Tag Archives: Devi

Når ens katte sørger…

Standard

Nu er det 8 dage siden vi tog afsked med Gizmo og der er sket tydelige forandringer i flokken.

De første 2-3 dage havde jeg svært ved overhovedet at røre ved nogen af de andre katte. Først tolkede jeg det som en dårlig samvittighed over at nusse dem når Gizmo nu ikke kunne blive nusset mere, men pludselig gik det op for mig at det var fordi jeg ikke ville knytte mig stærkere til de 3 jeg har nu – for de skal jo også herfra engang.

Det går heldigvis meget bedre nu, især fordi misserne på hver deres måde har vist at de havde brug for mig.

Den første dag var der ikke så meget at bemærke, udover at de alle blev ved at gå forbi stedet hvor Gizmo var blevet lagt da vi kom hjem fra vagtdyrlægen. Men allerede onsdag begyndte jeg at kunne mærke på de 3 at der var noget galt.

Devi skulle helst kunne se mig hele tiden, så hvis jeg forlod et rum fulgte hun efter, højt pivende.

Niggi begyndte pludselig at opfordre til nus, i stedet for at rende sin vej kunne jeg både nusse hende på hovedet, ned ad ryggen og endda løfte hende.

Junior snakkede endnu mere end han plejede og virkede meget søgende. Især når han hoppede op til mig i sengen kiggede han sig hele tiden over skulderen, for Gizmo plejede at komme og nappe ham i nakken for at gøre opmærksom på at det var ham der hørte til ved siden af mig.

De sidste par dage er der kommet lidt flere reaktioner på. Devi vil stadig være tæt på mig meget af tiden, men ikke hele tiden, til gengæld får hun store kæleflip fra tid til anden.

Niggi render stadig storsnakkende efter mig og insisterer på nus og kæmper ikke imod når jeg løfter hende…absolut ikke hendes normale opførsel.

Og Junior er blevet klæbende. I forgårs lå han pludselig mellem computeren og tastaturet og nægtede at flytte sig. I går kravlede han selv op i armene på mig og lagde sig et par minutter og senere tog vi en ordentlig krammer uden hans sædvanlige piven. Han virker stadig meget søgende.

I sidste uge var jeg overbevist om, at det ville være Devi der ville tage Gizmos død hårdest, fordi hun allerede har reageret med en depression ovenpå et dødsfald tidligere og fordi hun er en lille sensitiv pige. Men det står helt klart nu at det er Junior der sørger mest. Det burde jeg jo også have sagt mig selv, for Gizmo og Junior var jo bedste venner. Han mangler Gizmo at slås med, vaske ører på, sove ved siden af.

Jeg håber hans savn svinder med tiden og han finder sig til rette i en ny hverdag, hvor vi alle skal undvære Gizmo. Hvis han bliver ved at være nedtrykt må jeg overveje fremtiden igen.

Lige nu har jeg i hvert fald 3 meget pylrede og morsyge katte til at holde mig med selskab, og jeg er spændt på hvordan det indbyrdes hierarki ender med at falde ud, nu hvor flokken har mistet sin leder.

The King has left the building…

Standard

Dette bliver det sværeste indlæg jeg nogensinde har måttet skrive…

Tirsdag morgen, den 25. Maj 2010, klokken 02.45 rejste Gizmo mod Regnbuebroen.

Mit hjerte er knust i tusind stykker.

Det er gået så ufatteligt hurtigt. Klokken halv et opdagede jeg at han var slap, kold og trak vejret overfladisk og besværet.
Klokken et var min bror kommet og jeg ringede til dyrlægevagten.
Klokken tyve minutter i to ankom vi hos dyrlægen i Hadsten, Gud ske lov at min far fatter at når jeg ringer på den tid af døgnet, så er det alvorligt.
Og klokken kvart i tre var det hele slut.

Hele Gizmos krop var ved at lukke ned. Hans temperatur var nede på 36.2, han var slap og fjern, hans tandkød var kridhvidt og hans bughule var fuld af blod.

Hverken dyrlægen eller jeg var i tvivl om hvad der var det rigtige. Men det krævede FEM indsprøjtninger med aflivningsvæsken, to i leveren og tre direkte i hjertet før han endelig gav slip. Hans kredsløb var simpelthen stået så meget af at væsken ikke blev ført ordentligt rundt i kroppen og blodårerne var kollapsede.

Nu ligger han herhjemme på et tæppe og Devi, Junior og Niggi har alle sagt farvel til ham. Når dyrlægen åbner klokken 8 ringer jeg til ham for at aftale en obduktion, jeg er nødt til at vide hvad det var der skete, for han havde det fint så sent som ved midnat.

Gizmo, du er allerede savnet mere end jeg troede muligt. Virkeligheden er ikke helt sunket ind endnu, og når den gør, ved jeg at den kommer til at slå hårdt – meget hårdt.

Aldrig skal jeg se ind i dine smukke grønne øjne igen og føle din sjæl.

Hvem skal jeg nu tage på eventyr med, hvad enten det var udstillinger, fremvisninger eller overnatningerne på fremmede steder – du elskede det jo?

Hvem skal lege vilde drengelege med Junior?

Hvem skal ligge og sove hele natten ryg mod ryg med mig for at stikke et spindende hoved hen til mig straks jeg vågnede?

Hvem skal hoppe op til mig og kræve opmærksomhed når jeg er ked?

Hvem skal være mit Livs Lys på kattepoter?

Jeg fik 8 år sammen med dig, længe vil nogen sige, men slet ikke længe nok siger jeg. Vi havde en pagt om at du skulle blive mindst 20 – den var du nødt til at bryde i dag.

Jeg får aldrig en kat som dig igen, du var unik og det vi havde sammen var enestående. Tusind tak fordi du valgte mig som menneske og gav alle omkring dig muligheden for at deltage i dit liv. Vores er blevet rigere af det.

Dearest, close your eyes now
Don’t you cry, it’s alright

Lie back, leave the lights on
It’s alright, dear

I’ll be here through the night
With you till the first signs of light
Say the word and I’ll come tonight

It’s all right now
Don’t you cry now
Hush…
Wipe your tears away
There’s never a forever thing

All through the night
I’ll try so hard to be there somehow
With you till the first signs of light
Say the word and I’ll come
Tonight

Darling, don’t you cry.

(A-ha)

I Only Wanted You

They say memories are golden
well maybe that is true.
I never wanted memories,
I only wanted you.

A million times I needed you,
a million times I cried.
If love alone could have saved you
you never would have died.

In life I loved you dearly,
In death I love you still.
In my heart you hold a place
no one could ever fill.

If tears could build a stairway
and heartache make a lane,
I’d walk the path to heaven
and bring you back again.

Our family chain is broken,
and nothing seems the same.
But as God calls us one by one,
the chain will link again.

(Author unknown)

Request from Rainbow Bridge

Weep not for me though I am gone
Into that gentle night.
Grieve if you will, but not for long
Upon my soul’s sweet flight.
I am at peace, my soul’s at rest
There is no need for tears.
For with your love I was so blessed
For all those many years.
There is no pain, I suffer not,
The fear now all is gone.
Put now these things out of your thoughts,
In your memory I live on.
Remember not my fight for breath
Remember not the strife.
Please do not dwell upon my death,
But celebrate my life.

(Constance Jenkins)

Kongen har forladt bygningen for sidste gang, pas på Freya deroppe og vent på mig, for vi ses igen.

Vaya Con Dios Mi Amor

Det lykkedes….

Standard

Nogen af jer kender til sagen jeg skriver om her, andre vil høre om den for første gang.

Jeg bor i en almennyttig boligforening i en afdeling hvor man må have 2 katte. Jeg har 4.

Fredag den 5. marts modtog jeg det brev man bare ikke vil modtage i den situation. Der var klaget over at jeg havde for mange katte, og jeg havde til den 15. marts til at skaffe mig af med de dyr der var for meget og underskrive en tro og love erklæring på at det var gjort. Av….

Nu kunne jeg jo have valgt “bare” at sige at det var gjort og fortsætte med at leve lidt lysky med 4 katte. Det var jo ligesom det jeg havde gjort i 7 år i min gamle lejlighed, hvor jeg slet ikke måtte have dyr. Men det havde jeg bare ikke lyst til efter en klage. Brevet var selvfølgelig kommet lige op til en weekend, så jeg tilbragte et par dage med at tænke, tænke og tænke. Jeg var hele spektret igennem: at lyve, at flytte, at videreformidle to katte og at søge dispensation.

Det endte med at jeg mandag kontaktede boligforeningen for at høre hvad kravene var til en ansøgning om dispensation på baggrund af psykiske årsager. Svaret var en ansøgning fra mig og en lægeerklæring. Eftersom egen læge først havde en ledig tid den 24. marts, fik jeg frist til at aflevere ansøgningen senest den 25. inden Fælleskontoret lukkede.

Og så begyndte ellers en lang periode med stadig stigende stress. Jeg skriver lige et svar til indlægget her med listen over stress-symptomer der viste sig i løbet af de 20 dage der gik fra klagen var modtaget til ansøgningen var afleveret.

Men fakta var at jeg havde valgt at kæmpe i stedet for at gemme mig væk eller flygte. Og igennem min tid med mentor har jeg lært at jeg skal bede om hjælp når jeg har brug for den, så jeg gik igang med at kontakte de mennesker jeg mente kunne hjælpe med udtalelser som bilag til min ansøgning. Og jeg fik nogle gode udtalelser, rigtigt gode faktisk.

Og jeg skrev på min ansøgning der blev længere og længere. 4 hele sider endte den på og der var stadig ting jeg mente der kunne have været tilføjet.

Den værste dag var dagen for tiden hos min læge. Jeg havde helt og aldeles overbevist mig selv om, at min læge ikke ville skrive en udtalelse for mig, da han ikke har lagt skjul på at han mener jeg ikke bør have katte på grund af min katteallergi. Da jeg sad i hans venteværelse fik jeg faktisk et angstanfald, hyperventilerede og var nær besvimet.

Selvfølgelig skrev min læge en udtalelse, godt nok kun på 4 linier, men der stod det der skulle.

Så den 25. marts tog jeg ud til boligforeningens kontor og afleverede personligt min murstensroman af en ansøgning samt 3 udtalelser om at jeg skulle have lov at beholde alle mine dyr.

På vej hjem kørte der stadig redigeringsmuligheder i hovedet, men efter et par timer gik det ligesom op for min hjerne, at sagen nu var ude af mine hænder….og mit stressniveau faldt.

Og så ventede jeg.

Og ventede….

Og ventede lidt længere….

I mellemtiden havde jeg klistret frostet plast på nederste halvdel af alle mine vinduer for at undgå stirrende øjne, jeg følte mig iagttaget, men både kattene og jeg var ved at blive vanvittige over ikke at kunne se ud.

Lysten til at gøre noget ved lejligheden manglede også totalt. Det kriblede godt nok lidt for at begynde på at gøre altanen forårsklar, men hvorfor købe blomster og rydde op hvis jeg alligevel skulle flytte?

Den 20. april, efter 5 dage med tiltagende stresssymptomer igen, sendte jeg en mail til boligforeningen for at høre hvorfor det tog så længe at få svar. Ikke fordi jeg havde lyst til at høre svaret, men jeg var jo nødt til det på et eller andet tidspunkt. Resten af dagen brugte jeg på at blive mere og mere frustreret over ikke at få svar.

Og hvad lå der så i postkassen da jeg kom hjem? Et brev fra boligforeningen selvfølgelig.

Øjeblikkelig hjertebanken.

En underlig fornemmelse af en pludselig opstået malstrøm i mellemgulvet der begyndte at suge alle mine organer til sig.

Svedige hænder.

Da jeg var kommet ind i lejligheden tog jeg overtøjet af og kiggede igen på kuverten.

Prøvede at se igennem den.

Tændte lyset på badeværelset, holdt kuverten op til lampen og forsøgte igen. Kunne læse ordet dispensation.

Tog en dyb indånding og flåede kuverten op.

Yes! Et styk midlertidig dispensation, desværre max gældende til den 25. marts 2012, men ikke desto mindre 2 år med lovlige katte.

Wooooosh….al luften gik ud af stressballonen.

Varme i kinderne.

Et fjoget grin.

En underlig klemmende fornemmelse i kroppen, som om et eller andet krammede mig indefra.

Hen og tænde computeren og simultant sms’e og dermed informere alle de mennesker der har gået og tænkt på mig i snart 2 måneder.

En pludselig lyst til at feste….nej, det er lejligheden og tiden ikke til lige nu.

Gizmo kom forbi og fik et kram, han spandt som svar.

Og da alle var informeret gik jeg resolut ind i stuen og flåede frostet plast af vinduerne….4 katte sad forventningsfuldt og ventede på at komme på plads i vindueskarmen, Devi glemte faktisk næsten at hun ikke kan lide de andre for udsigten var tilbage :o)

Derefter røg plasten af køkkenvinduet og Niggi tilbragte nærmest resten af aftenen i vindueskarmen derude.

Nu skal jeg lige have fundet dokumentation på mærkning og neutralisering af Devi og Niggi og sende ind til boligforeningen og så er vi alle fredede indtil den 25. marts 2012. Hvad der sker til den tid håndterer vi til den tid. Lige nu skal det nydes. På lørdag er der katteudstilling, men fredag og søndag er der tid til at rydde op på altanen og tirsdag bliver der hentet storskrald, så med lidt held er vi på rette spor i næste uge.

Fordelen ved gæster

Standard

I går havde jeg inviteret min bror til middag hjemme hos mig og misserne. Menuen stod på Chili con carne m. løse ris, hvedetortillaer i kvarte, blandet salat og guacamole.

Som den høflige gæst min bror er, havde han medbragt en hel bærepose film fra hans egen samling, i forventning om at det nok blev til mere end en middag.

Nu har jeg aldrig været den bedste til at beslutte mig, og det bliver da ikke nemmere når man bliver præsenteret for 12 film og en bror der siger at han er ligeglad.

Nåh, vi kom da frem til to titler tilsidst – The Fountain og Fanboys.

 

Men brormand var ikke tilfreds med tingenes tilstand da filmen kom i afspilleren – højttalerne i fjernsynet brummede ret så højt og inderligt, noget jeg ikke fattede en brik af, for det havde ikke været et problem før.

Men men….der er ikke noget der ikke er så skidt at det ikke er godt for noget. For for at afhjælpe irritationen, gik gæsten igang med at sætte 2/3 af mit efterhånden støvsamlende surround-anlæg til, så jeg nu har et 3.1 surround system til mine dvd-film. Der mangler kun lige de to baghøjttalere, men eftersom det hele skal have nye ledninger på et tidspunkt kan det fint vente.

Jeg havde lidt ondt af Martin da han sad der på gulvet og rodede med ledninger, for han havde alt for mange hjælpere. Gizmo ville æde ledningerne, Devi og Niggi ville lege med dem og Junior forsøgte at stikke af med en.

Endnu sjovere var det da vi kom igang med den første film. Allerede i løbet af de første par minutter sad Devi som paralyseret og fulgte med. Lyden af insekter i en jungle var helt åbenlyst anderledes end hun var vant til bare fra fjernsynet. Og jeg har ikke tal på hvor mange ørehatte misserne lavede over subwooferen – wooooom sagde den og swooosh sagde misseørerne. Det var virkeligt sjovt at iagttage.

Nu vil jeg nyde min næstsidste friaften i denne omgang med at sætte mig i den dybe lænestol med tæppet over mig, levende lys i vinduerne og dæmpet belysning ellers – og så nyde Phantom of the Opera med 3.1 lyd i min helt egen hjemmebiograf. Aaaahhh, livet er godt….

Præsentation af Devi

Standard

Smukke og dejlige Devi

Devi er min helt specielle kat. Hun er født den 1. december 2002 og har dermed lige passeret de 7 år.

Jeg så hende første gang i maj måned 2003 på Kattens Værns Internat i Randers. Jeg var taget derned for at se på en creme-farvet Maine Coon hankastrat jeg havde set på hjemmesiden, men han var forlængst afsat. Da jeg jo stadig var på udkig efter en drengeven til at lege drengelege med Gizmo, lod jeg mig lokke til at kigge på de øvrige katte de havde. “Luk endelig burene op og kæl for dem”, var beskeden – meget farligt skulle jeg hilse og sige.

I et af burene lå en flot tortie-hunkat der var så bange at hun hvæsede bare jeg kiggede på hende. Men i buret ved siden af var der den smukkeste lille kat jeg nogensinde havde set. Kæmpestore øjne i et lille fint ansigt, en hvid blis der fortsatte ned på hals og mave og det mest utrolige tabbymønster. Jeg åbnede buret for lige at sige hej. Og missen gik resolut ud til mig, rejste sig på bagbenene, støttede sine forpoter på min skulder og slikkede min venstre øreflip imens hendes knurhår kildede mig på kinden.

Jeg var solgt som stanglakrids. Der var ikke noget at gøre. Jeg anede ikke engang om det var en han- eller hunkat jeg stod og kiggede på, det var min kat. Jeg besindede mig så meget at jeg gik hjem for at tænke over det, men en time senere stod jeg nede på internatet igen, denne gang med en transportkasse med duft hjemmefra som tøsen kunne lære at kende. Næste dag skulle hun neutraliseres og så kunne jeg få hende med hjem.

Det er nu blevet til næsten 7 fantastiske år med Devi i hjemmet. Hun er en helt speciel kat og jeg har ikke et øjeblik fortrudt at hun kom med hjem.

I forhold til mine andre katte er hun ret sær. Hun bryder sig ikke om at blive løftet for meget rundt på. Hun er også kun kælen på sine egne præmisser. Hvis man overskrider hendes grænser, så bider hun – hårdt! Jeg tror kun det er en enkelt eller to gange hun rent faktisk har bidt hul i mig, men hendes tandmærker ender oftest som blå mærker på mig og jeg er fyldt med hvide ar fra hendes kradsemærker, som der for øvrigt altid går betændelse i hos mig. Hun virker for det meste som om hun sagtens kunne undvære de andre katte og nøjes med at være hende og mig, men det tilskriver jeg en formodning om at hun er kommet for tidligt fra sin missemor og derfor ikke forstår de tre andres sprog. Jeg ser eksempler på det flere gange dagligt når det der er en opfordring til leg eller blot en forsigtig hilsen, bliver til decideret frygt fra Devis side, med flugt, vræl, hvæs og slagsmål til følge. Konfrontationerne i hjemmet bliver altid værre hvis jeg for eksempel går og er stresset, så katte er altså meget fintfølende mekanismer.

Men til daglig er Devi den skønneste kat – og hun er min kat, ingen tvivl om det. Bevares, andre kan godt kæle for hende, men det er mig hun vender tilbage til for tryghed.

I 2004 blev hun pludselig fra det ene øjeblik til det andet delvis lam i bagkroppen. Teorien er at hun fik en blodprop (ligesom Freya senere – mere om det i et senere indlæg), og dyrlægen gav hende 14 dage til at vise bedring, ellers mente han at aflivning var eneste udvej. I 14 dage lå hun i fodenden af min seng og blev fodret, kælet, nusset og bragt til kattebakken. Aftenen før min telefoniske aftale med dyrlægen begyndte hun at gå rundt i lejligheden. Min tøs fik lov at leve. De eneste eftervirkninger hun har fra dengang er at hendes gang er blevet lidt underlig. Hun er nærmest hjulbenet på bagbenene og går med let buet ryg. Men hun har det godt og hopper højt og elegant som før.

Devis psyke var skrøbelig før hendes sygdom, men det blev værre derefter. Det var som om besøget hos dyrlægen, forbundet med alle de smerter hun havde, blev til et overgreb i hendes tanker og hun blev mere angst end hun nogensinde havde været før. Hun nyder at komme ud og gå ture i sele og snor, men hvis der er biler, cyklister eller fodgængere for den sags skyld, så bryder angsten ud og hun vil hjem. Selv i mine arme er det ikke altid sikkert nok. Derhjemme er der til gengæld ingen problemer. Hjemme føler hun sig tryg – naturligvis med undtagelse af når hun har en fjollet legesyg kat i hælene som hun har fejllæst og derfor tror angriber hende.

Devi er min skattemus, hun er dybt afhængig af mig og jeg er på lige fod dybt afhængig af hende. Vi har begge et skrøbeligt sind og jeg føler en samhørighed med hende, sjæl til sjæl som er hendes og min alene.

Flere historier om Devi skal nok følge – hun laver også tossede ting fra tid til anden…