Livet fortsætter…tror jeg nok

Om blot et par timer har jeg overlevet 3 hele døgn uden Gizmo.

Hvordan jeg har gjort det aner jeg ikke, for viljen til at leve har været totalt ikke-eksisterende siden jeg måtte sige farvel til min firbenede sjælefrænde.

Jeg savner ham så uendeligt meget at det gør fysisk ondt på mig. Nogen har stukket en stor, usynlig næve ind i min krop og klemmer hårdt sammen om mit hjerte, mine lunger og min mave.

Tårerne kommer i tide og utide, dog går der længere imellem ”turene”.

Appetit har jeg ingen af overhovedet, heller ikke tørst, så jeg er imponeret over at min krop ikke har sagt fra endnu.

Rastløsheden er tydelig. Tirsdag kunne jeg slet ikke holde ud at være i lejligheden og travede Vorup tynd med Martin, både inden solopgang og senere. Onsdag blev det også til lange traveture. I dag torsdag har jeg kunnet nøjes med en tur i supermarkedet.

Jeg kan ikke finde ud af at omgås de andre katte. Hvis jeg taler med dem eller rører dem bliver jeg ramt af en mellemting mellem sorg over at jeg kan nusse dem og ikke Gizmo og en frygt for at trøste mig for meget ved dem – for de skal jo også herfra engang.

Tirsdag og meget af onsdagen havde jeg et stort behov for at blive holdt om, knuget og trøstet, svært når man er alene når behovet opstår….

Værst er spekulationerne og den dårlige samvittighed – til trods for obduktionsresultatet er den der alligevel.

Dårlig samvittighed over at jeg ikke rejste mig og gik hen til Gizmo lige da han var slingret forbi min stol, men i stedet blev siddende 15-20 minutter længere foran computeren.

Over at jeg ikke undrede mig mere over hvor kold han var da jeg hilste på ham 23.30 og han lå i transporttasken på gulvet ved den åbne altandør.

Over at jeg ikke ringede til vagtdyrlægen og min far samtidigt med at jeg ringede efter min bror.

Og over at jeg ikke kunne hjælpe ham.

Læg dertil sorgen i den virkelighed der efterhånden er gået alt for tydeligt op for mig.

At Gizmo er væk og at han aldrig kommer igen.

At jeg skal undvære ham resten af mit liv.

At jeg aldrig skal løfte ham igen, aldrig stryge hænderne over hans pels, aldrig vågne med ham i sengen om morgenen, aldrig overnatte et fremmed sted med ham, aldrig udstille ham igen, aldrig se dybt ind i hans smukke grønne øjne igen og bare vide at han elsker mig uanset hvad.

Jeg ved godt at han har det godt nu. Han har ikke ondt, han har fred. Det var også godt det gik så hurtigt, så han ikke skulle lide i længere tid. Jeg ved godt jeg tog den helt rigtige beslutning, den eneste der var at træffe…

Men det er mig der sidder her nu med savnet. Det er mig der har ondt i krop og sjæl. Det er mig der er nødt til at undvære. Og det virker bare så uoverskueligt, så uretfærdigt og så meningsløst.

På den ene side ville jeg ønske at jeg bare kunne slå alle de her følelser fra og komme videre, på den anden side ved jeg jo godt at det jeg gennemlever nu, er prisen for at elske et andet væsen så højt som jeg elskede Gizmo.

Og han var elsket, mere end jeg kan beskrive med ord. Han bliver aldrig nogensinde glemt. Og jeg tror på at vi ses igen. Det er jeg simpelthen bare nødt til. At jeg, den dag mit lys bliver slukket, bliver genforenet med verdens bedste kat. Hvis jeg ikke har den tro at klamre mig til, er jeg ikke sikker på jeg klarer den…

Nu vil jeg forsøge at give lidt opmærksomhed til 3 katte der ikke kan forstå mine mange tårer, der forsøger at opføre sig som om alt er som det plejer, men fra tid til anden afslører sig selv, når de pludselig sidder med det der søgende blik, der med al tydelighed siger, at de leder efter en der er væk….

Advertisement