Tag Archives: boligindretning

Boligindretning 1

Standard

Kloge mennesker keder sig ikke!

Nu ved jeg ikke om jeg ligefrem vil være så påstående at kalde mig selv klog, men jeg har også hørt udsagnet som kreative mennesker keder sig ikke, og jeg vil godt nok ikke have hængende på mig at jeg ikke er kreativ.

Så jeg var ligesom nødt til at gøre noget ved sagen, da jeg her den anden aften mærkede noget der mindede om kedsomhed snige sig ind på mig.

Og så tænkte jeg at jeg lige så godt kunne fordrive tiden med en af mine favoritoverspringshandlinger, nemlig at google boligindretningsideer.

Der har altid været en lille indretningsdesigner gemt i mit hoved, men jeg har altid tænkt at min stil var et værre sammensurium som ingen kunne finde mening i og som derfor kun havde interesse for mig.

Indtil folk begyndte at kommentere indretningen i min nye lejlighed.

Så denne aften brugte jeg min overspringshandling på at undersøge hvad de forskellige indretningsstile egentlig hed og hvordan de så ud.

Det er ikke noget jeg har beskæftiget mig med før. Jeg har altid gået til indretningen på en intuitiv måde og udelukkende brugt ting, farver og former som jeg kan lide og som jeg synes passer sammen. Der har aldrig været nogen retningslinjer bag mine handlinger. Rent og skært instinkt.

Så jeg må indrømme at jeg var mere end en lille smule overrasket da jeg pludselig fandt et navn for min stil.

Jeg har indrettet mit hjem eklektisk.

Sandheden er jo altså at størstedelen af befolkningen i Danmark har indrettet deres hjem eklektisk hvad enten det er med fuldt overlæg eller ubevidst. Når man flytter hjemmefra flytter arvemøblerne fra forældrenes garage med, de kombineres med billige nyindkøb og pyntenips og vupti – så har man et eklektisk indrettet hjem.

Mit er eklektisk indrettet med fuld overlæg, en blanding af stilarter.

Min stue er for eksempel en blanding af afrikansk og nordisk indretning med dens mørke træmøbler, træfigurer, dyreskind og mørke billedrammer sammen med hvid sofa, hvid reol, hvide persienner og lyse nipsting der udstråler nordisk distancering.

Min entre er primært moderne nordisk med vægten lagt på få funktionelle møbler i lys ahorn og rene linjer, med et par enkelte romantiske indstik.

Køkken, badeværelse og især soveværelse har ikke helt fundet deres endelige betegnelse endnu.

Køkkenet ender nok – efter udskiftning af alle låger og skuffer – med at blive primært moderne og funktionelt med hvidt, rødt og aluminium som hovedfarverne. Og så de sædvanlige Tina-indslag jeg ikke kan undvære.

Badeværelset med sine mørkebrune vægge udfordrer mig stadig til at tage en beslutning om det skal være lidt popsmart med friske farver på tekstilerne, afrikansk med flere jordfarver eller om jeg skal gå i den helt anden grav og gøre det lidt asiatisk.

Soveværelset er pt. et miskmask der trænger til en forenende faktor, jeg håber snart at finde den så jeg kan få bundet de enkelte elementer sammen. Det vil give meget mere ro i rummet.

Så det var det jeg fik brugt en sen aften på. At gøre mig selv klogere og give mig selv nogle ting at tænke over.

Håber ikke det betyder jeg aldrig får brug for en overspringshandling fra kedsomheden igen, for de er nu engang så hyggelige.

Jeg lover at vende tilbage med lidt mere om min boligindretning, også med billeder af rummene jeg skriver om. Lige nu er det tid til noget alt for sen aftensmad – min mave skriger af sult…

Advertisement

Hvem er jeg?

Standard

En lille fugl pippede i mit øre at jeg burde introducere mig selv også – så det må jeg jo hellere forsøge mig på….

Jeg hedder Tina, er en årgang 73 og bor i Randers, hvor jeg er født, opvokset og ret så fastgroet.

Jeg er uddannet bibliotekar D.B. fra Biblioteksskolen i Aalborg, 2001, men har ikke været så heldig på arbejdsmarkedet, så det er desværre ikke meget jeg har fået brugt min uddannelse.

I 2006 gik jeg ned med stressudløst depression og blev sygemeldt – og det har jeg været lige siden. Jeg er nu igang med en revalidering, hvor målet er at få mig op på 30 timers funktionel arbejdstid og derefter raskmelde mig. Har jeg lyst til at blive raskmeldt til det arbejdsmarked vi har lige nu – med udsigten til en kontanthjælp som indtægt? Næææh, overhovedet ikke….men det er jo systemet ligemeget.

I min fritid forsøger jeg at lave andet end at sove, hvilket nogen gange holder hårdt, da jeg stadig har tendensen til at stresse helt vildt. Men jeg har mine katte til at hjælpe med at stresse af, og så er der jo fritidsinteresserne film, tv-serier, at skrive, tegne, boligindretning, hjemmeside (og nu blog) og gode bøger at tage af – i hvert fald på de dage hvor jeg har overskuddet til det. Katteudstillinger tager jeg på i den udstrækning pengepungen vil være med og ellers forsøger jeg bare at nyde min skønne lejlighed, holde den nogenlunde ryddelig (var der nogen der sagde rodehoved) og hygge om misserne og med min bror der bor liiiiige rundt om hjørnet.

Og det er så mig - til Halloween altså....jeg har ikke horn til dagligt, selvom nogen måske vil påstå det modsatte...