Jeg hader min hjerne…

Jeg har så længe jeg kan huske haft tendens til katastrofetanker i form af små tankefilm der kører forbi mit indre øje i splitsekunder – og som altid er ubehagelige. De fleste af hverdagens tankefilm handler enten om at jeg falder ned ad trapper eller at der sker noget ubehageligt med mine negle.

De forstærkes når jeg er stresset, så kommer der flere af dem og de virker mere intense. Har oplevet helt at slippe for dem i forbindelse med en medicinering, desværre tålte jeg medicinen dårligt ift bivirkninger, så der er skiftet til noget helt andet der ikke virker helt så godt, men dog har en vis virkning.

Indtil min brors flytning i september. Der gled jeg nemlig på hans trappe og faldt. Godt nok kun to trin ned, men jeg var alligevel så uheldig at jeg slog min i forvejen ringe lænd, fik lavet et vrid i højre knæ der ellers var mit gode knæ og – opdagede jeg da adrenalinen havde aftaget – havde et knæk på midten af højre storetånegl hvor den havde sluppet i den øverste halvdel.

Og så skal jeg da ellers lige love for mine tankefilm gik amok. Faktisk i en grad der hæmmer mig i dagligdagen. Fra ikke at bryde mig om trapper er jeg nu decideret angst for dem og vælger nogen gange bare at blive i lejligheden fremfor at gå ned med skrald eller gå en tur den dag. Det er jo ikke super smart at have trappeangst når man bor på 1. sal. Og tankefilmene er også virkeligt ubehagelige, kan godt være de kun varer et splitsekund, men hvadenten der kommer de første ti i træk eller kun et enkelt, så har jeg det dårligt længe efter. Og selvom jeg har forsøgt at undgå tanker der kan trigge dem, så dukker de nogengange op i de underligste forbindelser, eksempelvis: skal planlægge biograftur med veninden – tankefilm: Tina skvatter hele vejen ned af deres lange stejle trappe og kommer til skade, udstilling i Hobro om en uge, tænk hvis Junior kunne være heldig at blive BIS veteran – åh p*s så skal jeg op og ned ad trappen til scenen – det går galt.

Er nu blevet sat op i dosis af den angstdæmpende medicin to gange og det har ikke ændret en hujende fis – er seriøst begyndt at overveje om jeg skulle gå tilbage på den anden medicin og så leve med bivirkningerne.

Det er altså ikke for normale mennesker det her – og hvor er det bare belastende. Både at lide under, men også at forsøge at forklare andre der aldrig har prøvet den her forkrøblende fornemmelse af nærmest at blive tortureret af ens egen hjerne 😦

Nåh, Mortens Aftens menuen venter på at blive kokkereret og der skal dækkes bord, nogle timers hyggeligt samvær med familien plejer at være en god kur – i hvert fald indtil de er gået…

Advertisement

Præsentation af Devi

Smukke og dejlige Devi

Devi er min helt specielle kat. Hun er født den 1. december 2002 og har dermed lige passeret de 7 år.

Jeg så hende første gang i maj måned 2003 på Kattens Værns Internat i Randers. Jeg var taget derned for at se på en creme-farvet Maine Coon hankastrat jeg havde set på hjemmesiden, men han var forlængst afsat. Da jeg jo stadig var på udkig efter en drengeven til at lege drengelege med Gizmo, lod jeg mig lokke til at kigge på de øvrige katte de havde. “Luk endelig burene op og kæl for dem”, var beskeden – meget farligt skulle jeg hilse og sige.

I et af burene lå en flot tortie-hunkat der var så bange at hun hvæsede bare jeg kiggede på hende. Men i buret ved siden af var der den smukkeste lille kat jeg nogensinde havde set. Kæmpestore øjne i et lille fint ansigt, en hvid blis der fortsatte ned på hals og mave og det mest utrolige tabbymønster. Jeg åbnede buret for lige at sige hej. Og missen gik resolut ud til mig, rejste sig på bagbenene, støttede sine forpoter på min skulder og slikkede min venstre øreflip imens hendes knurhår kildede mig på kinden.

Jeg var solgt som stanglakrids. Der var ikke noget at gøre. Jeg anede ikke engang om det var en han- eller hunkat jeg stod og kiggede på, det var min kat. Jeg besindede mig så meget at jeg gik hjem for at tænke over det, men en time senere stod jeg nede på internatet igen, denne gang med en transportkasse med duft hjemmefra som tøsen kunne lære at kende. Næste dag skulle hun neutraliseres og så kunne jeg få hende med hjem.

Det er nu blevet til næsten 7 fantastiske år med Devi i hjemmet. Hun er en helt speciel kat og jeg har ikke et øjeblik fortrudt at hun kom med hjem.

I forhold til mine andre katte er hun ret sær. Hun bryder sig ikke om at blive løftet for meget rundt på. Hun er også kun kælen på sine egne præmisser. Hvis man overskrider hendes grænser, så bider hun – hårdt! Jeg tror kun det er en enkelt eller to gange hun rent faktisk har bidt hul i mig, men hendes tandmærker ender oftest som blå mærker på mig og jeg er fyldt med hvide ar fra hendes kradsemærker, som der for øvrigt altid går betændelse i hos mig. Hun virker for det meste som om hun sagtens kunne undvære de andre katte og nøjes med at være hende og mig, men det tilskriver jeg en formodning om at hun er kommet for tidligt fra sin missemor og derfor ikke forstår de tre andres sprog. Jeg ser eksempler på det flere gange dagligt når det der er en opfordring til leg eller blot en forsigtig hilsen, bliver til decideret frygt fra Devis side, med flugt, vræl, hvæs og slagsmål til følge. Konfrontationerne i hjemmet bliver altid værre hvis jeg for eksempel går og er stresset, så katte er altså meget fintfølende mekanismer.

Men til daglig er Devi den skønneste kat – og hun er min kat, ingen tvivl om det. Bevares, andre kan godt kæle for hende, men det er mig hun vender tilbage til for tryghed.

I 2004 blev hun pludselig fra det ene øjeblik til det andet delvis lam i bagkroppen. Teorien er at hun fik en blodprop (ligesom Freya senere – mere om det i et senere indlæg), og dyrlægen gav hende 14 dage til at vise bedring, ellers mente han at aflivning var eneste udvej. I 14 dage lå hun i fodenden af min seng og blev fodret, kælet, nusset og bragt til kattebakken. Aftenen før min telefoniske aftale med dyrlægen begyndte hun at gå rundt i lejligheden. Min tøs fik lov at leve. De eneste eftervirkninger hun har fra dengang er at hendes gang er blevet lidt underlig. Hun er nærmest hjulbenet på bagbenene og går med let buet ryg. Men hun har det godt og hopper højt og elegant som før.

Devis psyke var skrøbelig før hendes sygdom, men det blev værre derefter. Det var som om besøget hos dyrlægen, forbundet med alle de smerter hun havde, blev til et overgreb i hendes tanker og hun blev mere angst end hun nogensinde havde været før. Hun nyder at komme ud og gå ture i sele og snor, men hvis der er biler, cyklister eller fodgængere for den sags skyld, så bryder angsten ud og hun vil hjem. Selv i mine arme er det ikke altid sikkert nok. Derhjemme er der til gengæld ingen problemer. Hjemme føler hun sig tryg – naturligvis med undtagelse af når hun har en fjollet legesyg kat i hælene som hun har fejllæst og derfor tror angriber hende.

Devi er min skattemus, hun er dybt afhængig af mig og jeg er på lige fod dybt afhængig af hende. Vi har begge et skrøbeligt sind og jeg føler en samhørighed med hende, sjæl til sjæl som er hendes og min alene.

Flere historier om Devi skal nok følge – hun laver også tossede ting fra tid til anden…