Niggi min lille Coon-tøs fyldte 4 år den 30. marts. Jeg tillod mig forsigtigt at ønske at hun ville sætte farten lidt ned og på den måde få lidt tid til nus fra mig.
Til forhistorien hører at Niggi aldrig har haft tid til den slags, med mindre hun selv opfordrer, og så kun op til fem-seks strøg over hovedet inden hun er suset afsted igen. Man er nødt til at fange hende og løfte hende for at få lidt mere kvalitetstid.
…Indtil i går aftes altså.
Jeg havde lagt mig til rette på sofaen under en dyne og et tykt tæppe, for soveværelset var som en dybfryser fordi altandøren havde stået åben hele dagen og selvom den var lukket nu var der stadig iskoldt derinde. Stuen virkede som et mere fornuftigt valg, så kunne jeg også sætte en dvd på og hygge.
Og det var åbenbart sådan det skulle gøres, for en halv time inde i min dvd kom Niggi snakkende ind i stuen, hoppede op på sofabordet og trådte forsigtigt over på det bløde tæppe ved mine ben og lagde sig ned.
Og der blev hun så liggende. Da jeg var færdig med dvd’en en time senere lå hun der stadigvæk og så måtte jeg jo lige have en hånd ned og nusse.
Hun spandt… Og vendte maven opad… Og strakte sig… Og blev liggende…
Min hånd fandt hendes bløde pels mange gange i løbet af den næste time – der havde hun så ligget på tæppet i to timer og småboblet – indtil jeg efterhånden var så træt at jeg faldt i søvn i en underlig forkrampet stilling.
Jeg vågnede klokken 8 ved at jeg havde krampe i min venstre skulder og ikke kunne bevæge venstre arm. Niggi var gået på det tidspunkt, men jeg har pligtskyldigt været helt immobiliseret hele natten.
Nu kan jeg bruge de næste mange timer på at opdage flere og flere steder der er ømme og stive.
Men…..jeg har haft en stjernestund med mit hjertebarn, noget jeg aldrig har prøvet før men så sandelig håber på at prøve igen.
Så skidt med at man er radbrækket og øm…
1001 Kat 