Must see julefilm

Fars Fede Juleferie kører på TV3 lige nu (og ja, jeg ser med og ja, jeg har den også på dvd 😀 ) og jeg føler mig inspireret til at skrible lidt om julefavoritter indenfor filmens verden.

Jeg har igennem årene akkumuleret en masse julefilm og nogen af dem er kommet på min officielle liste over film jeg skal se hver jul. Det er:

Fars Fede Juleferie
Der er ikke noget at gøre. Fars Fede Juleferie er bare indbegrebet af stor sammenbragt familiejul om end i amerikaniseret udgave. Men nu er jeg også til en vis grad til den overdådige amerikanske julepynt så det passer meget godt.

Tror du på Julemanden
Om det er The Santa Clause 1, 2, 3 eller alle sammen er egentlig lige meget. De er så dejligt julede og Tim Allen gør et godt job som Julemanden.

Hjælp, det er jul
Christmas with the Kranks er den nyeste titel på min must see liste, igen Tim Allen, denne gang i en noget anden rolle end Julemanden og det største plus – Jamie Lee Curtis som hans kone.

Fælles for min must see liste er at Julen er hovedpersonen i dem alle sammen. Uden jul, ingen film.

Til sammenligning har jeg nogle favoritter hvor julen “bare” har en birolle, men som jeg nu stadig nyder igen og igen i julemåneden:

Alene Hjemme 1 og 2
Love Actually

En gammel favorit er It’s a wonderful life, hvorimod jeg aldrig har haft en tradition med White Christmas selvom den da er julet om nogen. Og så synes jeg at Anne fra Grønnebakken, Sound of Music og Ivanhoe med Anthony Andrews hører til på programmet i juledagene (man er vel et barn af sin tid 😉 )

Er jeg for øvrigt den eneste der – takket være TV3 – er begyndt at forbinde Sex & the City med julen?

Advertisement

Uventet association

Hjernen fungerer nogen gange på forunderlige måder, tag bare den oplevelse jeg havde i nat.

Lå på sofaen under dynen og var lige færdig med at se en dvd, klokken var 2 og jeg burde egentlig gå i seng, men bestemte mig for den obligatoriske zappen igennem kanalerne for nu at være helt sikker på at jeg ikke gik glip af noget.

Efter at være stødt på de første 3 steder med de sidste 5 minutter af noget nåede jeg godt op i den høje ende af kanalerne hvor jeg opdagede at svensk TV4 viste Black Hawk Down. Det kunne da ikke skade lige at kigge lidt med.

De var så nået dertil i filmen hvor de amerikanske tropper befinder sig i en bygning, der er mørkt udenfor og fjentlig beskydning. En amerikansk soldat er hårdt såret i benet og feltlægen forsøger at stoppe blødningen ved at stikke hænderne ind i såret i hans lyske for at “fange” pulsåren og sætte en klemme på. Desværre smutter pulsåren for ham og imens han roder dybere og dybere i såret vågner soldaten, der ellers var besvimet af smerter, og spørger, tydeligvis uden smerter overhovedet, om de har fikset problemet. Ja, det har vi, svarer hans ven imens soldaten, stadig uden smerter, bliver mere og mere bleg i takt med at pulsåren pumper blod ud af kroppen på ham.

Og her kom så den uventede association. Som et lyn fra en klar himmel var jeg lige pludselig tilbage hos vagtdyrlægen i Hadsten, den 25. maj 2010 og Gizmo lå foran mig på bordet langt, langt væk…meget lig soldaten i Black Hawk Down.

Og så kom tårerne. Jeg tudbrølede som om det var lige i går jeg havde mistet Gizmo og jeg kunne slet ikke stoppe igen. Når gråden stilnede lidt af kom jeg til at kigge på enten billederne af ham på væggen eller hans urne i skabet og så hulkede jeg som besat igen.

Ikke sjovt, slet ikke sjovt.

Det tog mig næsten en time at komme over mit “anfald” og da jeg fik slæbt mig selv i seng kunne jeg bare ikke sove. Så endte med at ligge til klokken var langt over 4 og lege med apps på mobilen…

Det er ikke første gang jeg har oplevet sådan en tudetur af uventede årsager, og det bliver helt sikkert ikke den sidste men jeg håber den næste lader vente på sig, selv i dag føler jeg mig stadig ved siden af mig selv og har det underligt.

Fordelen ved gæster

I går havde jeg inviteret min bror til middag hjemme hos mig og misserne. Menuen stod på Chili con carne m. løse ris, hvedetortillaer i kvarte, blandet salat og guacamole.

Som den høflige gæst min bror er, havde han medbragt en hel bærepose film fra hans egen samling, i forventning om at det nok blev til mere end en middag.

Nu har jeg aldrig været den bedste til at beslutte mig, og det bliver da ikke nemmere når man bliver præsenteret for 12 film og en bror der siger at han er ligeglad.

Nåh, vi kom da frem til to titler tilsidst – The Fountain og Fanboys.

 

Men brormand var ikke tilfreds med tingenes tilstand da filmen kom i afspilleren – højttalerne i fjernsynet brummede ret så højt og inderligt, noget jeg ikke fattede en brik af, for det havde ikke været et problem før.

Men men….der er ikke noget der ikke er så skidt at det ikke er godt for noget. For for at afhjælpe irritationen, gik gæsten igang med at sætte 2/3 af mit efterhånden støvsamlende surround-anlæg til, så jeg nu har et 3.1 surround system til mine dvd-film. Der mangler kun lige de to baghøjttalere, men eftersom det hele skal have nye ledninger på et tidspunkt kan det fint vente.

Jeg havde lidt ondt af Martin da han sad der på gulvet og rodede med ledninger, for han havde alt for mange hjælpere. Gizmo ville æde ledningerne, Devi og Niggi ville lege med dem og Junior forsøgte at stikke af med en.

Endnu sjovere var det da vi kom igang med den første film. Allerede i løbet af de første par minutter sad Devi som paralyseret og fulgte med. Lyden af insekter i en jungle var helt åbenlyst anderledes end hun var vant til bare fra fjernsynet. Og jeg har ikke tal på hvor mange ørehatte misserne lavede over subwooferen – wooooom sagde den og swooosh sagde misseørerne. Det var virkeligt sjovt at iagttage.

Nu vil jeg nyde min næstsidste friaften i denne omgang med at sætte mig i den dybe lænestol med tæppet over mig, levende lys i vinduerne og dæmpet belysning ellers – og så nyde Phantom of the Opera med 3.1 lyd i min helt egen hjemmebiograf. Aaaahhh, livet er godt….