Ville ønske jeg kunne slå min hjerne fra…

Standard

Ja, hvorfor er det lige man ikke kan det? Slå hjernen fra eller i det mindste sætte den på pause bare lige for at få ro i nogle få timer.

Lige nu hader jeg min hjerne…den kværner og det der kværner rundt i den gør mig ked af det og jeg gider ikke være ked af det…

Jeg vil gerne prøve at skitsere min fredag og de tanker der er fulgt med.

Jeg kan meget passende starte med at fortælle om de ting der har kværnet rundt i mit hoved inden vækkeuret ringede fredag morgen:

– Uvisheden om min fremtid. Har stadig ikke hørt noget endegyldigt fra min sagsbehandler og aner ikke hvad fremtiden bringer.

– Halloween-gæster den 30. oktober – planlægning, planlægning, planlægning.

– Halloween-udstilling i Kolding 17. oktober: planlægning, planlægning, planlægning.

– Endnu ikke talt med bankrådgiver om finansiering af tandlægeregning på 6-8000 kroner: dårlige nerver.

– A-ha koncert i Hamburg den 28. oktober: generel logistik.

– Gæst på søndag: hvad skal jeg dog servere, hvor meget/hvor lidt, hvorfor kan jeg ikke tage mig sammen til at vaske op, skal altså have støvsuget og i bad.

– TICA-udstilling i Herfølge: Regional Winners, transport, DSB Orange, overnatning eller ej, penge.

Og så når vi til at vækkeuret ringer. Jeg står op, finder mig noget morgenmad og tænder computeren for at tjekke mail. Intet nyt fra sagsbehandler – som forventet. Sidder og tjekker mine sædvanlige to kattefora og får fodret mine fisk på Facebook, indtil jeg kan se det er tid til at tænde for Torchwood på BBC Entertainment. Virkeligt intenst afsnit der slutter med at to af hovedpersonerne meget overraskende dør, ikke hurtigt, men langsomt og dvælende. Jeg stortuder til og kan ikke rigtigt komme ud af fornemmelsen efter at have rejst mig fra sofaen.

Burde gå i gang med at lave noget, hvad som helst, men i stedet sætter jeg mig som sædvanligt foran computeren igen og opdager ret hurtigt at bølgerne går meget højt på et af katteforaerne. Jeg bruger tid på at læse den lange tråd igennem og der fræser følelser og impulser igennem min hjerne undervejs: frustration, vrede, sorg, nag, irritation, total opgivenhed. For år tilbage når jeg oplevede disse følelser i forbindelse med høje bølger de steder jeg færdedes online forstod jeg dem ikke. De var der, det var sådan jeg følte og sådan var det bare.

Nu har jeg lidt mere styr på mekanismerne i min tankegang og forstår alt for godt hvor det kommer fra. I og med at jeg ikke omgås med forfærdeligt mange mennesker fysisk i det daglige, så er min netfærden en meget vigtig del af min identitet. Og i og med at jeg altid har været meget konfliktsky og helst vil have alle er gode venner, fordi det gør ondt helt inde i centeret af mig når der skældes ud, selvom det ikke har noget med mig at gøre, så gør det mig nærmest desperat at “mine folk” ikke taler ordentligt til hinanden. Bevares, det er absolut ikke alle jeg møder på nettet jeg synes om, nogen har jeg direkte antipati imod, men det er ikke noget jeg lader nogen vide og det gør mig stadig dybt, dybt ulykkelig og meget frustreret når der er uro på mine fora. Jeg fyldes af en brusende blanding af lyst til selv at blande mig i diskussionen (selvom jeg ved det går galt for mig) og til at vende det hele ryggen og bare afskære mig (hvilket jeg ikke kan, for jeg er afhængig af at der i det mindste er en illusion af kontakt). Så jeg fortsætter bare med at læse og blive mere og mere ked af det.

Oveni det kom så lige lidt Regional Winners snak. Skal stadig have fundet en person til at modtage Gizmos præmier på udstillingen i Holland den 30. oktober. Og så snakken om fejringen i Herfølge, der pludselig bragte endnu flere spekulationer med sig: hvornår skal det ske, hvordan skal jeg få råd, hvordan i alverden kommer jeg frem og tilbage, har jeg overhovedet lyst?

Sådan cirka der kom jeg til at tude igen, både over tabet af Gizmo, men også fordi min hjerne bare ikke kunne rumme mere. Sidder og tuder her igen imens jeg skriver om det. Har ikke lyst til at tude i Herfølge, måske jeg bare skulle blive hjemme, så sparer jeg også pengene og spekulationerne og angsten og turen og…..åhhh suk…

Tænkte at nu skulle jeg bare ud af lejligheden, så satte min bror stævne ved SuperBest så jeg i det mindste kunne købe en pose Dumle karameller til at trøste min hjerne med.

Og selvfølgelig skulle det lige være samtidigt at et ungt par med tre børn, heriblandt en alt for overtræt dreng, valgte at handle ind. Knægten hylede fra de gik ind i butikken og til de 20 minutter senere forlod den. Hylede er nok egentlig det forkerte ord, meget af tiden skreg han nærmest. Og forældrene efterlod ham bare siddende  gangene i butikken og skrige imens alle kunder enten stirrede vantro, listede forbi eller hviskede sammen. Det var ikke lige den form for adspredelse mit trætte hoved havde brug for.

Nu er jeg hjemme igen og får det her skrevet ned i håb om at det hjælper mig at få det ned på skrift. Lige nu er jeg bare enormt ked af det igen. Ked af det og anspændt med en fornemmelse af at jeg har alt for mange bolde i luften. Hvor ville jeg ønske at jeg kunne koble hjernen fra, bare lige en halv dag. Så kunne det også være tankerne var organiseret efter kalenderdage når jeg koblede til igen…

Møgdag…..

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s