Angsttest

Man siger jo om mange ting at man skal teste dem løbende for at se om de stadig virker. At der ofte er tale om materielle og ret funktionelle ting som røgalarmer, bilbremser, dæktryk eller tågelygter behøver vi ikke nævne.

I mit tilfælde fik jeg nemlig i nat afprøvet om min panikangst stadig virkede og jeg skulle hilse og sige….at det gør den i allerhøjeste grad.

Efter en lang dag både fysisk og psykisk var jeg godt brugt da jeg endelig fik så meget ro i hovedet at jeg overvejede at gå i seng. Der var klokken ved at være 2.30.

Det var så godt nok ikke meget søvn jeg fik for da jeg gik rundt og slukkede lys undrede jeg mig over Juniors opførsel. Han luskede i flyverskjul under sengen. Jeg fik han trukket ud og op i sengen hvor han hvæsede af mig med store pupiller men ellers var enormt medgørlig og puttede pænt i mine arme et stykke tid. På et tidspunkt hopper han så ned igen og inden han forsvinder ind under sengen i den anden side når jeg at se at hans hale vender nedad og nærmest klistrer til bagenden og han ser ud til at humpe lidt på højre bagben.

Skynder mig op og får tændt lidt lys rundt omkring igen og får – endnu engang – fisket ham ud fra mørket under sengen. Ud og stå på køkkenbordet og så mig igang med at mærke ham igennem. Første mistanke er blæren selvom hans opførsel ikke passer på første gang han havde blæresten. Synes heller ikke lige umiddelbart den føles spændt og han reagerer heller ikke på min trykken og møven. Så tænker hjernen HD eller PL så vi laver lige lidt bøje strække øvelser med benene, især det højre som han humpede på. Ingen indikation fra katten på smerter. Jeg er nu forvirret. Føler halen igennem for brud, heller ingenting der. Da jeg når ned til det nederste af ryggen og trykker ham lidt der får jeg et langstrakt hvæs og et par store sorte øjne. Hmmmm, samme sted jeg absolut ikke måtte trykke Gizmo når han havde hård mave.

Jeg prøver at lokke med en godbid – ingen interesse. Så laver jeg tre skåle vådmad, men inden jeg er færdig er han lusket ind under min seng igen. Klokken er nu ved at være 4. Jeg ender med at tænde for varmen i hele lejligheden for at han ikke skal blive for kold dernede og skubbe en skål med vådmad ind til ham.

Mellem 4 og halv 8 ligger jeg og halvdøser, vil ikke kalde det søvn, imens jeg forestiller mig død og ødelæggelse og hver 20. minut tjekker at han stadig ligger under sengen og trækker vejret.

En halv time før min dyrlæge åbner for telefonerne står jeg op og får igen kattekræet ud fra mørket under sengen og putter ham op under dynen ved siden af mig. Han er stadig alt, alt for medgørlig, men han hvæser ikke af smerte længere og hans pupiller er også blevet normale. Han bliver liggende i 20 minutter før han insisterer på at komme ned under sengen igen.

Jeg beslutter mig til at give ham til klokken 10 og se hvad status er der og falder faktisk i en let søvn.

Da jeg vågner er der ingen kat under sengen Flyver nærmest op og ud og det første jeg ser er Junior der ligger på måtten på badeværelsesgulvet (har ikke gulvvarme så godt han valgte måtten) med ryggen vendt mod den nu varme radiator.

Jeg går ud i køkkenet efter en flaske vand og sørme om han ikke kommer ud til mig og på vejen kurrer for første gang siden i går aftes. Og sørme om han ikke, efter et par minutters overvejelse, kaster sig over en skål med vådmad imens han spinder højt.

Siden da er det bare gået fremad. Halen er kommet op, han har jagtet guffere kastet på gulvet, han har ikke været inde under sengen igen og han insisterede på at komme lidt ud på altanen i solskinnet hvor han let og elegant hoppede op i vindueskarmen. Han halter ikke mere, klager sig ikke og opfører sig helt normalt.

Så dyrlægen er afblæst indtil videre, holder ham naturligvis under skarp observation.

Men hvad pokker har der været med ham? Han var helt normal frem til i hvert fald klokken 1 om natten.

Mine egne overvejelser har gået på lidt hård mave der har klemt et sted det gjorde ekstra ondt, det var det eneste der kunne få min sødeste søde Gizmo til at snappe efter mig og hvæse. Eller måske et slag/fald ved bagbenet så det har været lidt ømt i nat, han er jo ikke jordens mest elegante kat. Jeg har bare ikke hørt noget. Eller måske bare en stressrelation på grund af lidt for mange mennesker og ting der foregik i min lejlighed i går? Men den kan jeg heller ikke helt få til at passe for hvorfor i går? Hvorfor ikke efter kattenus? Eller efter udstilling?

Mine overvejelser endte på ondt i maven da han ved 11-tiden – efter lidt mere vådmad – gik på bakken og afleverede en stor og ildelugtende omgang afføring. Og jeg tror ikke det kun er overvejelser, for 15 minutter efter toiletbesøget blev han kælen og kontaktsøgende igen, har ikke søgt i skjul siden og snakker og spinder som normalt.

Og så sidder jeg så her bagefter og kan ånde lettet op imens jeg kan mærke de fysiske eftervirkninger af flere timers angstanfald. En ting er hvor ubehageligt det er imens det står på: den store knytnæve der klemmer sammen om ens mellemgulv så det pludselig gør ondt at trække vejret, svimmelheden, sveden, hovedpinen, hjernen der kører med dommedagstanker og den generelle fornemmelse af panik. En anden ting er eftervirkningerne som i dag viser sig ved hovedpine pga. for lidt søvn, ondt i lænden fordi jeg har ligget krampagtigt hele natten og en helt overvældende lyst til at spise noget sødt eller fedt…det “værste” jeg har hjemme lige nu er heldigvis fedtfattig yoghurt og Guldkorn.

Men hvor er jeg lykkelig for at Junior er tilbage til sit normale jeg igen. Og hvor er jeg frustreret over at min reaktion på en syg/anderledes kat er blevet så kraftig. Det er kommet efter Gizmo blev syg og måtte aflives i maj 2010 og jeg synes det bliver værre. Og jeg aner ikke hvordan jeg skal arbejde med det for den øjeblikkelige reaktion kommer jo fordi jeg frygter at et dyr jeg elsker over alt på jorden skal dø. Den kan man ligesom ikke rationalisere sig ud af…det er jo en reel mulighed hver gang et levende væsen bliver sygt. Dybt suk…

Junior til kilometereftersyn

Der er mange katte i bekendtskabskredsen der kommer til sundhedstjek og vaccination i disse dage.

Junior er en af dem. Vi er lige kommet ind af døren igen.

Herren blev tjekket i hoved og r**, det skal man jo nu engang, endnu engang af en forelsket dyrlæge der ytrede det sædvanlige: “Vi får jo ikke så mange af de helt store drenge”, hvorpå hun holdt hans hoved mellem hænderne, kiggede henført ind i hans øjne og sagde: “Se nu bare det store hoved, man kan da ikke andet end at elske det.”

Tror også Junior var ganske tilfreds med dyrlægen, han spandt i hvert fald igennem det meste af undersøgelsen – i modsætning til på udstillingerne, så det var da meget rart at finde ud af at det kunne lade sig gøre for ham at være andet end beskidt i munden.

Men han blev som sagt tjekket godt og grundigt, både udfra dyrlægens tjekliste og fra mine observationer og ønsker.

Han er stadig en dreng der producerer meget ørevoks, men det er stadigvæk kun ørevoks og ikke øremider (hvilket jeg også forsikrede at jeg var klar over efter jeg ved ikke hvor mange tjek for samme på udstillingerne over årene). Heldigvis er hans ører helt rene og pæne inderst inde uden inflammation, så jeg skal bare fortsætte med at rense det synlige af med ørerens (jeg plejer at bruge en vatrondel med lunkent vand) og vi har det i forvejen som en del af vores nusserutine, så det er ikke et problem.

Herren har mestret at få hele TO store tandsten på to af de store tænder i overmunden – de er så store at de kan ses med det blotte øje. Så vi blev anbefalet noget tandfoder for at se om det kunne gøre det og ellers skulle vi måske tænke tandrensning næste år. Ingen problemer med tandkødet heldigvis.

Der var intet at mærke i hofter og knæ og hun mente ikke at jeg behøvede at bekymre mig udfra hvad jeg fortalte om hans bevægelighed og om kattene i hans familietræ i forhold til sygdomme.

Men…. ingen roser uden torne….

Gennemgangen viste også med al tydelighed hvilken indvirkning Gizmos død har haft på min store blå bamse. Han har taget 600 gram på og vejer nu 9,8 kilo og det kan ikke være andet end tabet af hans legekammerat og deraf følgende nedsat aktivitet der har gjort det, for der spises det samme og heller ikke mere af det.

Det gjorde mig lidt ked af det… jeg har ellers forsøgt at aktivere ham så godt jeg nu kan, men jeg er altså ikke det samme som en anden kat man kan spunse rundt efter som en tosset og rulle rundt med i brydergreb på stuegulvet. Devi har aldrig villet lege og Niggi er også begyndt at sige fra overfor sin onkel fordi hun ikke vil lege de vilde drengelege han vil. Det er en total øv-fornemmelse jeg har i maven over det.

Men vi overlevede trods alt turen, fik afprøvet Juniors nye Rolls Royce (katteklapvogn) for første gang og den bestod til UG omend jeg vist er 5-10 centimeter for høj til at gå med den.

Og det vildeste?

Jeg har fundet et produkt hvor priserne rent faktisk er faldet og ikke steget. Sidste år kostede Juniors tjek 616 kroner (mener jeg), i dag kom jeg af med 543,75. Det synes jeg ærligt talt er imponerende

Kongen vendte hjem på sin fødselsdag…

I dag vendte Kongen hjem til de efterladte. Min bror og jeg hentede selv hans urne hos dyrlægen og den står nu på en hylde og venter på en endelig placering.

Dagen kunne ikke være mere passende. I dag ville Gizmo være fyldt 12 år.

Den grå himmel og den silende regn passer meget godt til mit humør, men det glæder mig trods alt at se på den hvide urne og vide hvor min dejlige dreng er.

Jeg får hjælp til at åbne æsken

Junior siger velkommen hjem til "storebror" og legekammerat

Så fin er urnen

Kisten som jeg er begyndt at fylde med små Gizmominder

Her ses blandt andet hans sele, yndlingslegetøjet, et af hans bling bling halsbånd og hans uautoriserede BIV-medalje

Når ens katte sørger…

Nu er det 8 dage siden vi tog afsked med Gizmo og der er sket tydelige forandringer i flokken.

De første 2-3 dage havde jeg svært ved overhovedet at røre ved nogen af de andre katte. Først tolkede jeg det som en dårlig samvittighed over at nusse dem når Gizmo nu ikke kunne blive nusset mere, men pludselig gik det op for mig at det var fordi jeg ikke ville knytte mig stærkere til de 3 jeg har nu – for de skal jo også herfra engang.

Det går heldigvis meget bedre nu, især fordi misserne på hver deres måde har vist at de havde brug for mig.

Den første dag var der ikke så meget at bemærke, udover at de alle blev ved at gå forbi stedet hvor Gizmo var blevet lagt da vi kom hjem fra vagtdyrlægen. Men allerede onsdag begyndte jeg at kunne mærke på de 3 at der var noget galt.

Devi skulle helst kunne se mig hele tiden, så hvis jeg forlod et rum fulgte hun efter, højt pivende.

Niggi begyndte pludselig at opfordre til nus, i stedet for at rende sin vej kunne jeg både nusse hende på hovedet, ned ad ryggen og endda løfte hende.

Junior snakkede endnu mere end han plejede og virkede meget søgende. Især når han hoppede op til mig i sengen kiggede han sig hele tiden over skulderen, for Gizmo plejede at komme og nappe ham i nakken for at gøre opmærksom på at det var ham der hørte til ved siden af mig.

De sidste par dage er der kommet lidt flere reaktioner på. Devi vil stadig være tæt på mig meget af tiden, men ikke hele tiden, til gengæld får hun store kæleflip fra tid til anden.

Niggi render stadig storsnakkende efter mig og insisterer på nus og kæmper ikke imod når jeg løfter hende…absolut ikke hendes normale opførsel.

Og Junior er blevet klæbende. I forgårs lå han pludselig mellem computeren og tastaturet og nægtede at flytte sig. I går kravlede han selv op i armene på mig og lagde sig et par minutter og senere tog vi en ordentlig krammer uden hans sædvanlige piven. Han virker stadig meget søgende.

I sidste uge var jeg overbevist om, at det ville være Devi der ville tage Gizmos død hårdest, fordi hun allerede har reageret med en depression ovenpå et dødsfald tidligere og fordi hun er en lille sensitiv pige. Men det står helt klart nu at det er Junior der sørger mest. Det burde jeg jo også have sagt mig selv, for Gizmo og Junior var jo bedste venner. Han mangler Gizmo at slås med, vaske ører på, sove ved siden af.

Jeg håber hans savn svinder med tiden og han finder sig til rette i en ny hverdag, hvor vi alle skal undvære Gizmo. Hvis han bliver ved at være nedtrykt må jeg overveje fremtiden igen.

Lige nu har jeg i hvert fald 3 meget pylrede og morsyge katte til at holde mig med selskab, og jeg er spændt på hvordan det indbyrdes hierarki ender med at falde ud, nu hvor flokken har mistet sin leder.

The King has left the building…

Dette bliver det sværeste indlæg jeg nogensinde har måttet skrive…

Tirsdag morgen, den 25. Maj 2010, klokken 02.45 rejste Gizmo mod Regnbuebroen.

Mit hjerte er knust i tusind stykker.

Det er gået så ufatteligt hurtigt. Klokken halv et opdagede jeg at han var slap, kold og trak vejret overfladisk og besværet.
Klokken et var min bror kommet og jeg ringede til dyrlægevagten.
Klokken tyve minutter i to ankom vi hos dyrlægen i Hadsten, Gud ske lov at min far fatter at når jeg ringer på den tid af døgnet, så er det alvorligt.
Og klokken kvart i tre var det hele slut.

Hele Gizmos krop var ved at lukke ned. Hans temperatur var nede på 36.2, han var slap og fjern, hans tandkød var kridhvidt og hans bughule var fuld af blod.

Hverken dyrlægen eller jeg var i tvivl om hvad der var det rigtige. Men det krævede FEM indsprøjtninger med aflivningsvæsken, to i leveren og tre direkte i hjertet før han endelig gav slip. Hans kredsløb var simpelthen stået så meget af at væsken ikke blev ført ordentligt rundt i kroppen og blodårerne var kollapsede.

Nu ligger han herhjemme på et tæppe og Devi, Junior og Niggi har alle sagt farvel til ham. Når dyrlægen åbner klokken 8 ringer jeg til ham for at aftale en obduktion, jeg er nødt til at vide hvad det var der skete, for han havde det fint så sent som ved midnat.

Gizmo, du er allerede savnet mere end jeg troede muligt. Virkeligheden er ikke helt sunket ind endnu, og når den gør, ved jeg at den kommer til at slå hårdt – meget hårdt.

Aldrig skal jeg se ind i dine smukke grønne øjne igen og føle din sjæl.

Hvem skal jeg nu tage på eventyr med, hvad enten det var udstillinger, fremvisninger eller overnatningerne på fremmede steder – du elskede det jo?

Hvem skal lege vilde drengelege med Junior?

Hvem skal ligge og sove hele natten ryg mod ryg med mig for at stikke et spindende hoved hen til mig straks jeg vågnede?

Hvem skal hoppe op til mig og kræve opmærksomhed når jeg er ked?

Hvem skal være mit Livs Lys på kattepoter?

Jeg fik 8 år sammen med dig, længe vil nogen sige, men slet ikke længe nok siger jeg. Vi havde en pagt om at du skulle blive mindst 20 – den var du nødt til at bryde i dag.

Jeg får aldrig en kat som dig igen, du var unik og det vi havde sammen var enestående. Tusind tak fordi du valgte mig som menneske og gav alle omkring dig muligheden for at deltage i dit liv. Vores er blevet rigere af det.

Dearest, close your eyes now
Don’t you cry, it’s alright

Lie back, leave the lights on
It’s alright, dear

I’ll be here through the night
With you till the first signs of light
Say the word and I’ll come tonight

It’s all right now
Don’t you cry now
Hush…
Wipe your tears away
There’s never a forever thing

All through the night
I’ll try so hard to be there somehow
With you till the first signs of light
Say the word and I’ll come
Tonight

Darling, don’t you cry.

(A-ha)

I Only Wanted You

They say memories are golden
well maybe that is true.
I never wanted memories,
I only wanted you.

A million times I needed you,
a million times I cried.
If love alone could have saved you
you never would have died.

In life I loved you dearly,
In death I love you still.
In my heart you hold a place
no one could ever fill.

If tears could build a stairway
and heartache make a lane,
I’d walk the path to heaven
and bring you back again.

Our family chain is broken,
and nothing seems the same.
But as God calls us one by one,
the chain will link again.

(Author unknown)

Request from Rainbow Bridge

Weep not for me though I am gone
Into that gentle night.
Grieve if you will, but not for long
Upon my soul’s sweet flight.
I am at peace, my soul’s at rest
There is no need for tears.
For with your love I was so blessed
For all those many years.
There is no pain, I suffer not,
The fear now all is gone.
Put now these things out of your thoughts,
In your memory I live on.
Remember not my fight for breath
Remember not the strife.
Please do not dwell upon my death,
But celebrate my life.

(Constance Jenkins)

Kongen har forladt bygningen for sidste gang, pas på Freya deroppe og vent på mig, for vi ses igen.

Vaya Con Dios Mi Amor

Så har jeg været kreativ…

…og har kreeret et nyt billede til at stå ovenpå drengenes bur de gange de er med på udstillinger sammen.

Jeg synes faktisk selv det er blevet ret godt…

Mine dejlige drengebasser

Det lykkedes….

Nogen af jer kender til sagen jeg skriver om her, andre vil høre om den for første gang.

Jeg bor i en almennyttig boligforening i en afdeling hvor man må have 2 katte. Jeg har 4.

Fredag den 5. marts modtog jeg det brev man bare ikke vil modtage i den situation. Der var klaget over at jeg havde for mange katte, og jeg havde til den 15. marts til at skaffe mig af med de dyr der var for meget og underskrive en tro og love erklæring på at det var gjort. Av….

Nu kunne jeg jo have valgt “bare” at sige at det var gjort og fortsætte med at leve lidt lysky med 4 katte. Det var jo ligesom det jeg havde gjort i 7 år i min gamle lejlighed, hvor jeg slet ikke måtte have dyr. Men det havde jeg bare ikke lyst til efter en klage. Brevet var selvfølgelig kommet lige op til en weekend, så jeg tilbragte et par dage med at tænke, tænke og tænke. Jeg var hele spektret igennem: at lyve, at flytte, at videreformidle to katte og at søge dispensation.

Det endte med at jeg mandag kontaktede boligforeningen for at høre hvad kravene var til en ansøgning om dispensation på baggrund af psykiske årsager. Svaret var en ansøgning fra mig og en lægeerklæring. Eftersom egen læge først havde en ledig tid den 24. marts, fik jeg frist til at aflevere ansøgningen senest den 25. inden Fælleskontoret lukkede.

Og så begyndte ellers en lang periode med stadig stigende stress. Jeg skriver lige et svar til indlægget her med listen over stress-symptomer der viste sig i løbet af de 20 dage der gik fra klagen var modtaget til ansøgningen var afleveret.

Men fakta var at jeg havde valgt at kæmpe i stedet for at gemme mig væk eller flygte. Og igennem min tid med mentor har jeg lært at jeg skal bede om hjælp når jeg har brug for den, så jeg gik igang med at kontakte de mennesker jeg mente kunne hjælpe med udtalelser som bilag til min ansøgning. Og jeg fik nogle gode udtalelser, rigtigt gode faktisk.

Og jeg skrev på min ansøgning der blev længere og længere. 4 hele sider endte den på og der var stadig ting jeg mente der kunne have været tilføjet.

Den værste dag var dagen for tiden hos min læge. Jeg havde helt og aldeles overbevist mig selv om, at min læge ikke ville skrive en udtalelse for mig, da han ikke har lagt skjul på at han mener jeg ikke bør have katte på grund af min katteallergi. Da jeg sad i hans venteværelse fik jeg faktisk et angstanfald, hyperventilerede og var nær besvimet.

Selvfølgelig skrev min læge en udtalelse, godt nok kun på 4 linier, men der stod det der skulle.

Så den 25. marts tog jeg ud til boligforeningens kontor og afleverede personligt min murstensroman af en ansøgning samt 3 udtalelser om at jeg skulle have lov at beholde alle mine dyr.

På vej hjem kørte der stadig redigeringsmuligheder i hovedet, men efter et par timer gik det ligesom op for min hjerne, at sagen nu var ude af mine hænder….og mit stressniveau faldt.

Og så ventede jeg.

Og ventede….

Og ventede lidt længere….

I mellemtiden havde jeg klistret frostet plast på nederste halvdel af alle mine vinduer for at undgå stirrende øjne, jeg følte mig iagttaget, men både kattene og jeg var ved at blive vanvittige over ikke at kunne se ud.

Lysten til at gøre noget ved lejligheden manglede også totalt. Det kriblede godt nok lidt for at begynde på at gøre altanen forårsklar, men hvorfor købe blomster og rydde op hvis jeg alligevel skulle flytte?

Den 20. april, efter 5 dage med tiltagende stresssymptomer igen, sendte jeg en mail til boligforeningen for at høre hvorfor det tog så længe at få svar. Ikke fordi jeg havde lyst til at høre svaret, men jeg var jo nødt til det på et eller andet tidspunkt. Resten af dagen brugte jeg på at blive mere og mere frustreret over ikke at få svar.

Og hvad lå der så i postkassen da jeg kom hjem? Et brev fra boligforeningen selvfølgelig.

Øjeblikkelig hjertebanken.

En underlig fornemmelse af en pludselig opstået malstrøm i mellemgulvet der begyndte at suge alle mine organer til sig.

Svedige hænder.

Da jeg var kommet ind i lejligheden tog jeg overtøjet af og kiggede igen på kuverten.

Prøvede at se igennem den.

Tændte lyset på badeværelset, holdt kuverten op til lampen og forsøgte igen. Kunne læse ordet dispensation.

Tog en dyb indånding og flåede kuverten op.

Yes! Et styk midlertidig dispensation, desværre max gældende til den 25. marts 2012, men ikke desto mindre 2 år med lovlige katte.

Wooooosh….al luften gik ud af stressballonen.

Varme i kinderne.

Et fjoget grin.

En underlig klemmende fornemmelse i kroppen, som om et eller andet krammede mig indefra.

Hen og tænde computeren og simultant sms’e og dermed informere alle de mennesker der har gået og tænkt på mig i snart 2 måneder.

En pludselig lyst til at feste….nej, det er lejligheden og tiden ikke til lige nu.

Gizmo kom forbi og fik et kram, han spandt som svar.

Og da alle var informeret gik jeg resolut ind i stuen og flåede frostet plast af vinduerne….4 katte sad forventningsfuldt og ventede på at komme på plads i vindueskarmen, Devi glemte faktisk næsten at hun ikke kan lide de andre for udsigten var tilbage :o)

Derefter røg plasten af køkkenvinduet og Niggi tilbragte nærmest resten af aftenen i vindueskarmen derude.

Nu skal jeg lige have fundet dokumentation på mærkning og neutralisering af Devi og Niggi og sende ind til boligforeningen og så er vi alle fredede indtil den 25. marts 2012. Hvad der sker til den tid håndterer vi til den tid. Lige nu skal det nydes. På lørdag er der katteudstilling, men fredag og søndag er der tid til at rydde op på altanen og tirsdag bliver der hentet storskrald, så med lidt held er vi på rette spor i næste uge.

Fordelen ved gæster

I går havde jeg inviteret min bror til middag hjemme hos mig og misserne. Menuen stod på Chili con carne m. løse ris, hvedetortillaer i kvarte, blandet salat og guacamole.

Som den høflige gæst min bror er, havde han medbragt en hel bærepose film fra hans egen samling, i forventning om at det nok blev til mere end en middag.

Nu har jeg aldrig været den bedste til at beslutte mig, og det bliver da ikke nemmere når man bliver præsenteret for 12 film og en bror der siger at han er ligeglad.

Nåh, vi kom da frem til to titler tilsidst – The Fountain og Fanboys.

 

Men brormand var ikke tilfreds med tingenes tilstand da filmen kom i afspilleren – højttalerne i fjernsynet brummede ret så højt og inderligt, noget jeg ikke fattede en brik af, for det havde ikke været et problem før.

Men men….der er ikke noget der ikke er så skidt at det ikke er godt for noget. For for at afhjælpe irritationen, gik gæsten igang med at sætte 2/3 af mit efterhånden støvsamlende surround-anlæg til, så jeg nu har et 3.1 surround system til mine dvd-film. Der mangler kun lige de to baghøjttalere, men eftersom det hele skal have nye ledninger på et tidspunkt kan det fint vente.

Jeg havde lidt ondt af Martin da han sad der på gulvet og rodede med ledninger, for han havde alt for mange hjælpere. Gizmo ville æde ledningerne, Devi og Niggi ville lege med dem og Junior forsøgte at stikke af med en.

Endnu sjovere var det da vi kom igang med den første film. Allerede i løbet af de første par minutter sad Devi som paralyseret og fulgte med. Lyden af insekter i en jungle var helt åbenlyst anderledes end hun var vant til bare fra fjernsynet. Og jeg har ikke tal på hvor mange ørehatte misserne lavede over subwooferen – wooooom sagde den og swooosh sagde misseørerne. Det var virkeligt sjovt at iagttage.

Nu vil jeg nyde min næstsidste friaften i denne omgang med at sætte mig i den dybe lænestol med tæppet over mig, levende lys i vinduerne og dæmpet belysning ellers – og så nyde Phantom of the Opera med 3.1 lyd i min helt egen hjemmebiograf. Aaaahhh, livet er godt….

I dag er det Niggis fødselsdag

Min seje lille tøs fylder 3 år i dag.

Da hun flyttede ind turde jeg slet ikke håbe på at have hende så længe, jeg nyder hver eneste dag i hendes selskab med alle tossestregerne, hyggestunderne og smilene.

Især hendes Onkel Junior er hun meget glad for – og han har da også passet godt på hende siden hun flyttede ind…hvis man ser bort fra de første 3 døgn hvor han troede hun var en farlig kastratdræber 😉

Tillykke skattepige…

Præsentation af Junior

Lalleglade Junior i et tilsyneladende tænksomt øjeblik

Junior er indbegrebet af en drøm jeg havde haft i 7 år. Drømmen om en tabby Maine Coon hankastrat. Han er født den 1. juli 2006, så næste gang bliver han 4 år.

Historien om, hvordan Junior blev min, er faktisk ret interessant – synes jeg i hvert fald selv.

Jeg havde som sagt længe drømt om den her fantastiske Maine Coon hankastrat, han skulle være sort blotched tabby (med eller uden hvidt og sølv), stor og bamset og selvfølgelig leve op til de forventninger jeg havde om racens sind.

I 2006 fik jeg – efter stop af selvstændig forretning – pludselig en pæn klat penge tilbage i skat, som jeg slet ikke havde forventet. Og næsten før jeg havde nået at tænke tanken, var pengene sat til side til køb af drømmekatten.

Nu er køb af racekat noget af en jungle, især når man er førstegangskøber, så jeg var godt klar over at jeg ville få brug for noget hjælp. Og så er det at diverse online kattefora får deres berettigelse, for pludselig dukkede der en frivillig hjælper op. Pia Thomsen har opdrættet Maine Coon opdrættet Pitho, vi havde mødt hinanden en enkelt gang til et killingenus, og hun ville hjertens gerne hjælpe mig med at finde det helt rigtige match. Det siger man jo ikke nej til vel?

Så jeg blev inviteret hjem til Pia så vi kunne få en god snak om mine forventninger, ønsker og hvad jeg egentlig vidste om Coonerne. Skæbnen ville at Pia på daværende tidspunkt havde hele to kuld killinger gående derhjemme. Bevæbnet med en sæk legetøj til killingerne begav jeg mig afsted til vores aftale.

Og så er det min fegudmor begynder at vifte med tryllestaven.

Vel ankommet bliver jeg omringet af nysgerrige killinger, så jeg ender på gulvet i stuen imens kaffen bliver færdig. Sådan nogle killinger er nogle sjove størrelser, de klatrer rundt på en som om man var Mount Everest og de var bjergbestigere og de er alle som en fast besluttede på at få hele ens opmærksomhed.

Men der var altså en der tiltrak min opmærksomhed lidt mere end de andre. En lille blåtabby tingest der havde hægtet sig fast i mit venstre knæ med sine sylespidse kløer og bare hang der.

Da jeg senere kom op i sofaen og snakken begyndte at gå, dukkede den lille blå tingest op igen, denne gang insisterende på at sove i min arm. Det siger man jo ikke nej til så min arm faldt i søvn sammen med katten imens snakken med Pia fortsatte.

Snakken blev lang og det endte med jeg blev inviteret på middagsmad også. Skulle jeg hjælpe? Nej, jeg kunne underholde killingerne imens. Jamen, det gjorde jeg så, omend min opmærksomhed var fuldstændigt fikseret på den bette blå ting der lå og sov i en revne mellem to sofahynder. Det var vist omtrent på det tidspunkt at det gik op for mig hvor forelsket jeg rent faktisk var. Og at der rent faktisk var tale om en dreng, godt nok blå tabby og ikke sort, og han var ikke solgt. Hans navn var Pitho Crookshanks, efter Hermiones kat i Harry Potter, Pia kaldte ham Skævben som er den danske bogoversættelse og han var fuldstændigt og aldeles bedårende.

Jeg tror ikke der gik mere end et døgns tid efter jeg var kommet hjem – hvis der overhovedet gik så længe – før jeg fik taget mod til mig, og spørge Pia om jeg måtte blive skønhedens slave for livstid. Gud ske lov sagde hun ja.

Siden da har han beriget mit liv dagligt med skæve påfund, tosset opførsel og 100 % ufortyndet kærlighed. Han er alt hvad jeg havde drømt om – og så meget mere. Og jeg glæder mig til at nyde mange flere år sammen med ham, min pauseklovn, min hofnar, min elskelige bamse….