Jeg hader min hjerne…

Jeg har så længe jeg kan huske haft tendens til katastrofetanker i form af små tankefilm der kører forbi mit indre øje i splitsekunder – og som altid er ubehagelige. De fleste af hverdagens tankefilm handler enten om at jeg falder ned ad trapper eller at der sker noget ubehageligt med mine negle.

De forstærkes når jeg er stresset, så kommer der flere af dem og de virker mere intense. Har oplevet helt at slippe for dem i forbindelse med en medicinering, desværre tålte jeg medicinen dårligt ift bivirkninger, så der er skiftet til noget helt andet der ikke virker helt så godt, men dog har en vis virkning.

Indtil min brors flytning i september. Der gled jeg nemlig på hans trappe og faldt. Godt nok kun to trin ned, men jeg var alligevel så uheldig at jeg slog min i forvejen ringe lænd, fik lavet et vrid i højre knæ der ellers var mit gode knæ og – opdagede jeg da adrenalinen havde aftaget – havde et knæk på midten af højre storetånegl hvor den havde sluppet i den øverste halvdel.

Og så skal jeg da ellers lige love for mine tankefilm gik amok. Faktisk i en grad der hæmmer mig i dagligdagen. Fra ikke at bryde mig om trapper er jeg nu decideret angst for dem og vælger nogen gange bare at blive i lejligheden fremfor at gå ned med skrald eller gå en tur den dag. Det er jo ikke super smart at have trappeangst når man bor på 1. sal. Og tankefilmene er også virkeligt ubehagelige, kan godt være de kun varer et splitsekund, men hvadenten der kommer de første ti i træk eller kun et enkelt, så har jeg det dårligt længe efter. Og selvom jeg har forsøgt at undgå tanker der kan trigge dem, så dukker de nogengange op i de underligste forbindelser, eksempelvis: skal planlægge biograftur med veninden – tankefilm: Tina skvatter hele vejen ned af deres lange stejle trappe og kommer til skade, udstilling i Hobro om en uge, tænk hvis Junior kunne være heldig at blive BIS veteran – åh p*s så skal jeg op og ned ad trappen til scenen – det går galt.

Er nu blevet sat op i dosis af den angstdæmpende medicin to gange og det har ikke ændret en hujende fis – er seriøst begyndt at overveje om jeg skulle gå tilbage på den anden medicin og så leve med bivirkningerne.

Det er altså ikke for normale mennesker det her – og hvor er det bare belastende. Både at lide under, men også at forsøge at forklare andre der aldrig har prøvet den her forkrøblende fornemmelse af nærmest at blive tortureret af ens egen hjerne 😦

Nåh, Mortens Aftens menuen venter på at blive kokkereret og der skal dækkes bord, nogle timers hyggeligt samvær med familien plejer at være en god kur – i hvert fald indtil de er gået…

Advertisement

Angsttest

Man siger jo om mange ting at man skal teste dem løbende for at se om de stadig virker. At der ofte er tale om materielle og ret funktionelle ting som røgalarmer, bilbremser, dæktryk eller tågelygter behøver vi ikke nævne.

I mit tilfælde fik jeg nemlig i nat afprøvet om min panikangst stadig virkede og jeg skulle hilse og sige….at det gør den i allerhøjeste grad.

Efter en lang dag både fysisk og psykisk var jeg godt brugt da jeg endelig fik så meget ro i hovedet at jeg overvejede at gå i seng. Der var klokken ved at være 2.30.

Det var så godt nok ikke meget søvn jeg fik for da jeg gik rundt og slukkede lys undrede jeg mig over Juniors opførsel. Han luskede i flyverskjul under sengen. Jeg fik han trukket ud og op i sengen hvor han hvæsede af mig med store pupiller men ellers var enormt medgørlig og puttede pænt i mine arme et stykke tid. På et tidspunkt hopper han så ned igen og inden han forsvinder ind under sengen i den anden side når jeg at se at hans hale vender nedad og nærmest klistrer til bagenden og han ser ud til at humpe lidt på højre bagben.

Skynder mig op og får tændt lidt lys rundt omkring igen og får – endnu engang – fisket ham ud fra mørket under sengen. Ud og stå på køkkenbordet og så mig igang med at mærke ham igennem. Første mistanke er blæren selvom hans opførsel ikke passer på første gang han havde blæresten. Synes heller ikke lige umiddelbart den føles spændt og han reagerer heller ikke på min trykken og møven. Så tænker hjernen HD eller PL så vi laver lige lidt bøje strække øvelser med benene, især det højre som han humpede på. Ingen indikation fra katten på smerter. Jeg er nu forvirret. Føler halen igennem for brud, heller ingenting der. Da jeg når ned til det nederste af ryggen og trykker ham lidt der får jeg et langstrakt hvæs og et par store sorte øjne. Hmmmm, samme sted jeg absolut ikke måtte trykke Gizmo når han havde hård mave.

Jeg prøver at lokke med en godbid – ingen interesse. Så laver jeg tre skåle vådmad, men inden jeg er færdig er han lusket ind under min seng igen. Klokken er nu ved at være 4. Jeg ender med at tænde for varmen i hele lejligheden for at han ikke skal blive for kold dernede og skubbe en skål med vådmad ind til ham.

Mellem 4 og halv 8 ligger jeg og halvdøser, vil ikke kalde det søvn, imens jeg forestiller mig død og ødelæggelse og hver 20. minut tjekker at han stadig ligger under sengen og trækker vejret.

En halv time før min dyrlæge åbner for telefonerne står jeg op og får igen kattekræet ud fra mørket under sengen og putter ham op under dynen ved siden af mig. Han er stadig alt, alt for medgørlig, men han hvæser ikke af smerte længere og hans pupiller er også blevet normale. Han bliver liggende i 20 minutter før han insisterer på at komme ned under sengen igen.

Jeg beslutter mig til at give ham til klokken 10 og se hvad status er der og falder faktisk i en let søvn.

Da jeg vågner er der ingen kat under sengen Flyver nærmest op og ud og det første jeg ser er Junior der ligger på måtten på badeværelsesgulvet (har ikke gulvvarme så godt han valgte måtten) med ryggen vendt mod den nu varme radiator.

Jeg går ud i køkkenet efter en flaske vand og sørme om han ikke kommer ud til mig og på vejen kurrer for første gang siden i går aftes. Og sørme om han ikke, efter et par minutters overvejelse, kaster sig over en skål med vådmad imens han spinder højt.

Siden da er det bare gået fremad. Halen er kommet op, han har jagtet guffere kastet på gulvet, han har ikke været inde under sengen igen og han insisterede på at komme lidt ud på altanen i solskinnet hvor han let og elegant hoppede op i vindueskarmen. Han halter ikke mere, klager sig ikke og opfører sig helt normalt.

Så dyrlægen er afblæst indtil videre, holder ham naturligvis under skarp observation.

Men hvad pokker har der været med ham? Han var helt normal frem til i hvert fald klokken 1 om natten.

Mine egne overvejelser har gået på lidt hård mave der har klemt et sted det gjorde ekstra ondt, det var det eneste der kunne få min sødeste søde Gizmo til at snappe efter mig og hvæse. Eller måske et slag/fald ved bagbenet så det har været lidt ømt i nat, han er jo ikke jordens mest elegante kat. Jeg har bare ikke hørt noget. Eller måske bare en stressrelation på grund af lidt for mange mennesker og ting der foregik i min lejlighed i går? Men den kan jeg heller ikke helt få til at passe for hvorfor i går? Hvorfor ikke efter kattenus? Eller efter udstilling?

Mine overvejelser endte på ondt i maven da han ved 11-tiden – efter lidt mere vådmad – gik på bakken og afleverede en stor og ildelugtende omgang afføring. Og jeg tror ikke det kun er overvejelser, for 15 minutter efter toiletbesøget blev han kælen og kontaktsøgende igen, har ikke søgt i skjul siden og snakker og spinder som normalt.

Og så sidder jeg så her bagefter og kan ånde lettet op imens jeg kan mærke de fysiske eftervirkninger af flere timers angstanfald. En ting er hvor ubehageligt det er imens det står på: den store knytnæve der klemmer sammen om ens mellemgulv så det pludselig gør ondt at trække vejret, svimmelheden, sveden, hovedpinen, hjernen der kører med dommedagstanker og den generelle fornemmelse af panik. En anden ting er eftervirkningerne som i dag viser sig ved hovedpine pga. for lidt søvn, ondt i lænden fordi jeg har ligget krampagtigt hele natten og en helt overvældende lyst til at spise noget sødt eller fedt…det “værste” jeg har hjemme lige nu er heldigvis fedtfattig yoghurt og Guldkorn.

Men hvor er jeg lykkelig for at Junior er tilbage til sit normale jeg igen. Og hvor er jeg frustreret over at min reaktion på en syg/anderledes kat er blevet så kraftig. Det er kommet efter Gizmo blev syg og måtte aflives i maj 2010 og jeg synes det bliver værre. Og jeg aner ikke hvordan jeg skal arbejde med det for den øjeblikkelige reaktion kommer jo fordi jeg frygter at et dyr jeg elsker over alt på jorden skal dø. Den kan man ligesom ikke rationalisere sig ud af…det er jo en reel mulighed hver gang et levende væsen bliver sygt. Dybt suk…