Nogen af jer kender til sagen jeg skriver om her, andre vil høre om den for første gang.
Jeg bor i en almennyttig boligforening i en afdeling hvor man må have 2 katte. Jeg har 4.
Fredag den 5. marts modtog jeg det brev man bare ikke vil modtage i den situation. Der var klaget over at jeg havde for mange katte, og jeg havde til den 15. marts til at skaffe mig af med de dyr der var for meget og underskrive en tro og love erklæring på at det var gjort. Av….
Nu kunne jeg jo have valgt “bare” at sige at det var gjort og fortsætte med at leve lidt lysky med 4 katte. Det var jo ligesom det jeg havde gjort i 7 år i min gamle lejlighed, hvor jeg slet ikke måtte have dyr. Men det havde jeg bare ikke lyst til efter en klage. Brevet var selvfølgelig kommet lige op til en weekend, så jeg tilbragte et par dage med at tænke, tænke og tænke. Jeg var hele spektret igennem: at lyve, at flytte, at videreformidle to katte og at søge dispensation.
Det endte med at jeg mandag kontaktede boligforeningen for at høre hvad kravene var til en ansøgning om dispensation på baggrund af psykiske årsager. Svaret var en ansøgning fra mig og en lægeerklæring. Eftersom egen læge først havde en ledig tid den 24. marts, fik jeg frist til at aflevere ansøgningen senest den 25. inden Fælleskontoret lukkede.
Og så begyndte ellers en lang periode med stadig stigende stress. Jeg skriver lige et svar til indlægget her med listen over stress-symptomer der viste sig i løbet af de 20 dage der gik fra klagen var modtaget til ansøgningen var afleveret.
Men fakta var at jeg havde valgt at kæmpe i stedet for at gemme mig væk eller flygte. Og igennem min tid med mentor har jeg lært at jeg skal bede om hjælp når jeg har brug for den, så jeg gik igang med at kontakte de mennesker jeg mente kunne hjælpe med udtalelser som bilag til min ansøgning. Og jeg fik nogle gode udtalelser, rigtigt gode faktisk.
Og jeg skrev på min ansøgning der blev længere og længere. 4 hele sider endte den på og der var stadig ting jeg mente der kunne have været tilføjet.
Den værste dag var dagen for tiden hos min læge. Jeg havde helt og aldeles overbevist mig selv om, at min læge ikke ville skrive en udtalelse for mig, da han ikke har lagt skjul på at han mener jeg ikke bør have katte på grund af min katteallergi. Da jeg sad i hans venteværelse fik jeg faktisk et angstanfald, hyperventilerede og var nær besvimet.
Selvfølgelig skrev min læge en udtalelse, godt nok kun på 4 linier, men der stod det der skulle.
Så den 25. marts tog jeg ud til boligforeningens kontor og afleverede personligt min murstensroman af en ansøgning samt 3 udtalelser om at jeg skulle have lov at beholde alle mine dyr.
På vej hjem kørte der stadig redigeringsmuligheder i hovedet, men efter et par timer gik det ligesom op for min hjerne, at sagen nu var ude af mine hænder….og mit stressniveau faldt.
Og så ventede jeg.
Og ventede….
Og ventede lidt længere….
I mellemtiden havde jeg klistret frostet plast på nederste halvdel af alle mine vinduer for at undgå stirrende øjne, jeg følte mig iagttaget, men både kattene og jeg var ved at blive vanvittige over ikke at kunne se ud.
Lysten til at gøre noget ved lejligheden manglede også totalt. Det kriblede godt nok lidt for at begynde på at gøre altanen forårsklar, men hvorfor købe blomster og rydde op hvis jeg alligevel skulle flytte?
Den 20. april, efter 5 dage med tiltagende stresssymptomer igen, sendte jeg en mail til boligforeningen for at høre hvorfor det tog så længe at få svar. Ikke fordi jeg havde lyst til at høre svaret, men jeg var jo nødt til det på et eller andet tidspunkt. Resten af dagen brugte jeg på at blive mere og mere frustreret over ikke at få svar.
Og hvad lå der så i postkassen da jeg kom hjem? Et brev fra boligforeningen selvfølgelig.
Øjeblikkelig hjertebanken.
En underlig fornemmelse af en pludselig opstået malstrøm i mellemgulvet der begyndte at suge alle mine organer til sig.
Svedige hænder.
Da jeg var kommet ind i lejligheden tog jeg overtøjet af og kiggede igen på kuverten.
Prøvede at se igennem den.
Tændte lyset på badeværelset, holdt kuverten op til lampen og forsøgte igen. Kunne læse ordet dispensation.
Tog en dyb indånding og flåede kuverten op.
Yes! Et styk midlertidig dispensation, desværre max gældende til den 25. marts 2012, men ikke desto mindre 2 år med lovlige katte.
Wooooosh….al luften gik ud af stressballonen.
Varme i kinderne.
Et fjoget grin.
En underlig klemmende fornemmelse i kroppen, som om et eller andet krammede mig indefra.
Hen og tænde computeren og simultant sms’e og dermed informere alle de mennesker der har gået og tænkt på mig i snart 2 måneder.
En pludselig lyst til at feste….nej, det er lejligheden og tiden ikke til lige nu.
Gizmo kom forbi og fik et kram, han spandt som svar.
Og da alle var informeret gik jeg resolut ind i stuen og flåede frostet plast af vinduerne….4 katte sad forventningsfuldt og ventede på at komme på plads i vindueskarmen, Devi glemte faktisk næsten at hun ikke kan lide de andre for udsigten var tilbage :o)
Derefter røg plasten af køkkenvinduet og Niggi tilbragte nærmest resten af aftenen i vindueskarmen derude.
Nu skal jeg lige have fundet dokumentation på mærkning og neutralisering af Devi og Niggi og sende ind til boligforeningen og så er vi alle fredede indtil den 25. marts 2012. Hvad der sker til den tid håndterer vi til den tid. Lige nu skal det nydes. På lørdag er der katteudstilling, men fredag og søndag er der tid til at rydde op på altanen og tirsdag bliver der hentet storskrald, så med lidt held er vi på rette spor i næste uge.
1001 Kat 