Tirsdag den 18. maj tabte en af mine kattebekendte kampen mod kræft. Jeg – og mange andre – anede ikke at hun var syg, og nyheden slog hårdt.
Jeg vil ikke kalde mig venner med vedkommende. Vi har mødt hinanden 3 gange i det virkelige liv, men online har vi kendt hinanden og taget del i hinandens liv siden 2002. Det er trods alt 8 år jeg har kendt en flig af et andet menneske.
Min første reaktion var gråd….ustoppelig gråd. Efterhånden som jeg læste mig igennem indlæg fra andre mennesker der også var chokerede blev jeg mere og mere ked af det.
På et tidspunkt var jeg nødt til at rejse mig fra computeren og gå væk for at klare mine tanker.
Min reaktion var meget stærk og jeg tror den var en kombination af flere ting. Nok først og fremmest at denne person tabte kampen mod kræft efter relativ kort tids sygdom….akkurat som min mor.
Læg dertil at min mor i dag onsdag den 19. maj ville være fyldt 67 år. Og der er kun 12 dage til at det er 8 år siden hun døde af kræft.
Derudover er det også gået op for mig hvor tæt et bånd man kan få til mennesker som man måske aldrig møder i det virkelige liv, men som man alligevel lærer at kende igennem et online samfund. Det er jo ikke første gang det sker for mig, det er ikke mange måneder siden jeg satte en mindre eftersøgning i gang efter total indlægsstilhed fra et forum-medlem hvis mand var i Afghanistan. Jeg blev meget bekymret over denne stilhed og faldt faktisk først til ro, da jeg via et andet forum fandt ud af at han var kommet hjem og alt var godt.
Men tilbage til det vi begyndte med….
Alle, og jeg mener alle tankerne fra da min mor døde er kommet op til overfladen i løbet af aftenen. Det er meget mærkeligt, næsten ligesom at være rejst 8 år tilbage i tiden og føle det hele igen, denne gang med 8 års ekstra viden i bagagen.
Især lægger jeg mærke til mange af de mærkelige tanker.
Kan huske jeg var sur på TV2 fordi de havde holdt en meget lang pause i The X-Files og nu ville min mor ikke nå at se de sidste afsnit i serien….hvorfor syntes min hjerne lige at det var relevant dengang? Og hvorfor kan jeg stadig huske det?
Kan også huske at vi den sidste aften på sygehuset tog afsted 19.45 så vi kunne nå hjem og se Skadestuen i tv – og at tv’et på min mors stue var indstillet på den rigtige kanal så hun også kunne følge med….hvorfor? Hun havde helt tydeligt delirium den aften og anede ikke hvad der foregik?
Altså…jeg behøver jo ikke sige hvorfor så mange gange, for jeg ved jo godt at det var min måde at skubbe det hele fra mig eller rettere at beskytte mig selv fra den hårde sandhed som jeg ikke var klar til at håndtere. Ved faktisk ikke om jeg er klar nu.
Det går også meget godt i tråd med den enorme dårlige samvittighed jeg har haft siden.
Dårlig samvittighed over at have haft fuldtidsarbejde når jeg følte jeg burde være sammen med min mor – selvom det var hende der havde tilskyndet mig at tage jobbet.
Dårlig samvittighed over at være lettet over at kunne tage hjem om aftenen, hvor min far og min bror måtte blive hos min mor.
Og især dårlig samvittighed over ikke at have været hos min mor da hun døde. Det er den der er den værste. Den bliver ved at fortælle mig at jeg burde have vidst hvilken vej det bar, og at jeg burde være blevet hos min mor gennem natten. Selv nu, imens jeg skriver disse ord, kommer selvbebrejdelsen op i mig. Jeg kan ikke engang få mig til at skrive “men jeg kunne jo ikke vide det”, for der er stadig den her fasttømrede del af mig der nærmest råber: “Jo, det burde du. Det var så himmelråbende tydeligt…”
Jeg er spændt på om jeg nogensinde kommer over den selvbebrejdelse eller om jeg på et tidspunkt indser at den er en del af hvem jeg er og accepterer den som en del af min fortid. Jeg aner det ikke…
Men der kører mange underlige tanker rundt i hovedet på en når man bliver konfronteret med et dødsfald. Ens egen dødelighed kommer også pludselig på dagsordenen. Man bliver pludselig bevidst om alle ens dårligdomme og kan ikke lade være med at tænke hvad nu hvis….
Min første tanke var: Hvad så med mine katte?
Egentlig et ganske velovervejet spørgsmål, og en klar reminder om at jeg skal have styr på mit kattetestamente i det mindste.
Det var også en af de tanker der ramte mig ved nyheden i dag, jamen de stakkels katte da, nu skal de undvære hende resten af livet. Et kort øjeblik fik jeg helt dårlig samvittighed over at tænke på dyrene før hendes mand, men igen, når man kender mig er det vist en logisk tankegang. Mine katte betyder jo alt for mig, så hvorfor skulle jeg ikke overføre de følelser til andre?
Hvorom alting er, så er dette en meget underlig aften/nat i det lille hjem. Jeg har lovet mig selv at når jeg står op, vil jeg tage på kirkegården og få fjernet alt ukrudt og gjort pænt på min mors gravsted, så det er klart til en fødselsdagsblomst eller to. Tror også jeg trænger til at komme ud af lejligheden, og nu har jeg lovet min far og min bror at jeg vil gøre pænt, så nu er jeg pinedød nødt til at gøre det. Pression er vist det jeg har brug for for tiden.
Jeg vil slutte af med at sende en sidste hilsen til en fantastisk kvinde som jeg gerne ville have kendt bedre, men trods alt føler at jeg kendte nok til nu at sørge.
1001 Kat 