Category Archives: TV

The Walking Dead I

Standard

Bemærk: Der kan forekomme spoilere i dette indlæg hvis man ikke følger serien som den sendes på DR3. Er man længere fremme end DR3 og ønsker at kommentere indlægget, beder jeg om at der ikke tales længere frem end de afsnit der har været vist på DR3 af hensyn til danske seere.

Så er formalia vist i orden og jeg kan komme igang med mine meget dybe tanker om serien The Walking Dead.

Jeg har fulgt med i serien fra det allerførste afsnit. For de der ikke har set serien, vil mange forklare at det er en zombieserie. Og ja, der er da zombier med – af seriens vigtigste hovedpersoner kaldet Walkers – til tider er der endda rigtigt mange zombier med, men det er altså ikke zombierne serien handler om.

For at forstå hvordan en zombieserie kan handle om andet end zombierne, er man nødt til at forstå begrebet “plot engine”. Altså et middel til at fremme handlingen. Zombierne er ikke andet end et middel til at fremme handlingen og fortælle den historie serien egentlig handler om, nemlig hvordan mennesker reagerer når verden pludselig går af lave.

Og det er det jeg synes er så spændende ved The Walking Dead. Historierne om personerne, menneskerne i serien og deres udvikling både indbyrdes og hver for sig. Serien er et helt studie i teoretisk psykologi: hvordan vil mennesker reagere hvis verden som vi kender den går under? Hvordan vil de udvikle sig hvis livet pludselig handler om overlevelse? Hvem vil overleve? Og hvad er man nødt til at være villig til for at overleve?

Der er indtil flere i min umiddelbare omgangskreds der følger med i serien, så jeg taler i hvert fald med mindst tre personer om afsnittene. Derudover følger jeg med på diverse FB-grupper hvor seriens fans skriver både positivt og negativt.

I den sammenhæng har jeg lagt mærke til noget:
Rigtigt mange kommenterer at der er for få zombier og for få zombiescener i serien.
En del synes at seriens fortælleform er for langsom.
Meget få kommenterer overhovedet personernes udvikling og hvis der kommenteres på personerne, er det ofte uden nuancering i forhold til den udvikling.

Så rigtigt mange ser tilsyneladende The Walking Dead som zombieserie, synes der er for få zombiescener og forstår ikke helt eller overser fuldstændigt den til tider subtile udvikling persongalleriet går igennem.

Og det irriterer mig. Jeg forstår til fulde frustrationen fra de seere der forventer at få noget andet end de får og jeg forstår til dels også de der mener at serien bevæger sig for langsomt udfra betragtningen at de ikke indser at det er personudviklingen det handler om – hvis de overhovedet opfatter de nuancer.

Jeg har erfaring tæt på med både personer der ikke lægger mærke til de nuancer men heldigvis også med i hvert fald en der ser serien på samme præmisser som mig og hvor er det skønt at have en at vende alle indtrykkene med – i stedet for at skulle sidde og forklare, forsvare eller uddybe for andre. Men jeg vil jo egentlig også gerne udbrede de her vigtige udviklinger til de der ikke helt har fanget dem, så jeg er på sin vis fanget i et meget frustrerende net hvor det der irriterer mig, også ligger mig på hjerte. Så min plan er at jeg i den kommende tid vil skrive et indlæg her og der om især 4. sæsons afsnit, der pt. kører på DR3. I den sammenhæng vil jeg – som anført i indledningen – kun skrive om afsnittene som de har været vist på DR3. Hvis man ser foran og vil kommentere på mine indlæg, bedes man holde sig til DR3s sendeskema, jeg vil ikke spoile de der følger med på dansk tv hver tirsdag.

Jeg vender snarligt tilbage med et indlæg om serien frem til nu, måske det bliver spredt ud over flere indlæg, må se hvor meget det viser sig jeg har på hjerte.