Overspringshandlinger længe leve…

Standard

Puha…det er godt nok længe siden jeg sidst har skrevet på bloggen.

Hvorvidt det er på grund af overspringshandlinger er jeg lidt i tvivl om. Måske jeg bare har været optaget af at være til stede i virkeligheden? Måske jeg har haft travlt med at leve livet?

Næææh…i bund og grund skyldes det nok især at jeg har haft en rigtig lang periode hvor jeg har haft svært ved at gøre tanker til virkelighed. Med jævne mellemrum har jeg tænkt: “jeg burde skrive et nyt blogindlæg nu, har jo en masse jeg kan skrive om og det er alt for længe siden jeg har skrevet sidst”. Men der har været alt for stor afstand mellem tanken om noget til udførelsen af samme.

Men nu er jeg her i hvert fald – sådan lige midlertidigt. Håber da jeg får skrevet lidt mere jævnligt fremover.

Som skrevet er der sket rigtigt meget siden januar 2012. Mange af tingene har jeg slet ikke hjernekapacitet til at rumme på een gang:

Jeg er startet hos psykiater

Ret skræmmende i begyndelsen, bare det at sidde foran et helt fremmed menneske og fortælle om ens allerinderste. Hos min psykiater skiftes man til samtaler hos ham og hos hans sygeplejerske hvilket jeg syntes var lidt mærkeligt da jeg først fik det at vide, men det giver faktisk en rigtig god dynamik. Især for mit vedkommende fordi jeg føler jeg er bedre til at åbne op for den ene end for den anden, så det skulle gerne i sidste ende betyde at så meget som muligt relevant står i min journal.

Der er rodet med medicinering. Først blev jeg sat yderligere op i den Venlafaxin egen læge havde ordineret i januar 2012, men jeg var ved at gå til af bivirkninger. Især den øgede svedtendens gik helt amok. Jeg kunne vågne om natten fuldstændigt badet i sved, nattøjet kunne vrides og sengetøjet måtte skiftes. I dagtimerne skulle jeg nærmest bare tænke på at lave noget, så flød sveden – især i hovedet, så sveddråber trillede ned igennem hår og nedad panden og man ligefrem kunne se dråberne pible frem. Jeg endte med at gå rundt med et håndklæde og en skiftebluse i tasken konstant og jeg fik altid brug for det.

Så enden på det hele blev at jeg blev trappet meget langsomt ned i Venlafaxin for at få bivirkningerne til at stoppe og da de ikke gjorde det, blev jeg trappet helt ud. Øj nogle seponeringssymptomer jeg fik ud af det. 14 dage hvor jeg mest af alt havde lyst til at have været bevidstløs og følelsesløs.  Men jeg kom igennem på den anden side – heldigvis.

Nu er vi så ved at afprøve en epilepsimedicin – Lamotrigin – som stemningsstabiliserende og angstdæmpende. Jeg er oppe på 150 mg nu og skal være der i knap to måneder endnu før vi gør status og ser om jeg skal højere op i dosis eller om der skal suppleres med noget antidepressivt jeg forhåbentlig tåler bedre end Venlafaxin.

Lige pt. kan jeg godt mærke at Lamotriginen virker, men jeg kan også mærke at den ikke virker lige så godt som Venlafaxin. Til gengæld har jeg ingen nævneværdige bivirkninger, så det er trods alt positivt.

Psykiater har også været ved at give en diagnose og sende videre til Jobcentret. Jeg kan ikke helt huske formuleringen af den endelige diagnose, men han var i tvivl om, hvorvidt jeg rent faktisk havde Aspergers eller om der var tale om en skizoid personlighedsforstyrrelse. Mener at han kom frem til at jeg har en blanding af flere forskellige personlighedsforstyrrelser og så er der angst og depressioner inde over også. Personligt kan jeg stadig se mig selv i Aspergers-beskrivelserne (for kvinder altså – den for mænd ligger milevidt fra mig som person), men jeg kan også finde aspekter der passer på mig i en stor del af personlighedsforstyrrelserne udover generaliseret angst, måske/måske ikke socialangst (kommer lidt an på om det falder ind under en af de andre diagnoser), panikangst og OCD. Så jeg er nok sådan et blandet sammensurium af forstyrrelser 😉

Beboerklagenævnet

Det er ikke noget jeg har lyst til at skrive alverden om, men lidt skal I have at vide alligevel.

Min dispensation til at have min 3. kat udløb i marts 2012. Jeg ansøgte om forlængelse for katten var her jo ligesom stadigvæk og så rullede kampestenen. Administrationsselskabet nægtede forlængelse, jeg vedblev at ansøge og nægte at gå af med katten og enden på det hele blev at boligadministrationen sendte sagen i beboerklagenævnet. Der har den så været i behandling siden sent på efteråret 2012. Boligadministrationen og jeg er skiftevis kommet med vores bemærkninger som vi så har kommenteret på indbyrdes. I marts mente beboerklagenævnet at de havde tilstrækkelige oplysninger til at gå ind i afgørelsesfasen.

Sidste nyt er at jeg og boligadministration er indkaldt til møde i nævnet den 23. april, hvor vi skal svare på uddybende spørgsmål fra nævnet. Efter det møde, beslutter nævnet om der skal indhentes yderligere oplysninger og træffer derefter formentlig afgørelse udfra dem. Mener de ikke der skal indhentes oplysninger kan afgørelsen komme efter 1 uge, skal der indhentes oplysninger kan der gå 1-2 måneder.

Jeg ville ønske der kunne indgås et forlig, men det ville selvfølgelig indebære at boligadministrationen skulle give mig lov til det jeg hele tiden har bedt om – og det tror jeg ligesom ikke er en mulighed.

Men nu må vi se. Har en uge til at gå og bide negle, hygge mig med angst- og stresssymptomer og blive tiltagende neurotisk. Mere gråhåret kan jeg vist ikke blive, men det kunne da selvfølgelig gå hen og blive hvidt 🙂

Jobcenter-situationen

Stadig intet fleksjob til mig. I sensommeren 2012 fik jeg en praktik i en større virksomhed der måske kunne føre til fleksjob. Meningen var at praktikken skulle strække sig over 6 måneder eller mere hvor mit timetal forsigtigt blev øget, men efter 1 måned kastede arbejdsgiver og jeg i fællesskab håndklædet i ringen. Det duede bare ikke.

På et efterfølgende møde med sagsbehandler og jobkonsulent, hvor jeg havde min bostøtte med som bisidder, gik det endeligt op for de to, at jeg måske var en hel del dårligere end de lige havde regnet med. På daværende tidspunkt (december 2012) fik jeg lovning på fred fra jobcentret indtil de havde modtaget en diagnose fra psykiater.

Vi har nu april 2013 og jobcentret har modtaget dokumentation fra psykiater. Så lige nu går jeg faktisk bare og venter på at blive indkaldt til et møde, hvor vi (i følge telefonisk samtale med sagsbehandler) skal udfylde et skema med tusind spørgsmål der skal bruges i forbindelse med at jeg skal henvises til regeringens nye påfund – det tværfaglige rehabiliteringsteam. Hvad udfaldet af sådan et ressourceforløb bliver, kan jeg kun gisne om. Regeringen har ændret beskrivelsen af fleksjob til nu også at inkludere borgere med meget, meget begrænset arbejdsevne tidsmæssigt. Men hvad hvis der ikke kan findes sådan et fleksjob? Det er allerede svært nok at finde et på et timetal jeg ikke kan leve op til? Det kan kun tiden vise. Så jeg forholder mig afventende til hvad fremtiden bringer. En af fordelene ved at være nogenlunde velmedicineret – ikke så mange anfald af panikangst, “kun” den altid tilstedeværende bekymring i baghovedet som jeg har levet med det meste af mit liv. Så længe jeg ikke stresser er den til at leve med.

Det var vist en opdatering af de vigtigste ting der er sket siden sidst.

Og hvor er jeg så nu?

Ja altså…lige nu er jeg propfyldt af nervøs energi ovenpå indkaldelsen til møde i beboerklagenævnet og pt. bliver den udnyttet til at være kreativ i det lille hjem. Er ved at sy forhæng til nogle reoler i soveværelset, derefter er der nogle sofapuder der skal sys og når det er gjort skal forhængene jo hænges op og så står der et bjerg af tomme opbevaringskasser jeg har købt brugt, der skal fyldes og placeres. Altanen er også undervejs, formentlig i næste uge skal der indkøbes tomatplanter og sommerblomster til altankasserne – der er allerede sået de første pluksalat.

Misserne har det godt.

Devi var under kniven i august 2012. Hun havde en knude ved en mælkekirtel der var begyndt at vokse, så den skulle fjernes. Det formodes der var tale om brystkræft, men det er ikke undersøgt nærmere. Hun har det godt nu og det er det vigtigste. På grund af hendes personlighed blev der ordnet en del imens hun var i narkose, så hun fik også lige renset tænder, blev sundhedstjekket og vaccineret. Dyrlægen havde nær aldrig fået taget hendes sting 14 dage senere – hun er ikke nem at håndtere når hun er så bange, men det gik med hjælp fra mig, min far og et tæppe. Forhåbentlig får hun aldrig nogensinde igen brug for en dyrlæge, herhjemme er hun jo jordens dejligste mispige der bliver mere og mere kærlig og social på hendes gamle dage.

Junior var også under kniven men det var så i marts 2013. Han skulle have renset tænder og have tandrøntgen for at se om der var nogle tænder med resorptioner (hvilket der heldigvis ikke var). Til gengæld var han den heldige indehaver af en tandkødssvulst der også blev fjernet. Han har det super og er den samme lalleglade kæmpekat som han plejer.

Niggi undergår lige nu en kæmpe forandring. Efter jeg i marts talte med en hjertespecialist der ikke mente at hendes skyhed og angst havde noget at gøre med hjertet, startede jeg hende op på naturmedicin, først Zylkene og nu Colostrum og det går forrygende. Hun bliver mere og mere kærlig og tryg som dagene går, nu kan jeg få lov at nusse hende, både uopfordret og på kroppen hvor det før var et forsigtigt kæl på hovedet når hun selv bad om det. Det er fantastisk at se og det eneste jeg fortryder, er at jeg ikke begyndte behandlingen noget før. Men nu er vi igang og jeg overvejer om jeg skal stoppe med Colostrum på et tidspunkt for at se om virkningen bliver alligevel, eller om jeg skal fortsætte, da Colostrum også virker positivt på immunforsvaret, noget mit hjertebarn nok kunne have godt af.

Og udover det så glæder jeg mig bare til vi når til maj, for der kommer min morbror, tante og ene kusine fra Canada en tur til Danmark. Hvornår i deres ophold de får plads til at besøge os, ved jeg ikke endnu, men jeg glæder mig. Og også til at se en stor del af min mors familie igen til frokostkomsammen på Landgangen i Mariager i anledning af familiebesøget – det er så længe siden jeg har set dem, de få jeg har set indenfor de sidste år har været i forbindelse med begravelser. Måske frokosten kunne anspore til at tale om en ny familiefest til næste sommer i den FB-gruppe jeg har lavet for familien på min mors side.

Nu vil jeg stoppe for denne gang – solen skinner, det ser ud til at foråret endelig er kommet til Danmark og jeg har en symaskine og et bjerg af andre opgaver der venter på mig.

God tirsdag til jer alle derude 🙂

2012 in review

Standard

The WordPress.com stats helper monkeys prepared a 2012 annual report for this blog.

Here’s an excerpt:

600 people reached the top of Mt. Everest in 2012. This blog got about 2.200 views in 2012. If every person who reached the top of Mt. Everest viewed this blog, it would have taken 4 years to get that many views.

Click here to see the complete report.

Når hjernen spiller en et puds

Standard

Jeg er efterhånden meget bevidst om at min hjerne kører i et højere gear end de flestes…mere eller mindre konstant. Jeg bekymrer mig over flere ting end de fleste. Jeg tænker kort sagt for meget, for længe og for ofte over tingene.

Men hvad sker der lige for at man pludselig begynder at få fysiske og psykiske reaktioner på ting man egentlig troede man var færdig med at gennemtænke og behandle?

Der sker rigtigt meget i mit liv lige nu til trods for at jeg rent faktisk går hjemme og ikke har de vilde forpligtelser.

De sidste tre måneder har min jobkonsulent skubbet på for at få kommunen til at sende mig en tur til Århus og et forløb hos BOAS-specialisterne, der har kernekompetence i autisme-spektrum forstyrrelser og arbejdsmarkedet.

Samtidigt kan jeg se frem til en udvidet søvnundersøgelse på Viborg Sygehus i maj og første tid hos en lokal psykiater engang efter 1. juli.

Ret individuelle ting når man remser dem op….men humlen af det hele er, at jeg i løbet af den sidste uges tid pludselig er blevet meget bevidst om hvor meget de formentlig hænger sammen.

Jeg uddyber…

Jobkonsulenten er nu kommet så langt med kommunen, at det er et 4 ugers virksomhedspraktikforløb hos BOAS-specialisterne der skal godkendes. På de 4 uger er håbet at de kan afklare om jeg stadig er fleksjobegnet (og hvis ja, indenfor hvilke arbejdsområder). Siger de nej hedder det indstilling til førtidspension.

Godt så. Første kamel at sluge. Men den mente jeg jo faktisk at jeg havde slugt, i og med at “ordet” blev nævnt allerede i august første gang, godt nok som noget det ikke var tid til nu, men det blev ikke desto mindre nævnt, hvilket betyder at min hjerne straks begynder at vende mulige fremtidsscenarier. Og jeg var faktisk af den overbevisning at jeg havde vendt tanken om eventuel førtidspension så grundigt i mit hoved at jeg var helt afklaret. Det er i hvert fald det jeg har sagt når jeg har talt med andre om overvejelserne.

Så kommer vi til søvnundersøgelsen. Har egentlig gået en måneds tid eller to og overvejet om jeg ikke burde aflyse min tid, for der var jo da formentlig ikke noget som helst i vejen med mig som en mere stabil døgnrytme ikke kunne kurere. Indtil jeg stødte på et program i tv med en patient med søvnforstyrrelser. Der var et par meget høje alarmklokker der ringede hos mig. Indrømmet, hendes søvnforstyrrelser var noget mere voldsomme end mine (natterædsler hver nat, talte i søvne, gik i søvne), men diagnosen er jeg ikke i tvivl om kan overføres på mig selv.

Stress. Hendes underbevidsthed arbejdede simpelthen videre med alt hvad hun havde tænkt, gjort og været udsat for i løbet af dagen og det manifesterede sig i natterædsler og søvngængeri.

Når jeg sådan tænker tilbage så er jeg slet ikke i tvivl om at stress har en stor del af skylden i mine søvnproblemer. Om det er deciderede natterædsel jeg lider af ved jeg af gode grunde ikke endnu, men det kan ikke være normalt at mareridt (og drømme) hænger så godt ved at jeg faktisk kan rejse mig fra sengen, gå hen til reolen og trykke på snoozeknappen og vælte tilbage i sengen og drømme videre uden at være blevet revet ud af drømmesituationen. Jeg oplever også flere mareridt når jeg er stresset end når jeg ikke er, og så er det ofte ting jeg har set i tv der fortsætter i drømmeverdenen. Eksempelvis fangede jeg lige slutningen (ikke engang hele filmen) af I am Legend den anden nat lige inden sengetid (bad idea) og ganske rigtigt. Straks jeg lukkede øjnene var de der blege zombietingester fra filmen der og selv om jeg vågnede af skræk flere gange kunne jeg ikke ryste dem af mig, i stedet havde jeg faktisk følelsen af at de fulgte med over i den vågne verden og at hvis jeg rakte ud og tændte lyset ville jeg se at soveværelset var fyldt med dem.

Not funny at all skal jeg hilse at sige.

Og så er der psykiatertiden. Det startede med at min jobkonsulent mente at det måske kunne være en fordel for mig at blive medicineret for min generaliserede angst. Noget jeg for øvrigt helst vil undgå. Men da jeg så fik sat mig ind i at det faktisk er gratis at komme til psykiater gik jeg alligevel til egen læge for at få en henvisning fordi jeg simpelthen vil have en ordentlig afklaring. Jeg vil vide hvad han vil sætte af diagnoser på mig, om han er enig i dem der er sat på mig indtil nu eller ej og hvad han mener – om noget – kan gøres.

Så selvom jeg går derhjemme og laver ikke ret meget, så sker der faktisk utroligt meget – især oppe i mit hoved.

Og det gik da helt galt efter torsdagens møde med jobkonsulenten hvor skitsen for et eventuelt ophold hos BOAS-specialisterne blev lavet.

Det er for eksempel ret tydeligt at hjernen kører i overdrive når man kommer hjem efter 45 minutters møde og falder i dyb (og drømmefyldt) søvn på sofaen i over 4 timer.

Det er også ret tydeligt at der er noget på færde når man ikke kan slippe af med hovedpinen, det hold i ryggen der ellers var forsvundet, kvalmen og fornemmelsen af at være ved at blive syg.

For ikke at tale om allergien der bliver trigget ved bare så meget som at tænke på et allergen til trods for at man har taget den daglige pille.

Og når man så pludselig – og meget ukarakteristisk – oplever at bægeret er flydt over på et forum man frekventerer og rent faktisk skriver et indlæg om det….så er der ingen tvivl.

Stress…

Tankemylder…

Mindreværdskomplekser…

Overfølsomhed overfor formuleringer, udtalelser, lys, lyde, lugte, smage…

Jeg er efterhånden ikke i tvivl om at jeg er defekt oveni bolden.

Jeg er heller ikke i tvivl om at jeg – med de rigtige valg – kan få en form for liv til at hænge sammen.

Men jeg er heller ikke i tvivl om at min fornemmelse af at være afklaret med hensyn til mulighederne for min fremtid bliver pillet ved hver eneste gang der et sted i offentligheden bliver talt nedsættende til/om personer der må klare sig på offentlig støtte og har svært ved det.

Samfundet er ikke hvad det har været….enhver er sig selv nærmest og evnen til at se ud over egen næsetip og føle empati er efterhånden en saga blot i disse krisetider.

Vil nogen overtage min hjerne skal I være så hjerteligt velkomne, dog godtager jeg kun 100% normalt funktionelle hjerner i bytte. Gerne en med viden og flair for et arbejdsområde med ansættelsesmuligheder 😉

31. December – Nytårsstemning

Standard

Ja, det var egentlig jule blogchallengens sidste dag i går, men jeg valgte at trække emnet til i aften da der ikke var meget nytårsstemning over min fredag.

Det er der til gengæld i aften. Jeg har min far og min bror på besøg – som sædvanlig fristes man til at sige, but if it ain’t broken…don’t fix it.

Vi er nået til aftenens første drinks nu. Det kæmpestore hjemmelavede stjerneskud der udgjorde nytårsmiddagen er fortæret og nu overvejer vi om vi snart skal spise dessert (tiramisu) eller om vi skal gå direkte til chips med dip og flere drinks.

Aftenen i år adskiller sig for det første drastisk fra tidligere år ved at mændene ikke har brugt en rød øre på fyrværkeri i år…meget, meget ukarakteristisk. I stedet har de været i gemmerne og fundet al det ral de ikke har gidet fortsætte med at fyre af tidligere år, så i år skal det væk. Ikke flere mærkværdige oldnordiske fyrværkerirester til dem.

Vi er også for første gang i flere år kun os tre. Men det er helt ok, vi hygger os heldigvis ganske godt sammen hvilket de fleste der har mødt os plejer at istemme.

Og så skal der vel lige et par billeder til virkelig at gengive den der nytårsstemning vi snakker om. Ja, det skal der helt sikkert….

Middagsbordet

Mums....

Niggis pose....tror hun er høj på lugten af krudt og savsmuld. Vi skal i hvert fald ikke pille...

Året er næsten ved sin afslutning og det er denne jule blogchallenge også. Mit første forsøg på at prøve en blogchallenge overhovedet. Succes? Det synes jeg helt bestemt. Om ikke andet har jeg i hvert fald fået skrevet en masse og været konsekvent uden mange lange pauser. Så jeg har været ved at google lidt efter nye/gamle blogchallenges som jeg vil forsøge at fortsætte med i det nye år. Hvem ved…måske jeg selv får lavet en der kan bruges af andre.

Til allersidst vil jeg gerne ønske jer allesammen et rigtigt godt og lykkebringende nytår, håber I vil kigge forbi igen i det nye år.

29. December – Hvor er du om 5 år?

Standard

Det var da også noget at spørge om….

Aner det ikke?

Formentlig nogenlunde samme sted som i dag?
I hvert fald i samme bolig (regner ikke med at flytte igen foreløbigt).
Formentlig stadig single (med mindre verden går under og der sker et mirakel).
Forhåbentlig enten ude i et fleksjob der passer mig perfekt og ellers afklaret på en førtidspension. Ikke ledig og uafklaret så længe tak.

Så hvor er jeg om 5 år?

Stadig bosat i Vorup, stadig med katte – omend muligvis ikke helt samme bestand. forhåbentlig stadig med lyst og økonomisk overskud (og kat) til at udstille og af forandringer, forhåbentlig afklaret i forhold til min økonomi og arbejdssituation og forhåbentlig en del kilo lettere.

Ja….det må være svaret. And I’m sticking with it 😉

28. December – Nytårsforsæt

Standard

Det er godt nok længe siden jeg har ytret sådan et. Mest af alt fordi det statistisk set har vist sig at langt størstedelen af de forsæt jeg har lavet gennem årene ikke bliver til noget…muligvis ene og alene fordi de har fået tilnavnet “nytårsforsæt”.

Så ikke flere af dem til undertegnede. Jeg klarer mig fint uden.

Hvorfor skal det for øvrigt kun være til nytår man lover sig selv noget? Og hvorfor skal det altid være de kæmpestore ting som det er så svært at holde fast i? Tabe en masse kilo, holde op med at ryge, droppe de søde sager, begynde på en sportsgren.

Hvis jeg absolut skulle lave et nytårsforsæt for 2012 ville det være:

Vær tro mod dig selv i alle situationer, bed om hjælp når du har brug for det og nyd de små sejre undervejs.

…men nu er jeg jo ikke tilhænger af nytårsforsæt….så det skal jeg ikke 😀

27. December – Det sidste du spiste og drak

Standard

Hæhæ…den er nem nok.

Økologisk pasta med økologisk kødsauce og dertil et glas iskoldt vand…købt og spist i bistroen i IKEA i Århus.

Det er for øvrigt et forfærdeligt farligt sted at komme hen sidst på måneden…især når man allerede har overtræk på kontoen.

Men jeg bed tænderne sammen og gik forbi både skufferne til reolen der var på tilbud, lammeskindet som Niggi ville elske mig for, løberen jeg mangler til entreen og diverse krims krams jeg ikke behøvede.

Så jeg kom faktisk igennem kasselinien med et beskedent køb på 105 kroner. Måske det var derfor dankortterminalen besluttede sig for at få et epileptisk anfald midt i min transaktion og gå fuldstændigt i koma.

Oh well…det gik jo altsammen og jeg er skam også kommet hjem med mine småindkøb.

Nu sidder jeg så – igen – og overvejer om jeg skulle tage den juleopvask. Eller sagt på den reelle måde: der er egentlig ikke noget at overveje, den skal tages for alle vandrette flader er dækket og jeg har hverken bestik, tallerkener eller gryder rene til at lave mad i morgen.

Har for øvrigt heller ikke ret meget andet end en skaldet pakke tørt rugbrød til morgenmad og frokost – med kedelig ost på? Måske man skulle gå i SuperBest i morgen og indløse de 50 kroner min skrabejulekalender kunne indbringe…det må da kunne give enten et friskt brød eller noget pålæg ;o)

26. December – Dagens outfit

Standard

Seriøst?

Er det en sammensværgelse det her?

Nåh…..dagens outfit er – tadaaaaaa – min natkjole. Ja, den er blevet luftet lidt ekstra her i julen, men man skal da have lov at nyde dage hvor man ikke har en eneste forpligtelse andet end at futte rundt derhjemme i nattøj, nusse en kat eller tre, glemme at spise både morgenmad og frokost og overveje på sådan cirka 30. time at få taget den pokkers juleopvask?

Muligvis har jeg slappet lidt for meget af i dag….fik i hvert fald først tændt fjernsynet på Sound of Music to trediedele inde i filmen øv. Årsagen skal nok findes i min 1. juledag hvor jeg tilbragte lidt for meget tid foran den lille skærm. Først Home Alone 1 og 2, så Fred Claus og endelig Fars Fede Juleferie, før jeg syntes det var en brilliant idé at sætte Sanctum i dvd-afspilleren og få lidt andet end jul…og så bagefter opdage at der var 5 minutter til gyserkomedien Slither. Så jeg kom muligvis en smule sent i seng….med ret så firkantede øjne. Imponerende nok har jeg ikke haft mareridt eller bare underlige drømme af alle de film jeg fik set, så det er trods alt et plus.

Måske jeg skulle tage mig sammen til at få kigget på den der opvask. Aftensmaden laver jo nok ikke sig selv og den kræver rene gryder. Og er for øvrigt planlagt til at være ganske u-julet – alt efter hvor langt jeg kommer altså.

25. December – Vis os dine julegaver

Standard

Jamen det må jeg jo så hellere gøre ;o)

Fra veninden: 2 håndklæder, Pirates 4 dvd og et gavekort på 100 kroner til Tøj & Sko

Fra min far: en pladespiller

Og fra far: En trådløs router så nu kan både den bærbare, mobilen og gæster komme på internettet hos mig

Fra min bror: Doctor Who sæson 2, 4 og Specials på dvd....yay

Også fra brormand: Simon's Cat Beyond the Fence hardback

Og endelig lidt kreativ tænkning fra min bror der gik udenfor ønskesedlen og fandt tre viskestykker med katte til mig...tror det bliver sådan nogen der kommer til at hænge til pynt og ikke skal bruges ;o)

Har I andre fået nogle gode gaver? Lige det I ønskede jer?