På torsdag er den slut…min revalidering.
Hvad der skal ske derefter venter jeg stadig på svar om.
I torsdags var der møde med sagsbehandler, min praktikchef, min kontaktperson og undertegnede.
Meningerne om mit revalideringsforløb skulle på bordet.
Min nuværende chef var glad for mig, men mente ikke min arbejdsevne levede op til en stilling på ordinære vilkår.
Både min kontaktperson og min mentor mente 30 timer var for meget og at min hverdag simpelthen ikke hang sammen.
Sagsbehandler mente at revalideringsmålet var så tæt på opfyldt som det kunne blive og at jeg derfor skulle raskmeldes fra den 1. maj.
Jeg fik som sædvanlig ikke ytret halvdelen af det jeg ville, det har jeg så til gengæld gjort skriftligt og sendt til sagsbehandler i håb om at hun vil tage min mening med i sin endelige beslutning.
Så nu går jeg bare og venter og aner ikke om jeg er købt eller solgt og hvad der overhovedet skal ske fra på mandag.
Det mest sandsynlige er nok at jeg starter næste uge med at skulle ud og søge kontanthjælp. At jeg er raskmeldt og skal melde mig ledig på AF. At jeg ikke vil have mentorstøtte længere. At jeg skal igang med aktivering af en eller anden slags.
Men underligt nok er det, der står klarest i min mudrede hjerne, at jeg så – måske – kan få en uge eller to fri og slappe rigtigt af. Og det er jo ikke sådan jeg skal tænke. Bevares, der kører også tankerne om hvordan økonomien skal hænge sammen, de tanker der giver mig kvalme, gør mig klam og svedig og som hele tiden hænger truende over mig.
På torsdag formiddag har jeg fået en tid hos min læge. Min kontaktperson mente det ville være en god idé lige at få hans mening ind over, hvorvidt jeg døjer med kraftige eftervirkninger af min depression eller om jeg rent faktisk har fået en ny. Jeg synes i hvert fald selv jeg kan genkende en del tegn jeg havde håbet aldrig at skulle opleve igen.
Alting foregår meget langsomt, hvis det overhovedet foregår. Mit hjem sumper lige så stille til og jeg er rædselsslagen for at ende i samme situation som jeg var i for 1½ år siden. Jeg synes ærligt talt ikke det er sjovt længere…
Men jeg må fortsætte med at vente på besked. Og forsøge at tænke på noget andet. Og det kan jeg jo meget passende gøre ved at skrive endnu en post, denne gang om det kursus jeg var på i fredags 🙂
1001 Kat 