Hjernen fungerer nogen gange på forunderlige måder, tag bare den oplevelse jeg havde i nat.
Lå på sofaen under dynen og var lige færdig med at se en dvd, klokken var 2 og jeg burde egentlig gå i seng, men bestemte mig for den obligatoriske zappen igennem kanalerne for nu at være helt sikker på at jeg ikke gik glip af noget.
Efter at være stødt på de første 3 steder med de sidste 5 minutter af noget nåede jeg godt op i den høje ende af kanalerne hvor jeg opdagede at svensk TV4 viste Black Hawk Down. Det kunne da ikke skade lige at kigge lidt med.
De var så nået dertil i filmen hvor de amerikanske tropper befinder sig i en bygning, der er mørkt udenfor og fjentlig beskydning. En amerikansk soldat er hårdt såret i benet og feltlægen forsøger at stoppe blødningen ved at stikke hænderne ind i såret i hans lyske for at “fange” pulsåren og sætte en klemme på. Desværre smutter pulsåren for ham og imens han roder dybere og dybere i såret vågner soldaten, der ellers var besvimet af smerter, og spørger, tydeligvis uden smerter overhovedet, om de har fikset problemet. Ja, det har vi, svarer hans ven imens soldaten, stadig uden smerter, bliver mere og mere bleg i takt med at pulsåren pumper blod ud af kroppen på ham.
Og her kom så den uventede association. Som et lyn fra en klar himmel var jeg lige pludselig tilbage hos vagtdyrlægen i Hadsten, den 25. maj 2010 og Gizmo lå foran mig på bordet langt, langt væk…meget lig soldaten i Black Hawk Down.
Og så kom tårerne. Jeg tudbrølede som om det var lige i går jeg havde mistet Gizmo og jeg kunne slet ikke stoppe igen. Når gråden stilnede lidt af kom jeg til at kigge på enten billederne af ham på væggen eller hans urne i skabet og så hulkede jeg som besat igen.
Ikke sjovt, slet ikke sjovt.
Det tog mig næsten en time at komme over mit “anfald” og da jeg fik slæbt mig selv i seng kunne jeg bare ikke sove. Så endte med at ligge til klokken var langt over 4 og lege med apps på mobilen…
Det er ikke første gang jeg har oplevet sådan en tudetur af uventede årsager, og det bliver helt sikkert ikke den sidste men jeg håber den næste lader vente på sig, selv i dag føler jeg mig stadig ved siden af mig selv og har det underligt.
1001 Kat 