Forvirringen er total

Hvis jeg ikke var forvirret nok i forvejen, så er jeg det nu.

Er lige vendt hjem efter samtale med min sagsbehandler, en samtale jeg ikke anede hvad skulle dreje sig om, da jeg blev indkaldt telefonisk og derfor ikke modtog en skriftlig indkaldelse.

Det viser sig så at min sagsbehandler synes jeg er så mystisk en størrelse, at hun følte hun var nødt til at indkalde mig en ekstra gang inden hun skrev min ressourceprofil færdig, for at høre min holdning til tingene.

Hun har så indhentet en vurdering fra kommunens lægekonsulent der lyder som følger:
TJ har, på trods af mange gode ressourcer og en uddannelse som bibliotekar, aldrig formået at opnå en stabil tilknytning til arbejdsmarkedet pga. en ikke nærmere defineret personlighedsstruktur, hvor der indgår isolation og tilbagetrækningstendens, samt manglende udholdenhed. Har en lav stresstærskel, og der vil fremover være behov for afgrænsede og veldefinerede opgaver uden tidspres.
Vil muligvis fortsat have brug for en vis form for støtte, f.eks. mentor, og de ovennævnte skånehensyn må forventes at gøre sig gældende i ethvert erhverv, og er grundlæggende varige.
Hvis skånehensyn, mhp. arbejdsplads, indretning, ikke kan overholdes, er der stor risiko for et tilbagefald.

Jeg blev jo jublende glad i samme øjeblik jeg så ordet varig fordi jeg i det så muligheden for at få et fleksjob.

Men sagsbehandler siger straks at der ikke er mulighed for at søge fleksjob på baggrund af vurderingen og min sag generelt og fastholder at hun er nødt til at raskmelde mig til ordinær beskæftigelse og videregive min sag til kontanthjælpsafdelingen.

Det er så her jeg begynder at blive forvirret for nu uddyber hun sine indtryk af min sag:

Hun mener ikke der er nogen ide i at forlænge revalideringen, da det bare vil være flere praktikker oveni dem jeg har allerede og at jeg er kommet så langt som jeg kan komme på den måde. Med andre ord (mine) er jeg udredt med hensyn til arbejdsevne. Der kan ikke gøres mere for mig på det område.

Hun frygter at jeg vil knække nakken når jeg bliver sendt ud i aktivering da der nok ikke vil kunne tages de nødvendige skånehensyn (og hun lægger her vægt på at jeg skal banke i bordet og gøre opmærksom på det – hvilket jo ligesom er en stor del af mit problem – det får jeg jo aldrig gjort).

Hun nævner selv at det bedste ville være at gå ud og få et job selv, om ikke andet længe nok til at genvinde min dagpengeret.

Jeg er jo heller ikke 20 år. Så ville det være nemmere at se mulighederne for at udvikle mig og gøre mig bedre, som 37-årig intelligent kvinde der er bevidst om mine forcer og mine svagheder, er der ikke mere der kan udredes på det område.

Er det bare mig eller hænger det her slet ikke sammen? Jeg synes jo hun er totalt selvmodsigende – der kan ikke gøres mere for at udvikle mig, jeg er på et varigt niveau med de problemer jeg nu engang har og alligevel skal jeg raskmeldes?

Jeg tror humlen af det hele er, at sagsbehandler mener at jeg – med mentorstøtte og skånehensyn – kan fungere i en 30-timers stilling, hvor jeg og tidligere mentor, tidligere kontaktperson og egen læge siger max 25. Og eftersom 30 timer gælder som fuldtid betyder det raskmelding til ordinært arbejde, hvorimod 25 timer betyder??? Noget andet???

Åh suk. Jeg går straks i gang med at google, konsultere mine kilder og forsøge at gøre mig klogere på mine muligheder. Allerførst bør jeg måske skrive til min sagsbehandler og fortælle hende at jeg absolut ikke er enig i hendes holdning til raskmelding som eneste mulige udvej. Det fik jeg ikke gjort opmærksom på til mødet, både på grund af min sædvanlige barriere, men også fordi det simpelthen var så mange oplysninger at køre ind på harddisken og behandle.

Under alle omstændigheder venter jeg stadig på at få min ressourceprofil til partshøring, og jeg bliver ikke afsluttet i revalideringsafdelingen før mine kommentarer er tilføjet og jeg har godkendt den endelige profil.

Advertisement