Så har jeg fået resultatet af Gizmos obduktion, og der var ikke noget der kunne været gjort anderledes.
Gizmo havde fået en aneurisme, et lille blodkar var – af ukendte årsager – bristet, og pumpede blod ud i hans bughule.
En meget sjælden tilstand at se på en kat, sagde min dyrlæge. Ja, jeg skal åbenbart have katte der udfordrer standarderne når de beslutter sig for at skulle herfra…
Der var ingen spor af kræft eller anden invasiv sygdom, lever, milt, lunger og hjerte så helt normale ud. Dog kunne han konstatere at Gizmos ene nyre var unormalt lille og formentlig helt ufungerende, noget hans anden nyre formentlig har kompenseret for i et ukendt tidsrum.
Nu er min smukke sorte skat sendt til kremering og om 2-3 uger får jeg ham hjem i en urne, så han kan stå på hylden ved siden af Freya, der heller ikke har fundet sit endelige hvilested endnu.
Jeg ser ikke frem til de næste mange uger. Jeg kan ikke forestille mig en dagligdag uden Gizmo som en del af den. Men det er jeg nødt til. Og jeg er nødt til at vende min opmærksomhed på de tre andre herhjemme, de har listet forsigtigt rundt siden tidligt i morges og kan ikke forstå hvorfor jeg græder hele tiden, hvor Gizmo er blevet af og hvorfor han ikke kommer igen. Jeg er oprigtigt nervøs for Devi, da Freya blev aflivet for 4½ år siden, fik hun en depression der varede i måneder, så hende holder jeg et ekstra godt øje med.
Næsten ligegyldigt hvor jeg vender mit blik hen i lejligheden bliver jeg mindet om Gizmo. Alle hans kæmpe kokarder i entreen, Topkattediplomerne, skabet med alle hans pokaler, Kongro-portrætterne på væggen, favoritpladsen på altanen, yndlingslegetøjet på gulvet under spisebordet. Ja, jeg kunne blive ved…
Jo højere man har elsket, jo mere ondt gør det at give slip. Og det gør ondt, så helt enormt ondt….
1001 Kat 