Tag Archives: fleksjob

Når hjernen spiller en et puds

Standard

Jeg er efterhånden meget bevidst om at min hjerne kører i et højere gear end de flestes…mere eller mindre konstant. Jeg bekymrer mig over flere ting end de fleste. Jeg tænker kort sagt for meget, for længe og for ofte over tingene.

Men hvad sker der lige for at man pludselig begynder at få fysiske og psykiske reaktioner på ting man egentlig troede man var færdig med at gennemtænke og behandle?

Der sker rigtigt meget i mit liv lige nu til trods for at jeg rent faktisk går hjemme og ikke har de vilde forpligtelser.

De sidste tre måneder har min jobkonsulent skubbet på for at få kommunen til at sende mig en tur til Århus og et forløb hos BOAS-specialisterne, der har kernekompetence i autisme-spektrum forstyrrelser og arbejdsmarkedet.

Samtidigt kan jeg se frem til en udvidet søvnundersøgelse på Viborg Sygehus i maj og første tid hos en lokal psykiater engang efter 1. juli.

Ret individuelle ting når man remser dem op….men humlen af det hele er, at jeg i løbet af den sidste uges tid pludselig er blevet meget bevidst om hvor meget de formentlig hænger sammen.

Jeg uddyber…

Jobkonsulenten er nu kommet så langt med kommunen, at det er et 4 ugers virksomhedspraktikforløb hos BOAS-specialisterne der skal godkendes. På de 4 uger er håbet at de kan afklare om jeg stadig er fleksjobegnet (og hvis ja, indenfor hvilke arbejdsområder). Siger de nej hedder det indstilling til førtidspension.

Godt så. Første kamel at sluge. Men den mente jeg jo faktisk at jeg havde slugt, i og med at “ordet” blev nævnt allerede i august første gang, godt nok som noget det ikke var tid til nu, men det blev ikke desto mindre nævnt, hvilket betyder at min hjerne straks begynder at vende mulige fremtidsscenarier. Og jeg var faktisk af den overbevisning at jeg havde vendt tanken om eventuel førtidspension så grundigt i mit hoved at jeg var helt afklaret. Det er i hvert fald det jeg har sagt når jeg har talt med andre om overvejelserne.

Så kommer vi til søvnundersøgelsen. Har egentlig gået en måneds tid eller to og overvejet om jeg ikke burde aflyse min tid, for der var jo da formentlig ikke noget som helst i vejen med mig som en mere stabil døgnrytme ikke kunne kurere. Indtil jeg stødte på et program i tv med en patient med søvnforstyrrelser. Der var et par meget høje alarmklokker der ringede hos mig. Indrømmet, hendes søvnforstyrrelser var noget mere voldsomme end mine (natterædsler hver nat, talte i søvne, gik i søvne), men diagnosen er jeg ikke i tvivl om kan overføres på mig selv.

Stress. Hendes underbevidsthed arbejdede simpelthen videre med alt hvad hun havde tænkt, gjort og været udsat for i løbet af dagen og det manifesterede sig i natterædsler og søvngængeri.

Når jeg sådan tænker tilbage så er jeg slet ikke i tvivl om at stress har en stor del af skylden i mine søvnproblemer. Om det er deciderede natterædsel jeg lider af ved jeg af gode grunde ikke endnu, men det kan ikke være normalt at mareridt (og drømme) hænger så godt ved at jeg faktisk kan rejse mig fra sengen, gå hen til reolen og trykke på snoozeknappen og vælte tilbage i sengen og drømme videre uden at være blevet revet ud af drømmesituationen. Jeg oplever også flere mareridt når jeg er stresset end når jeg ikke er, og så er det ofte ting jeg har set i tv der fortsætter i drømmeverdenen. Eksempelvis fangede jeg lige slutningen (ikke engang hele filmen) af I am Legend den anden nat lige inden sengetid (bad idea) og ganske rigtigt. Straks jeg lukkede øjnene var de der blege zombietingester fra filmen der og selv om jeg vågnede af skræk flere gange kunne jeg ikke ryste dem af mig, i stedet havde jeg faktisk følelsen af at de fulgte med over i den vågne verden og at hvis jeg rakte ud og tændte lyset ville jeg se at soveværelset var fyldt med dem.

Not funny at all skal jeg hilse at sige.

Og så er der psykiatertiden. Det startede med at min jobkonsulent mente at det måske kunne være en fordel for mig at blive medicineret for min generaliserede angst. Noget jeg for øvrigt helst vil undgå. Men da jeg så fik sat mig ind i at det faktisk er gratis at komme til psykiater gik jeg alligevel til egen læge for at få en henvisning fordi jeg simpelthen vil have en ordentlig afklaring. Jeg vil vide hvad han vil sætte af diagnoser på mig, om han er enig i dem der er sat på mig indtil nu eller ej og hvad han mener – om noget – kan gøres.

Så selvom jeg går derhjemme og laver ikke ret meget, så sker der faktisk utroligt meget – især oppe i mit hoved.

Og det gik da helt galt efter torsdagens møde med jobkonsulenten hvor skitsen for et eventuelt ophold hos BOAS-specialisterne blev lavet.

Det er for eksempel ret tydeligt at hjernen kører i overdrive når man kommer hjem efter 45 minutters møde og falder i dyb (og drømmefyldt) søvn på sofaen i over 4 timer.

Det er også ret tydeligt at der er noget på færde når man ikke kan slippe af med hovedpinen, det hold i ryggen der ellers var forsvundet, kvalmen og fornemmelsen af at være ved at blive syg.

For ikke at tale om allergien der bliver trigget ved bare så meget som at tænke på et allergen til trods for at man har taget den daglige pille.

Og når man så pludselig – og meget ukarakteristisk – oplever at bægeret er flydt over på et forum man frekventerer og rent faktisk skriver et indlæg om det….så er der ingen tvivl.

Stress…

Tankemylder…

Mindreværdskomplekser…

Overfølsomhed overfor formuleringer, udtalelser, lys, lyde, lugte, smage…

Jeg er efterhånden ikke i tvivl om at jeg er defekt oveni bolden.

Jeg er heller ikke i tvivl om at jeg – med de rigtige valg – kan få en form for liv til at hænge sammen.

Men jeg er heller ikke i tvivl om at min fornemmelse af at være afklaret med hensyn til mulighederne for min fremtid bliver pillet ved hver eneste gang der et sted i offentligheden bliver talt nedsættende til/om personer der må klare sig på offentlig støtte og har svært ved det.

Samfundet er ikke hvad det har været….enhver er sig selv nærmest og evnen til at se ud over egen næsetip og føle empati er efterhånden en saga blot i disse krisetider.

Vil nogen overtage min hjerne skal I være så hjerteligt velkomne, dog godtager jeg kun 100% normalt funktionelle hjerner i bytte. Gerne en med viden og flair for et arbejdsområde med ansættelsesmuligheder 😉

Jeg tillader mig at skumle

Standard

Ja, det gør jeg altså. Måske I synes det er helt fair når I har hørt hvorfor, hvis ikke, er det skam også helt i orden.

Jeg blev jo som tidligere skrevet på bloggen, visiteret til fleksjob 4. oktober sidste år. Det betød at jeg skulle stoppe på revalideringsydelse og begynde på ledighedsydelse i stedet for. Ledighedsydelse er ikke ET beløb, det er en skala fra et minimum til et maksimum. Beløbet udregnes efter ens sidste “løn” inden fleksjob og når jeg sådan kigger bagud var der jo før revalideringsydelsen en del sygedagpenge, en lille smule dagpenge og før det en deltidsstilling på 30 timer. Ergo blev jeg tilkendt den laveste sats ledighedsydelse og mistede 2000 kroner netto pr. måned.

Det var til nød til at overleve, det var bare om at spænde livremmen lidt ind.

Men så dukkede der en restskat op….brrrrr…. Jeg ved godt restskat er selvforskyldt og jeg selv burde have været opmærksom og rettet i forskudsopgørelsen, men det er altså ikke så nemt når ens hjerne fysisk lukker helt og aldeles når ordet personlig økonomi kommer på bordet. Ergo stod jeg pludselig med en restskat på knap 8000 kroner der skulle indregnes i skatten for 2011.

Hvad var Tinas modsvar? Det eneste jeg lige kunne finde på – udgiftsminimering.

Jeg startede fra en ende af med mine faste udgifter. Der var nogen jeg kunne gå let og elegant udenom med det samme: husleje, el, varme, sygesikringen danmark og afbetaling på banklån.

Fagforeningen havde jeg meldt mig ud af og nu kom også en udmelding af a-kassen som jeg ikke har noget at bruge til som fleksjobber. Dertil en på den ene side god og på den anden side dårlig besked om, at jeg ikke skulle betale fleksydelse (fleksjobberens alternativ til betaling til efterløn) da jeg ikke havde optjent ret til det.

Indboforsikringen havde varslet en 90% stigning, så der blev skiftet forsikringsselskab.

Mobiltelefonen blev i forvejen brugt til et minimum og nu hvor veninden er hjemme fra England forsvandt de alt for dyre udlands-sms’er også.

Internet/fastnet kunne ikke gøres billigere – eller jo, halv fart på internettet kunne spare mig 20 kroner om måneden….nej, vel?

Mit kabeltv? Ja, det er godt nok fuld pakke og den er dyr, men det er efterhånden den eneste luksusting jeg tillader mig selv og et medie jeg er dybt afhængig af i hverdagen.

Afbetaling på studielån på 1050 kroner om måneden. Søgte naturligvis restance for de måtte da også kunne se at jeg overhovedet ingen penge havde. Det kunne de så ikke helt, faktisk mente de mit rådighedsbeløb var 3 gange så stort som det jeg faktisk får her til 1. februar, men det er jo også nemt at få sorte tal på bundlinjen når der er udgifter man ikke indregner. Men de gik da med til at jeg “kun” skulle afdrage 500 kroner om måneden.

Så jeg gik i banken, belæsset med et par girokort og ca. 2500 kroner færre i udgifter til budgetkontoen på årsbasis. Afleverer girokortene til min bankrådgiver og glæder mig så til at høre hvad hun kan nedjustere min budgetkonto til, så jeg har lidt ekstra rådighedsbeløb.

Og hvad siger hun så? Jo, banken har lavet en ny regel om at budgetkontoer ikke må være i minus, så hun er nødt til at sætte den månedlige ydelse 200 kroner op til 7000 kroner.

WHAT??????

Altså misforstå mig ikke, jeg kan sagtens forstå banken – de er jo også midt i en finanskrise og det er trods alt deres penge der bliver brugt når folks budgetkontoer er i minus men alligevel….WHAT???

Så hvad er status så?

Jo, den 31. januar går der 9669 kroner ind på min konto. Budgetkontoen nupper de 7000, så er der 2669 kroner tilbage. Ud af dem skal jeg betale mobilregning (85 kroner), internet/fastnet (249), buskort – for selvfølgelig skal jeg starte aktivering igen nu (349) og sørme om det ikke er tid til Junior skal til dyrlæge igen (ca. 600). Tør du regne ud hvad der er tilbage til at købe mad, husholdningsartikler og hvad der måtte løbe på af uventede udgifter? Der skal i hvert fald helst ikke være nogle syge katte før jeg har fået arbejde, udstillinger ser det også meget sløjt ud med, nyt tøj (selvom jeg er hamrende nærig), biografture, en tilbudsdvd, ja you name it, I can’t buy it.

Nu tager vi lige og forsøger at overleve februar, det er trods alt årets korteste måned og hvis det går helt ad helvede til må jeg genoverveje om jeg skal søge SKAT om henstand på betalingen af min restskat…ikke at jeg tror de vil godkende sådan en ansøgning alligevel.

Det var lige mit sure opstød for i dag. Nu vil jeg ile bort fra computeren et stykke tid og fokusere mine tanker på den smule penge der er tilbage på bankkontoen pt. – skal have købt brød til morgenmaden nemlig ;o)

Wuhuuuuu….håber jeg ;o)

Standard

Så er det tid til endnu en opdatering på min revalideringssituation. Jeg havde faktisk knap nok nået at poste den sidste, før jeg havde papirerne fra psykologen i hånden. Så nu har jeg to nye diagnoser:

F84.5 Aspergers syndrom
F41.1 Generaliseret angst

Psykologen skriver envidere i sin konklusion:
“Der er tale om Aspergers syndrom og generaliseret angst hos en velbegavet person, som fremstår med begrænset kontakt til egen og andres emotionalitet. Hun har et betydeligt reduceret psykosocialt funktionsniveau, præget af en vis evne til at kunne tilvænne sig et mindre hensynstagende socialt miljø, i en kortere periode. Brænder derefter ud og reagerer med øget angst, depressivitet og psykosomatiske symptomer. Det vurderes, at hun med støtte i fht. at klare de hjemlige funktioner, vil kunne klare et hensynstagende arbejde på nedsat tid.”

Hele hendes dokumentation fylder 8 sider, så jeg bliver træt i fingrene hvis jeg skal taste den ind her, men hun rammer mig usandsynligt godt, især taget i betragtning at vores samtale varede lidt under 3 timer og ellers havde hun kun nogle enkelte papirer fra min sagsmappe at henholde sig til.

Jeg har ikke fået en nedtur over at modtage papirerne. Lige da jeg læste dem igennem og kom til diagnosen Asperger måtte jeg godt nok synke en klump, men det krævede ikke andet end en dyb indånding og lidt google-arbejde at komme på rette spor igen.

Jeg er stadig mig, den samme mig som jeg var i går, for en uge siden, for et år siden. Nu har jeg bare fordelen af at være udstyret med et “stempel” der kan bruges i min sag.

Med andre ord, jeg har nu papir på at jeg er en skræmt nørd ;o) Selvironi har jeg altid haft rigeligt af.

Men men…..det mest fantastiske skete faktisk da jeg var nået halvvejs igennem læsningen af papirerne. Der ringede min telefon nemlig.

Det var min jobkonsulent der lige skulle spørge til et par datoer på mine tidligere praktikker for hun kunne simpelthen ikke hitte ud af det fra at læse i min ressourceprofil. Sagde til hende at det forstod jeg sandelig godt og hjalp hende på vej (sendte senere en liste på mail med alle mine praktikker).

Og her kommer så det fantastiske. Hun siger så at hun jo altså sidder og laver den her erhvervsevnevurdering med henblik på et fleksjob på 25 timer….hvad jeg mener om det?

Jamen, det mener jeg da er helt fantastisk siger jeg.

Og det er jo helt og absolut fantastisk. Det er jo det jeg har gået og håbet på i et par år nu, men til at begynde med ikke turde sige højt og senere fik at vide ikke kunne lade sig gøre.

Og når hun siger sådan i telefonen så må det da betyde at kommunen har tænkt sig at visitere mig til et fleksjob på 25 timer? Hvorfor skulle hun ellers sige det. Hun fortalte også at hun havde haft ringet til min jobkonsulent på CBR og spurgt hvad hun mente om fleksjob og 25 timer og havde også fået at vide der at det ville være ideelt.

Så jeg jublede det meste af dagen i går, imens jeg mindede mig selv om, at som den udprægede pessimist jeg er, så vil jeg altså lige se det hele på papir inden jeg jubler alt for højt.

Som sædvanligt udløste den stærke psykiske påvirkning i går en ordentlig omgang dårlig mave….og en forfærdelig trang til at bruge penge. I sidstnævnte tilfælde lyttede jeg for en gangs skyld til fornuft og investerede i verdens grimmeste (og billigste) støvsuger….den ligner seriøst noget fra en low-budget sci-fi film. Og den larmer…

Men den kan suge og det er det vigtigste. Tror sgi min bostøtte får et chok næste gang hun kommer og der ikke er hybelkaniner over det hele. Plus alle de gode nyheder jeg formentlig kan fortælle hende.

Nu vil jeg stoppe, det er tid til at få smækket aftensmaden sammen inden det er tid til 4-stjerners Middag på Kanal 5.

Menuen i aften står på pastasalat med grov pasta, asparges og laks med en mild dressing, ristede champignons og grovflutes med hvidløgssmør….får helt mundvand ved at skrive det, så jeg er den der er suset i køkkenet…

Forvirringen er total

Standard

Hvis jeg ikke var forvirret nok i forvejen, så er jeg det nu.

Er lige vendt hjem efter samtale med min sagsbehandler, en samtale jeg ikke anede hvad skulle dreje sig om, da jeg blev indkaldt telefonisk og derfor ikke modtog en skriftlig indkaldelse.

Det viser sig så at min sagsbehandler synes jeg er så mystisk en størrelse, at hun følte hun var nødt til at indkalde mig en ekstra gang inden hun skrev min ressourceprofil færdig, for at høre min holdning til tingene.

Hun har så indhentet en vurdering fra kommunens lægekonsulent der lyder som følger:
TJ har, på trods af mange gode ressourcer og en uddannelse som bibliotekar, aldrig formået at opnå en stabil tilknytning til arbejdsmarkedet pga. en ikke nærmere defineret personlighedsstruktur, hvor der indgår isolation og tilbagetrækningstendens, samt manglende udholdenhed. Har en lav stresstærskel, og der vil fremover være behov for afgrænsede og veldefinerede opgaver uden tidspres.
Vil muligvis fortsat have brug for en vis form for støtte, f.eks. mentor, og de ovennævnte skånehensyn må forventes at gøre sig gældende i ethvert erhverv, og er grundlæggende varige.
Hvis skånehensyn, mhp. arbejdsplads, indretning, ikke kan overholdes, er der stor risiko for et tilbagefald.

Jeg blev jo jublende glad i samme øjeblik jeg så ordet varig fordi jeg i det så muligheden for at få et fleksjob.

Men sagsbehandler siger straks at der ikke er mulighed for at søge fleksjob på baggrund af vurderingen og min sag generelt og fastholder at hun er nødt til at raskmelde mig til ordinær beskæftigelse og videregive min sag til kontanthjælpsafdelingen.

Det er så her jeg begynder at blive forvirret for nu uddyber hun sine indtryk af min sag:

Hun mener ikke der er nogen ide i at forlænge revalideringen, da det bare vil være flere praktikker oveni dem jeg har allerede og at jeg er kommet så langt som jeg kan komme på den måde. Med andre ord (mine) er jeg udredt med hensyn til arbejdsevne. Der kan ikke gøres mere for mig på det område.

Hun frygter at jeg vil knække nakken når jeg bliver sendt ud i aktivering da der nok ikke vil kunne tages de nødvendige skånehensyn (og hun lægger her vægt på at jeg skal banke i bordet og gøre opmærksom på det – hvilket jo ligesom er en stor del af mit problem – det får jeg jo aldrig gjort).

Hun nævner selv at det bedste ville være at gå ud og få et job selv, om ikke andet længe nok til at genvinde min dagpengeret.

Jeg er jo heller ikke 20 år. Så ville det være nemmere at se mulighederne for at udvikle mig og gøre mig bedre, som 37-årig intelligent kvinde der er bevidst om mine forcer og mine svagheder, er der ikke mere der kan udredes på det område.

Er det bare mig eller hænger det her slet ikke sammen? Jeg synes jo hun er totalt selvmodsigende – der kan ikke gøres mere for at udvikle mig, jeg er på et varigt niveau med de problemer jeg nu engang har og alligevel skal jeg raskmeldes?

Jeg tror humlen af det hele er, at sagsbehandler mener at jeg – med mentorstøtte og skånehensyn – kan fungere i en 30-timers stilling, hvor jeg og tidligere mentor, tidligere kontaktperson og egen læge siger max 25. Og eftersom 30 timer gælder som fuldtid betyder det raskmelding til ordinært arbejde, hvorimod 25 timer betyder??? Noget andet???

Åh suk. Jeg går straks i gang med at google, konsultere mine kilder og forsøge at gøre mig klogere på mine muligheder. Allerførst bør jeg måske skrive til min sagsbehandler og fortælle hende at jeg absolut ikke er enig i hendes holdning til raskmelding som eneste mulige udvej. Det fik jeg ikke gjort opmærksom på til mødet, både på grund af min sædvanlige barriere, men også fordi det simpelthen var så mange oplysninger at køre ind på harddisken og behandle.

Under alle omstændigheder venter jeg stadig på at få min ressourceprofil til partshøring, og jeg bliver ikke afsluttet i revalideringsafdelingen før mine kommentarer er tilføjet og jeg har godkendt den endelige profil.