Tag Archives: katastrofetanker

Jeg hader min hjerne…

Standard

Jeg har så længe jeg kan huske haft tendens til katastrofetanker i form af små tankefilm der kører forbi mit indre øje i splitsekunder – og som altid er ubehagelige. De fleste af hverdagens tankefilm handler enten om at jeg falder ned ad trapper eller at der sker noget ubehageligt med mine negle.

De forstærkes når jeg er stresset, så kommer der flere af dem og de virker mere intense. Har oplevet helt at slippe for dem i forbindelse med en medicinering, desværre tålte jeg medicinen dårligt ift bivirkninger, så der er skiftet til noget helt andet der ikke virker helt så godt, men dog har en vis virkning.

Indtil min brors flytning i september. Der gled jeg nemlig på hans trappe og faldt. Godt nok kun to trin ned, men jeg var alligevel så uheldig at jeg slog min i forvejen ringe lænd, fik lavet et vrid i højre knæ der ellers var mit gode knæ og – opdagede jeg da adrenalinen havde aftaget – havde et knæk på midten af højre storetånegl hvor den havde sluppet i den øverste halvdel.

Og så skal jeg da ellers lige love for mine tankefilm gik amok. Faktisk i en grad der hæmmer mig i dagligdagen. Fra ikke at bryde mig om trapper er jeg nu decideret angst for dem og vælger nogen gange bare at blive i lejligheden fremfor at gå ned med skrald eller gå en tur den dag. Det er jo ikke super smart at have trappeangst når man bor på 1. sal. Og tankefilmene er også virkeligt ubehagelige, kan godt være de kun varer et splitsekund, men hvadenten der kommer de første ti i træk eller kun et enkelt, så har jeg det dårligt længe efter. Og selvom jeg har forsøgt at undgå tanker der kan trigge dem, så dukker de nogengange op i de underligste forbindelser, eksempelvis: skal planlægge biograftur med veninden – tankefilm: Tina skvatter hele vejen ned af deres lange stejle trappe og kommer til skade, udstilling i Hobro om en uge, tænk hvis Junior kunne være heldig at blive BIS veteran – åh p*s så skal jeg op og ned ad trappen til scenen – det går galt.

Er nu blevet sat op i dosis af den angstdæmpende medicin to gange og det har ikke ændret en hujende fis – er seriøst begyndt at overveje om jeg skulle gå tilbage på den anden medicin og så leve med bivirkningerne.

Det er altså ikke for normale mennesker det her – og hvor er det bare belastende. Både at lide under, men også at forsøge at forklare andre der aldrig har prøvet den her forkrøblende fornemmelse af nærmest at blive tortureret af ens egen hjerne 😦

Nåh, Mortens Aftens menuen venter på at blive kokkereret og der skal dækkes bord, nogle timers hyggeligt samvær med familien plejer at være en god kur – i hvert fald indtil de er gået…