Jeg hader min hjerne…

Jeg har så længe jeg kan huske haft tendens til katastrofetanker i form af små tankefilm der kører forbi mit indre øje i splitsekunder – og som altid er ubehagelige. De fleste af hverdagens tankefilm handler enten om at jeg falder ned ad trapper eller at der sker noget ubehageligt med mine negle.

De forstærkes når jeg er stresset, så kommer der flere af dem og de virker mere intense. Har oplevet helt at slippe for dem i forbindelse med en medicinering, desværre tålte jeg medicinen dårligt ift bivirkninger, så der er skiftet til noget helt andet der ikke virker helt så godt, men dog har en vis virkning.

Indtil min brors flytning i september. Der gled jeg nemlig på hans trappe og faldt. Godt nok kun to trin ned, men jeg var alligevel så uheldig at jeg slog min i forvejen ringe lænd, fik lavet et vrid i højre knæ der ellers var mit gode knæ og – opdagede jeg da adrenalinen havde aftaget – havde et knæk på midten af højre storetånegl hvor den havde sluppet i den øverste halvdel.

Og så skal jeg da ellers lige love for mine tankefilm gik amok. Faktisk i en grad der hæmmer mig i dagligdagen. Fra ikke at bryde mig om trapper er jeg nu decideret angst for dem og vælger nogen gange bare at blive i lejligheden fremfor at gå ned med skrald eller gå en tur den dag. Det er jo ikke super smart at have trappeangst når man bor på 1. sal. Og tankefilmene er også virkeligt ubehagelige, kan godt være de kun varer et splitsekund, men hvadenten der kommer de første ti i træk eller kun et enkelt, så har jeg det dårligt længe efter. Og selvom jeg har forsøgt at undgå tanker der kan trigge dem, så dukker de nogengange op i de underligste forbindelser, eksempelvis: skal planlægge biograftur med veninden – tankefilm: Tina skvatter hele vejen ned af deres lange stejle trappe og kommer til skade, udstilling i Hobro om en uge, tænk hvis Junior kunne være heldig at blive BIS veteran – åh p*s så skal jeg op og ned ad trappen til scenen – det går galt.

Er nu blevet sat op i dosis af den angstdæmpende medicin to gange og det har ikke ændret en hujende fis – er seriøst begyndt at overveje om jeg skulle gå tilbage på den anden medicin og så leve med bivirkningerne.

Det er altså ikke for normale mennesker det her – og hvor er det bare belastende. Både at lide under, men også at forsøge at forklare andre der aldrig har prøvet den her forkrøblende fornemmelse af nærmest at blive tortureret af ens egen hjerne 😦

Nåh, Mortens Aftens menuen venter på at blive kokkereret og der skal dækkes bord, nogle timers hyggeligt samvær med familien plejer at være en god kur – i hvert fald indtil de er gået…

Advertisement

Må jeg lige få den igen?

Utroligt som ting kan ændre sig på meget kort tid.

Jeg har i længere tid (læst år) døjet med lændesmerter og senere også iskiassmerter i venstre ben. Sidst de to ting faldt sammen var tilbage i 2008 og jeg ved lige præcis hvad triggeren var: jeg skulle vise to katte frem hos min dyrlæge i forbindelse med Kattens Dag og selvom jeg kun har ti minutters gang til dyrlægen så var det altså for meget med 9 kilo over skulderen, 9 kilo i samme hånd og en trolleykuffert trækkende i den anden arm. Det begyndte allerede at gøre ondt i ryggen imens jeg installerede kattene og derfra gik det bare ad H. til. Dagen efter mente kloge mig godt at jeg kunne tage til udstilling i Esbjerg med en kat – jeg skulle jo ikke køre nogen steder. Det endte med at jeg måtte få andre til at præsentere min kat for jeg kunne knap nok gå til sidst. Da jeg kom hjem fik jeg lige nøjagtigt slæbt mig i seng og så startede smertehelvedet for alvor. Hang i røret med vagtlægen 2-3 gange over natten, tudende af smerte og frustreret over at han ikke ville sende en ambulance men bare udskrive noget smertestillende til afhentning på apoteket – yeah right – kunne ikke engang rejse mig fra sengen. Heldigvis fik jeg en hjælpende hånd med afhentning og fik stavret mig til døren efter pillerne og de hjalp med det samme.

Derefter fulgte en periode med mindre iskiassmerter, lændesmerter og en hulens masse kiropraktorbehandlinger der hjalp på lænden, men ikke på de føleforstyrrelser der var kommet i venstre ben.

Sidst på året kom jeg til reumatolog der undersøgte mig grundigt, bad mig lave forskellige bevægelser og udspurgte mig. Hans konklusion var at der formentlig havde været en nerve i klemme et sted og måske en begyndende diskusprolaps, men at der ikke var noget nu. Føleforstyrrelserne mente han desværre kunne være permanente fordi jeg havde ventet for længe med at komme. Tak for det – der var ligesom ingen der havde sagt at det ville være en idé.

Anyway…jeg fortsatte tilværelsen med mine føleforstyrrelser og opdagede hurtigt en anden bonus: nervesmerter der opstod efter fem-ti minutter på benene og føltes som om nogen tændte en flammekaster mod mit venstre lår. Av, siger jeg bare.

Flash forward til april 2013. Har egentlig ikke haft de store problemer i mellemtiden, udover selvfølgelig de – formentlig – permanente føleforstyrrelser og nervesmerterne der har betydet at jeg ikke går så meget som jeg plejer – det gør simpelthen for ondt.

I april begynder føleforstyrrelserne så at brede sig. Før havde jeg følelsesløse områder på yder- og baglår, i knæhasen, på underbenet, ydersiden af foden og min stakkels lilletå. Nu blev mere af benet følelsesløst, 4 tæer blev påvirket, de to fulstændigt følelsesløse, stort set hele fodsålen så det føles som om man går på et virkeligt bulet underlag og så blev det hele lige suppleret med nervesmerter der susede igennem balde og ben efter forgodtbefindende. Gik til egen læge og fik nu en henvisning til MR-scanning for “du har jo godt nok døjet med den ryg længe”.

Omkring 3 uger senere var det tid til scanningen. Det gør jeg ikke igen i vågen tilstand. Godt nok havde jeg fået lov at have hovedet i den åbne ende så jeg kunne kigge opad og se loftet i rummet, men klaustrofobien fornægtede sig ikke alligevel. Men jeg glemte den næsten fordi jeg måtte mobilisere al min opmærksomhed på ikke at bevæge mig i lænd og balde for det gjorde hamrende ondt i lænd og iskiasben at ligge fladt.

Men jeg overlevede og fik at vide at svaret ville kunne fås hos egen læge efter 1 uge, dette blev så til to uger, da der også lige skulle være en ledig tid. Altså skulle jeg ind og have svar 11. juni.

Lørdag den 8. juni vågnede jeg ved at jeg syntes mit ben gjorde lidt mere ondt end det havde gjort tidligere, men jeg håbede det bare var noget midlertidigt og fortsatte med dagens gøremål. På et tidspunkt vil jeg sprede dynen ud over sengen og løfter den for at lave den her flyvende bevægelse og i samme sekund skyder der ligesom et lyn ud fra min lænd der forplanter sig direkte ned i venstre ben. Jeg væltede nærmest ned i sengen hulkende. Av for pokker. Og derfra fortsatte det bare. Ringede til vagtlægen der mente jeg skulle prøve at tage en kombination af Brufen, Pamol og de få alt for gamle Dolol jeg havde liggende hjemme. Så det prøvede jeg, blot for at blive ramt af endnu et lyn lidt senere. Ringede igen til vagtlægen hulkende og snøftende, nej – han havde altså ikke andre forslag. På daværende tidspunkt var det blevet så slemt at min far og min bror var kommet og målløse så til at jeg lå og vendte og drejede mig på sengen imens jeg jamrede. Der var ingen ro i nogen stillinger. Tilsidst ringede jeg en tredje gang til vagtlægen der vist var virkelig træt af mig på det tidspunkt. Nej, han kunne ikke gøre andet end at give mig recept på mere af det medicin jeg allerede havde taget. Nej, de lagde ikke blokader ind ved iskiassmerter længere, nej, der var ingen pointe i at tage mig ind når jeg ikke havde fået scanningssvar endnu (hvilket sikkert ville sige diskusprolaps) for de kunne alligevel ikke gøre mere for mig end jeg selv kunne derhjemme.

Der startede mit seneste mareridt. Lørdag var et smertehelvede. Søndag lidt bedre men stadig slemt. Mandag fik jeg – med stort besvær – tøj på, og blev kørt ud til en lokal sportsmassør der havde en ledig tid, av hvor har jeg mange spændinger i mine balder. Mandag morgen var også dagen hvor min bror ankom stærkt forpint for at tigge sig til noget smertestillende. Han var stået op til noget der mindede om mit – brølende iskiassmerter. Det endte for øvrigt med at han ikke kom hjem til sig selv igen før sidst på ugen, men så kunne vi da ynke hinanden.

Tirsdag skulle jeg så ind til lægen og have svaret på den MR-scanning jeg havde fået lavet i Viborg. Det var ulideligt at sidde i venteværelset for det gjorde ondt ligegyldigt om jeg sad ned, stod op eller gik og der var ikke ligefrem muligheder for at ligge og vente. Kommer så ind til lægen for at få denne sætning: “Ja, nu har vi jo scanningsresultatet og det viser slidgigt i svær grad i S1”. Og det var så der jeg måske skulle have spurgt: Må jeg lige få den igen? Så langt tænkte jeg bare ikke på grund af smerter. Ikke så meget snak, en henvisning til ortopædkirurgisk i Silkeborg der “sikkert ikke vil operere på grund af din vægt”. Mig forsøge at sige noget med at så må jeg da være en kandidat til fedmeoperation uden rigtig at få et svar, recept på mere af den samme smertestillende cocktail og så ud til min far i venteværelset. På vej ud insisterer jeg på at vi tager elevatoren selvom min far mener jeg har godt at trapperne. Han siger “du ligner jo en der fejler noget” hvortil jeg får svaret: “det gør jeg også – jeg har slidgigt”.

Siden da er diagnosen blevet vendt rigtigt mange gange, både af mig selv, i samarbejde med min bror og af bedsteveninden der så gerne vil helbrede mig med naturmedicin. Jeg følte mig svigtet da jeg kom ud fra lægen.

Hvorfor var det ikke blevet opdaget noget før?

Hvorfor nåede det at blive svær slidgigt inden?

Hvorfor mig?

Hvorfor?

Og selvom jeg har diverse psykiske dårligdomme og har tendens til depression var dette også første gang jeg stødte på selvmordstanker. Jeg kunne/kan bare ikke se hvordan jeg kan leve med så mange smerter. Jeg er næsten mere bange for smerter end jeg er for selve sygdommen.

Jeg har googlet en masse i mellemtiden, fællesnævneren er at jeg får en enorm kvalme af at læse om slidgigt, behandling, medicinering, fremtidsudsigter.

Iskiassmerterne blev mindre og lørdag forsøgte jeg mig med det første bad i en uge, en disponering der betød at allerede lørdag aften havde jeg det værre, søndag nat lå jeg og jamrede og mandag måtte jeg kapitulere og fortælle min læge telefonisk at cocktailen af Ibuprofen, Pamol og Dolol simpelthen ikke virkede. “Det må du jo ikke sige,” sagde han og jeg var fristet til at sige nej, det ved jeg godt – har heller ikke lyst til det, for jeg ved godt hvad det betyder.

Så nu sidder jeg her – ja, jeg sidder rent faktisk lige nu – med min første dosis Contalgin i kroppen. Jeg er ikke 100% smertefri, men jeg har det bedre end i går og også bedre end lige før jeg tog Contalginen. Men morfin? Yikes, jeg synes det er en stor kamel at sluge.

Jeg har ikke været udenfor en dør siden den 8. juni – udover lige massøren og lægen i sidste uge. Jeg har haft ondt hele tiden – i varierende grad. Jeg har haft så meget kvalme at jeg ikke havde nogen appetit, jeg har prøvet både at gå, stå, ligge og sidde hvor alt gjorde ondt. Jeg lå sammen med min bror og pev torsdag aften, hvor vi skulle have været i København og høre Depeche Mode i Parken, faktisk skulle vi have været på miniferie derovre fra torsdag til søndag. I stedet lå vi og pev af smerte hjemme hos mig. Det kan jo ikke være rigtigt at det skal være sådan – kan det? At man ligefrem skal rykke flere uger ud af kalenderen fordi man “liiige” skal bruge tid på at have så ondt at man burde slås bevidstløs i mellemtiden?

Hvad betyder det her for min fremtid?

Er jeg nødt til at stoppe med at udstille? Det kan umuligt være godt at slæbe rundt på tung bagage og en lige så tung kat en hel dag.

Hvad med arbejde? Fortsætter jeg som fleksjobber (ledig) eller hedder det her førtidspension?

Hvor ofte skal jeg have de her smerteture og hvor længe kan jeg forvente de skal vare?

Kan jeg selv tabe al min overvægt og vil det betyde en bedring? Har da godt nok tabt 13 kilo på 10 dage, men det er jo nok desværre mest væske og muskler selvom jeg ikke rigtigt har spist noget overhovedet.

Og hvor i alverden finder man svar på alle ens spørgsmål?

Skulle der sidde nogen derude med slidgigt i lænden der har gjort sig nogen erfaringer, måske endda nogen i mit lokalområde (8940 Randers SV) så skriv endelig en kommentar hvis I vil dele eller måske mødes til lidt erfaringsudveksling. Jeg er totalt nybegynder udi det her gigtnoget, men jeg ved at jeg er nødt til at gøre noget.

 I dag mukker jeg af endnu en grund. Min bedste venindes mor skulle begraves i dag og jeg ville så gerne være der for hende. Men nej, ikke med de her smerter – det kan simpelthen ikke hænge sammen for mig. Håber lidt at jeg en af de nærmeste dage er smertefri nok til at overveje at forlade lejligheden og forsigtigt gå ned og kigge efter en vasketid. Har ikke mere rent undertøj og det begynder også at knibe andre steder. Bostøtten får et chok på torsdag når hun kommer og ser hvordan især køkkenet flyder, men jeg har ikke kunnet noget i 1½ uge og det sætter altså sine spor.

Lige nu ligger der en kat ved siden af mig og sover. De firbenede har også været udsat for en forvirret tid, hvorfor snerrede jeg nu lige af dem når de kom og ville snakke eller fortælle at madskålen var tom? Heldigvis tilgiver mine katte ikke bare hurtigt, men nærmest øjeblikkeligt, så vi er blevet gode venner igen – mere end én gang.

Overspringshandlinger længe leve…

Puha…det er godt nok længe siden jeg sidst har skrevet på bloggen.

Hvorvidt det er på grund af overspringshandlinger er jeg lidt i tvivl om. Måske jeg bare har været optaget af at være til stede i virkeligheden? Måske jeg har haft travlt med at leve livet?

Næææh…i bund og grund skyldes det nok især at jeg har haft en rigtig lang periode hvor jeg har haft svært ved at gøre tanker til virkelighed. Med jævne mellemrum har jeg tænkt: “jeg burde skrive et nyt blogindlæg nu, har jo en masse jeg kan skrive om og det er alt for længe siden jeg har skrevet sidst”. Men der har været alt for stor afstand mellem tanken om noget til udførelsen af samme.

Men nu er jeg her i hvert fald – sådan lige midlertidigt. Håber da jeg får skrevet lidt mere jævnligt fremover.

Som skrevet er der sket rigtigt meget siden januar 2012. Mange af tingene har jeg slet ikke hjernekapacitet til at rumme på een gang:

Jeg er startet hos psykiater

Ret skræmmende i begyndelsen, bare det at sidde foran et helt fremmed menneske og fortælle om ens allerinderste. Hos min psykiater skiftes man til samtaler hos ham og hos hans sygeplejerske hvilket jeg syntes var lidt mærkeligt da jeg først fik det at vide, men det giver faktisk en rigtig god dynamik. Især for mit vedkommende fordi jeg føler jeg er bedre til at åbne op for den ene end for den anden, så det skulle gerne i sidste ende betyde at så meget som muligt relevant står i min journal.

Der er rodet med medicinering. Først blev jeg sat yderligere op i den Venlafaxin egen læge havde ordineret i januar 2012, men jeg var ved at gå til af bivirkninger. Især den øgede svedtendens gik helt amok. Jeg kunne vågne om natten fuldstændigt badet i sved, nattøjet kunne vrides og sengetøjet måtte skiftes. I dagtimerne skulle jeg nærmest bare tænke på at lave noget, så flød sveden – især i hovedet, så sveddråber trillede ned igennem hår og nedad panden og man ligefrem kunne se dråberne pible frem. Jeg endte med at gå rundt med et håndklæde og en skiftebluse i tasken konstant og jeg fik altid brug for det.

Så enden på det hele blev at jeg blev trappet meget langsomt ned i Venlafaxin for at få bivirkningerne til at stoppe og da de ikke gjorde det, blev jeg trappet helt ud. Øj nogle seponeringssymptomer jeg fik ud af det. 14 dage hvor jeg mest af alt havde lyst til at have været bevidstløs og følelsesløs.  Men jeg kom igennem på den anden side – heldigvis.

Nu er vi så ved at afprøve en epilepsimedicin – Lamotrigin – som stemningsstabiliserende og angstdæmpende. Jeg er oppe på 150 mg nu og skal være der i knap to måneder endnu før vi gør status og ser om jeg skal højere op i dosis eller om der skal suppleres med noget antidepressivt jeg forhåbentlig tåler bedre end Venlafaxin.

Lige pt. kan jeg godt mærke at Lamotriginen virker, men jeg kan også mærke at den ikke virker lige så godt som Venlafaxin. Til gengæld har jeg ingen nævneværdige bivirkninger, så det er trods alt positivt.

Psykiater har også været ved at give en diagnose og sende videre til Jobcentret. Jeg kan ikke helt huske formuleringen af den endelige diagnose, men han var i tvivl om, hvorvidt jeg rent faktisk havde Aspergers eller om der var tale om en skizoid personlighedsforstyrrelse. Mener at han kom frem til at jeg har en blanding af flere forskellige personlighedsforstyrrelser og så er der angst og depressioner inde over også. Personligt kan jeg stadig se mig selv i Aspergers-beskrivelserne (for kvinder altså – den for mænd ligger milevidt fra mig som person), men jeg kan også finde aspekter der passer på mig i en stor del af personlighedsforstyrrelserne udover generaliseret angst, måske/måske ikke socialangst (kommer lidt an på om det falder ind under en af de andre diagnoser), panikangst og OCD. Så jeg er nok sådan et blandet sammensurium af forstyrrelser 😉

Beboerklagenævnet

Det er ikke noget jeg har lyst til at skrive alverden om, men lidt skal I have at vide alligevel.

Min dispensation til at have min 3. kat udløb i marts 2012. Jeg ansøgte om forlængelse for katten var her jo ligesom stadigvæk og så rullede kampestenen. Administrationsselskabet nægtede forlængelse, jeg vedblev at ansøge og nægte at gå af med katten og enden på det hele blev at boligadministrationen sendte sagen i beboerklagenævnet. Der har den så været i behandling siden sent på efteråret 2012. Boligadministrationen og jeg er skiftevis kommet med vores bemærkninger som vi så har kommenteret på indbyrdes. I marts mente beboerklagenævnet at de havde tilstrækkelige oplysninger til at gå ind i afgørelsesfasen.

Sidste nyt er at jeg og boligadministration er indkaldt til møde i nævnet den 23. april, hvor vi skal svare på uddybende spørgsmål fra nævnet. Efter det møde, beslutter nævnet om der skal indhentes yderligere oplysninger og træffer derefter formentlig afgørelse udfra dem. Mener de ikke der skal indhentes oplysninger kan afgørelsen komme efter 1 uge, skal der indhentes oplysninger kan der gå 1-2 måneder.

Jeg ville ønske der kunne indgås et forlig, men det ville selvfølgelig indebære at boligadministrationen skulle give mig lov til det jeg hele tiden har bedt om – og det tror jeg ligesom ikke er en mulighed.

Men nu må vi se. Har en uge til at gå og bide negle, hygge mig med angst- og stresssymptomer og blive tiltagende neurotisk. Mere gråhåret kan jeg vist ikke blive, men det kunne da selvfølgelig gå hen og blive hvidt 🙂

Jobcenter-situationen

Stadig intet fleksjob til mig. I sensommeren 2012 fik jeg en praktik i en større virksomhed der måske kunne føre til fleksjob. Meningen var at praktikken skulle strække sig over 6 måneder eller mere hvor mit timetal forsigtigt blev øget, men efter 1 måned kastede arbejdsgiver og jeg i fællesskab håndklædet i ringen. Det duede bare ikke.

På et efterfølgende møde med sagsbehandler og jobkonsulent, hvor jeg havde min bostøtte med som bisidder, gik det endeligt op for de to, at jeg måske var en hel del dårligere end de lige havde regnet med. På daværende tidspunkt (december 2012) fik jeg lovning på fred fra jobcentret indtil de havde modtaget en diagnose fra psykiater.

Vi har nu april 2013 og jobcentret har modtaget dokumentation fra psykiater. Så lige nu går jeg faktisk bare og venter på at blive indkaldt til et møde, hvor vi (i følge telefonisk samtale med sagsbehandler) skal udfylde et skema med tusind spørgsmål der skal bruges i forbindelse med at jeg skal henvises til regeringens nye påfund – det tværfaglige rehabiliteringsteam. Hvad udfaldet af sådan et ressourceforløb bliver, kan jeg kun gisne om. Regeringen har ændret beskrivelsen af fleksjob til nu også at inkludere borgere med meget, meget begrænset arbejdsevne tidsmæssigt. Men hvad hvis der ikke kan findes sådan et fleksjob? Det er allerede svært nok at finde et på et timetal jeg ikke kan leve op til? Det kan kun tiden vise. Så jeg forholder mig afventende til hvad fremtiden bringer. En af fordelene ved at være nogenlunde velmedicineret – ikke så mange anfald af panikangst, “kun” den altid tilstedeværende bekymring i baghovedet som jeg har levet med det meste af mit liv. Så længe jeg ikke stresser er den til at leve med.

Det var vist en opdatering af de vigtigste ting der er sket siden sidst.

Og hvor er jeg så nu?

Ja altså…lige nu er jeg propfyldt af nervøs energi ovenpå indkaldelsen til møde i beboerklagenævnet og pt. bliver den udnyttet til at være kreativ i det lille hjem. Er ved at sy forhæng til nogle reoler i soveværelset, derefter er der nogle sofapuder der skal sys og når det er gjort skal forhængene jo hænges op og så står der et bjerg af tomme opbevaringskasser jeg har købt brugt, der skal fyldes og placeres. Altanen er også undervejs, formentlig i næste uge skal der indkøbes tomatplanter og sommerblomster til altankasserne – der er allerede sået de første pluksalat.

Misserne har det godt.

Devi var under kniven i august 2012. Hun havde en knude ved en mælkekirtel der var begyndt at vokse, så den skulle fjernes. Det formodes der var tale om brystkræft, men det er ikke undersøgt nærmere. Hun har det godt nu og det er det vigtigste. På grund af hendes personlighed blev der ordnet en del imens hun var i narkose, så hun fik også lige renset tænder, blev sundhedstjekket og vaccineret. Dyrlægen havde nær aldrig fået taget hendes sting 14 dage senere – hun er ikke nem at håndtere når hun er så bange, men det gik med hjælp fra mig, min far og et tæppe. Forhåbentlig får hun aldrig nogensinde igen brug for en dyrlæge, herhjemme er hun jo jordens dejligste mispige der bliver mere og mere kærlig og social på hendes gamle dage.

Junior var også under kniven men det var så i marts 2013. Han skulle have renset tænder og have tandrøntgen for at se om der var nogle tænder med resorptioner (hvilket der heldigvis ikke var). Til gengæld var han den heldige indehaver af en tandkødssvulst der også blev fjernet. Han har det super og er den samme lalleglade kæmpekat som han plejer.

Niggi undergår lige nu en kæmpe forandring. Efter jeg i marts talte med en hjertespecialist der ikke mente at hendes skyhed og angst havde noget at gøre med hjertet, startede jeg hende op på naturmedicin, først Zylkene og nu Colostrum og det går forrygende. Hun bliver mere og mere kærlig og tryg som dagene går, nu kan jeg få lov at nusse hende, både uopfordret og på kroppen hvor det før var et forsigtigt kæl på hovedet når hun selv bad om det. Det er fantastisk at se og det eneste jeg fortryder, er at jeg ikke begyndte behandlingen noget før. Men nu er vi igang og jeg overvejer om jeg skal stoppe med Colostrum på et tidspunkt for at se om virkningen bliver alligevel, eller om jeg skal fortsætte, da Colostrum også virker positivt på immunforsvaret, noget mit hjertebarn nok kunne have godt af.

Og udover det så glæder jeg mig bare til vi når til maj, for der kommer min morbror, tante og ene kusine fra Canada en tur til Danmark. Hvornår i deres ophold de får plads til at besøge os, ved jeg ikke endnu, men jeg glæder mig. Og også til at se en stor del af min mors familie igen til frokostkomsammen på Landgangen i Mariager i anledning af familiebesøget – det er så længe siden jeg har set dem, de få jeg har set indenfor de sidste år har været i forbindelse med begravelser. Måske frokosten kunne anspore til at tale om en ny familiefest til næste sommer i den FB-gruppe jeg har lavet for familien på min mors side.

Nu vil jeg stoppe for denne gang – solen skinner, det ser ud til at foråret endelig er kommet til Danmark og jeg har en symaskine og et bjerg af andre opgaver der venter på mig.

God tirsdag til jer alle derude 🙂

Når hjernen spiller en et puds

Jeg er efterhånden meget bevidst om at min hjerne kører i et højere gear end de flestes…mere eller mindre konstant. Jeg bekymrer mig over flere ting end de fleste. Jeg tænker kort sagt for meget, for længe og for ofte over tingene.

Men hvad sker der lige for at man pludselig begynder at få fysiske og psykiske reaktioner på ting man egentlig troede man var færdig med at gennemtænke og behandle?

Der sker rigtigt meget i mit liv lige nu til trods for at jeg rent faktisk går hjemme og ikke har de vilde forpligtelser.

De sidste tre måneder har min jobkonsulent skubbet på for at få kommunen til at sende mig en tur til Århus og et forløb hos BOAS-specialisterne, der har kernekompetence i autisme-spektrum forstyrrelser og arbejdsmarkedet.

Samtidigt kan jeg se frem til en udvidet søvnundersøgelse på Viborg Sygehus i maj og første tid hos en lokal psykiater engang efter 1. juli.

Ret individuelle ting når man remser dem op….men humlen af det hele er, at jeg i løbet af den sidste uges tid pludselig er blevet meget bevidst om hvor meget de formentlig hænger sammen.

Jeg uddyber…

Jobkonsulenten er nu kommet så langt med kommunen, at det er et 4 ugers virksomhedspraktikforløb hos BOAS-specialisterne der skal godkendes. På de 4 uger er håbet at de kan afklare om jeg stadig er fleksjobegnet (og hvis ja, indenfor hvilke arbejdsområder). Siger de nej hedder det indstilling til førtidspension.

Godt så. Første kamel at sluge. Men den mente jeg jo faktisk at jeg havde slugt, i og med at “ordet” blev nævnt allerede i august første gang, godt nok som noget det ikke var tid til nu, men det blev ikke desto mindre nævnt, hvilket betyder at min hjerne straks begynder at vende mulige fremtidsscenarier. Og jeg var faktisk af den overbevisning at jeg havde vendt tanken om eventuel førtidspension så grundigt i mit hoved at jeg var helt afklaret. Det er i hvert fald det jeg har sagt når jeg har talt med andre om overvejelserne.

Så kommer vi til søvnundersøgelsen. Har egentlig gået en måneds tid eller to og overvejet om jeg ikke burde aflyse min tid, for der var jo da formentlig ikke noget som helst i vejen med mig som en mere stabil døgnrytme ikke kunne kurere. Indtil jeg stødte på et program i tv med en patient med søvnforstyrrelser. Der var et par meget høje alarmklokker der ringede hos mig. Indrømmet, hendes søvnforstyrrelser var noget mere voldsomme end mine (natterædsler hver nat, talte i søvne, gik i søvne), men diagnosen er jeg ikke i tvivl om kan overføres på mig selv.

Stress. Hendes underbevidsthed arbejdede simpelthen videre med alt hvad hun havde tænkt, gjort og været udsat for i løbet af dagen og det manifesterede sig i natterædsler og søvngængeri.

Når jeg sådan tænker tilbage så er jeg slet ikke i tvivl om at stress har en stor del af skylden i mine søvnproblemer. Om det er deciderede natterædsel jeg lider af ved jeg af gode grunde ikke endnu, men det kan ikke være normalt at mareridt (og drømme) hænger så godt ved at jeg faktisk kan rejse mig fra sengen, gå hen til reolen og trykke på snoozeknappen og vælte tilbage i sengen og drømme videre uden at være blevet revet ud af drømmesituationen. Jeg oplever også flere mareridt når jeg er stresset end når jeg ikke er, og så er det ofte ting jeg har set i tv der fortsætter i drømmeverdenen. Eksempelvis fangede jeg lige slutningen (ikke engang hele filmen) af I am Legend den anden nat lige inden sengetid (bad idea) og ganske rigtigt. Straks jeg lukkede øjnene var de der blege zombietingester fra filmen der og selv om jeg vågnede af skræk flere gange kunne jeg ikke ryste dem af mig, i stedet havde jeg faktisk følelsen af at de fulgte med over i den vågne verden og at hvis jeg rakte ud og tændte lyset ville jeg se at soveværelset var fyldt med dem.

Not funny at all skal jeg hilse at sige.

Og så er der psykiatertiden. Det startede med at min jobkonsulent mente at det måske kunne være en fordel for mig at blive medicineret for min generaliserede angst. Noget jeg for øvrigt helst vil undgå. Men da jeg så fik sat mig ind i at det faktisk er gratis at komme til psykiater gik jeg alligevel til egen læge for at få en henvisning fordi jeg simpelthen vil have en ordentlig afklaring. Jeg vil vide hvad han vil sætte af diagnoser på mig, om han er enig i dem der er sat på mig indtil nu eller ej og hvad han mener – om noget – kan gøres.

Så selvom jeg går derhjemme og laver ikke ret meget, så sker der faktisk utroligt meget – især oppe i mit hoved.

Og det gik da helt galt efter torsdagens møde med jobkonsulenten hvor skitsen for et eventuelt ophold hos BOAS-specialisterne blev lavet.

Det er for eksempel ret tydeligt at hjernen kører i overdrive når man kommer hjem efter 45 minutters møde og falder i dyb (og drømmefyldt) søvn på sofaen i over 4 timer.

Det er også ret tydeligt at der er noget på færde når man ikke kan slippe af med hovedpinen, det hold i ryggen der ellers var forsvundet, kvalmen og fornemmelsen af at være ved at blive syg.

For ikke at tale om allergien der bliver trigget ved bare så meget som at tænke på et allergen til trods for at man har taget den daglige pille.

Og når man så pludselig – og meget ukarakteristisk – oplever at bægeret er flydt over på et forum man frekventerer og rent faktisk skriver et indlæg om det….så er der ingen tvivl.

Stress…

Tankemylder…

Mindreværdskomplekser…

Overfølsomhed overfor formuleringer, udtalelser, lys, lyde, lugte, smage…

Jeg er efterhånden ikke i tvivl om at jeg er defekt oveni bolden.

Jeg er heller ikke i tvivl om at jeg – med de rigtige valg – kan få en form for liv til at hænge sammen.

Men jeg er heller ikke i tvivl om at min fornemmelse af at være afklaret med hensyn til mulighederne for min fremtid bliver pillet ved hver eneste gang der et sted i offentligheden bliver talt nedsættende til/om personer der må klare sig på offentlig støtte og har svært ved det.

Samfundet er ikke hvad det har været….enhver er sig selv nærmest og evnen til at se ud over egen næsetip og føle empati er efterhånden en saga blot i disse krisetider.

Vil nogen overtage min hjerne skal I være så hjerteligt velkomne, dog godtager jeg kun 100% normalt funktionelle hjerner i bytte. Gerne en med viden og flair for et arbejdsområde med ansættelsesmuligheder 😉

Uventet association

Hjernen fungerer nogen gange på forunderlige måder, tag bare den oplevelse jeg havde i nat.

Lå på sofaen under dynen og var lige færdig med at se en dvd, klokken var 2 og jeg burde egentlig gå i seng, men bestemte mig for den obligatoriske zappen igennem kanalerne for nu at være helt sikker på at jeg ikke gik glip af noget.

Efter at være stødt på de første 3 steder med de sidste 5 minutter af noget nåede jeg godt op i den høje ende af kanalerne hvor jeg opdagede at svensk TV4 viste Black Hawk Down. Det kunne da ikke skade lige at kigge lidt med.

De var så nået dertil i filmen hvor de amerikanske tropper befinder sig i en bygning, der er mørkt udenfor og fjentlig beskydning. En amerikansk soldat er hårdt såret i benet og feltlægen forsøger at stoppe blødningen ved at stikke hænderne ind i såret i hans lyske for at “fange” pulsåren og sætte en klemme på. Desværre smutter pulsåren for ham og imens han roder dybere og dybere i såret vågner soldaten, der ellers var besvimet af smerter, og spørger, tydeligvis uden smerter overhovedet, om de har fikset problemet. Ja, det har vi, svarer hans ven imens soldaten, stadig uden smerter, bliver mere og mere bleg i takt med at pulsåren pumper blod ud af kroppen på ham.

Og her kom så den uventede association. Som et lyn fra en klar himmel var jeg lige pludselig tilbage hos vagtdyrlægen i Hadsten, den 25. maj 2010 og Gizmo lå foran mig på bordet langt, langt væk…meget lig soldaten i Black Hawk Down.

Og så kom tårerne. Jeg tudbrølede som om det var lige i går jeg havde mistet Gizmo og jeg kunne slet ikke stoppe igen. Når gråden stilnede lidt af kom jeg til at kigge på enten billederne af ham på væggen eller hans urne i skabet og så hulkede jeg som besat igen.

Ikke sjovt, slet ikke sjovt.

Det tog mig næsten en time at komme over mit “anfald” og da jeg fik slæbt mig selv i seng kunne jeg bare ikke sove. Så endte med at ligge til klokken var langt over 4 og lege med apps på mobilen…

Det er ikke første gang jeg har oplevet sådan en tudetur af uventede årsager, og det bliver helt sikkert ikke den sidste men jeg håber den næste lader vente på sig, selv i dag føler jeg mig stadig ved siden af mig selv og har det underligt.

Angsttest

Man siger jo om mange ting at man skal teste dem løbende for at se om de stadig virker. At der ofte er tale om materielle og ret funktionelle ting som røgalarmer, bilbremser, dæktryk eller tågelygter behøver vi ikke nævne.

I mit tilfælde fik jeg nemlig i nat afprøvet om min panikangst stadig virkede og jeg skulle hilse og sige….at det gør den i allerhøjeste grad.

Efter en lang dag både fysisk og psykisk var jeg godt brugt da jeg endelig fik så meget ro i hovedet at jeg overvejede at gå i seng. Der var klokken ved at være 2.30.

Det var så godt nok ikke meget søvn jeg fik for da jeg gik rundt og slukkede lys undrede jeg mig over Juniors opførsel. Han luskede i flyverskjul under sengen. Jeg fik han trukket ud og op i sengen hvor han hvæsede af mig med store pupiller men ellers var enormt medgørlig og puttede pænt i mine arme et stykke tid. På et tidspunkt hopper han så ned igen og inden han forsvinder ind under sengen i den anden side når jeg at se at hans hale vender nedad og nærmest klistrer til bagenden og han ser ud til at humpe lidt på højre bagben.

Skynder mig op og får tændt lidt lys rundt omkring igen og får – endnu engang – fisket ham ud fra mørket under sengen. Ud og stå på køkkenbordet og så mig igang med at mærke ham igennem. Første mistanke er blæren selvom hans opførsel ikke passer på første gang han havde blæresten. Synes heller ikke lige umiddelbart den føles spændt og han reagerer heller ikke på min trykken og møven. Så tænker hjernen HD eller PL så vi laver lige lidt bøje strække øvelser med benene, især det højre som han humpede på. Ingen indikation fra katten på smerter. Jeg er nu forvirret. Føler halen igennem for brud, heller ingenting der. Da jeg når ned til det nederste af ryggen og trykker ham lidt der får jeg et langstrakt hvæs og et par store sorte øjne. Hmmmm, samme sted jeg absolut ikke måtte trykke Gizmo når han havde hård mave.

Jeg prøver at lokke med en godbid – ingen interesse. Så laver jeg tre skåle vådmad, men inden jeg er færdig er han lusket ind under min seng igen. Klokken er nu ved at være 4. Jeg ender med at tænde for varmen i hele lejligheden for at han ikke skal blive for kold dernede og skubbe en skål med vådmad ind til ham.

Mellem 4 og halv 8 ligger jeg og halvdøser, vil ikke kalde det søvn, imens jeg forestiller mig død og ødelæggelse og hver 20. minut tjekker at han stadig ligger under sengen og trækker vejret.

En halv time før min dyrlæge åbner for telefonerne står jeg op og får igen kattekræet ud fra mørket under sengen og putter ham op under dynen ved siden af mig. Han er stadig alt, alt for medgørlig, men han hvæser ikke af smerte længere og hans pupiller er også blevet normale. Han bliver liggende i 20 minutter før han insisterer på at komme ned under sengen igen.

Jeg beslutter mig til at give ham til klokken 10 og se hvad status er der og falder faktisk i en let søvn.

Da jeg vågner er der ingen kat under sengen Flyver nærmest op og ud og det første jeg ser er Junior der ligger på måtten på badeværelsesgulvet (har ikke gulvvarme så godt han valgte måtten) med ryggen vendt mod den nu varme radiator.

Jeg går ud i køkkenet efter en flaske vand og sørme om han ikke kommer ud til mig og på vejen kurrer for første gang siden i går aftes. Og sørme om han ikke, efter et par minutters overvejelse, kaster sig over en skål med vådmad imens han spinder højt.

Siden da er det bare gået fremad. Halen er kommet op, han har jagtet guffere kastet på gulvet, han har ikke været inde under sengen igen og han insisterede på at komme lidt ud på altanen i solskinnet hvor han let og elegant hoppede op i vindueskarmen. Han halter ikke mere, klager sig ikke og opfører sig helt normalt.

Så dyrlægen er afblæst indtil videre, holder ham naturligvis under skarp observation.

Men hvad pokker har der været med ham? Han var helt normal frem til i hvert fald klokken 1 om natten.

Mine egne overvejelser har gået på lidt hård mave der har klemt et sted det gjorde ekstra ondt, det var det eneste der kunne få min sødeste søde Gizmo til at snappe efter mig og hvæse. Eller måske et slag/fald ved bagbenet så det har været lidt ømt i nat, han er jo ikke jordens mest elegante kat. Jeg har bare ikke hørt noget. Eller måske bare en stressrelation på grund af lidt for mange mennesker og ting der foregik i min lejlighed i går? Men den kan jeg heller ikke helt få til at passe for hvorfor i går? Hvorfor ikke efter kattenus? Eller efter udstilling?

Mine overvejelser endte på ondt i maven da han ved 11-tiden – efter lidt mere vådmad – gik på bakken og afleverede en stor og ildelugtende omgang afføring. Og jeg tror ikke det kun er overvejelser, for 15 minutter efter toiletbesøget blev han kælen og kontaktsøgende igen, har ikke søgt i skjul siden og snakker og spinder som normalt.

Og så sidder jeg så her bagefter og kan ånde lettet op imens jeg kan mærke de fysiske eftervirkninger af flere timers angstanfald. En ting er hvor ubehageligt det er imens det står på: den store knytnæve der klemmer sammen om ens mellemgulv så det pludselig gør ondt at trække vejret, svimmelheden, sveden, hovedpinen, hjernen der kører med dommedagstanker og den generelle fornemmelse af panik. En anden ting er eftervirkningerne som i dag viser sig ved hovedpine pga. for lidt søvn, ondt i lænden fordi jeg har ligget krampagtigt hele natten og en helt overvældende lyst til at spise noget sødt eller fedt…det “værste” jeg har hjemme lige nu er heldigvis fedtfattig yoghurt og Guldkorn.

Men hvor er jeg lykkelig for at Junior er tilbage til sit normale jeg igen. Og hvor er jeg frustreret over at min reaktion på en syg/anderledes kat er blevet så kraftig. Det er kommet efter Gizmo blev syg og måtte aflives i maj 2010 og jeg synes det bliver værre. Og jeg aner ikke hvordan jeg skal arbejde med det for den øjeblikkelige reaktion kommer jo fordi jeg frygter at et dyr jeg elsker over alt på jorden skal dø. Den kan man ligesom ikke rationalisere sig ud af…det er jo en reel mulighed hver gang et levende væsen bliver sygt. Dybt suk…

Siden sidst

Ja, det må jeg da næsten kalde dette blog-indlæg, med tanke på at det er SEKS UGER siden jeg har fået sat ord på nogen af alle de ting der kværner.

Og det er skam ikke fordi jeg har kedet mig i de 6 uger, snarere tværtimod – på både godt og ondt.

Så vi tager lige et lille resume af de vigtigste hændelser siden sidste blog-indlæg.

Junior har været syg

Ja, så kunne Junior ikke holde sundhedsrekorden længere – desværre. Og som sædvanlig med mine katte gik det galt til vagtdyrlægetakster.

Jeg skulle have en veninde på besøg til middag og en film så jeg havde suset rundt og gjort rent og ryddet op hele dagen. Hen på eftermiddagen tog jeg Junior i at sidde på bakken hele to gange i 10 minutter med fem minutters mellemrum og det gjorde helt naturligt panderynkerne dybere, da jeg ikke kunne se nogle resultater i bakken. Jeg satte lidt vådfoder med ekstra vand frem til hele banden og holdt ellers godt øje med ham. Da veninden og jeg havde spist og vi tog af bordet opdagede jeg så pludselig at Junior nu sad på løberen i entreen i tisseposition…og der skete intet. Og nu pev han også da jeg prøvede at gelejde ham ud til kattebakken.

Så mig i røret til vagtdyrlægen som selvfølgelig var helt nede i Galten. Fik en god snak og fik så lige et tip af ham om at Randers Dyrehospital ikke var med i samme vagtordning, men havde døgnvagt internt. Takkede mange gange og prøvede så Randers Dyrehospital. 4 gange ringede jeg og fik optaget signal….til min store frustration. Men sørme om ikke dyrlægen så ringede tilbage at hun kunne se at jeg havde ringet. Fik gengivet alle mine observationer samt at jeg – nu da jeg tænkte over det – egentlig var stået op til en våd plet på løberen i entreen som jeg troede havde været vandigt opkast. Hun bad os om at komme med det samme.

Fik ringet til min far og tilkaldt ham som chauffør og installeret veninden med tv-fjernbetjeningen, sodavand og chips og så susede vi på dyrehospital.

Dyrlægen kunne som det første konstatere at han sørme godt nok var en kæmpe kat. Dernæst kunne hun konstatere at hans blære var hård og udspilet så det var godt jeg havde været så opmærksom.

Junior blev lagt i narkose og fik skyllet urinrøret igennem for eventuelle sten inden dyrlægen tømte hans blære. Urinen havde små sten, heldigvis hverken store eller mange, men nok til at det havde stoppet blæren helt. PH-værdien var også helt i skoven, så vi snakkede om at jeg skulle overveje at vende tilbage til deres gamle foderregime fra da Gizmo levede, da der ikke var problemer dengang.

Junior fik depotantibiotika, Medrolindsprøjtning og 5 dages pillekur med hjem, lagt væske ind under huden og fik syet kateteret fast. Det skulle han  gå med til i hvert fald mandag morgen hvor jeg fik lov at forsøge at tage stingene i samarbejde med min bror. Hvis det mislykkedes skulel vi omkring dyrlægen tirsdag.

Vi fik en sæk specialfoder med hjem som han skulle have i 3 uger.
Så jeg gik fra dyrlægevagten med en gæld til min far på 3800 kroner men gudskelov også med en levende, omend meget groggy Junior.

Vel hjemme ville jeg installere ham i køkkenet med mad, vand og bakke, men det ville knægten sgi godt nok ikke finde sig i, så han vadede rundt i hele lejligheden imens jeg rullede løse tæpper sammen, lagde voksdug over sengen og forsøgte at minimere de steder han helst ikke skulle gå og dryppe.

Det blev ikke til meget søvn de første mange nætter og alle mine vågne øjeblikke brugte jeg på at holde øje med om han brugte bakken og udfylde mit lille skema med hvornår, hvor længe og hvor meget der både kom ind og ud. Jeg blev fuldstændigt besat af at udfylde skemaet til mindste detalje og har med garanti drevet drengen fuldstændigt til vanvid ved hele tiden at komme og lure på ham når han var på bakken. Selv glemte jeg at spise og drikke og sov forfærdeligt så jeg rendte rundt som en anden zombie.

Men mandag eftermiddag kom min bror op som aftalt så vi kunne forsøge at få kateteret pillet ud. Junior blev lagt på siden på spisebordet med Martin siddende på den ene side og holde fast i hans skuldre og hoved imens han nussede og snakkede beroligende og mig på den anden side bevæbnet med en negleklipper (af mangel på en spids og skarp saks), håndklæde og køkkenrulle. Fik hans øverste bagben op og ligge på min håndryg og så var det ellers bare med forsigtigt at forsøge at klippe de to sting over – og ikke andet.

Må sige jeg var oprigtigt imponeret over patienten. Han peb en gang hvor jeg fik trukket lidt for meget i et sting og ellers lå han stille hele seancen. Og jeg fik kateteret ud og han var så veltilpas bagefter.

Ugerne siden den 12. juni er gået med at komme tilbage til en normal hverdag for os begge. Der gik det meste af en uge før Juniors tisserutiner var normaliseret og over 2½ uge før jeg var faldet nogenlunde ned og ikke så spøgelser bag hvert hjørne.

Nu er vi kommet dertil hvor vi er helt færdige med diætfoderet. Misserne er kørt over på et danskproduceret tørfoder jeg har hørt godt om og vi er ved at komme ind i en god rytme med vådmad igen.  Og i mandags fik bamsen sin første C-vitamin, så må vi se om det altsammen ender med at han aldrig nogensinde får problemer igen – mit drømmescenarie.

Og Junior selv? Han er lige så hamrende møgforkælet som sædvanlig, morglad lidt ud over det sædvanlige og røvirriterende overfor Niggi og især Devi som sædvanlig. Så hverdag kan man vist godt kalde det…også selvom jeg engang imellem synes jeg kan se et spøgelse ud af øjenkrogen.

Junior vasker forsigtigt kateteret imens det stadig sidder i.

 

Og sådan ser kateteret ud efter det er fjernet...synes godt nok det rør er langt...

Kursus i angsthåndtering

Nogenlunde samtidigt som Junior blev syg, begyndte jeg på et kort, intensivt kursus i angsthåndtering på CBR i Randers. Der måtte ikke indgå direkte terapi så kurset som sådan var mest en gennemgang af faktorer, baggrund og kognitive metoder sammenholdt af hjemmearbejde fra gang til gang. Vi mødtes 2 gange om ugen, 2 timer ad gangen i 4 uger.

Nu hvor kurset er overstået vil jeg vurdere at det har været interessant. Jeg har opdaget endnu flere sammenhænge, årsage og forklaringer på ting i min personlighed, livshistorie og hvor jeg er nu. Men i og med at det ikke måtte være terapi sidder jeg nu med en masse som jeg ikke ved hvad jeg skal gøre ved for der er ikke nogen at snakke med om de ting. Psykologsamtaler er udelukket af økonomiske årsager. Noget af det kan jeg selvfølgelig fortsætte med at arbejde på selv, så bliv ikke overrasket hvis (burde nok skrive når) der dukker noget op her i bloggen, men andre ting kræver simpelthen en professionels tilgang til tingene som jeg mangler. Det er her jeg bliver lidt harm på mine og andres vegne, når jeg ser hvordan psykisk syge bliver fastholdt i deres sygdom, fordi de ikke får den hjælp de har brug for, enten fordi de ikke selv kan betale, ikke har de rigtige diagnoser til at få hjælpen fra det offentlige eller måske bare slet ikke er blevet fortalt hvilke muligheder de har. Det er skræmmende.

Den største a-ha oplevelse kom på den sidste kursusdag hvor vi havde opfølgning på hele forløbet. Jeg havde været fraværende een gang i forløbet, nemlig den sidste time af allerførste kursusdag (på grund af Junior) og havde godt nok undret mig lidt over hvorfor jeg havde svært ved at lave en del af det hjemmearbejde vi fik. Det fandt jeg så ud af sidste kursusdag hvor underviseren repeterede fra den time jeg havde været fraværende at der havde hun fortalt om de forskellige angstdiagnoser og at ud af dem alle, responderede generaliseret angst ikke særligt godt på kognitiv terapi. Jamen halløjsa – så forstår jeg pludselig bedre hvorfor jeg har siddet og gloet på mange af skemaerne og ikke har anet hvad jeg skulle skrive.

Men uanset, så har jeg fået noget ud af kurset og jeg har fået lov til at arbejde med mig selv og konfrontere nogle af de uhensigtsmæssige reaktioner jeg ved jeg har og det har givet visse resultater. Blandt andet er jeg blevet bevidst om hvor stædig jeg er og har fået øjnene op for nogle personlige relationer hvor jeg er nødt til at konfrontere nogle ting i stedet for at være mit sædvanlige konfliktsky væsen.

Censurfri udstilling

Midt i det hele har jeg så også fået meldt mig til Censurfri udstillingen i Randers Ugen for første gang i X antal år. Ja, jeg kan faktisk ikke huske hvornår jeg sidst var med, men det må minimum ligge 5-6 år tilbage til tiden før og omkring starten på min depression, i og med at jeg ikke har rørt en blyant siden.

Denne gang deltager jeg med min nyfundne interesse – abstrakte akrylmalerier. Og det var mig der ikke troede jeg kunne male abstrakt…det falder mig faktisk stadig svært. Jeg søger mønstre, jævnhed og rene linier uden overhovedet at tænke over det. Stort set alt i mit liv handler på en eller anden måde om kontrol. Når jeg tegner mine blyantsportrætter skal de ligne fotoforlægget 100% ellers er jeg ikke tilfreds. Hver gang jeg arbejder på det abstrakte råber alle mine celler at jeg skal stoppe for jeg har mistet kontrollen. Det er sikkert også derfor det falder mig meget svært at starte et nyt maleri op, for jeg går i lang tid og planlægger hvordan jeg skal gøre det. Hvilke værktøjer skal jeg bruge til at forme spartelmassen, hvordan skal den formes for at passe ideelt til det jeg vil have ud af den med farver på og så videre i den dur. Det er først når jeg kommer til de sidste lag maling at kreativiteten får frit løb, før det kæmper jeg med kontrollen hele tiden.

Første maleri færdiggjort...så mangler jeg kun 2 mere...

Hmmm….har jeg oplevet mere de sidste 6 uger? Sikkert….kan bare ikke lige komme i tanker om noget lige nu. Jeg må vende frygteligt tilbage – og helst ikke så langsomt som sidste gang…

En god lille øvelse

På mit kursus i dag lavede vi en hurtig lille øvelse der satte mange tanker i gang.

Alle deltagere fik et stykke papir og skulle så for hver af de andre deltagere skrive 3 positive ting ved de personer. Bagefter samlede vores coach listerne og gav os de udsagn der var skrevet om os med hjem.

Det var en interessant øvelse. Først og fremmest fordi man pludselig var tvunget til at tænke over hvad man lagde mærke til ved de andre deltagere som man ikke kendte så godt. Og bagefter fik man så denne liste over ting som andre mente kendetegnede en – ret interessant. Min liste er kommet op på opslagstavlen herhjemme og eftersom jeg går forbi den hver gang jeg går ud i køkkenet så kommer jeg til at se på den mange gange på en dag.

Min liste lyder som følger:

Kunstnerisk begavet
Intelligent
Katteelsker
Et godt menneske
Glad
Positiv
Venlig
Imødekommende
Hjælpsom
God til at fordybe sig i et emne
Idérig
Kreativ
Mild
Lyttende
Stille
Farverig
Smilende
Dygtig
Munter
Varmhjertet

…kort sagt: alle de ting man ikke rigtigt kan få sig selv til at tænke om en selv.

Og så kommer jeg til at tænke på om andre genkender mig i disse udsagn? ;o)

Ville ønske jeg kunne slå min hjerne fra…

Ja, hvorfor er det lige man ikke kan det? Slå hjernen fra eller i det mindste sætte den på pause bare lige for at få ro i nogle få timer.

Lige nu hader jeg min hjerne…den kværner og det der kværner rundt i den gør mig ked af det og jeg gider ikke være ked af det…

Jeg vil gerne prøve at skitsere min fredag og de tanker der er fulgt med.

Jeg kan meget passende starte med at fortælle om de ting der har kværnet rundt i mit hoved inden vækkeuret ringede fredag morgen:

– Uvisheden om min fremtid. Har stadig ikke hørt noget endegyldigt fra min sagsbehandler og aner ikke hvad fremtiden bringer.

– Halloween-gæster den 30. oktober – planlægning, planlægning, planlægning.

– Halloween-udstilling i Kolding 17. oktober: planlægning, planlægning, planlægning.

– Endnu ikke talt med bankrådgiver om finansiering af tandlægeregning på 6-8000 kroner: dårlige nerver.

– A-ha koncert i Hamburg den 28. oktober: generel logistik.

– Gæst på søndag: hvad skal jeg dog servere, hvor meget/hvor lidt, hvorfor kan jeg ikke tage mig sammen til at vaske op, skal altså have støvsuget og i bad.

– TICA-udstilling i Herfølge: Regional Winners, transport, DSB Orange, overnatning eller ej, penge.

Og så når vi til at vækkeuret ringer. Jeg står op, finder mig noget morgenmad og tænder computeren for at tjekke mail. Intet nyt fra sagsbehandler – som forventet. Sidder og tjekker mine sædvanlige to kattefora og får fodret mine fisk på Facebook, indtil jeg kan se det er tid til at tænde for Torchwood på BBC Entertainment. Virkeligt intenst afsnit der slutter med at to af hovedpersonerne meget overraskende dør, ikke hurtigt, men langsomt og dvælende. Jeg stortuder til og kan ikke rigtigt komme ud af fornemmelsen efter at have rejst mig fra sofaen.

Burde gå i gang med at lave noget, hvad som helst, men i stedet sætter jeg mig som sædvanligt foran computeren igen og opdager ret hurtigt at bølgerne går meget højt på et af katteforaerne. Jeg bruger tid på at læse den lange tråd igennem og der fræser følelser og impulser igennem min hjerne undervejs: frustration, vrede, sorg, nag, irritation, total opgivenhed. For år tilbage når jeg oplevede disse følelser i forbindelse med høje bølger de steder jeg færdedes online forstod jeg dem ikke. De var der, det var sådan jeg følte og sådan var det bare.

Nu har jeg lidt mere styr på mekanismerne i min tankegang og forstår alt for godt hvor det kommer fra. I og med at jeg ikke omgås med forfærdeligt mange mennesker fysisk i det daglige, så er min netfærden en meget vigtig del af min identitet. Og i og med at jeg altid har været meget konfliktsky og helst vil have alle er gode venner, fordi det gør ondt helt inde i centeret af mig når der skældes ud, selvom det ikke har noget med mig at gøre, så gør det mig nærmest desperat at “mine folk” ikke taler ordentligt til hinanden. Bevares, det er absolut ikke alle jeg møder på nettet jeg synes om, nogen har jeg direkte antipati imod, men det er ikke noget jeg lader nogen vide og det gør mig stadig dybt, dybt ulykkelig og meget frustreret når der er uro på mine fora. Jeg fyldes af en brusende blanding af lyst til selv at blande mig i diskussionen (selvom jeg ved det går galt for mig) og til at vende det hele ryggen og bare afskære mig (hvilket jeg ikke kan, for jeg er afhængig af at der i det mindste er en illusion af kontakt). Så jeg fortsætter bare med at læse og blive mere og mere ked af det.

Oveni det kom så lige lidt Regional Winners snak. Skal stadig have fundet en person til at modtage Gizmos præmier på udstillingen i Holland den 30. oktober. Og så snakken om fejringen i Herfølge, der pludselig bragte endnu flere spekulationer med sig: hvornår skal det ske, hvordan skal jeg få råd, hvordan i alverden kommer jeg frem og tilbage, har jeg overhovedet lyst?

Sådan cirka der kom jeg til at tude igen, både over tabet af Gizmo, men også fordi min hjerne bare ikke kunne rumme mere. Sidder og tuder her igen imens jeg skriver om det. Har ikke lyst til at tude i Herfølge, måske jeg bare skulle blive hjemme, så sparer jeg også pengene og spekulationerne og angsten og turen og…..åhhh suk…

Tænkte at nu skulle jeg bare ud af lejligheden, så satte min bror stævne ved SuperBest så jeg i det mindste kunne købe en pose Dumle karameller til at trøste min hjerne med.

Og selvfølgelig skulle det lige være samtidigt at et ungt par med tre børn, heriblandt en alt for overtræt dreng, valgte at handle ind. Knægten hylede fra de gik ind i butikken og til de 20 minutter senere forlod den. Hylede er nok egentlig det forkerte ord, meget af tiden skreg han nærmest. Og forældrene efterlod ham bare siddende  gangene i butikken og skrige imens alle kunder enten stirrede vantro, listede forbi eller hviskede sammen. Det var ikke lige den form for adspredelse mit trætte hoved havde brug for.

Nu er jeg hjemme igen og får det her skrevet ned i håb om at det hjælper mig at få det ned på skrift. Lige nu er jeg bare enormt ked af det igen. Ked af det og anspændt med en fornemmelse af at jeg har alt for mange bolde i luften. Hvor ville jeg ønske at jeg kunne koble hjernen fra, bare lige en halv dag. Så kunne det også være tankerne var organiseret efter kalenderdage når jeg koblede til igen…

Møgdag…..

Wuhuuuuu….håber jeg ;o)

Så er det tid til endnu en opdatering på min revalideringssituation. Jeg havde faktisk knap nok nået at poste den sidste, før jeg havde papirerne fra psykologen i hånden. Så nu har jeg to nye diagnoser:

F84.5 Aspergers syndrom
F41.1 Generaliseret angst

Psykologen skriver envidere i sin konklusion:
“Der er tale om Aspergers syndrom og generaliseret angst hos en velbegavet person, som fremstår med begrænset kontakt til egen og andres emotionalitet. Hun har et betydeligt reduceret psykosocialt funktionsniveau, præget af en vis evne til at kunne tilvænne sig et mindre hensynstagende socialt miljø, i en kortere periode. Brænder derefter ud og reagerer med øget angst, depressivitet og psykosomatiske symptomer. Det vurderes, at hun med støtte i fht. at klare de hjemlige funktioner, vil kunne klare et hensynstagende arbejde på nedsat tid.”

Hele hendes dokumentation fylder 8 sider, så jeg bliver træt i fingrene hvis jeg skal taste den ind her, men hun rammer mig usandsynligt godt, især taget i betragtning at vores samtale varede lidt under 3 timer og ellers havde hun kun nogle enkelte papirer fra min sagsmappe at henholde sig til.

Jeg har ikke fået en nedtur over at modtage papirerne. Lige da jeg læste dem igennem og kom til diagnosen Asperger måtte jeg godt nok synke en klump, men det krævede ikke andet end en dyb indånding og lidt google-arbejde at komme på rette spor igen.

Jeg er stadig mig, den samme mig som jeg var i går, for en uge siden, for et år siden. Nu har jeg bare fordelen af at være udstyret med et “stempel” der kan bruges i min sag.

Med andre ord, jeg har nu papir på at jeg er en skræmt nørd ;o) Selvironi har jeg altid haft rigeligt af.

Men men…..det mest fantastiske skete faktisk da jeg var nået halvvejs igennem læsningen af papirerne. Der ringede min telefon nemlig.

Det var min jobkonsulent der lige skulle spørge til et par datoer på mine tidligere praktikker for hun kunne simpelthen ikke hitte ud af det fra at læse i min ressourceprofil. Sagde til hende at det forstod jeg sandelig godt og hjalp hende på vej (sendte senere en liste på mail med alle mine praktikker).

Og her kommer så det fantastiske. Hun siger så at hun jo altså sidder og laver den her erhvervsevnevurdering med henblik på et fleksjob på 25 timer….hvad jeg mener om det?

Jamen, det mener jeg da er helt fantastisk siger jeg.

Og det er jo helt og absolut fantastisk. Det er jo det jeg har gået og håbet på i et par år nu, men til at begynde med ikke turde sige højt og senere fik at vide ikke kunne lade sig gøre.

Og når hun siger sådan i telefonen så må det da betyde at kommunen har tænkt sig at visitere mig til et fleksjob på 25 timer? Hvorfor skulle hun ellers sige det. Hun fortalte også at hun havde haft ringet til min jobkonsulent på CBR og spurgt hvad hun mente om fleksjob og 25 timer og havde også fået at vide der at det ville være ideelt.

Så jeg jublede det meste af dagen i går, imens jeg mindede mig selv om, at som den udprægede pessimist jeg er, så vil jeg altså lige se det hele på papir inden jeg jubler alt for højt.

Som sædvanligt udløste den stærke psykiske påvirkning i går en ordentlig omgang dårlig mave….og en forfærdelig trang til at bruge penge. I sidstnævnte tilfælde lyttede jeg for en gangs skyld til fornuft og investerede i verdens grimmeste (og billigste) støvsuger….den ligner seriøst noget fra en low-budget sci-fi film. Og den larmer…

Men den kan suge og det er det vigtigste. Tror sgi min bostøtte får et chok næste gang hun kommer og der ikke er hybelkaniner over det hele. Plus alle de gode nyheder jeg formentlig kan fortælle hende.

Nu vil jeg stoppe, det er tid til at få smækket aftensmaden sammen inden det er tid til 4-stjerners Middag på Kanal 5.

Menuen i aften står på pastasalat med grov pasta, asparges og laks med en mild dressing, ristede champignons og grovflutes med hvidløgssmør….får helt mundvand ved at skrive det, så jeg er den der er suset i køkkenet…