I kender det garanteret godt. Man glæder sig usandsynligt til noget, forventningen stiger eksponentielt efterhånden som det noget nærmer sig, og når det hele så er overstået går luften helt og aldeles af ballonen. Lidt som at vente på champagnen nytårsaften og juble når proppen springer…og så er champagnen flad.
Sidst i marts fandt jeg ud af at min morbror, tante og ene kusine fra Canada kom til Danmark på familiebesøg i starten af maj. Det er efterhånden en del år siden, men derfor huskede jeg nu godt hvor fantastiske de er at være sammen med, det er ikke til at mærke at der går år imellem vi er sammen, vi falder lynhurtigt i snak.
Så allerede der begyndte jeg at glæde mig for der måtte da være tid til et lille besøg i Randers.
Jeg valgte at kombinere forventningens glæde med en gedign forårsrengøring i det lille hjem. Alle skuffer, skabe, kurve og kasser blev gennemgået og der blev sorteret til storskrald, genbrug og roteret for mere logiske placeringer. I april fik jeg et ekstra energiboost da husordenssagen i Beboerklagenævnet endte til min fordel uden en afgørelse, så der kom pludselig også lyst til nyanskaffelser, nyindretning og andre kreative udfoldelser i hjemmet.
Så da maj endelig kom havde jeg brugt ventetiden på at knokle løs herhjemme. Og lørdag var det så tid til at vi skulle have familiebesøg til frokost og kaffe. Og det var akkurat lige så hyggeligt som forventet. Snakken gik over spisebordet, der blev spist en masse hjemmelavede frikadeller og der blev grinet meget. Da der var sagt farvel var det ikke vemodigt for vi vidste at dagen efter var der inviteret til stor familiefrokost på Landgangen i Mariager.
Søndag morgen startede med sol og en tur langs Mariager fjord inden vi kørte ind til Landgangen som nogen af de første.
Og det var hyggeligt. 64 familiemedlemmer havde plads i kalenderen og havde valgt at tage imod invitationen. Jeg brugte meget tid på bare at iagttage de mange familiemedlemmer. Mange af dem havde jeg ikke set siden min mor levede og de jeg havde set, var oftest i forbindelse med begravelser. Kusiner og fætre der tidligere havde børn i legealderen var nu bedsteforældre, deres børn voksne med ægtefæller og småbørn. Det føltes næsten som en mindre tidsrejse når jeg tænkte tilbage på gamle dages familiefester med min mormor som midtpunkt. Hvornår var vi allesammen blevet så voksne? Hvad skete der lige? Hvorfor kunne vi ikke selv findes ud af at samles til familiefester uden matriarken?
Jeg nåede langtfra at få talt med alle dem jeg ville, men jeg fik da vendt verdenssituationen med nogen stykker.
Og efter omkring fem timer i godt selskab begyndte folk at sige farvel. Vi blev hængede som nogen af de sidste, men blev til sidst enige om at nu var det vist også tid til at vi skulle afsted. Fik krammet både min morbror, tante og kusine og listede så ud af døren.
Og det var lige da jeg trådte over dørtrinnet at luften gik af ballonen. Der var simpelthen et eller andet meget tungt der pludselig faldt ned i mellemgulvet og gav en ubehagelig tung og klemt fornemmelse indeni.
Kombinationen af 6-7 ugers spændt forventning, 2 dages intens familiesamvær og den pludselige realitet af at jeg lige havde sagt farvel til tre fantastiske familiemedlemmer som jeg måske/måske ikke får at se igen, ramte hårdt og jeg havde mere end svært ved at træde over det færnævnte dørtrin. Det var ligesom om der hang en elastik fast i mig der trak mig bagud, ind i lokalet igen.
Men jeg kom da ud til bilen, fik pakket mig sammen på bagsædet og fik vinket farvel da vi kørte. Få sekunder senere ramte kvalmen og hovedpinen.
Heldigvis tog far og Martin med mig hjem da vi havde aftalt at vi ville bestille take out til aften, så vi fik snakket og hygget et par timer inden de herrer drog hjem til hvert deres.
Nu har jeg haft nogle timer til at sunde mig, få en tiltrængt lur på sofaen og få vendt eftermiddagens frokost. Jeg har ikke helt besluttet mig til endnu om jeg synes den var den helt store succes – for mig helt personligt – men det var i hvert fald en oplevelse jeg ikke ville være foruden.
I morgen – som egentlig er i dag – begynder hverdagen igen. Så der skal vist støvsuges, blomsterne trænger til vand, der skal sættes flere frø til pluksalat på altanen og kattebakkerne skal tages. Hvis det bliver godt vejr kan det være Devi skal luftes så vi kan prøve den nye flexi-line. Og så må jeg se hvad jeg så kan finde ud af at se frem til. Det bliver nok Depeche Mode i Parken kunne jeg forestille mig 😉
Til eventuelle familiemedlemmer der læser dette og var med i Mariager – det var godt at se jer, måske jeg skulle lufte min idé om i fællesskab at lege forsamlingshuset i Snæbum næste år og lave sammenskudsgilde – næsten som i gamle dage 🙂
1001 Kat 