Tag Archives: juletræ

20. December – En juletradition

Standard

Jeg husker flest juletraditioner fra da min mor stadig levede og vi holdt rigtig traditionel familiejul. Der oparbejdede jeg fra barnsben en tradtion for at jeg skulle sove ved juletræet natten efter juleaften.

Det startede faktisk som en nødvendighed. De år vi holdt jul hos min mormor og morfar og overnattede sov vi på sofaerne i stuen ved siden af juletræet. Og da det senere blev mine forældre der overtog juleaftenen og inviterede gæster, blev mit værelse og min seng altid brugt til gæster og jeg selv blev “udstationeret” til en luftmadras eller drømmeseng i stuen ved juletræet.

Og det fortsatte i teenage- og voksenårene hvor jeg enten havde en ledig seng på mit værelse fordi der ingen gæster var eller havde mit eget hjem at tage hjem til, men jeg valgte altid sofaen ved siden af juletræet i stuen.

Det er faktisk en af de juletradtioner jeg savner mest og jeg kunne formentlig godt finde på at slæbe min dyne ind i sofaen når juleaftensgæsterne er taget hjem og så sove ved mit eget juletræ i stedet for i min egen seng. Meeeen….tror lige jeg venter og ser hvor radbrækket jeg ender med at være efter tilberedning af al julemaden – hvis ryggen gør knuder foretrækker jeg trods alt min seng fremfor sofaen og juletræet ;o)

Advertisement

18. December – 4. søndag i advent

Standard

4. søndag i advent, eller som den måske burde tituleres i år, natkjoledag.

Efter at have været helt enormt social fredag, en lille smule social lørdag og med udsigt til igen at skulle være helt enormt social i morgen så er en natkjoledag lige det jeg trængte til. Bare at futte rundt i nattøjet med uvasket hår og lave så lidt som muligt.

Ja okay, helt slappe af kan jeg ikke. Har en maleribestilling der bliver afhentet i morgen, så det skal jo ligesom males færdigt. Nu mangler der heldigvis kun den afsluttende gang lak og så skal det tørre så jeg kan få skruet ramme på.

Prøvede som noget nyt at sidde i sofaen og male og ikke ved spisebordet. Underligt nok virkede det faktisk mere skånsomt på min ryg og udsigten var heller ikke så ringe:

Man ender jo med at komme helt i julehumør *G*

Og hvad er planen så for resten af denne søndag? Tjo, nu vil jeg gå ud og tage opvasken og så skal der laves noget aftensmad og så tror jeg egentlig godt jeg kunne finde på at slæbe min dyne og en pude med ind på sofaen og smide mig der og se hvad der er at finde imens jeg venter på aftenens afsnit af The Walking Dead. Måske jeg endda får selskab af en kat eller tre? Og på et eller andet tidspunkt tørrer den maling også nok til at jeg kan få lak på, så må rammen blive skruet på i morgen formiddag.

God 4. søndag i advent til jer alle – både de der har lynende travlt, jer der har lidt at lave og jer der dovner den…

8. December – Noget du selv har lavet

Standard

Her kunne jeg jo snildt begynde at poste billeder af de malerier jeg har lavet de sidste 13 måneder, eller alle de blyantstegninger jeg har lavet gennem årene.

Men…det er stadig en jule blogchallenge, så for at komme sæsonen i hu endnu engang, viser jeg jer min seneste kreation, nemlig Mr. Catman der nu pryder toppen af mit juletræ i stedet for min sædvanlige topstjerne:

Man skal bruge:
Et tomt rør fra en køkkenrulle, et lille kattetøjdyr af en slags, saks, limpistol, ståltråd, stof der passer til ens juletræspynt, dekoration og et par englevinger (kan købes i Tiger).

Og for at gå lidt ud af julemode kan jeg da også lige vise noget jeg selv lavede i oktober, nemlig burgardiner til en Halloweenkatteudstilling:

Så’ det jul igen….

Standard

Ja, sig nærmer tiden og Tina er som sædvanligt gået en lillebitte smule jul amok ;o)
Juletræet stod pyntet 2 dage før 1. søndag i advent, så studieveninderne kunne se det, de store Bramming nisser hænger i vinduerne og Bramming kravlenisserne klatrer rundt i persiennerne. Altanen er pyntet med perlemorsfarvede granguirlander med lys og nisserne falder over hinanden på hylder, i karme og i stole. Kort sagt – varm rød og hyggelig jul er flyttet ind.

Planerne for årets jul har egentlig været som de plejer. Juleaften her hos mig, brormand og far som gæster og lækker, lækker mad.

Altså indtil i fredags…

I fredags fik jeg nemlig bedsteveninden på besøg. Netop hjemvendt efter 1½ år på det engelske arbejdsmarked skulle der hygges. Jeg diskede op med kogt hamburgerryg, grønlangkål og brunede kartofler i bedste julestil…det skulle jo passe til resten af det lille hjem.

Allerede ved bordet talte vi lidt om vores planer for juleaften, at jeg skulle være sammen med Martin og far og at hun skulle være alene med sin mor. Tror det var under den samtale den første tanke meldte sig.

Efter middagen bød jeg på Fars Fede Juleferie på dvd og filmen affødte ikke bare store mængder latter, men også en hyggelig samtale om vores begges minder om barndommens jul. Jeg var slet ikke i tvivl om længslen i min venindes stemme. Og så var det vist jeg “kom til” at sige det: at vi da bare kunne holde jul sammen alle fem. Det blev vist lidt henkastet fordi det gik op for mig at jeg ikke havde spurgt mine egne gæster…og i stedet snakkede vi lidt om en fælles julefrokost en af juledagene.

Men jeg kunne ikke få tanken ud af hovedet igen, så lørdag lagde jeg ud med at spørge far hvad han syntes om idéen om en fælles juleaften? Stor overraskelse – han var overhovedet ikke afvisende, havde ikke en eneste indvending. Er han virkelig ved at blive en blød mand på sine gamle dage som han selv påstår? Senere på lørdagen fik jeg så spurgt min bror. Han sagde ja med det samme. Julen var jo hjerternes fest og hvis ikke vi kunne være åbne i julen hvornår så? Knægten havde jo ret.

Så søndag blev der udsendt en officiel invitation til fælles juleaften i min pyntede lejlighed og der gik ikke mange timer før der kom besked om at ja tak, det vil vi meget gerne og vi glæder os begge to.

Så nu bliver vi altså fem juleaften. Jeg er sikker på at det bliver rigtigt hyggeligt og jeg vil gøre mit ypperste for at leve op til bedstevenindens barndomsminder og længsel efter en rigtig jul.

Diskussionen om julemenuen er allerede gået i gang. Eller….det vil sige….diskussionen om fremgangsmåden for julemenuen er gået i gang, for selve menuen ligger mere eller mindre fast pr. tradition.

Vi skal have fundet os en rigtig god – og stor – and som jeg som sædvanlig kan få lov til at pille lidt i numsen ;o)
Tror den skal proppes godt med en fars med æbler og svesker så vi er sikre på at have kød nok. De hvide og brunede kartofler ligger også fast, samme gør den brune sauce. Taffel chips skal vi også huske i år, vigtigst af alt at huske rent faktisk at få dem på bordet. Det glemte vi sidste år.
Og så er der rødkålen. Der ytrede brormand lige pludselig ønske om at lave den fra bunden af i stedet for bare at købe en spand og varme den op… Mon han har fået en smule blod på tanden efter sidste års hjemmebryggede ris a la mande som han også planlægger at gentage i år?
Og helt personligt overvejer jeg lidt om der skulle en portion vindruesalsa på julebordet for første gang…hvis altså jeg kan finde de helt rigtige vindruer til den tid.

Julegaver er jeg for øvrigt slet ikke begyndt at købe endnu. Undskyldningen er delvis manglende ønskesedler (håber I læser med og forstår en hentydning) og manglende lyst til at trave rundt i sne, is og sjap i Randers.