The King has left the building…

Dette bliver det sværeste indlæg jeg nogensinde har måttet skrive…

Tirsdag morgen, den 25. Maj 2010, klokken 02.45 rejste Gizmo mod Regnbuebroen.

Mit hjerte er knust i tusind stykker.

Det er gået så ufatteligt hurtigt. Klokken halv et opdagede jeg at han var slap, kold og trak vejret overfladisk og besværet.
Klokken et var min bror kommet og jeg ringede til dyrlægevagten.
Klokken tyve minutter i to ankom vi hos dyrlægen i Hadsten, Gud ske lov at min far fatter at når jeg ringer på den tid af døgnet, så er det alvorligt.
Og klokken kvart i tre var det hele slut.

Hele Gizmos krop var ved at lukke ned. Hans temperatur var nede på 36.2, han var slap og fjern, hans tandkød var kridhvidt og hans bughule var fuld af blod.

Hverken dyrlægen eller jeg var i tvivl om hvad der var det rigtige. Men det krævede FEM indsprøjtninger med aflivningsvæsken, to i leveren og tre direkte i hjertet før han endelig gav slip. Hans kredsløb var simpelthen stået så meget af at væsken ikke blev ført ordentligt rundt i kroppen og blodårerne var kollapsede.

Nu ligger han herhjemme på et tæppe og Devi, Junior og Niggi har alle sagt farvel til ham. Når dyrlægen åbner klokken 8 ringer jeg til ham for at aftale en obduktion, jeg er nødt til at vide hvad det var der skete, for han havde det fint så sent som ved midnat.

Gizmo, du er allerede savnet mere end jeg troede muligt. Virkeligheden er ikke helt sunket ind endnu, og når den gør, ved jeg at den kommer til at slå hårdt – meget hårdt.

Aldrig skal jeg se ind i dine smukke grønne øjne igen og føle din sjæl.

Hvem skal jeg nu tage på eventyr med, hvad enten det var udstillinger, fremvisninger eller overnatningerne på fremmede steder – du elskede det jo?

Hvem skal lege vilde drengelege med Junior?

Hvem skal ligge og sove hele natten ryg mod ryg med mig for at stikke et spindende hoved hen til mig straks jeg vågnede?

Hvem skal hoppe op til mig og kræve opmærksomhed når jeg er ked?

Hvem skal være mit Livs Lys på kattepoter?

Jeg fik 8 år sammen med dig, længe vil nogen sige, men slet ikke længe nok siger jeg. Vi havde en pagt om at du skulle blive mindst 20 – den var du nødt til at bryde i dag.

Jeg får aldrig en kat som dig igen, du var unik og det vi havde sammen var enestående. Tusind tak fordi du valgte mig som menneske og gav alle omkring dig muligheden for at deltage i dit liv. Vores er blevet rigere af det.

Dearest, close your eyes now
Don’t you cry, it’s alright

Lie back, leave the lights on
It’s alright, dear

I’ll be here through the night
With you till the first signs of light
Say the word and I’ll come tonight

It’s all right now
Don’t you cry now
Hush…
Wipe your tears away
There’s never a forever thing

All through the night
I’ll try so hard to be there somehow
With you till the first signs of light
Say the word and I’ll come
Tonight

Darling, don’t you cry.

(A-ha)

I Only Wanted You

They say memories are golden
well maybe that is true.
I never wanted memories,
I only wanted you.

A million times I needed you,
a million times I cried.
If love alone could have saved you
you never would have died.

In life I loved you dearly,
In death I love you still.
In my heart you hold a place
no one could ever fill.

If tears could build a stairway
and heartache make a lane,
I’d walk the path to heaven
and bring you back again.

Our family chain is broken,
and nothing seems the same.
But as God calls us one by one,
the chain will link again.

(Author unknown)

Request from Rainbow Bridge

Weep not for me though I am gone
Into that gentle night.
Grieve if you will, but not for long
Upon my soul’s sweet flight.
I am at peace, my soul’s at rest
There is no need for tears.
For with your love I was so blessed
For all those many years.
There is no pain, I suffer not,
The fear now all is gone.
Put now these things out of your thoughts,
In your memory I live on.
Remember not my fight for breath
Remember not the strife.
Please do not dwell upon my death,
But celebrate my life.

(Constance Jenkins)

Kongen har forladt bygningen for sidste gang, pas på Freya deroppe og vent på mig, for vi ses igen.

Vaya Con Dios Mi Amor

Advertisement

Præsentation af Devi

Smukke og dejlige Devi

Devi er min helt specielle kat. Hun er født den 1. december 2002 og har dermed lige passeret de 7 år.

Jeg så hende første gang i maj måned 2003 på Kattens Værns Internat i Randers. Jeg var taget derned for at se på en creme-farvet Maine Coon hankastrat jeg havde set på hjemmesiden, men han var forlængst afsat. Da jeg jo stadig var på udkig efter en drengeven til at lege drengelege med Gizmo, lod jeg mig lokke til at kigge på de øvrige katte de havde. “Luk endelig burene op og kæl for dem”, var beskeden – meget farligt skulle jeg hilse og sige.

I et af burene lå en flot tortie-hunkat der var så bange at hun hvæsede bare jeg kiggede på hende. Men i buret ved siden af var der den smukkeste lille kat jeg nogensinde havde set. Kæmpestore øjne i et lille fint ansigt, en hvid blis der fortsatte ned på hals og mave og det mest utrolige tabbymønster. Jeg åbnede buret for lige at sige hej. Og missen gik resolut ud til mig, rejste sig på bagbenene, støttede sine forpoter på min skulder og slikkede min venstre øreflip imens hendes knurhår kildede mig på kinden.

Jeg var solgt som stanglakrids. Der var ikke noget at gøre. Jeg anede ikke engang om det var en han- eller hunkat jeg stod og kiggede på, det var min kat. Jeg besindede mig så meget at jeg gik hjem for at tænke over det, men en time senere stod jeg nede på internatet igen, denne gang med en transportkasse med duft hjemmefra som tøsen kunne lære at kende. Næste dag skulle hun neutraliseres og så kunne jeg få hende med hjem.

Det er nu blevet til næsten 7 fantastiske år med Devi i hjemmet. Hun er en helt speciel kat og jeg har ikke et øjeblik fortrudt at hun kom med hjem.

I forhold til mine andre katte er hun ret sær. Hun bryder sig ikke om at blive løftet for meget rundt på. Hun er også kun kælen på sine egne præmisser. Hvis man overskrider hendes grænser, så bider hun – hårdt! Jeg tror kun det er en enkelt eller to gange hun rent faktisk har bidt hul i mig, men hendes tandmærker ender oftest som blå mærker på mig og jeg er fyldt med hvide ar fra hendes kradsemærker, som der for øvrigt altid går betændelse i hos mig. Hun virker for det meste som om hun sagtens kunne undvære de andre katte og nøjes med at være hende og mig, men det tilskriver jeg en formodning om at hun er kommet for tidligt fra sin missemor og derfor ikke forstår de tre andres sprog. Jeg ser eksempler på det flere gange dagligt når det der er en opfordring til leg eller blot en forsigtig hilsen, bliver til decideret frygt fra Devis side, med flugt, vræl, hvæs og slagsmål til følge. Konfrontationerne i hjemmet bliver altid værre hvis jeg for eksempel går og er stresset, så katte er altså meget fintfølende mekanismer.

Men til daglig er Devi den skønneste kat – og hun er min kat, ingen tvivl om det. Bevares, andre kan godt kæle for hende, men det er mig hun vender tilbage til for tryghed.

I 2004 blev hun pludselig fra det ene øjeblik til det andet delvis lam i bagkroppen. Teorien er at hun fik en blodprop (ligesom Freya senere – mere om det i et senere indlæg), og dyrlægen gav hende 14 dage til at vise bedring, ellers mente han at aflivning var eneste udvej. I 14 dage lå hun i fodenden af min seng og blev fodret, kælet, nusset og bragt til kattebakken. Aftenen før min telefoniske aftale med dyrlægen begyndte hun at gå rundt i lejligheden. Min tøs fik lov at leve. De eneste eftervirkninger hun har fra dengang er at hendes gang er blevet lidt underlig. Hun er nærmest hjulbenet på bagbenene og går med let buet ryg. Men hun har det godt og hopper højt og elegant som før.

Devis psyke var skrøbelig før hendes sygdom, men det blev værre derefter. Det var som om besøget hos dyrlægen, forbundet med alle de smerter hun havde, blev til et overgreb i hendes tanker og hun blev mere angst end hun nogensinde havde været før. Hun nyder at komme ud og gå ture i sele og snor, men hvis der er biler, cyklister eller fodgængere for den sags skyld, så bryder angsten ud og hun vil hjem. Selv i mine arme er det ikke altid sikkert nok. Derhjemme er der til gengæld ingen problemer. Hjemme føler hun sig tryg – naturligvis med undtagelse af når hun har en fjollet legesyg kat i hælene som hun har fejllæst og derfor tror angriber hende.

Devi er min skattemus, hun er dybt afhængig af mig og jeg er på lige fod dybt afhængig af hende. Vi har begge et skrøbeligt sind og jeg føler en samhørighed med hende, sjæl til sjæl som er hendes og min alene.

Flere historier om Devi skal nok følge – hun laver også tossede ting fra tid til anden…

Præsentation af Gizmo

SGM Gizzemissen Gizmo

Gizmo er den firbenede alderspræsident herhjemme. Han er født den 7. juni 1998 og fylder altså 12 år næste gang. Han deler fødselsdag med Prins Joachim, så det er måske ikke helt af vejen at et af hans mange kælenavne er Kongen.

Gizmo sad pludselig på mine forældres dørtrin en kold januaraften i 2002 – og det blev han ved med indtil vi havde fattet at han altså havde valgt sin nye familie. Hele historien om de første 11 måneder med os ligger på hans helt egen hjemmeside.

Gizmo er en helt speciel kat. Ikke alene er han utrolig smuk med sin sorte pels og sine smaragdgrønne øjne, men han har også det skønneste sind. Han er mere empatisk end noget andet væsen jeg har mødt, både på to- og fire ben, og han ved altid hvornår jeg er ked af det, er syg, vred eller glad. Og han er der altid inden jeg ved jeg har brug for ham. Han er min krammebamse og jeg er sikker på at han ved det.

Han er overkatten i husholdningen og har været det siden min huskat Freya blev aflivet. Hans måde at holde styr på tropperne er så stille at man stort set ikke lægger mærke til den i det daglige. Han går stille rundt i lejligheden og sørger for at alle kender deres plads, ikke er “utidige” overfor hinanden og alle accepterer hans stille lederskab. Han er stadig Juniors storebror eller Onkel Gizmo som han kærligt bliver kaldt herhjemme. Det er en fryd at se de to drenge tumle rundt sammen, hvad enten det er fangelege fra den ene ende af lejligheden til den anden, brydekampe med ordentlige bump og en flyvende tot pels her og der eller gensidig vasken inden sengetid, når de begge insisterer på at ligge i sengen og blive nusset i søvn af mig.

Gizmo har igennem årene deltaget på en del udstillinger med stor succes. Ikke nødvendigvis resultatmæssig, men han har været – og er stadig – en fantastisk ambassadør for huskatte på udstillinger. Med hans kærlige væsen, observerende blik og generelle starpower, trækker han publikum, medudstillere og dommere til sig som en sjælden diamant. Han er katten der er verdensberømt i Danmark, har sin egen fanklub på sin hjemmeside OG på Facebook og som folk altid lige skal hen og hilse på på udstillinger.

Jeg er meget stolt over at være hans madmor og håber han husker vores aftale om at blive mindst 50 år gammel.

Der skal nok komme meget mere om Gizmo her på bloggen – og om hans tre room mates – bare vent….