge mig i lænd og balde for det gjorde hamrende ondt i lænd og iskiasben at ligge fladt.

Men jeg overlevede og fik at vide at svaret ville kunne fås hos egen læge efter 1 uge, dette blev så til to uger, da der også lige skulle være en ledig tid. Altså skulle jeg ind og have svar 11. juni.

Lørdag den 8. juni vågnede jeg ved at jeg syntes mit ben gjorde lidt mere ondt end det havde gjort tidligere, men jeg håbede det bare var noget midlertidigt og fortsatte med dagens gøremål. På et tidspunkt vil jeg sprede dynen ud over sengen og løfter den for at lave den her flyvende bevægelse og i samme sekund skyder der ligesom et lyn ud fra min lænd der forplanter sig direkte ned i venstre ben. Jeg væltede nærmest ned i sengen hulkende. Av for pokker. Og derfra fortsatte det bare. Ringede til vagtlægen der mente jeg skulle prøve at tage en kombination af Brufen, Pamol og de få alt for gamle Dolol jeg havde liggende hjemme. Så det prøvede jeg, blot for at blive ramt af endnu et lyn lidt senere. Ringede igen til vagtlægen hulkende og snøftende, nej – han havde altså ikke andre forslag. På daværende tidspunkt var det blevet så slemt at min far og min bror var kommet og målløse så til at jeg lå og vendte og drejede mig på sengen imens jeg jamrede. Der var ingen ro i nogen stillinger. Tilsidst ringede jeg en tredje gang til vagtlægen der vist var virkelig træt af mig på det tidspunkt. Nej, han kunne ikke gøre andet end at give mig recept på mere af det medicin jeg allerede havde taget. Nej, de lagde ikke blokader ind ved iskiassmerter længere, nej, der var ingen pointe i at tage mig ind når jeg ikke havde fået scanningssvar endnu (hvilket sikkert ville sige diskusprolaps) for de kunne alligevel ikke gøre mere for mig end jeg selv kunne derhjemme.

Der startede mit seneste mareridt. Lørdag var et smertehelvede. Søndag lidt bedre men stadig slemt. Mandag fik jeg – med stort besvær – tøj på, og blev kørt ud til en lokal sportsmassør der havde en ledig tid, av hvor har jeg mange spændinger i mine balder. Mandag morgen var også dagen hvor min bror ankom stærkt forpint for at tigge sig til noget smertestillende. Han var stået op til noget der mindede om mit – brølende iskiassmerter. Det endte for øvrigt med at han ikke kom hjem til sig selv igen før sidst på ugen, men så kunne vi da ynke hinanden.

Tirsdag skulle jeg så ind til lægen og have svaret på den MR-scanning jeg havde fået lavet i Viborg. Det var ulideligt at sidde i venteværelset for det gjorde ondt ligegyldigt om jeg sad ned, stod op eller gik og der var ikke ligefrem muligheder for at ligge og vente. Kommer så ind til lægen for at få denne sætning: “Ja, nu har vi jo scanningsresultatet og det viser slidgigt i svær grad i S1”. Og det var så der jeg måske skulle have spurgt: Må jeg lige få den igen? Så langt tænkte jeg bare ikke på grund af smerter. Ikke så meget snak, en henvisning til ortopædkirurgisk i Silkeborg der “sikkert ikke vil operere på grund af din vægt”. Mig forsøge at sige noget med at så må jeg da være en kandidat til fedmeoperation uden rigtig at få et svar, recept på mere af den samme smertestillende cocktail og så ud til min far i venteværelset. På vej ud insisterer jeg på at vi tager elevatoren selvom min far mener jeg har godt at trapperne. Han siger “du ligner jo en der fejler noget” hvortil jeg får svaret: “det gør jeg også – jeg har slidgigt”.

Siden da er diagnosen blevet vendt rigtigt mange gange, både af mig selv, i samarbejde med min bror og af bedsteveninden der så gerne vil helbrede mig med naturmedicin. Jeg følte mig svigtet da jeg kom ud fra lægen.

Hvorfor var det ikke blevet opdaget noget før?

Hvorfor nåede det at blive svær slidgigt inden?

Hvorfor mig?

Hvorfor?

Og selvom jeg har diverse psykiske dårligdomme og har tendens til depression var dette også første gang jeg stødte på selvmordstanker. Jeg kunne/kan bare ikke se hvordan jeg kan leve med så mange smerter. Jeg er næsten mere bange for smerter end jeg er for selve sygdommen.

Jeg har googlet en masse i mellemtiden, fællesnævneren er at jeg får en enorm kvalme af at læse om slidgigt, behandling, medicinering, fremtidsudsigter.

Iskiassmerterne blev mindre og lørdag forsøgte jeg mig med det første bad i en uge, en disponering der betød at allerede lørdag aften havde jeg det værre, søndag nat lå jeg og jamrede og mandag måtte jeg kapitulere og fortælle min læge telefonisk at cocktailen af Ibuprofen, Pamol og Dolol simpelthen ikke virkede. “Det må du jo ikke sige,” sagde han og jeg var fristet til at sige nej, det ved jeg godt – har heller ikke lyst til det, for jeg ved godt hvad det betyder.

Så nu sidder jeg her – ja, jeg sidder rent faktisk lige nu – med min første dosis Contalgin i kroppen. Jeg er ikke 100% smertefri, men jeg har det bedre end i går og også bedre end lige før jeg tog Contalginen. Men morfin? Yikes, jeg synes det er en stor kamel at sluge.

Jeg har ikke været udenfor en dør siden den 8. juni – udover lige massøren og lægen i sidste uge. Jeg har haft ondt hele tiden – i varierende grad. Jeg har haft så meget kvalme at jeg ikke havde nogen appetit, jeg har prøvet både at gå, stå, ligge og sidde hvor alt gjorde ondt. Jeg lå sammen med min bror og pev torsdag aften, hvor vi skulle have været i København og høre Depeche Mode i Parken, faktisk skulle vi have været på miniferie derovre fra torsdag til søndag. I stedet lå vi og pev af smerte hjemme hos mig. Det kan jo ikke være rigtigt at det skal være sådan – kan det? At man ligefrem skal rykke flere uger ud af kalenderen fordi man “liiige” skal bruge tid på at have så ondt at man burde slås bevidstløs i mellemtiden?

Hvad betyder det her for min fremtid?

Er jeg nødt til at stoppe med at udstille? Det kan umuligt være godt at slæbe rundt på tung bagage og en lige så tung kat en hel dag.

Hvad med arbejde? Fortsætter jeg som fleksjobber (ledig) eller hedder det her førtidspension?

Hvor ofte skal jeg have de her smerteture og hvor længe kan jeg forvente de skal vare?

Kan jeg selv tabe al min overvægt og vil det betyde en bedring? Har da godt nok tabt 13 kilo på 10 dage, men det er jo nok desværre mest væske og muskler selvom jeg ikke rigtigt har spist noget overhovedet.

Og hvor i alverden finder man svar på alle ens spørgsmål?

Skulle der sidde nogen derude med slidgigt i lænden der har gjort sig nogen erfaringer, måske endda nogen i mit lokalområde (8940 Randers SV) så skriv endelig en kommentar hvis I vil dele eller måske mødes til lidt erfaringsudveksling. Jeg er totalt nybegynder udi det her gigtnoget, men jeg ved at jeg er nødt til at gøre noget.

 I dag mukker jeg af endnu en grund. Min bedste venindes mor skulle begraves i dag og jeg ville så gerne være der for hende. Men nej, ikke med de her smerter – det kan simpelthen ikke hænge sammen for mig. Håber lidt at jeg en af de nærmeste dage er smertefri nok til at overveje at forlade lejligheden og forsigtigt gå ned og kigge efter en vasketid. Har ikke mere rent undertøj og det begynder også at knibe andre steder. Bostøtten får et chok på torsdag når hun kommer og ser hvordan især køkkenet flyder, men jeg har ikke kunnet noget i 1½ uge og det sætter altså sine spor.

Lige nu ligger der en kat ved siden af mig og sover. De firbenede har også været udsat for en forvirret tid, hvorfor snerrede jeg nu lige af dem når de kom og ville snakke eller fortælle at madskålen var tom? Heldigvis tilgiver mine katte ikke bare hurtigt, men nærmest øjeblikkeligt, så vi er blevet gode venner igen – mere end én gang.

Advertisement

Livet fortsætter…tror jeg nok

Om blot et par timer har jeg overlevet 3 hele døgn uden Gizmo.

Hvordan jeg har gjort det aner jeg ikke, for viljen til at leve har været totalt ikke-eksisterende siden jeg måtte sige farvel til min firbenede sjælefrænde.

Jeg savner ham så uendeligt meget at det gør fysisk ondt på mig. Nogen har stukket en stor, usynlig næve ind i min krop og klemmer hårdt sammen om mit hjerte, mine lunger og min mave.

Tårerne kommer i tide og utide, dog går der længere imellem ”turene”.

Appetit har jeg ingen af overhovedet, heller ikke tørst, så jeg er imponeret over at min krop ikke har sagt fra endnu.

Rastløsheden er tydelig. Tirsdag kunne jeg slet ikke holde ud at være i lejligheden og travede Vorup tynd med Martin, både inden solopgang og senere. Onsdag blev det også til lange traveture. I dag torsdag har jeg kunnet nøjes med en tur i supermarkedet.

Jeg kan ikke finde ud af at omgås de andre katte. Hvis jeg taler med dem eller rører dem bliver jeg ramt af en mellemting mellem sorg over at jeg kan nusse dem og ikke Gizmo og en frygt for at trøste mig for meget ved dem – for de skal jo også herfra engang.

Tirsdag og meget af onsdagen havde jeg et stort behov for at blive holdt om, knuget og trøstet, svært når man er alene når behovet opstår….

Værst er spekulationerne og den dårlige samvittighed – til trods for obduktionsresultatet er den der alligevel.

Dårlig samvittighed over at jeg ikke rejste mig og gik hen til Gizmo lige da han var slingret forbi min stol, men i stedet blev siddende 15-20 minutter længere foran computeren.

Over at jeg ikke undrede mig mere over hvor kold han var da jeg hilste på ham 23.30 og han lå i transporttasken på gulvet ved den åbne altandør.

Over at jeg ikke ringede til vagtdyrlægen og min far samtidigt med at jeg ringede efter min bror.

Og over at jeg ikke kunne hjælpe ham.

Læg dertil sorgen i den virkelighed der efterhånden er gået alt for tydeligt op for mig.

At Gizmo er væk og at han aldrig kommer igen.

At jeg skal undvære ham resten af mit liv.

At jeg aldrig skal løfte ham igen, aldrig stryge hænderne over hans pels, aldrig vågne med ham i sengen om morgenen, aldrig overnatte et fremmed sted med ham, aldrig udstille ham igen, aldrig se dybt ind i hans smukke grønne øjne igen og bare vide at han elsker mig uanset hvad.

Jeg ved godt at han har det godt nu. Han har ikke ondt, han har fred. Det var også godt det gik så hurtigt, så han ikke skulle lide i længere tid. Jeg ved godt jeg tog den helt rigtige beslutning, den eneste der var at træffe…

Men det er mig der sidder her nu med savnet. Det er mig der har ondt i krop og sjæl. Det er mig der er nødt til at undvære. Og det virker bare så uoverskueligt, så uretfærdigt og så meningsløst.

På den ene side ville jeg ønske at jeg bare kunne slå alle de her følelser fra og komme videre, på den anden side ved jeg jo godt at det jeg gennemlever nu, er prisen for at elske et andet væsen så højt som jeg elskede Gizmo.

Og han var elsket, mere end jeg kan beskrive med ord. Han bliver aldrig nogensinde glemt. Og jeg tror på at vi ses igen. Det er jeg simpelthen bare nødt til. At jeg, den dag mit lys bliver slukket, bliver genforenet med verdens bedste kat. Hvis jeg ikke har den tro at klamre mig til, er jeg ikke sikker på jeg klarer den…

Nu vil jeg forsøge at give lidt opmærksomhed til 3 katte der ikke kan forstå mine mange tårer, der forsøger at opføre sig som om alt er som det plejer, men fra tid til anden afslører sig selv, når de pludselig sidder med det der søgende blik, der med al tydelighed siger, at de leder efter en der er væk….