Opdatering på min revalidering…

Standard

Sidst jeg skrev var jeg blevet “sendt” i Jobklub af min sagsbehandler, efter hun besluttede sig for at forlænge min revalidering i stedet for at sende mig videre til kontanthjælp og aktivering.

Jeg har så haft “glæden” ved at være i Jobklub siden da, mandage og onsdage, 9 til 12. Det har været en forvirrende og derfor også stresset tid. Jobklubben blev kørt af to jobkonsulenter og udover det havde man så også sin egen jobkonsulent. Det vil sige at der i teorien burde være et velsmurt maskineri med hele tre mennesker der arbejdede på at finde mig en praktikplads.

I teorien altså…

For enten er jeg mere forvirret end jeg plejer at være – og det kan sagtens være, sådan virker det offentlige på mig – eller også talte de forskellige slet ikke med hinanden…eller min sagsbehandler for den sags skyld. Og hvis jeg åbnede munden for at videregive noget fra en til en anden blev jeg nærmest set på med det samme som en løgner.

Ja, hvorfor skulle de da egentlig også høre på mig… det har jeg heller ikke lige et svar på…

Nåh, men i forbindelse med mine kommentarer til ressourceprofilen havde jeg jo nævnt at jeg mente der skulle en voksenpsykologisk undersøgelse til, da jeg oprindeligt blev sygemeldt på grund af psyken og der som sådan ikke forelå andet end lidt gisnen her og lidt gætten der i sagsmappen.

Stor var min glæde derfor da jeg fik at vide at jeg skulle til psykolog, godt nok ikke den deciderede voksenpsykologiske undersøgelse, men en 2-3 timers session som jeg så var til for omkring 3 uger siden.

Siden har jeg så ventet…og ventet…og ventet. Og udfyldt ventetiden med jobklub og tandlægebesøg…

I fredags ringer min jobkonsulent så til mig. Hun vil gerne informere om, at hun har talt med min sagsbehandler og at jeg dags dato er taget af jobklubben og derfor ikke behøver møde op mandag og frem. Øhh okay, var vist det eneste jeg kunne få frem. Hun fortæller så at hun nu vil lave en arbejdsevnevurdering udfra de praktikker jeg allerede har været i i løbet af mit lange forløb “og så vil du høre fra os.”

Øhh…godt så. Hvad skete der lige der? Jeg flyver ud af sengen og ud for at starte computeren op, i den forventning at der ligger en mail til mig fra min sagsbehandler. Andet kan da ikke passe. Men nej, ingen mail. Nåh, men så må jeg jo maile til hende, hvilket jeg straks gør. Spørger om jeg gør ret i at formode at der er kommet papirer fra psykologen og om jeg eventuelt også kan få mulighed for at se dem? Hun svarer ret hurtigt tilbage at jo, hun har fået papirerne, om jeg vil have en kopi? Øhh ja, selvfølgelig vil jeg det. Det drejer sig jo ligesom om mig og jeg aner ikke hvad der står i konklusionen, men det har åbenbart gjort at jeg er taget af jobklubben og ikke skal sendes i flere jobprøvninger. Hun lover så at sende mig en kopi med posten.

Det var fredag ved middagstid. I dag er det tirsdag og der er stadig ikke kommet noget til mig. Jeg kravler efterhånden på væggene fordi jeg er lige dele nysgerrig og skrækslagen for hvad pokker der står i de papirer. Sagsbehandler kan jeg ikke hale noget ud af, da jeg spurgte hvad der skete og hvornår jeg kunne regne med at høre noget fra hende var svaret, at hun skulle modtage det jobkonsulenten skrev først og så ville jeg blive kontaktet senere.

Hold op hvor synes jeg godt nok det hele er en lille smule øv lige nu. Jeg forsøger at minde mig selv om afslutningen på samtalen med psykologen, hvad hun fortalte om hendes umiddelbare konklusion og den rigtigt gode mavefornemmelse jeg havde da jeg gik derfra. Men den er altså svær at holde ved når man ikke aner noget og ingen fortæller noget og man bare venter…og venter…og venter.

Tror muligvis jeg skriger hvis postkassen er tom igen i morgen.

På den anden side er jeg ikke sikker på at jeg tør åbne brevet hvis det ligger der.

Totalt anti-klimaks.

Overspringshandlingerne lever derfor i bedste velgående i det lille hjem i disse dage, de er min måde at abstrahere fra tankerne og ventetiden. Så der er kommet lidt skrald ud, der er lavet lidt om her og der i indretningen, der er renset kattebakker i bund og der er tilbragt uendeligt mange timer på Ebay og Google med Halloween-planlægning (mere om det senere…)

Håber godt nok der ligger noget i postkassen i morgen – og at det er godt…det har jeg efterhånden brug for…

Advertisement

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s