Tag Archives: Maine Coon

Junior til kilometereftersyn

Standard

Der er mange katte i bekendtskabskredsen der kommer til sundhedstjek og vaccination i disse dage.

Junior er en af dem. Vi er lige kommet ind af døren igen.

Herren blev tjekket i hoved og r**, det skal man jo nu engang, endnu engang af en forelsket dyrlæge der ytrede det sædvanlige: “Vi får jo ikke så mange af de helt store drenge”, hvorpå hun holdt hans hoved mellem hænderne, kiggede henført ind i hans øjne og sagde: “Se nu bare det store hoved, man kan da ikke andet end at elske det.”

Tror også Junior var ganske tilfreds med dyrlægen, han spandt i hvert fald igennem det meste af undersøgelsen – i modsætning til på udstillingerne, så det var da meget rart at finde ud af at det kunne lade sig gøre for ham at være andet end beskidt i munden.

Men han blev som sagt tjekket godt og grundigt, både udfra dyrlægens tjekliste og fra mine observationer og ønsker.

Han er stadig en dreng der producerer meget ørevoks, men det er stadigvæk kun ørevoks og ikke øremider (hvilket jeg også forsikrede at jeg var klar over efter jeg ved ikke hvor mange tjek for samme på udstillingerne over årene). Heldigvis er hans ører helt rene og pæne inderst inde uden inflammation, så jeg skal bare fortsætte med at rense det synlige af med ørerens (jeg plejer at bruge en vatrondel med lunkent vand) og vi har det i forvejen som en del af vores nusserutine, så det er ikke et problem.

Herren har mestret at få hele TO store tandsten på to af de store tænder i overmunden – de er så store at de kan ses med det blotte øje. Så vi blev anbefalet noget tandfoder for at se om det kunne gøre det og ellers skulle vi måske tænke tandrensning næste år. Ingen problemer med tandkødet heldigvis.

Der var intet at mærke i hofter og knæ og hun mente ikke at jeg behøvede at bekymre mig udfra hvad jeg fortalte om hans bevægelighed og om kattene i hans familietræ i forhold til sygdomme.

Men…. ingen roser uden torne….

Gennemgangen viste også med al tydelighed hvilken indvirkning Gizmos død har haft på min store blå bamse. Han har taget 600 gram på og vejer nu 9,8 kilo og det kan ikke være andet end tabet af hans legekammerat og deraf følgende nedsat aktivitet der har gjort det, for der spises det samme og heller ikke mere af det.

Det gjorde mig lidt ked af det… jeg har ellers forsøgt at aktivere ham så godt jeg nu kan, men jeg er altså ikke det samme som en anden kat man kan spunse rundt efter som en tosset og rulle rundt med i brydergreb på stuegulvet. Devi har aldrig villet lege og Niggi er også begyndt at sige fra overfor sin onkel fordi hun ikke vil lege de vilde drengelege han vil. Det er en total øv-fornemmelse jeg har i maven over det.

Men vi overlevede trods alt turen, fik afprøvet Juniors nye Rolls Royce (katteklapvogn) for første gang og den bestod til UG omend jeg vist er 5-10 centimeter for høj til at gå med den.

Og det vildeste?

Jeg har fundet et produkt hvor priserne rent faktisk er faldet og ikke steget. Sidste år kostede Juniors tjek 616 kroner (mener jeg), i dag kom jeg af med 543,75. Det synes jeg ærligt talt er imponerende

Præsentation af Junior

Standard

Lalleglade Junior i et tilsyneladende tænksomt øjeblik

Junior er indbegrebet af en drøm jeg havde haft i 7 år. Drømmen om en tabby Maine Coon hankastrat. Han er født den 1. juli 2006, så næste gang bliver han 4 år.

Historien om, hvordan Junior blev min, er faktisk ret interessant – synes jeg i hvert fald selv.

Jeg havde som sagt længe drømt om den her fantastiske Maine Coon hankastrat, han skulle være sort blotched tabby (med eller uden hvidt og sølv), stor og bamset og selvfølgelig leve op til de forventninger jeg havde om racens sind.

I 2006 fik jeg – efter stop af selvstændig forretning – pludselig en pæn klat penge tilbage i skat, som jeg slet ikke havde forventet. Og næsten før jeg havde nået at tænke tanken, var pengene sat til side til køb af drømmekatten.

Nu er køb af racekat noget af en jungle, især når man er førstegangskøber, så jeg var godt klar over at jeg ville få brug for noget hjælp. Og så er det at diverse online kattefora får deres berettigelse, for pludselig dukkede der en frivillig hjælper op. Pia Thomsen har opdrættet Maine Coon opdrættet Pitho, vi havde mødt hinanden en enkelt gang til et killingenus, og hun ville hjertens gerne hjælpe mig med at finde det helt rigtige match. Det siger man jo ikke nej til vel?

Så jeg blev inviteret hjem til Pia så vi kunne få en god snak om mine forventninger, ønsker og hvad jeg egentlig vidste om Coonerne. Skæbnen ville at Pia på daværende tidspunkt havde hele to kuld killinger gående derhjemme. Bevæbnet med en sæk legetøj til killingerne begav jeg mig afsted til vores aftale.

Og så er det min fegudmor begynder at vifte med tryllestaven.

Vel ankommet bliver jeg omringet af nysgerrige killinger, så jeg ender på gulvet i stuen imens kaffen bliver færdig. Sådan nogle killinger er nogle sjove størrelser, de klatrer rundt på en som om man var Mount Everest og de var bjergbestigere og de er alle som en fast besluttede på at få hele ens opmærksomhed.

Men der var altså en der tiltrak min opmærksomhed lidt mere end de andre. En lille blåtabby tingest der havde hægtet sig fast i mit venstre knæ med sine sylespidse kløer og bare hang der.

Da jeg senere kom op i sofaen og snakken begyndte at gå, dukkede den lille blå tingest op igen, denne gang insisterende på at sove i min arm. Det siger man jo ikke nej til så min arm faldt i søvn sammen med katten imens snakken med Pia fortsatte.

Snakken blev lang og det endte med jeg blev inviteret på middagsmad også. Skulle jeg hjælpe? Nej, jeg kunne underholde killingerne imens. Jamen, det gjorde jeg så, omend min opmærksomhed var fuldstændigt fikseret på den bette blå ting der lå og sov i en revne mellem to sofahynder. Det var vist omtrent på det tidspunkt at det gik op for mig hvor forelsket jeg rent faktisk var. Og at der rent faktisk var tale om en dreng, godt nok blå tabby og ikke sort, og han var ikke solgt. Hans navn var Pitho Crookshanks, efter Hermiones kat i Harry Potter, Pia kaldte ham Skævben som er den danske bogoversættelse og han var fuldstændigt og aldeles bedårende.

Jeg tror ikke der gik mere end et døgns tid efter jeg var kommet hjem – hvis der overhovedet gik så længe – før jeg fik taget mod til mig, og spørge Pia om jeg måtte blive skønhedens slave for livstid. Gud ske lov sagde hun ja.

Siden da har han beriget mit liv dagligt med skæve påfund, tosset opførsel og 100 % ufortyndet kærlighed. Han er alt hvad jeg havde drømt om – og så meget mere. Og jeg glæder mig til at nyde mange flere år sammen med ham, min pauseklovn, min hofnar, min elskelige bamse….

Præsentation af Devi

Standard

Smukke og dejlige Devi

Devi er min helt specielle kat. Hun er født den 1. december 2002 og har dermed lige passeret de 7 år.

Jeg så hende første gang i maj måned 2003 på Kattens Værns Internat i Randers. Jeg var taget derned for at se på en creme-farvet Maine Coon hankastrat jeg havde set på hjemmesiden, men han var forlængst afsat. Da jeg jo stadig var på udkig efter en drengeven til at lege drengelege med Gizmo, lod jeg mig lokke til at kigge på de øvrige katte de havde. “Luk endelig burene op og kæl for dem”, var beskeden – meget farligt skulle jeg hilse og sige.

I et af burene lå en flot tortie-hunkat der var så bange at hun hvæsede bare jeg kiggede på hende. Men i buret ved siden af var der den smukkeste lille kat jeg nogensinde havde set. Kæmpestore øjne i et lille fint ansigt, en hvid blis der fortsatte ned på hals og mave og det mest utrolige tabbymønster. Jeg åbnede buret for lige at sige hej. Og missen gik resolut ud til mig, rejste sig på bagbenene, støttede sine forpoter på min skulder og slikkede min venstre øreflip imens hendes knurhår kildede mig på kinden.

Jeg var solgt som stanglakrids. Der var ikke noget at gøre. Jeg anede ikke engang om det var en han- eller hunkat jeg stod og kiggede på, det var min kat. Jeg besindede mig så meget at jeg gik hjem for at tænke over det, men en time senere stod jeg nede på internatet igen, denne gang med en transportkasse med duft hjemmefra som tøsen kunne lære at kende. Næste dag skulle hun neutraliseres og så kunne jeg få hende med hjem.

Det er nu blevet til næsten 7 fantastiske år med Devi i hjemmet. Hun er en helt speciel kat og jeg har ikke et øjeblik fortrudt at hun kom med hjem.

I forhold til mine andre katte er hun ret sær. Hun bryder sig ikke om at blive løftet for meget rundt på. Hun er også kun kælen på sine egne præmisser. Hvis man overskrider hendes grænser, så bider hun – hårdt! Jeg tror kun det er en enkelt eller to gange hun rent faktisk har bidt hul i mig, men hendes tandmærker ender oftest som blå mærker på mig og jeg er fyldt med hvide ar fra hendes kradsemærker, som der for øvrigt altid går betændelse i hos mig. Hun virker for det meste som om hun sagtens kunne undvære de andre katte og nøjes med at være hende og mig, men det tilskriver jeg en formodning om at hun er kommet for tidligt fra sin missemor og derfor ikke forstår de tre andres sprog. Jeg ser eksempler på det flere gange dagligt når det der er en opfordring til leg eller blot en forsigtig hilsen, bliver til decideret frygt fra Devis side, med flugt, vræl, hvæs og slagsmål til følge. Konfrontationerne i hjemmet bliver altid værre hvis jeg for eksempel går og er stresset, så katte er altså meget fintfølende mekanismer.

Men til daglig er Devi den skønneste kat – og hun er min kat, ingen tvivl om det. Bevares, andre kan godt kæle for hende, men det er mig hun vender tilbage til for tryghed.

I 2004 blev hun pludselig fra det ene øjeblik til det andet delvis lam i bagkroppen. Teorien er at hun fik en blodprop (ligesom Freya senere – mere om det i et senere indlæg), og dyrlægen gav hende 14 dage til at vise bedring, ellers mente han at aflivning var eneste udvej. I 14 dage lå hun i fodenden af min seng og blev fodret, kælet, nusset og bragt til kattebakken. Aftenen før min telefoniske aftale med dyrlægen begyndte hun at gå rundt i lejligheden. Min tøs fik lov at leve. De eneste eftervirkninger hun har fra dengang er at hendes gang er blevet lidt underlig. Hun er nærmest hjulbenet på bagbenene og går med let buet ryg. Men hun har det godt og hopper højt og elegant som før.

Devis psyke var skrøbelig før hendes sygdom, men det blev værre derefter. Det var som om besøget hos dyrlægen, forbundet med alle de smerter hun havde, blev til et overgreb i hendes tanker og hun blev mere angst end hun nogensinde havde været før. Hun nyder at komme ud og gå ture i sele og snor, men hvis der er biler, cyklister eller fodgængere for den sags skyld, så bryder angsten ud og hun vil hjem. Selv i mine arme er det ikke altid sikkert nok. Derhjemme er der til gengæld ingen problemer. Hjemme føler hun sig tryg – naturligvis med undtagelse af når hun har en fjollet legesyg kat i hælene som hun har fejllæst og derfor tror angriber hende.

Devi er min skattemus, hun er dybt afhængig af mig og jeg er på lige fod dybt afhængig af hende. Vi har begge et skrøbeligt sind og jeg føler en samhørighed med hende, sjæl til sjæl som er hendes og min alene.

Flere historier om Devi skal nok følge – hun laver også tossede ting fra tid til anden…