Hvis jeg havde skrevet dette indlæg i formiddags som jeg egentlig havde planlagt, var det startet med sætningen: Jeg hader min sagsbehandler!
Men det gør jeg jo egentlig ikke når det kommer til stykket. Jeg hader det hun står for i mit liv. Og så er jeg ret irriteret på hende lige nu. Men udover det kan hun jo ikke gøre for at det er hende der sidder med min sag og skal tage beslutningerne.
I torsdags ringede min sagsbehandler til mig for at høre om jeg havde mulighed for at komme på hendes kontor til et møde i dag klokken 10.00. Eftersom man ikke siger nej til hånden der udbetaler pengene, sagde jeg selvfølgelig ja, også selvom jeg egentlig helst ville være blevet hjemme og gemme mig i dag (Gizmos fødselsdag – mere om det i næste indlæg).
Det eneste jeg vidste om hvad mødet ville gå ud på var brudstykker hun havde sagt i telefonen ad flere omgange og til vores sidste møde i forbindelse med min virksomhedspraktik. Så jeg vidste at:
– Hun i hvert fald for en måned siden mente jeg skulle raskmeldes til ordinær beskæftigelse til trods for anbefalinger i den modsatte retning fra alle andre parter i sagen.
– At hun går til ferie på fredag den 11.
– At hun nu har modtaget lægeudtalelser m.m. som vi havde aftalt (bortset fra at jeg tydeligt husker hun sagde at der ikke ville være brug for flere lægeudtalelser…)
– At samtalen skal handle om mit økonomiske levegrundlag.
Som de fleste kan læse af indlæggene her på bloggen er jeg langt nok nede i forvejen. Faktisk har det sidste halve år været en konstant øvelse i at få en lille smule fremgang for så at blive banket solidt tilbage i mørket, gang på gang på gang på gang…
Da jeg mistede Gizmo og viljen til at leve, sagde jeg galgenhumoristisk at det ikke kunne blive værre. Alligevel kører tankerne rundt i hovedet på mig.
Fra torsdag hvor sagsbehandler ringede til mig, har jeg haft tiltagende ondt i maven, kvalme og diarré. Da jeg gik i seng søndag aften kunne jeg bare ikke sove og de få timer det alligevel lykkedes mig at få var fyldt med de mest rædselsfulde mareridt der mere end en gang fik mig til at flyve op i sengen.
På busturen til Jobcentret blev jeg mere og mere knuget indeni og jeg kunne ligefrem mærke hvordan mine mundvige vendte længere og længere nedad og hvordan rynkerne i min pande blev dybere.
Og hvad får man så at vide på Jobcentret – efter at have ventet i 20 minutter på at klokken bliver 10 for så at banke på sagsbehandlers dør? At hun er syg i dag og hun næsten lige har haft ringet.
Arghhhhhhhhh….
Må jeg godt tillade mig at være bare en lille smule frusteret???
Det blev så noteret at jeg var mødt op og så lød spørgsmålet: Kan vi ikke bare aftale at hun ringer til dig når hun er tilbage om at aftale et nyt møde?
Jooooo…..det kan vi da godt, underforstået jo, det kan vi jo blive nødt til. Så nu kan jeg gå i X-antal dage og igen være bekymret for hvad hun vil fortælle mig.
Overvejer seriøst at sende en mail og spørge om hun ikke bare i få sætninger kan give mig humlen af det hun vil sige så det kan tage lidt af symptomerne. Jeg bliver snart vanvittig.
Hvor meget l*** skal én person have smidt i hovedet før solen kan få lov at skinne igen? Jeg vil så gerne have bare en lille smule medgang, en lille smule glæde…er det virkelig for meget at bede om?
1001 Kat 