Jeg hader min hjerne…

Jeg har så længe jeg kan huske haft tendens til katastrofetanker i form af små tankefilm der kører forbi mit indre øje i splitsekunder – og som altid er ubehagelige. De fleste af hverdagens tankefilm handler enten om at jeg falder ned ad trapper eller at der sker noget ubehageligt med mine negle.

De forstærkes når jeg er stresset, så kommer der flere af dem og de virker mere intense. Har oplevet helt at slippe for dem i forbindelse med en medicinering, desværre tålte jeg medicinen dårligt ift bivirkninger, så der er skiftet til noget helt andet der ikke virker helt så godt, men dog har en vis virkning.

Indtil min brors flytning i september. Der gled jeg nemlig på hans trappe og faldt. Godt nok kun to trin ned, men jeg var alligevel så uheldig at jeg slog min i forvejen ringe lænd, fik lavet et vrid i højre knæ der ellers var mit gode knæ og – opdagede jeg da adrenalinen havde aftaget – havde et knæk på midten af højre storetånegl hvor den havde sluppet i den øverste halvdel.

Og så skal jeg da ellers lige love for mine tankefilm gik amok. Faktisk i en grad der hæmmer mig i dagligdagen. Fra ikke at bryde mig om trapper er jeg nu decideret angst for dem og vælger nogen gange bare at blive i lejligheden fremfor at gå ned med skrald eller gå en tur den dag. Det er jo ikke super smart at have trappeangst når man bor på 1. sal. Og tankefilmene er også virkeligt ubehagelige, kan godt være de kun varer et splitsekund, men hvadenten der kommer de første ti i træk eller kun et enkelt, så har jeg det dårligt længe efter. Og selvom jeg har forsøgt at undgå tanker der kan trigge dem, så dukker de nogengange op i de underligste forbindelser, eksempelvis: skal planlægge biograftur med veninden – tankefilm: Tina skvatter hele vejen ned af deres lange stejle trappe og kommer til skade, udstilling i Hobro om en uge, tænk hvis Junior kunne være heldig at blive BIS veteran – åh p*s så skal jeg op og ned ad trappen til scenen – det går galt.

Er nu blevet sat op i dosis af den angstdæmpende medicin to gange og det har ikke ændret en hujende fis – er seriøst begyndt at overveje om jeg skulle gå tilbage på den anden medicin og så leve med bivirkningerne.

Det er altså ikke for normale mennesker det her – og hvor er det bare belastende. Både at lide under, men også at forsøge at forklare andre der aldrig har prøvet den her forkrøblende fornemmelse af nærmest at blive tortureret af ens egen hjerne 😦

Nåh, Mortens Aftens menuen venter på at blive kokkereret og der skal dækkes bord, nogle timers hyggeligt samvær med familien plejer at være en god kur – i hvert fald indtil de er gået…

Advertisement

Wuhuuuuu….håber jeg ;o)

Så er det tid til endnu en opdatering på min revalideringssituation. Jeg havde faktisk knap nok nået at poste den sidste, før jeg havde papirerne fra psykologen i hånden. Så nu har jeg to nye diagnoser:

F84.5 Aspergers syndrom
F41.1 Generaliseret angst

Psykologen skriver envidere i sin konklusion:
“Der er tale om Aspergers syndrom og generaliseret angst hos en velbegavet person, som fremstår med begrænset kontakt til egen og andres emotionalitet. Hun har et betydeligt reduceret psykosocialt funktionsniveau, præget af en vis evne til at kunne tilvænne sig et mindre hensynstagende socialt miljø, i en kortere periode. Brænder derefter ud og reagerer med øget angst, depressivitet og psykosomatiske symptomer. Det vurderes, at hun med støtte i fht. at klare de hjemlige funktioner, vil kunne klare et hensynstagende arbejde på nedsat tid.”

Hele hendes dokumentation fylder 8 sider, så jeg bliver træt i fingrene hvis jeg skal taste den ind her, men hun rammer mig usandsynligt godt, især taget i betragtning at vores samtale varede lidt under 3 timer og ellers havde hun kun nogle enkelte papirer fra min sagsmappe at henholde sig til.

Jeg har ikke fået en nedtur over at modtage papirerne. Lige da jeg læste dem igennem og kom til diagnosen Asperger måtte jeg godt nok synke en klump, men det krævede ikke andet end en dyb indånding og lidt google-arbejde at komme på rette spor igen.

Jeg er stadig mig, den samme mig som jeg var i går, for en uge siden, for et år siden. Nu har jeg bare fordelen af at være udstyret med et “stempel” der kan bruges i min sag.

Med andre ord, jeg har nu papir på at jeg er en skræmt nørd ;o) Selvironi har jeg altid haft rigeligt af.

Men men…..det mest fantastiske skete faktisk da jeg var nået halvvejs igennem læsningen af papirerne. Der ringede min telefon nemlig.

Det var min jobkonsulent der lige skulle spørge til et par datoer på mine tidligere praktikker for hun kunne simpelthen ikke hitte ud af det fra at læse i min ressourceprofil. Sagde til hende at det forstod jeg sandelig godt og hjalp hende på vej (sendte senere en liste på mail med alle mine praktikker).

Og her kommer så det fantastiske. Hun siger så at hun jo altså sidder og laver den her erhvervsevnevurdering med henblik på et fleksjob på 25 timer….hvad jeg mener om det?

Jamen, det mener jeg da er helt fantastisk siger jeg.

Og det er jo helt og absolut fantastisk. Det er jo det jeg har gået og håbet på i et par år nu, men til at begynde med ikke turde sige højt og senere fik at vide ikke kunne lade sig gøre.

Og når hun siger sådan i telefonen så må det da betyde at kommunen har tænkt sig at visitere mig til et fleksjob på 25 timer? Hvorfor skulle hun ellers sige det. Hun fortalte også at hun havde haft ringet til min jobkonsulent på CBR og spurgt hvad hun mente om fleksjob og 25 timer og havde også fået at vide der at det ville være ideelt.

Så jeg jublede det meste af dagen i går, imens jeg mindede mig selv om, at som den udprægede pessimist jeg er, så vil jeg altså lige se det hele på papir inden jeg jubler alt for højt.

Som sædvanligt udløste den stærke psykiske påvirkning i går en ordentlig omgang dårlig mave….og en forfærdelig trang til at bruge penge. I sidstnævnte tilfælde lyttede jeg for en gangs skyld til fornuft og investerede i verdens grimmeste (og billigste) støvsuger….den ligner seriøst noget fra en low-budget sci-fi film. Og den larmer…

Men den kan suge og det er det vigtigste. Tror sgi min bostøtte får et chok næste gang hun kommer og der ikke er hybelkaniner over det hele. Plus alle de gode nyheder jeg formentlig kan fortælle hende.

Nu vil jeg stoppe, det er tid til at få smækket aftensmaden sammen inden det er tid til 4-stjerners Middag på Kanal 5.

Menuen i aften står på pastasalat med grov pasta, asparges og laks med en mild dressing, ristede champignons og grovflutes med hvidløgssmør….får helt mundvand ved at skrive det, så jeg er den der er suset i køkkenet…