Boligindretning 1

Standard

Kloge mennesker keder sig ikke!

Nu ved jeg ikke om jeg ligefrem vil være så påstående at kalde mig selv klog, men jeg har også hørt udsagnet som kreative mennesker keder sig ikke, og jeg vil godt nok ikke have hængende på mig at jeg ikke er kreativ.

Så jeg var ligesom nødt til at gøre noget ved sagen, da jeg her den anden aften mærkede noget der mindede om kedsomhed snige sig ind på mig.

Og så tænkte jeg at jeg lige så godt kunne fordrive tiden med en af mine favoritoverspringshandlinger, nemlig at google boligindretningsideer.

Der har altid været en lille indretningsdesigner gemt i mit hoved, men jeg har altid tænkt at min stil var et værre sammensurium som ingen kunne finde mening i og som derfor kun havde interesse for mig.

Indtil folk begyndte at kommentere indretningen i min nye lejlighed.

Så denne aften brugte jeg min overspringshandling på at undersøge hvad de forskellige indretningsstile egentlig hed og hvordan de så ud.

Det er ikke noget jeg har beskæftiget mig med før. Jeg har altid gået til indretningen på en intuitiv måde og udelukkende brugt ting, farver og former som jeg kan lide og som jeg synes passer sammen. Der har aldrig været nogen retningslinjer bag mine handlinger. Rent og skært instinkt.

Så jeg må indrømme at jeg var mere end en lille smule overrasket da jeg pludselig fandt et navn for min stil.

Jeg har indrettet mit hjem eklektisk.

Sandheden er jo altså at størstedelen af befolkningen i Danmark har indrettet deres hjem eklektisk hvad enten det er med fuldt overlæg eller ubevidst. Når man flytter hjemmefra flytter arvemøblerne fra forældrenes garage med, de kombineres med billige nyindkøb og pyntenips og vupti – så har man et eklektisk indrettet hjem.

Mit er eklektisk indrettet med fuld overlæg, en blanding af stilarter.

Min stue er for eksempel en blanding af afrikansk og nordisk indretning med dens mørke træmøbler, træfigurer, dyreskind og mørke billedrammer sammen med hvid sofa, hvid reol, hvide persienner og lyse nipsting der udstråler nordisk distancering.

Min entre er primært moderne nordisk med vægten lagt på få funktionelle møbler i lys ahorn og rene linjer, med et par enkelte romantiske indstik.

Køkken, badeværelse og især soveværelse har ikke helt fundet deres endelige betegnelse endnu.

Køkkenet ender nok – efter udskiftning af alle låger og skuffer – med at blive primært moderne og funktionelt med hvidt, rødt og aluminium som hovedfarverne. Og så de sædvanlige Tina-indslag jeg ikke kan undvære.

Badeværelset med sine mørkebrune vægge udfordrer mig stadig til at tage en beslutning om det skal være lidt popsmart med friske farver på tekstilerne, afrikansk med flere jordfarver eller om jeg skal gå i den helt anden grav og gøre det lidt asiatisk.

Soveværelset er pt. et miskmask der trænger til en forenende faktor, jeg håber snart at finde den så jeg kan få bundet de enkelte elementer sammen. Det vil give meget mere ro i rummet.

Så det var det jeg fik brugt en sen aften på. At gøre mig selv klogere og give mig selv nogle ting at tænke over.

Håber ikke det betyder jeg aldrig får brug for en overspringshandling fra kedsomheden igen, for de er nu engang så hyggelige.

Jeg lover at vende tilbage med lidt mere om min boligindretning, også med billeder af rummene jeg skriver om. Lige nu er det tid til noget alt for sen aftensmad – min mave skriger af sult…

Advertisement

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s